Ford reklamerer på 400 weblogs
Ford har købt sig ind på ca. 400 amerikanske weblogs med deres nye reklamekampagne, Bold Moves.
Det er der ikke noget nyt i – masser af virksomheder derovre køber (for eksempel via BlogAds) reklameplads på weblogs. Det nye er, at reklamen er sådan en slags video-blogging om virksomhedens forandringsproces, som opdateres en gang ugentligt og hvor seerne kan blande sig med kommentarer.
Du kan se den første af filmene her:
Målet med kampagnen er at vise, hvordan Ford vil vende skuden. Det er vist ingen hemmelighed, at de er en virksomhed, som ikke har ret meget at tabe. De skal enten sælge nogle flere biler eller lukke.
Blogads, som altså har solgt en masse reklamepladser til Ford på weblogs, synes at reklamen er meget Cluetrain-agtig (som i engagerende, baseret på samtale og autencitet) og de skriver i en mail, de har sendt ud til deres kunder:
Now … Ford has drunk the Cluetrain cool-aid. Eschewing the “same old tone, same old lies” and the “soothing humorless monotone,” this Ford ad celebrates the brutally honest conversations that are essential to its revival. And Ford’s BoldMoves project finds an ideal counterpart in the blogosphere, the great American brainstorm.
Jeg er af 2 grunde bare ikke helt sikker på, at de har ret.
1) Reklamefilmene er alt for pæne og alt for redigerede til, at det virker autentisk på mig. Der er en diskrepans mellem, at det er rigtige mennesker, der taler og så at lyset er kunstigt og at de ting de siger, virker for iscenesatte. Hvis man vil lave noget autentisk må man leve med et skævt slips og et underligt lys, men måske er det, fordi jeg har set for mange dogmefilm, at jeg tænker sådan?
Og der er bestemt også fantastiske og åbne ting i filmene, for eksempel at andre bilfirmaer og deres logoer indgår i Fords film – og at en mand siger: “We don’t have a marketing problem, we have a product problem!”
2) Ford er fraværende på bloggen/hjemmesiden. Jeg har ikke læst alle kommentarer igennem, men det ser ud som om, der er et ret stort fravær af Fords direktør eller andre fra Ford, som går ind og debatterer med læserne – og det undrer mig.
Hvis man vil engagere læserne, må man altså også selv være en del af samtalen – og alt andet lige er det vel Ford, der kan svare – både på de kritiske spørgsmål om, hvad motiverne er – og på de konkrete om, hvorfor Ford Focus Convertible ikke er til salg i USA? Selv meget grove beskyldninger får lov at stå uimodsagte – og det giver andre kritikere blod på tanden – uanset om de har en god pointe eller ej.
Det er IKKE modigt at gemme sig bag sine læsere – men det ville være modigt af Ford at komme ud og deltage i samtalen.
Rikke Halberg skriver
Hej Trine-Maria
Jeg faldt lige over din kommentar om reklamefilm – men blev altså nødt til at filosofere lidt længere over det inde hos “os selv” på bloggingpr.dk 🙂
Men det korte af det lange er, at jeg er helt enig. Det er bare så pokkers svært at overbevise virksomhederne om, at det skal være mindre “marketings-pussenusset”. I mine øjne er reklamevideoer på nettet bare endnu et eksempel på den sædvanlige kamp mellem kommunikationsjournalister og marketingfolk 🙂
Men det er jo en sund og god kamp, som jeg skal være den sidste til at beklage – så længe jeg bare vinder den af og til!! 🙂
Claus Buhl skriver
Det er en superinteressant post, Trine-Maria, og en meget tankevækkende ting Ford gør. Som giver anledning til to modspørgsmål:
1. Ville du virkelig undlade at undre dig over filmenes form, hvis de var udformet dokumentaristisk? Kan man virkelig forestille sig en virksomhedskommunikation, som ikke har en eller anden form for skeptisk læserindstilling, især når vi taler om en virksomhed som Ford i stor økonomisk krise, med Enron-spøgelser, etc? Skal man ikke ud i konkrete handlinger (fx lancering af en økologisk bil) for at undgå det?
2. Hvem skal svare fra Fords side? Vil du være tilfreds med en person, der er ansat til at svare på kommentarer, eller vil du have en person med magt? Og hvis du går efter hende med magt, vil du acceptere et svar som “tak, det vil vi lade indgå i vores overvejelser”, eller vil du have “blod” a la ham-jeg-har-glemt-navnt-på-men-boggede-fra-Microsoft. Hvor meget ville hende med magt reelt kunne sige i bloggen?
Trine-Maria Kristensen skriver
Rikke – klart du har ret, der er modstand på derude – og alene af den grund har jeg respekt for, at Ford tør prøve noget, der er så anderledes – de mangler bare at gå den sidste mil…
Claus – tak – og jeg synes også det er tankevækkende og jeg har altså også ret stor respekt for deres mod – og det skal de selvfølgelig have point for!
1) Og nej – jeg ville nok ikke være mindre skeptisk, hvis de lavede en dokumentarfilm og var mindre polerede.
Men sandsynligheden for at de overhovedet kan overbevise mig om, at Ford vil andet og mere end tjene penge, ville være større, hvis jeg havde en følelse af, at jeg deltog i en rigtig samtale, med rigtige mennesker, som ville overbevise mig – ikke fordi deres bonus så bliver større – men fordi de har passion for deres produkt.
Derudover har du ret – handlinger er ofte bedre end kommunikation – og Ford skal nok i gang med at lave nogle bedre, billigere, mere miljørigtige modeller!
2) Dem der skal svare, er dem der ved noget – jeg er ligeglad med titlen, men det skal være nogen der ved noget om emnet.
Og nej – jeg vil ikke have standardsvar om at de vil overveje, det jeg siger fra en eller anden, der i bund og grund er ligeglad, fordi han er overbevist om at “signalværdien” af bloggen er enormt vigtig. Der er INGEN signalværdi i at have en blog, der ikke er befolket af passionerede mennesker
Jeg vil enten have en reel samtale med et menneske, som ved noget og som er villig til at blive klogere (eller gøre mig klogere) – eller også vil jeg finde et bedre sted på nettet, hvor jeg kan diskutere bilmodeller med andre mennesker.
Anne Larsen, webkonsulent, Danske Fysioterapeuter skriver
Hej Trine-Maria
Interessant emne og et interessant ‘move’ fra Ford. Når jeg ser videoen, er det faktisk ikke det polerede eller reklameagtige, der springer mig i øjnene, men derimod den særlige amerikanske tone. Ford har ‘heart and soul’, Ford er en ‘familie’, ‘my dad worked at Ford, I work at Ford’, ‘Ford is a part of Americana’. Ford bygger på den amerikanske drøm og man appellerer til seerens nationale stolthed. Den slags tror jeg er en typisk amerikansk retorik, som måske klinger lidt hult i danske ører – i hvert fald i mine.
Thomas Madsen-Mygdal skriver
Det er dybt underholdende når marketingafdelingen viser så lidt respekt for ordene/bevægelserne/ideer.
Det her har intet med blogging, cluetrain, mv. at gøre.
Det er dybt bevidst udviklede reklame kampagner af den gode gamle klassiske skole (hvorfor så ikke blot kalde dem det?).
Sat op imod hvad der egentligt står i Cluetrain, hvor radikalt f.eks. bottom-up blogging bevægelsen i Microsoft, mv. er det dybt uinteressant.
Thomas Madsen-Mygdal skriver
Men virkelig interessant med formen. Første gang jeg klikkede mig igennem efter at have læst om det på en blog bliver jeg mødt af noget popup/layover, stilen er så iscenesat og bevidst, ordvalget er så reklame-agtigt – at jeg faktisk ikke engang startede en af filmene – men gik direkte væk igen.
(filmene er så også frygteligt professionalt lavede – skal vi gætte os til en 5-6 personer på filmcrewet, redigering, mv.).
Trine-Maria skriver
Thomas – Jeg er enig i, at framingen er meget traditionel – jeg oplever jo netop også, at jeg kigger på en reklamefilm.
Alligevel tror jeg, at det i udgangspunktet var en idé om at sprænge rammerne – og det utraditionelle er for eksempel at finde i:
1) der er reel selvkritik lagt ind i filmene (“vi har ikke et marketingproblem, vi har et produktproblem”)
2) det er IKKE skuespillere, der deltager (der kan være uendelig langt fra ideen om, at man viser sine egne medarbejdere frem og til man rent faktisk tør gøre det)
3) de anerkender deres omverden (dele af interviewene på en bilmesse foregår foran konkurrenternes logoer og med konkurrenternes biler i baggrunden – ligesom der tales om at konkurrenterne er dygtige og gode og dermed truende)
Jeg vil derfor ikke affeje, at kampagnen er et forsøg på at være mere autentiske – men jeg er enig i, at de sagtens kunne have landet forsøget meget bedre, for eksempel ved at være til stede for dialog på hjemmesiden.