Er det godt eller skidt, at medarbejdere blogger?
Jon Udell skriver om medarbejdere der blogger på sin weblog. Han skriver et åbent brev til en "Abby" som har en brevkasse, hvor hun advarer medarbejdere mod at blogge, fordi arbejdsgivere måske ikke vil bryde sig om, at læse deres udgydelser i blogs.
Jon Udells pointe er så, at medarbejdere der blogger, tværtimod kan gå hen og blive mere attraktive end andre ansøgere, fordi deres viden og deres netværk og deres arbejdsprocesser bliver synlige for arbejdsgiveren via bloggen.
Bloggen som et online CV
Bloggen kan opfattes som et on-line cv og er også en slags åben version af Linked-In (en online netværks-tjeneste) – eller rettere en bedre netværks-tjeneste. Med det mener jeg, at man som arbejdsgiver både kan se på en blog om bloggeren er seriøs, om han/hun mener noget og om andre gider tale med ham eller hende!
Brok eller blog?
Jeg er klar over, at der vil opstå situationer, hvor en blogger brokker sig over ansættelsesvilkårene – eller er "illoyal" (hvad det så end dækker over). Der vil også komme historier om medarbejdere, der glemmer, at bloggen er et offentligt publiseringsredskab og som derfor kalder deres mellemleder for "inkompetent" i et blogindlæg. Og selv om han faktisk ER inkompetent, vil det alligevel være bloggeren, der bliver fyret! Men alle de historier handler i mine øjne mere om tilvænning til mediet, end om at blogs som sådan er farlige for ansatte eller virksomheder.
Og måske kunne det i nogle virksomheder være sundt, hvis brokkeriet fik en ny kanal. Mange steder er strukturerne til opsamling af berettiget kritik ikke ret veludviklede? Brok ved kaffeautomaten og til venner og familie ændrer sjældent organisationer, så måske kunne interne "brokkeblogs" ligefrem give mening i organisationer, som har stort gennemtræk af medarbejdere? Og måske kunne vi så nå frem til at organisationen lige checkede om mellemlederen faktisk VAR inkompetent – inden de pr. refleks fyrede bloggeren for at være illoyal?
Henning skriver
Ja, det er jo ikke så enkelt at svare på, om medarbejderblogging er godt eller dårligt for en virksomhed. Det tætteste man kommer på et ordentligt svar er vel et “både og”.
Jeg er ofte selv i konflikt med på den ene side ønsket om at fortælle en god historie eller at komme af med frustrationer og så på den anden side hensynet til den man fortæller om. Og det er jo typisk ledelse, kolleger, familie eller venner. Jeg ønsker jo ikke at “udlevere” nogen, så derfor følger jeg jo mit eget etiske regelsæt: det skal være “anstændigt”.
Hvad virksomheder angår, er det ofte ømtålelige emner i området organisation og ledelse, der er emnet for bloggere.
Eller måske snarere organisation og DÅRLIG ledelse 🙂
Der er jo ofte nogen, der har berettigede frustrationer, der skal ud, og et kommunikativt medie som webloggen egner sig fortrinligt til at råbe frustrationen ud. Dels for at høre et trøstende ord fra læsere, dels i et forfægeligt håb om at de rette personer læser det og gør noget ved det.
Kan man tænke sig at virksomheder med rygepolitik og alkoholpolitik og værdisæt for telefonsamtaler med kunder også laver en “blog-politik” som medarbejderne skal holde sig til? Nej vel? Selv om man lægger sine weblogindlæg på nettet til fri læsning og kommentering, er vi stadig i privatsfæren og virksomhederne skal ikke blande sig i dette!
Så måske skal de dårlige ledere bare læne sig tilbage og sige som Simon Spies: “Al omtale er god omtale”.