Hvad bør virksomheder lytte efter på nettet?
Her er en liste over, hvad virksomheder bør overvåge på nettet. Målet er at sikre, at hvis der er nogen derude, som taler om virksomheden eller mener noget om produkterne, så bør man vide det. Hvad enten det foregår på hjemmesider, på blogs, i nyhedsartikler, i debatfora eller andre steder.
Udgangspunktet for min oversættelse er en liste med i alt 23 punkter set hos Jaffe Juice.
Virksomhedens navn. Hver gang virksomhedens navn nævnes på nettet, bør I vide det. Eksempel: Arla, Lego, Danske Bank
Virksomhedens URL. Når nogen linker til jer, er det nemlig ikke sikkert, de bruger jeres fulde navn – faktisk er det ret sikkert at nogen bare skriver URL’en. Eks: www.arla.dk, www.lego.com, www.danskebank.dk
Nøglepersoner. Check om jeres direktør, kommunikationschef, financhef eller andre nøglepersoner bliver nævnt nogen steder på nettet. Når nøglepersoner nævnes, er det ret ofte i virksomhedssammenhæng og det der bliver sagt, smitter af på virksomhedens image. Eks: Peder Tuborgh, Jørgen Vig Knudstorp, Peter Strårup.
Navne på produkter eller events. Hold øje med om der skrives om jeres produkter – igen kan det godt forekomme uden at virksomheden bliver nævnt. Og naturligvis er det relevant for jer at vide, om det er positive eller negative historier, der fortælles. Eks: Cheasy, Mindstorms, Danske KulTur 2006
Produkternes URL’er – Af samme grund, som du specifikt overvåger, hvad der skrives om jeres virksomheds URL – for folk kan sagtens lave links til produktets egen side, hvis en sådan findes, uden at nævne virksomheden. Eks: www.cheasy.dk
Branchens vandhuller på nettet. De blogs og debatfora og mailinglister, hvor jeres branche eller produkter diskuteres. Der kan være gode informationer både om jeres egne kunder og om konkurrenterne, der hvor samtalerne foregår.
De ansattes weblogs og tilstedeværelse på nettet. De ansatte deler ord på blogs, billeder på 23 eller flickr, videoer på YouTube. Det er ikke pænt at spionere, men man kan måske melde ud, at man overvåger weblogs mm på nettet, når det har relevans for virksomheden – og så i øvrigt opfordre virksomhedens bloggere/deltagere til at mødes og lave guidelines for deltagelse på blogs, i billeddeling og med videoer. Mange brugere af de mange tjenester på nettet, tænker ikke over, at det de deler er offentligt og tilgængeligt for chefen, så det er måske ingen skade til at få sat fokus på det?
Samtaler. Er der kunder eller tidligere kunder, som taler om jer eller om jeres produkter på blogs eller i debatfora? Og overvåger I også, hvad der sker i kommentarfelterne?
Konkurrenterne. Overvåg præcis de samme ting om jeres konkurrenter – og find ud af, hvad deres kunder synes om deres service, produkter, prispolitik mm.
Leverandører. Er I afhængig af få store leverandører? Har I outsourcet en masse arbejde? Hvem I jeres fødekæde kan få båden til at rokke, hvis der pludselig er dårlig omtale på nettet?
Det er en del af god kommunikation at lytte
Listen fik mig til at tænke på, at ønsket om at overvåge jo vigtigst af alt bør vendes til noget positivt i virksomheden. Man skal ikke overvåge, for at kunne pudse advokaterne på kunderne, bloggerne eller konkurrenterne. Man skal overvåge med det formål at forstå, hvilken rolle virksomheden bliver tildelt i de her sammenhænge – og for at kunne bruge virksomhedens egen stemme til at forklare, forsvare, deltage og bidrage, der hvor det er relevant.
Og hvis virksomheden ved, at samtalerne foregår og selv tage til genmæle og mene noget begavet, der hvor de foregår, så er der også større sandsynlighed for, at respekten for virksomheden stiger og for at det usaglige ikke får næring af spekulationer mm.
Lær at lytte på internettet
I Social Square planlægger vi at lave et kursus i løbet af efteråret, i at bruge en række af alle de værktøjer, der i dag findes til formålet. Det drejer sig for eksempel om RSS-læsere som Bloglines, søgemaskiner som Technorati, og services som PubSub, Tagfetch, Blogpulse og danske Overskrift.
Hvis du har gode – eller dårlige – erfaringer med redskaber og værktøjer hører jeg gerne fra dig.
Hvis du gerne vil lære at lytte til samtalerne på nettet, kan du sende mig en e-mail på trinemaria@socialsquare.dk.
Nikolaj Stagis skriver
Hej Trine-Maria!
Det er en rigtig god idé – altså at tænke social software generelt og blog-teknologi i særdeleshed som organisationens evne til at lytte. Kommunikation handler jo om fællesskab og muligheden for, at tingene går begge veje, så diskussionen af “det lyttende” element er både relevant og rummer et stort potentiale for de fleste organisationer, fordi det er en mangelvare.
Jeg havde for nogle måneder siden en snak med Hanne Feldthus om virksomhedens behov for en “lytteafdeling”. Ikke tænkt som en fysisk afdeling, men som organisationens orientering mod selv at forstå og lytte til (og måske ligefrem forsøge at forstå…) sit marked frem for alene at sende mere spam ud i det.
Det lyder måske banalt, men rigtigt mange virksomheder har for vane at outsource al forståelse af markedet og dermed miste den konkrete, nærværende oplevelse af, hvad der foregår hos kunderne/brugerne. Den kan de så genvinde ved selv at følge med i samtalerne på nettet og se hvad kunderne skriver, siger og afbilleder…
Jeg skrev en post der hænger lidt sammen med dette, den organisatoriske lytning, tilbage i februar: http://www.stagisblog.com/stagis/2006/02/the_department_.html