DIs weblog er åbnet
Motiverne
Initiativet er al ære værd og jeg kan sagtens forstå, hvorfor dialog-muligheden på weblogs får julelysene frem i kommunikationsfolkenes øjne i DI. Via weblogs kan man komme i kontakt med medlemmerne, debattere fremtidens arbejdsmarked og lufte sine egne synspunkter – samtidig med at man styrker sit netværk.
Jeg kan i det hele taget godt forstå det, hvis medlemsorganisationer er helt vilde med weblog-tanken.
Valg af blogger
Bloggen skrives af direktøren for DI, Hans Skov Christensen – og det synes jeg er en god idé. Andre steder er det pressechefen eller en anden i kommunikationsafdelingen eller marketing, der først tør – og det kan bestemt fungere fint, men der er ingen tvivl om, at signalværdien af at lade topledelsen stikke næsen frem er større.
Og hvorfor skulle det ikke være direktøren i DI, der tog del i debatten? Han tegner jo foreningen udadtil i forvejen og han er kendt for at have holdninger.
Præsentation af bloggen
Alligevel savner jeg en præsentation af bloggeren og bloggen. Man går i DI udfra at vi allesammen ved, hvem Hans Skov Christensen er? Og det personlige element, der ligger i at lade ham selv præsentere, hvem han er og hvad han vil tale om på bloggen, mangler.
Stemmen/Tonen
Weblogs er på godt og ondt personlige og på den gode blog er bloggerens stemme tydelig. Man genkender en person bag ordene.
På Hans Skov Christensens weblog er der ingen personlig stemme endnu. Det kan nå at komme, men der skal umiddelbart mindre “vi” og mere “jeg” ind i indlæggene.
Deltag selv i dialogen
En anden god måde at have stemme på, er ved at deltage i den dialog, man selv har bedt om. For eksempel kunne Hans Skov Christensen gå ind og tage til genmæle mod manden der mener, at han modsiger sig selv.
På sigt bliver det spændende, om Hans Skov også vil gå ud på andre weblogs og blande sig i debatten, som Lars Kolind for eksempel gør det.
Weblog-standarder
Hvorfor skal DI’s weblog se så radikalt anderledes ud, end de 50 mio andre weblogs i verden? Er det fordi DI er så superinnovative at de kan udtænke et smartere koncept for weblogs, end det der allerede findes? Umiddelbart synes jeg det ikke.
Terminologien hos DI er forvirrende:
Et “indlæg” er det, bloggeren skriver
(hos DI kaldes kommentarer for “indlæg”)
En “kommentar” er det, som læseren skriver
(kommentarer findes ikke hos DI)
En “weblog” eller “bloggen” er summen af alle indlæggene + alle kommentarerne
(hos DI bruges “bloggen” om indlægget som Hans Skov Christensen har skrevet, mens “weblog” bruges om den lysavis, der suser forbi med kommentarerne i toppen af siden.)
Læserne ved 99,99%, af det de ved om nettet, fra andre hjemmesider, end ens egen – og det gælder også for weblogs. Folk der for eksempel kommer fra Lars Kolinds weblog, vil jo ikke have spor let ved at finde rundt på DIs weblog?
Jeg savner derudover et RSS-feed, så jeg kan abonnere på indlæg fra bloggen?
Jeg synes nok mest af alt, at DIs weblog er et godt eksempel på, at weblogs bliver bedre, hvis man involverer nogle bloggere i processen.
De fleste bloggere er hjælpsomme og DI kunne have spurgt Lars Kolind til råds eller Connecta der rådgav ham? Eller de kunne have efterlyst bloggere blandt deres medlemmer?
UPDATE 03.01.2007: Af en eller anden grund er netop dette indlæg udsat for spam-angreb, og jeg har af samme grund lukket for kommentarer og trackbacks
Anders Giversen skriver
Hej Trine Maria
Det er nogle vigtige pointer. Bloggen virker helt ude af sammenhæng med den øvrige blogosfære. Helt faste standarder som RSS og layout sætter en dæmper for kommunikationenog det ønsker man ikke. Usabilitien er alt andet end intuitiv og den lysavis med titler på indlæg er helt gal.
Jeg synes ikke det kan udelukkes at DI’s blog kun skal køre til d. 26 september til DI’s Årsdag? Havde den skulle fungere som permanent blog havde man vel lagt den uafhængigt af “Årsdag” afsnittet på sitet. Det virker ret ulogisk især da blogs kræver en vis vedholdenhed for at troværdigheden kan opbygges. Men disse sætninger kan da pege mod det?:
“Som optakt til DI’s Årsdag 2006 26. september skriver DI’s adm. direktør Hans Skov Christensen weblog ” “Målet med at blogge og fokus på DI’s Årsdag 2006 er, hvordan vi får løst problemet med mangel på arbejdskraft””Jeg håber, vi får en god debat i gang – og at vi sammen kan fuldføre Mission Possible, lyder det fra DI-direktøren. ”
Altsammen fra
“pressemeddelelsen”. Temaet på Årsdagen er netop Mission Impossible, bloggen ligger som et underpunkt til Årsdag på sitet og når det også står med store typer på bloggen begrænser han/man bloggens tema til det. Kommer der overhovedet andre indlæg eller skal det være en lang tråd? Hvad så næste år når man har overkommet den umulige mission? En tidsbegrænset blog virker mig noget halvhjertet. Måske har man misforstået bloggens præmis, ligesom du påpegede Kræftens Bekæmpelse gjorde det.
Mvh
Anders
Gunnar Langemark skriver
Rolig nu. Lad os først glæde os over at de har fået åbnet ballet, og at det er toppen der er med. Det er en god begyndelse.
Derefter må vi så se på hvorfor den virker forvirrende og lukket i den måde den fungerer på. For det mener jeg at den gør. Den følger ikke mine forventninger.
Christian Bogh skriver
Trine-Maria – helt enig.
Det virker lidt underligt at DI endnu ikke har valgt at kommentere på nogle af de spørgsmål som bloggen har rejst.
Måske vi skulle gå ind og sende et par opfordringer?
Gunnar – jeg er også begejstret for at DI nu er med på vognen – men jeg er lidt bange for at de falder af igen. For hvem “gider” blive ved med at skrive kommentarer hvis bloggeren ikke svarer på ens spørsgmål?
Så falder hele ideen med bloggen jo lidt væk… men lad os nu se om Hans Skov ikke vender stærkt tilbage.
Men set ud fra et kommunikationssynspunkt så er det lidt underligt at man går i pressen med at man vil starte en dialog og at man så ikke er tilstede – så er det jo en monolog…
Karin Høgh skriver
Det er her, jeg har et problem med både blogs og podcasts, hvor blogegren repræsenterer en organisation, en virksomhed, et medie, et parti – ja hvad som helst, som ikke er personligt.
De bedste forsøg er efter min mening dem, hvor personen træder frem med hud og hår og stiller sig selv til rådighed. Alt andet lige – gør man dét, tør man det, vil man det, må man det, hvis man er ansat, valgt, udpeget til en funktion, et job, en post.
Kolind er sig selv, han er selvstændig – så det forklarer efter min mening, at han tager springet.
Hans Skov Christensen skriver
Førstegangsbloggeren takker!
Tak for jeres mange indsigtsfulde kommentarer til min weblog. Jeg fornemmer, at jeg er blandt blog-eksperter her på siden. Og derfor vil jeg tage jeres input meget alvorligt.
Jeg – eller for den sags skyld DI – har aldrig haft en weblog før. Faktisk er det ikke lang tid siden, jeg besøgte en blog for første gang. Det var faktisk Lars Kolinds, som nogle af jer fremhæver her på siden. Og så besluttede jeg sammen med mine medarbejdere, at det skulle jeg prøve. Så det har jeg gjort – og jeg har bestemt planer om at forbedre både mig og teknikken undervejs, om muligt. Desværre understøtter DI’s systemer ikke et RSS-feed, så det kan jeg ikke tilbyde at rette op på lige nu.
Jeg håber ikke, det forhindrer jer i at lægge vejen forbi alligevel. For jeg vil gerne høre jeres mening – både om min blog og om den mangel på arbejdskraft, jeg meget gerne vil diskutere med alle, der har en holdning til det.
Christian Bogh skriver
Hans Skov Christensen – Dejligt at høre fra dig i debatten. Vi er jo flere der både er begejstret og bekymret for dit og DI’s tiltag.
Begejstret fordi det er sundt at en organisation som DI kommer med “på vognen” og er åbne for en debat – og lidt bekymret fordi din blog bærer præg af at være ufuldstændig – eksempelvis den manglende RSS feed (som vi nu har fået en forklaring på), og ikke mindst manglen på respons fra din side.
For at sikre en åben og livlig debat på din blog er det afgørende at du deltager aktivt i forhold til folks kommentarer – derved sikrer du at vi vender tilbage og tilhører webloggen nyt liv og nye tanker og ideer.
Trine-Maria skriver
Anders – god pointe. Hvor lang tid tager det at opbygge en relation, hvor man lærer noget af hinanden? Perioden frem til 26.september er ikke lang, hvis målet er at styrke relationerne til medlemmerne? På den anden side forstår jeg godt, at man vil “dyppe tæerne”, inden man for alvor lægger hovedet på bloggen 🙂
Gunnar – ja, ja – jeg er da så konstruktiv, som jeg kan være 🙂 Og hvis jeg ikke siger, hvad jeg mener, så kan jeg jo ikke være med til at sikre, at DI fikser nogle af problemerne.
Christian – enig – det er en forudsætning for dialog, at man deltager.
Karin – jeg er glad for, at Hans Skov Christensen modsiger dig med sin tilstedeværelse, selvfølgelig tør han det 😉
Og selvfølgelig er man et menneske, selv om man har taget sig et job eller “opnået en position”. Og hvis man ikke kan være et menneske, så er der da noget galt med den organisation man arbejder for?
Jeg er dog meget enig i, at de sidste mange års organisationsudvikling og “professionalisering” har gjort det “unaturligt” for os at være mennesker, der fører samtaler i virksomhedssammenhænge.
Men det er præcis der hvor de sociale samtaleværktøjer kommer til at gøre en interessant forskel? For hvis jeg ikke kan komme til at tale med et menneske i organisationen, men bare bliver præsenteret for blankpolerede budskaber, så gider jeg jo ikke høre efter – og så finder jeg da bare nogle andre at tale med. Jeg kan jo sagtens leve uden dialog med virksomheden – det interessante er om virksomheden kan leve uden dialog med mig?
Hans – respekt for at I forsøger og jeg er glad for, at du optager min kritik i den ånd, den er tiltænkt – konstruktivt.
DI er en stor og mægtig organisation – I har en forpligtelse til at gå foran – både når det gælder eksperimenterne med nye kommunikationsformer, men også når det gælder kvaliteten og exellencen – og derfor mener jeg, at det er vigtigt, hvordan jeres blog ser ud og fungerer. Det glæder mig derfor, at I vil arbejde på forbedringer.
Mht. den mangel på arbejdskraft, som du så gerne vil drøfte, så kan du bare ringe, hvis det du mener mangler, er en weblog-konsulent 😀
Spøg til side – jeg tænker over mit standpunkt mht. arbejdskraften – og kommenterer på din blog en af dagene, hvis jeg har noget at bidrage med, men det er et svært emne, så jeg lover ikke noget 🙂
Christian – enig – men umiddelbart er min begejstring større nu, end da jeg bloggede indlægget i går. Dialog er jo også noget man skal lære og noget man skal vænne sig til at bruge tid på – og hvor der er samtale, er der som bekendt håb 😀
Hans Henrik H. Heming skriver
Kære Trine-Maria
Først vil jeg sige dig tak for dit link til os og den flotte omtale af vores rådgivning af Lars Kolind i forbindelse med hans http://www.kolindkuren.dk
Weblog-teknologi må siges at være ”commodity”, den er enkel at tilgå, let at forstå og så er den enorm billig.
Jeg blev derfor lidt forundret da jeg så Hans Skov’s weblog-løsning, som jo ikke indfrier de gængse opfattelser af hvad en weblog skal – og kan være.
Det kunne have været så meget lettere at indgå i en ægte dialog med Hans Skov end det umiddelbart ser ud til lige nu, men den rådgivning han har fået ser ud til at have været efter de forhåndenværendes hænders princip – på DI’s eksisterende teknologis præmisser.
Teknologien har endnu engang fået lov til at gå forud for det behov som egentligt skulle dækkes – det synes jeg af indlysende årsager er synd og den løsning som nu er frembragt levner bestemt ”room for improvement”.
Når det så er sagt, så er ”vi” jo også et nådesløst community – vi dømmer ud fra én enkelt dag og vi er alle fastgroede i vores måde at tænke i format på – bestemt også jeg selv. En del af årsagen er jo klart nok fordi vi har været i gang med diverse weblog-projekter siden ruderkonge var knægt og vi derfor mener vi ved en del om tingene – det gør vi jo, gør vi ikke? Det bilder jeg mig i hvert tilfælde selv ind 🙂
Men en anden årsag kunne jo også være, at nu har vi liiiige lært et format som vi kender, styrer og kontrollerer og derfor ikke har behov for at blive flyttet i vores opfattelse af hvad der er godt og skidt.
Måske vi skulle rykke os lidt i vores indgroede opfattelse af hvad ”det rigtige format” er?
De teknologiske shortcuts for optimal dialog-facillitering som Hans Skov åbenlyst ikke har taget i brug endnu må dog enten bero på mangel på viden, eller være et element i en snedig plan. Og vi kan jo slet ikke sige noget om den dialog som skabes på bloggen endnu – og da slet ikke efter én enkelt dag. Selvom det valgte format nok må siges at kunne give sine udfordringer – det kan kun tiden vise.
Jeg byder Hans Skov velkommen og giver gerne en kop kaffe for at dele erfaringer – måske det var noget vi alle skulle gøre i fællesskab?
Christian Bogh skriver
Trine-Maria – jeg har kigget lidt nærmere på DI’s weblog nu hvor der er gået lidt mere tid og den har fået to indlæg og lidt flere kommentarer.
Og der er noget som slår mig hårdt og brutalt – og det er den uoverskuelighed der er på webloggen. Den er til at få lidt ondt i hovedet af 🙂
Primært fordi det er vanskeligt (læs umuligt) at finde ud af hvor de enkelte kommentarer hører til. Om det er til det ene eller andet indlæg er åbenbart lige meget. Alle kommentarer står samlet.
Og så piner det mig lidt at de har valg et system, hvor man for det første ikke kan skrive sin hjemmeside/weblog url ind, når man opretter en kommentar – men det kan dog også forekomme andre steder.
Men for det andet og endnu mere irriterende er det at deres system ikke tilladert at man kan lave mellemrum mellem ens afsnit. Det gør det til prøvelse at forsøge at læse de enkelte kommentarer.
Jeg opdagede først at det ikke var muligt da jeg selv lavede et indlæg med et par velmenende råd til Hans Skov og DI om hvordan de kunne gøre webloggen lidt mere brugervenlig. Se mit indlæg her
Jeg håber Hans Skov læser videre på din weblog og naturligvis at han fortsætter med at følge sin egen weblog tæt – det skal nok blive godt.
Ellers må han søge lidt råd hos dig 🙂
Trine-Maria skriver
Hans Henrik – selv tak 🙂
Jeg synes ikke, det er helt fair når du antyder, at jeg dømmer DI for hurtigt. De har for pokker selv udsendt en pressemeddelelse om deres blog og dermed i mine øjne bedt om at komme i søgelyset? Og jeg har i den forbindelse lovet læserne, at mene noget og rapporterer så, hvad jeg oplever. Både det positive og det mindre smarte.
Jeg vurderer ikke kvaliteten af deres debat eller dialogen der skabes, jeg konstaterer at Hans Skov ikke er tilstede i kommentarerne endnu og jeg skriver, at det bliver spændende at se, om Hans Skov kommer ud og deltager (og det gør han, så der er 1 point der).
Jeg savner nok i din kritik, at du lige peger på de konkrete steder på DIs weblog, hvor jeg kunne have haft gavn af at rykke mig fra min “indgroede opfattelse” af weblog-formatet? Jeg ser skam gerne lyset, hvis du lige er sød at tænde det 🙂
Hans Henrik H. Heming skriver
Hej Trine-Maria
Kritikken, som du kalder det, var slet ikke rettet til nogen direkte. Jeg skriver netop at det community som du og jeg er en del af efterhånden har det jeg kalder en fastgroet opfattelse af format. Jeg skriver jo også at jeg selv føler mig RET klog på det der med weblogs, men at vi nogle gange måske er tilbøjelig til at dømme for hurtigt…
Når først øjne ser – så ser de kun. Tit 🙂
Jeg snakker om teknologiske shortcuts som Hans Skov bestem burde benytte sig af – det mener jeg skam stadigt og ligesom andre kommentarer på dit indlæg, så mener jeg også at manglen på netop disse shortcuts er ødelæggende for den dialog som ellers kunne være skabt.
Når jeg maner lidt til forsigtighed og tålmodighed, så er det måske mere en reminder til mig selv om, at konklusioner skal træffes på et kvalificeret grundlag – ikke formodninger.
Jeg er splittet i forhold til Hans Skov’s satsning som jeg på den ene side synes er fyldt med banale fejl – ud fra min egen opfattelse af hvad et weblog-format er for en størrelse, på den anden side vil jeg også gerne give kredit for forsøget og lade mig selv være åben for at der måske er noget jeg har overset. Og måske er der noget jeg kan lære eller har overset.
Vi søger jo uværgeligt bekræftelse af egen opfattelser i det vi ser og når vi ikke bekræftes, så har vi det med at stille spørgsmål til den anden part, ikke os selv.
Mere var der såmænd ikke i min kommentar – ikke rettet mod dig – men mod den opfattelse vi, som læser og skriver på din weblog
Så jeg synes faktisk ikke jeg er unfair overfor nogen som helst.
Trine-Maria Kristensen skriver
Hans Henrik – jamen jeg skal da ikke afvise, at du nogen gange er for hurtig til at bedømme, det du ser 🙂
Og du har ret – det bliver spændende at se, hvordan DIs blog udvikler sig – og om de får den dialog de efterspørger, for lige umiddelbart ser det ud som om deres redskab/værktøj/teknologi kan komme til at spærre for noget af potentialet – men vi ved det ikke endnu – og vi lærer formodentlig allesammen noget af at studere det over de kommende uger?
Christian Bogh skriver
Så ser det ud til at der sker noget igen på DI’s weblog. Ihvertfald lader det til at Hans Skov har taget nogle af vores råd til forbedring til sig.
Han skriver i hvert fald at de fra i morgen ændre en del på den tekniske side Se her – så det er jo positivt 🙂
Hans Skov Christensen skriver
Jeg er nu tilbage på jeres side for at fortælle, hvordan vi vil bruge jeres mange gode råd. Og så ser jeg, at I stadig diskuterer min blog. Det synes jeg er herligt, for der er mange gode og for mig helt nye pointer.
Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg idag lagt dette på min blog:
Tak for dine gode råd, Christian. Jeg har vendt dem med mine it-folk og forhørt mig om muligheden for, at vi kan forbedre os på en række punkter. Og jeg er glad for at kunne sige, at der nu kommer et RSS-feed på mine (større) indlæg, så interesserede får besked, når jeg skriver nyt. Samtidig får bloggen fra i morgen en struktur, hvor man kan følge, hvilke kommentarer, der knytter sig til mine forskellige indlæg. Endelig omdøber vi “Skriv indlæg” til “Skriv kommentar”, fordi det åbenbart er det, det hedder i bloggernes verden.
Du er velkommen til at skrive din webadresse eller mailadresse – måske i afsenderfeltet – ved dit næste indlæg. Måske vil du give mig dit bud på, hvordan vi løser arbejdskraftproblemet i Danmark? Eller fortælle, hvordan du oplever situationen på et arbejdsmarked med en rekordlav ledighed? Jeg ser meget frem til at høre din mening.
Den tak – og den opfordring – vil jeg gerne give videre til jer andre.
Karin Høgh skriver
Jeg skal ikke bidrage til debatten om formen – det har vi weblog- eksperter nok til her – blot bifalde Hans Skovs bemærkning, som sikkert er skrevet med et skævt smil, at vi skal huske, at det er indholdet, det handler om, holdningerne – Content is King, siger man jo – så hvad snaarkker vi om 🙂
Trine-Maria Kristensen skriver
Hans – Tak – jeg glæder mig til RSS-feedet, så jeg kan abonnere.
Jeg lovede allerede i går at vende tilbage med en holdning til manglen på arbejdskraft, hvis jeg har noget begavet at sige – og det løfte skal jeg nok holde. Men det er et emne, som er supersvært at have en mening om, synes jeg – for jeg er jo varm fortaler for nuancer. Du er selv inde på det idag – at der er både noget integration, uddannelse, skattepolitik og en hel masse andet involveret…
Karin – jeps – men nu er det bare sådan, at jeg altid – og især her på min egen weblog – forsøger at tale mest om det, jeg ved noget om. “Indholdet” på denne weblog er derfor fortsat virksomheder og organisationers brug af nettet til kommunikation, dialog, videndeling og udvikling – herunder en hulens masse snak om weblogs og andre sociale redskaber 🙂
Hvis du vil have holdninger til arbejdskraftsituationen i Danmark, så er det helt sikkert ovre hos Hans, det foregår: http://www.di.dk/DI/Aarsdag/aarsdag2006/Weblog/?