Branding på blogs
Personen er et brand. Og vores identitet på en blog er vores egen – ikke virksomhedens. Siger Hugh McLeod fra som har bloggen gapingvoid.com – og som beskæftiger sig med mikro-branding eller blogvertising. Han sidder i et panel her på Les Blogs i Paris.
Og det er jo stærkt interessant for os der beskæftiger os med virksomheds-blogging. Ejer Arla deres blogs? Måske indholdet – men hvis Trine Vase-Bendsen eller Maja Møller eller Louis Illum Honore får et nyt job – hvem ejer så kontakten fra bloggen og ud? Arla er egentlig ikke noget godt eksempel, for Arla kan lukke en blog (alle deres blogs ligger på Arlas egen hjemmeside og er en del af at Arla-univers – adressen er også Arlas). Sagen bliver straks anderledes, når bloggen ikke er under et corporate domæne. For eksempel Robert Scoble i Microsoft. Bloggen OG domænet er hans – og hvis han skifter job, mister Microsoft en stemme. Men hans blog lever videre.
Weblogs synliggør medarbejdernes viden og netværk
Og egentlig synes jeg bare, det synliggør en situation, som altid har været et faktum. Når en medarbejder forlader virksomheden tager han sit netværk og sin viden med sig videre. På godt og ondt. Det er stadig medarbejderen, der kender "Jørgen" og som Jørgen helst vil tale med om det faglige og som Jørgen synes, det er hyggeligt at holde møder med – fordi I har det der med et fint ord hedder: "god kemi" 🙂
Betyder mennesker noget i din virksomhed?
Jeg kan godt huske historier om reklamebureauer, som fastholder kunderne – selv om projektlederen får et nyt job og selv om de kreative siger op eller bliver fyret. Undskyldningen er at det "kreative univers" skal købes frit af virksomheden og er ejet af bureauet. I mine øjne er tilgangen noget absurd – og som kunde ville jeg have meget svært ved at acceptere det i dag. Bureauet siger til mig, at menneskene i virksomheden er betydningsløse? Og at det der betyder noget, er bureauets brand/ bureauets professionalisme/ filosofi?
Men som menneske ved jeg, at mennesker ER vigtigere. At kreativitet og dynamik og samarbejde opstår, når man er i en gruppe, hvor folk klikker med – eller provokerer – eller supplerer hinanden. men man ved da, at personerne aldrig er ligegyldige, hvis man skal have noget arbejde gjort…
Skriv kommentar