Crowdsourcing af ferie-beslutninger
Skal du ud og rejse – og har du brug for et godt råd om destinationen, valg af hotel eller flyselskab?
Eller er du en af dem, der har været 1000 steder og som altid finder de gode, listige og billige steder?
Uanset hvad, kan du nu dele dine rejseerfaringer med andre på: Tripconnect.com.
Det er en af de helt oplagte ideer, at bringe folk sammen med viden og interesse for rejser. Folk gider typisk godt at fortælle både om de fantastiske oplevelser og om de turistfælder, de selv er faldet i.
Flere overvejelser om Tripconnect.com hos Micro Persuasion
Vi har også bestilt næste års sommerferie på baggrund af crowdsourcing. Nogle Politiken-læsere skrev superbegejstret om deres sommerferie – og fik på den baggrund tildelt en notits i avisen – og da vi i forvejen er helt vilde med Umbrien, har vi booket en uge her.
UPDATE 20. september 2006: Mads har i kommentarfeltet gjort mig opmærksom på tjenesten Tripadvisor.com, som ikke har samme fokus på at bygge netværk op om rejsebeskrivelserne, men som til gengæld virker som et virkelig velbesøgt sted med mange tusinde anmeldelser af hoteller og rejsemål. På tripadvisor inddrager de også brugernes egne fotos af hoteller mm., hvilket jeg synes virker ret overbevisende.
Mads skriver
Nu kender jeg ikke så meget til dette område generelt, men Tripadvisor.com har da været på markedet i nogle år efterhånden og gjort det fremragende, så hvad er det revolutionerende ved Tripconnect? For mig at se er idéen planket og så måske tilført lidt tags og andet moderne lir.
Trine-Maria skriver
Mads – tak for info om tripadvisor. Jeg er bestemt heller ikke selv indendørsmester på rejseområdet, men som jeg ser det er det nye, at de hos Tripconnect forsøger at bruge nogle af de funktioner, der også er i sociale netværkstjenester – at du kan få gode råd fra en person, som kender en, du kender – og at du kan oprette grupper og altså kan være lidt mere tryg ved rådgivningen?
På Tripadvisor ved man vel i princippet ikke hvem anmelderne er? Man har ingen forbindelse til dem? Og det kan være halvdelen er skrevet af ansatte i rejsebranchen?
På den anden side er det nok ikke superfølsomt sådan noget med at skulle rejse 🙂 så jeg kan godt se din pointe om, at det måske ikke er så forskelligt, om man bruger det ene eller det andet redskab?
Er der nogen der har flere erfaringer med de her tjenester?
Mads skriver
Tak for hurtig respons :-).
Jeg ved ikke, om det sociale element er så vigtigt her. Jeg har massevis af venner, som jeg ikke nødvendigvis deler syn på den fede rejseoplevelse med. Så anbefalinger fra dem ville jeg f.eks. altid tage med et gran salt. Men betyder det så, at jeg skal gå udenom de steder, de ville anbefale? Og hvis ja, hvad kan jeg så bruge en sådan tjeneste til?
Mht. Tripadvisor.com kender jeg flere, der sværger til dette site og ganske enkelt ikke rejser nogle steder, før de har været inde og tjekke, hvordan anmeldelserne er.
Jeg har også selv brugt det flere gange og oplevet, at anmeldelserne er meget akkurate. Får det topkarakterer, er oplevelsen også super på destinationen – får den middel, er det også derefter. Det passer som hovedregel.
Sitet kører desuden også en meget aggressiv linie overfor rejsebranche-folk, der forherliger egne fortræffeligheder – de bannes ganske enkelt.
Trine-Maria Kristensen skriver
Jeg har også lige siddet derinde (på Tripadvisor) og surfet rundt – og jeg tror sagtens jeg kunne blive fan. Vi skal til Rom i foråret og har aldrig været der før – og det ser ud som om Tripadvisors brugere har tonsvis af gode forslag til, hvor man finder et godt hotel – og det bedste er næsten, at mange brugere skriver EFTER deres ferie, at de valgte hotellet udfra beskrivelsen på tripadvisor – og at hotellet levede op til det de forventede.
Jeg er også ret pjattet med inddragelsen af brugernes fotos – for reklamefotografer kan jo få et kosteskab til at ligne et slot 🙂
Mads skriver
Jeg mener faktisk også, de så småt er gået i gang med at eksperimentere med Wiki’s i form af brugernes egne guides til diverse rejsemål. Bestemt et spændende alternativ til ‘Turen går til…’.
I det hele taget der nogle spændende perspektiver i co-creation indenfor netop rejsebranchen. For når det kommer til stykket, er der så ret mange ting – udover bil, bolig og børn – som de fleste af os er villige til at bruge så mange penge på og sætter så højt som ferien?
Det er virkelig interessant og tankevækkende, at vi tilsyneladende er villige til at lade os influere på noget, der betyder så meget, af mennesker, vi ikke kender og ikke har en stor forudgående relation til – men som vi alligevel vælger at stole på.
PS. Glæder mig til at høre om Rom. Har aldrig selv været der men ville gerne. Måske kan din vurdering blive afgørende for mig?
Lykke skriver
Jeg brugte selv TripAdvisor til at planlægge en tur til Rom sidste efterår og var så tilfreds med den information, jeg fandt der, at jeg har brugt sitet flittigt siden – og anbefalet det til andre. Når man booker hotel via internettet er det virkelig en stor hjælp at læse om andres oplevelse af stedet først. Og så er det da helt genialt, at man kan spørge de lokale om råd til fx gode spisesteder, der ikke er overrendt af turister. Har også selv hjulpet flere udlændinge med svar på deres spørgsmål om København.
Så altså, jeg kan heller ikke se det revolutionerende i Tripconnect, men det er da altid dejligt med flere redskaber.
Og god tur til Rom – det er en fantastisk by!
Trine-Maria skriver
Mads – så godt at de havde sådan en slags “guide oppe om Rom faktisk, men fik ikke checket det yderligere, men det skal jeg da klart inden turen detailplanlægges.
Synes for eksempel altid det er svært at finde ud af, hvor man skal bo i en ny storby? Jeg synes nemlig det er træls at bo for langt fra der hvor tingene sner. I Berlin boede jeg i vestberlin første gang jeg var der- og her derefter gået systematisk efter at bo i Mitte 🙂
Lykke – dejligt at høre om dine gode erfaringer med tripadvisor – jeg vil klart bruge siden aktivt, når jeg skal finde hotel mm.
Har du måske et bud på det med, hvilket kvarter man skal bo i i Rom?
Lykke skriver
Selv om mange foretrækker at bo midt i det centrale Rom, fx omkring Piazza Navona, er min personlige favorit, der hedder Monti, som ligger mellem de to store gader Via Nazionale og Via Cavour. Det er lidt uden for selve centrum, men til gengæld kan man slippe lidt væk fra den evige turistvrimmel, hvilket til tider kan være tiltrængt. Og det er altså ikke længere væk end at man kan nå alle de store seværdigheder til fods – og skulle man være doven, er der jo altid metroen 😉
Jeg boede sidst på hotel Raffaello, som ligger i Monti-kvarteret. Tag et kig på anmeldelserne af det på Tripadvisor – en del brugere fortæller også om deres oplevelse af kvarteret.
Men altså, det er jo i sidste ende et spørgsmål om smag og behag, og hvis du generelt gerne vil bo i centrum, er Monti måske for yderligt for dig 🙂
Skal i øvrigt selv til Berlin snart for første gang. Nogle tips?