Brevkasse: Er weblogs ikke bare manipulation på et højere niveau?
Det oprindelige spørgsmål var lidt længere og lød noget i retning af:
Kan man stole på de personlige budskaber, som bloggere fra virksomheder kommer med på bloggen? Eller er det der foregår på bloggen blot manipulation på et højere niveau?
Jeg synes, det er et godt spørgsmål. Vi er så vant til at virksomhedskommunikation er manipulation, at vi har svært ved at forestille os, at mennesker fra virksomheder kan kommunikere til os uden at manipulere?
Og findes der overhovedet kommunikation uden manipulation? Jeg er selv under indflydelse af Klaus Kjøllers udmærkede bog “Manipulation – en håndbog“, som slår fast, at vi alle manipulerer eller bliver manipulerede – enten bevidst eller ubevidst.
Hans idé er så, at fordelen ved at kende til manipulationsteknik og forstå den, er, at så kan man bedre gardere sig og manipulere først. I lektørudtalelsen fra 1991 hed det bla:
Bogens gennemgående holdning er, at al interaktion mellem mennesker er manipulation. Selvom nogle af beskrivelserne er for forenklede, rummer håndbogen tilstrækkelig viden til, at man uden videre selv med succes kan forsøge sig som manipulator.
Klaus Kjøllers bog er provokerende og mangler i mine øjne større anerkendelse af, at tillid er væsentlig som lim i alle relationer og at vi hader at blive manipuleret. Afsløres man i manipulation kan det jo få katatrofale følger for ens relationer.
Når det er sagt, så tror jeg selvfølgelig ikke naivt at al kommunikation på alle blogs altid kommer fra hjertet og er helt uden bagtanker. Jeg vælger jo også selv ud, hvad jeg vil fortælle her på bloggen – og er det så manipulation? Eller er det bare at vise den side af verden frem, som jeg synes, er den interessante?
Jeg synes, spørgsmålet er godt og svaret er svært! Min hovedpointe i mit svar var formodentligt, at hvis bloggeren ikke virker ægte på mig, ikke siger noget, der af og til udfordrer den position, han selv taler fra – og hvis jeg føler, at han konstant forsøger at male et bestemt billede af verden, så mister jeg tillid og holder op med at læse det, han skriver!
Hvad synes du? Og forresten, hvis du har noget manipulation du vil af med, er der god plads i kommentarfeltet her! Bare det er godt spundet ind i tillid og troskyldighed? 🙂
JensC skriver
Jeg synes som udgangspunkt at spørgsmålet om manipulation handler en del om intentioner og om hvordan man i kommunikationen etablerer og vedligeholder en form kontrakt med et community. Her er det imidlertid ikke nok kun at se på hvad der bliver skrevet og sagt, men se kommunikationen og dens aktører i en større sammenhæng.
Blogs bliver nemt en ny kanal til at hælde det ældgamle budskab ud i — vores produkt/service/brugeroplevelse er bedre end de andres — behændigt pakket ind i “dialog”, selvfølgelig. Det er med ambivalens at jeg f.eks. læser henover artiklerne på kommunikationsforum og andre steder. Det er tydeligt at blogs er et område, som er godt i gang med at blive professionaliseret og markedsberedt. Dette er der ikke noget galt med, tværtimod. Min sten i skoen er mere, at det ser ud til at mange af kræfterne bruges på at opbygge et velegnet, men også temmelig slick konsulentsprog, som skal kunne operationaliseres i det rette forretningsmiljø. Det er et sprog jeg opfatter som distanceskabende, og det sætter en tvivl hos mig om hvad intentionen med bloggen er for denne nye klasse af professionelle.
Trine-Maria skriver
Hej Jens – tak for en meget begavet kommentar. Jeg synes, det er godt set, at weblogs kan blive “konsulentificeret” hurtigere end man kan sige “web 2.0”.
Sproget er i den grad konstituerende for vores fælles rum – også på dette område og også på nettet. Jo mere der går “udnyt marketingpotentialet i de nye medier – lær at blogge i cyberspace” i den, jo mere viser konsulenterne mig, at de ikke har forstået at potentialet i weblogs ligger i netværket og samtalerne – ikke i at “lokke” kunder til eller i at “time budskaber” – eller som du siger – manipulere.
Der er jo ikke meget ensidig udnyttelse der fungerer på i reelle. langsigtede relationer. Hvis jeg (som blogger eller som kunde) er i den ene ende af relationen og opdager, at målet i den anden ende er “at udnytte potentialet i blogs” så falder relationen til jorden.
Og igen viser din kommentar mig, at det svære ved social software er ikke software – det svære er det sociale! Man skal tænke i relationer, samtaler, samvær, socialitet – ikke i budskaber, segmenter, USPs og markedsføring. Man skal ganske rigtigt tale et andet sprog.
Stefan skriver
Det interessante ved Kjøllers bog er ikke så meget indholdet, som at han kan overbevise læseren om, at præmissen “alt er manipulation” holder. Og vi hopper lige i, fordi det hvidvasker manipulationsbegrebet. Så kan vi jo gøre det med god samvittighed.
Mht. blogs og manipulation, så tror jeg ikke at manipulationen nødvendigvis ligger direkte i bloggen, men derimod foregår den altid på et metaplan. Markedkommunikation er markedskommunikation hvad enten det foregår i form af tilbudsaviser eller blogs.
Når jeg ser en reklame, så ved jeg, at alle kneb gælder. Når jeg læser en corporate blog, så postulerer man dialog, åbenhed og ærlighed. Og det er måske reelt nok – men kun i forhold til fx reklamens mangel på samme. For corporate blogs er aldrig interesseløse eller interessepluralistiske eller interessepromiskuøse. De tjener virksomheden ellers er de der simpelthen ikke mere. Derfor klinger “åbenhed” og “dialog” lige så hult, som når selvsamme bruges om fx direct mail.
Der kan forekomme manipulation i selve bloggens indhold. Omvendt kan det også være reelt. Men metamanipulation er en uomgængelig betingelse for corporate blogs: Bloggen etableres med det implicitte formål at gavne virksomheden, bloggeren udvælges med selvsamme formål og bloggens emner ligeså.
Arlas blogs er glimrende eksempler på dette. Her ser vi fx ikke “Kurt – den utilfredse mejeriarbejder og fagforeningsaktives blog” eller “Den kritiske forbrugers blog”. Selv hvis vi gjorde, ville de kun være der, fordi de er instrumentelle ift. virksomhedens omdømme.
Corporate blogs har mange positive effekter, men at gøre sig blind for deres implicitte forudsætninger ved at trivialisere manipulation gavner ingen. Dog kan jeg godt forstå hovedetpåbloggens interesse i at gøre netop det 😉
Trine-Maria skriver
Hej Stefan – Tak for din kommentar.
Du siger på den ene side at Klaus Kjøllers bog (og altså min reference til den) forsimpler verden, fordi vi siger, at al kommunikation i udgangspunktet er manipulation – og dermed renser vi manipulation for samvittighedsbetragtninger?
Samtidig siger du, at al kommunikation fra en virksomhed har en interesse som forudsætning? Du siger, at man ikke skal være blind for at virksomheden kun kommunikerer det, den har en interesse i at kommunikere – og at det også gælder, hvis virksomheden kommunikerer negativt om sig selv?
Så jeg ser nok ikke helt, hvor det er, vi er uenige? Selvfølgelig skal man da kunne se en interesse, en mening – en eller anden form for relevans i virksomheden eller i det mindste hos den, der starter bloggen? Er det så manipulation? Og siger det noget om hvorvidt bloggen bliver et godt kommunikationsredskab eller ej?
At manipulere betyder (jvfr. min fremmedordbog) bl.a. at “håndtere”, “behandle på særlig måde”, “tilpasse til bestemte formål”
Og nej, jeg synes da IKKE, man skal tro blindt på alt, hvad der kommunikeres fra virksomheder – uanset om det foregår på blogs eller i reklamer! Jeg skriver jo netop, at det der foregår på blogs OGSÅ er en udvælgelse af den del af virkeligheden, som man vil vise frem!
Men jeg vil fastholde, at jeg tror, det er meget sværere at være uærlig om sine produkter, sine hensigter, sine services – og at skjule fejl og problemer, når man tager del i en dialog – end det er, når man kommunikerer envejs i pressemeddelelser, reklamer eller i direct mails.
Afslutningsvis har du gang i et eller andet om mine motiver? Det er lidt sjovt, for du kan let pege på, at jeg har en særlig interesse (fordi jeg rådgiver virksomheder – herunder Arla – om brug af weblogs, har jeg efter din mening en interesse i at trivialisere at weblogs også er manipulerende?), fordi du kender noget til mig via denne weblog. Omvendt kan du selv fremstå helt uden særlige interesser, fordi ingen kan se, hvor du sender din kommentar fra – eller hvad dine motiver er? Er jeg mon offer for manipulation her 🙂
Stefan skriver
Hej Trine – tak for svaret.
Jeg tror såmænd heller ikke, at vi er uenige i at blogs tvinger virksomheder til at forholde sig mere direkte til deres interessenters respons.
Jeg påpeger blot, at du vælger de betydninger af begrebet manipulation, der har det mindst kritiske potentiale og sidestepper dets helt klare henvisning til selvcentreret og måske ligefrem uhæderlig omgang med andre.
Wikipedia nævner fx “To control or operate upon (a person or group) by unfair means to one’s own advantage.” som en af ordets tre hovedbetydninger – og alt andet lige tror jeg, at det er denne brevkassespørgsmålet henviser til.
I og for sig finder jeg spørgsmålet lidt naivt. Især fordi blogindholdet som regel er trivielt. Jeg har fx ingen grund til at tvivle på oprigtigheden af fx en virksomhedsbloggers glæde ved mælkeprodukter med skruelåg (selvom om det også samtidigt er lidt reklameagtigt, man kan jo sagtens slå to fluer med et smæk).
Det interessante er altså ikke nødvendigvis blogindholdet, men hvorfor virksomheder overhovedet ønsker at blogge. Og her kan jeg ikke rigtigt se det som andet end en naturlig forlængelse af reklame og issues management.
En lidt grov udlægning ville jo fx være, at bloggen giver nogle ansatte mulighed for at fungere som dynamiske testimonial-generatorer, der personliggør det abstrakte fænomen som en koncern jo er. Lidt “brand personality” skader jo ikke.
Er det så manipulation? Tja. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er specielt ærligt eller åbent. Indholdet er ikke mere kontroversielt end hvad man kan finde i virksomhedernes reklamer eller pressemedelelser. Samtidigt kan bloggen behændigt bruges til at legitimere virksomhedens gøren og laden – fx ift. kritik om manglende åbenhed, dialogvillighed osv.
Igen: Dette er en negativ læsning af fænomenet. Corporate blogs har mange positive virkninger, men dem er der i forvejen et jubelkor til at fremhæve. 🙂
PS. Mht. “motivanalysen” var det tongue-in-cheek, hvilket jeg håber du fangede. Mine interesser i emnet er halvt akademiske og halvt i min egenskab af forbruger.