Om at skifte mening – og om at skifte mening om weblogs!
Når jeg underviser, fortæller jeg ofte at jeg første gang hørte om fænomenet weblogs i 2001 på Reboot. Og at jeg var meget, meget skeptisk efterfølgende. Hvorfor i alverden skulle jeg begynde at interessere mig for andre menneskers dagbøger på nettet?
Jeg anmeldte Reboot i 2001 og hele smøren kan stadig læses på Kommunikationsforum, men pas på, det er stærke sager 🙂 Der er mange fordele ved internettet – og en af ulemperne er, at når man først har sagt noget i det her rum, så ligger det her for altid.
Her er nogle af mine 5 år gamle guldkorn om weblogs:
Der var også megen snak om weblogs – eller bloggers som de også kaldes. En weblog er et publiseringsværktøj til nettet, som gør det let at lægge nyheder ud – i kronologisk rækkefølge. De fleste af de weblogs, jeg har set, er dagbøger og nyhedsbreve – mere eller mindre interessante, men absolut ikke revolutionære.
En weblog har også den åbenlyse ulempe – sammenlignet med en almindelig hjemmeside – at informationerne er kronologisk listet – og at man derfor ikke kan regne med, at den væsentligste nyhed står først (med mindre man mener, at det seneste nye, altid er det vigtigste). Og så er det trods alt de færreste mennesker, der er så spændende, at man har lyst til at abonnere på deres dagbøger.
Fortryder jeg, hvad jeg sagde om weblogs?
Næh – jeg morer mig over mig selv. Synes det er en fordel, at jeg er mentalt mobil, forandringsparat – og at jeg kan blive klogere. Men det er selvfølgelig Thomas Madsen-Mygdal, som arrangerer Reboot og som jeg arbejder sammen med i Social Square, der griner højest. Ikke alene er jeg selv blevet blogger – jeg overtaler også ugentligt dygtige fagfolk og virksomheder til at prøve det selv – og Thomas vidste altså allerede for 5 år siden, at weblogs var et af de fænomener, der ville revolutionere samtalerne. Undskyld Thomas: Du fik ret – og jeg tog fejl!
Hvorfor skiftede jeg så mening?
Fra 2001 og frem til jeg startede denne weblog i 2004 skete der to ting. For det første blev dygtige folk ved med at fortælle mig, at weblogs var interessante – og at weblogs ikke kun er dagbøger – weblogs kan også være fagbøger! For det andet begyndte jeg at læse weblogs – og fandt ud af, at de ikke allesammen handlede om, hvem der lukkede katten ind eller ud. Nogle af dem handlede om emner, der interesserede mig og jeg fik lyst til at blande mig.
Det, der afgørende ændrede min indstilling, var imidlertid, at jeg startede min egen blog. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede? At mine venner ville læse den – og måske mine kunder eller bekendte. Men jeg havde INGEN idé om, at bloggen indeholdt så meget netværkspotentiale, at jeg i dag kender 20-30-40 mennesker, som ikke anede, at jeg eksisterede, før jeg begyndte at lægge hovedet på bloggen.
Hvor vil du hen med din tilståelse?
Jeg vil selvfølgelig tage toppen af forargelsen, når nogen om et par måneder falder over den gamle artikel og synes, indholdet er sjovt at citere mig for 🙂
Derudover vil jeg forklare, at jeg har gode forudsætninger for at forstå den skepsis, jeg mødes med, når jeg fortæller om bloggens potentiale. Jeg har nemlig selv foretaget den mentale rejse fra dyb skepsis til stor begejstring.
Og nu vi er i gang med Kommunikationsforum, så har jeg i 2005 skrevet en meget bedre artikel med titlen: 6 gode grunde til ikke at ignorere weblogs!
Ordkløveren skriver
Skønt indslag!! Jeg sidder og griner, for da jeg for snart et halvt år siden stiftede bekendtskab med dig og din weblog-entusiasme, tænkte jeg noget i retning af: “for pokker da, hun tror godt nok på sin sag, men hun er da vist galt afmarcheret, det går da virkelig ikke med det der blogs-halløj”…. Og hvad skete der? Nu er jeg selv blevet bidt af en gal blogger :-). Så stor tak til dig Trine-Maria for din ildhu, dine store kommunikationsevner, din entusiasme, din professionalisme og din gode vejledning!
Alfred Rosenfeldt skriver
Hej Trine Maria;
Jeg vil bare gerne vide, hvorfor disse weblogs er så vigtige?
Jeg kan – uden blogs – følge med i de daglige nyheder, sladre med naboen og behøver ikke stort mere.
Når jeg begynder at kigge ind i blog-verdenen, bliver jeg så overvældet, at jeg … ja; jeg står af.
I snakker internt, linker til hinanden, hidser jer op over de samme ting og glædes ved de samme ting.
Med al respekt må jeg spørge: Hvad så?
Måske er jeg bare een, der ikke har set “lyset”
mvh Alfred
Alfred Rosenfeldt skriver
Hej Trine Maria;
Tilgiv mit tidligere, noget forhastede indlæg. Du giver jo svarene i dit eget indlæg.
Min reaktion skyldes formentlig, at det er svært at se “lyset”, når man endnu befinder sig i det skeptiske stadium. Alene mængden af blogs, og det de handler om, er så overvældende, at man næsten taber pusten på forhånd. Omvendt viser det selvfølgelig også, at … “der er noget” … i disse weblogs.
Problemet er nok i virkeligheden, at sålænge man ikke har gang i en blog, er det enormt svært at konkretisere fordelene.
Jeg kan måske nok se nogle muligheder for mig selv, privat.
Men det skal være temmelig konkret for at overbevise arbejdsgiveren om, at han skal investere tid og penge i sådan noget. (Det har du sikkert hørt før!?) Jeg arbejder dog videre på det.
Endnu en gang: tilgiv min overilede reaktion
mvh Alfred
Trine-Maria skriver
Hej Alfred
Tak for dine kommentarer og overvejelser. Som jeg ser det, er der intet at tilgive. Du har jo helt ret. Det ER svært at overskue mængden af weblogs – og at gennemskue, hvad man får ud af, at bruge tid på weblogs, når man er ny i det her blogmiljø 🙂
Jeg oplever, at mange bloggere, som virkeliggør nogle af de abstrakte tanker om videndeling, som andre snakker (alt for meget) om. Bloggere er ofte meget optaget af et eller flere emner – de er passionerede – og via bloggen finder de fællesskab med andre, som deler deres passion eller interesse.
På webloggen er det ikke så vigtigt, hvilke formelle kompetencer og titler og den slags man har. Det er det, man ved – og viljen og evnen til at dele den viden med andre, som afgør, om bloggen bliver interessant og om man får lyst til at følge den. Og så selvfølgelig ens evne til at snakke med folk og gå i dialog. Folk der postulerer meget og som ikke kan gradbøje eller indrømme det, hvis de tager fejl, får nok svært ved at blogge.
Når virksomheder skal overveje, om de vil bruge ressourcer på blogs, skal de nok først og fremmest overveje, hvordan bloggen passer strategisk ind i det de ellers gør med deres kommunikation. Blogs er gode til relationsopbygning, til at åbne virksomhedens faglighed op overfor omverdenen og til at få fortalt hele historien fra virksomhedens side.
Men det er klart, at det er ressourcekrævende at blogge – for medarbejderne skal jo bruge tid på det. Omvendt kan man måske spare noget af den tid, der går med at opretholde relationer via e-mails, hvis man har medarbejdere, der sidder og e-mailer hele dagen?
Endelig kan man jo også starte med interne weblogs og dele viden og processer i projekter via blogs. Jeg har også hørt om en personaleafdeling, som bruger en intern weblog til spørgsmål fra medarbejderne – og som oplever at i stedet for at svare 15 medarbejdere på det samme spørgsmål, så kan de svare én gang via bloggen.
Hvis du starter din egen blog må du meget gerne sende mig et link – og under alle omstændigheder er du altid velkommen til at spørge løs om weblogs her!
Mvh Trine-Maria