Nokia har startet 3 virksomhedsblogs
Blog-ekspert Fredrik Wackå skriver på sin svenske blog, at Nokia har startet 3 virksomhedsweblogs. De 3 blogs handler alle om S60 platformen eller om applikationer til S60. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er ret geeket – og slet ikke med mobiltelefoner, så jeg er sikkert ikke i målgruppen!
Men det gør jo heller ikke noget, for Nokias S60-blogs er sikkert IKKE tænkt som massemedier. Nokias mål er ikke at udkonkurrere tv-avisen eller at tage læsere fra aviserne.
Deres tanke har måske snarere været (og bemærk venligst – jeg gætter bare): "Hey, måske er der nogle mennesker derude med interesse for vores produkter, vores mobiltefoner, vores platform, vores teknologi og vores overvejelser, som vil være med til at diskutere, hvordan vi udvikler de telefoner, de køber og bruger." Måske nogle af de personer, som i forvejen køber og læser magasiner som Gear og Mobil?
Derudover skriver S60s marketing-mand en blog – og han starter med at snakke om Nokias product-placement i filmen Hitchhikers Guide to the Galaxy. Hans forhåbning er formodentlig (igen et gæt), at der på nettet findes mennesker, som gerne vil vide, hvordan Nokia tænker om markedsføring og som gerne vil bidrage med erfaringer og tanker om markedsføring, etik, fordele ved forskellige medier mm. så han kan blive klogere – og så organisationen Nokia kan blive klogere – og så læserne kan blive klogere.
Virksomheder skal ikke blogge for at få mange læsere!
Og hvad prøver jeg egentlig at sige her: At virksomheders tilgang til weblogs ikke bør handle om antallet af læsere eller om at lave blogs der er målrettet til alle. Virksomheder bør – som Rebecca Blood understregede det i hendes indlæg på ITU i torsdags – vide, hvad de skal og kan med weblogs og de bør bruge mediet til det, det egner sig bedst til. Og det blogs egner sig til er videndeling, åbne samtaler mellem mennesker, som deler interesser og netværksdannelse. Hvis man er en virksomhed, kan man være interesseret i:
- videndeling ud af huset, fordi man anerkender, at der også findes folk med stor viden, som IKKE er ansat i ens egen virksomhed.
- åbne samtaler, fordi de kan give en viden om, hvad markedet (eller rettere dele af markedet) tænker og mener og taler om. Og fordi det sender et signal til kunderne om, at man ikke er bange for at gå i dialog – at de da bare kan komme an med deres spørgsmål og kritik.
- netværksdannelse fordi det er lettere at holde sig fagligt opdateret, hvis man er en del af et netværk som filtrerer intormation om de samme ting, som man selv er interesseret i – og fordi man som virksomhed gerne vil have kontakt med potentielle nye ansatte.
Rebecca Blood sagde også i torsdags at succesfuld blogging handler om, om det er de rigtige, der læser bloggen. Virksomhedsblogging er dermed heller ikke gjort med, at man åbner nogle weblogs og skriver ud i luften for sig selv. Man skal naturligvis arbejde med at gøre sig selv til en interessant samtalepartner, med at bygge et netværk op rundt om bloggen – og med at gøre opmærksom på sin blog overfor mennesker, som man gerne vil føre samtaler med.
Nå men Arla er i hvert tilfælde ikke længere alene som stor nordisk virksomhed, der gør brug af weblogs.
Hans Henrik skriver
Super nyt – det var da osse på tide. Mon ikke også andre kan se det potentiale som nu også Nokia kan se.
Af andre “store” nordiske virksomheder bør du vel retteligt også nævne PostDanmark som du jo kender til 🙂
….og så hører jeg “derude”, at LEGO også anvender weblogs – også internt som PostDanmark 🙂
Alt det bedste
Hans Henrik
Henrik Harsbo skriver
Det er godt tænkt af Nokia – og man kan se på antallet af kommentarer, at de efter alt at dømme rammer rigtigt med den mere geekede tilgang, de har valgt.
Nu er bloggene tilsyneladende ret nyfødte. Men jeg savner, at de også viser en mere selvkritisk side af Nokia. Hvad med en liste over kendte fejl i telefonens software eller over features, de gerne ville have haft med på telefonen, men som de ikke nåede?
Virksomhedsblogs, bør rumme både ris og ros af eget produkt. Det er altså bare mere troværdigt.