Webloganalyse 2006 – Vær med til at stille spørgsmålene!
Jeg skrev for et par måneder siden om min kommende undersøgelse af, hvem der læser weblogs, hvem der skriver weblogs og hvorfor i Danmark. Jeg vil stadig meget gerne have flere bud på, hvad mine læsere gerne vil vide om bloggere og om webloglæsere?
Jeg har sat en wiki op med et forslag til spørgeskema her (En wiki er en hjemmeside, som alle kan redigere – bare tryk på "edit" og husk at bruge "safe", når du er færdig) og du er velkommen til at gå ind og skrive til og trække fra. Du må selvfølgelig også meget gerne skrive dine forslag til undersøgelsen, som en kommentar til dette indlæg.
Dataindsamlingen starter midt i januar (derfor den nye overskrift :-), da jeg ikke får tid til databehandlingen før efter jul og da det er min erfaring, at analyser med dataindsamling i december sjovt nok ikke får høje svarprocenter (primært fordi folk har travlt med jul, jul, jul, jul, jul – og er det bare mig eller strammer de den i supermarkederne – der er nisser overalt – i OKTOBER?????)
Søren Øxenhave skriver
Håber resultatet af denne undersøgelse kommer på din blog. Det bliver meget interessant at se hvor mange som egentlig kender til fænomenet og bruger det i deres dagligdag. Jeg har desværre ikke noget at tilføje pt. til din Wiki. Danmark er dog efter min mening ved at komme efter weblog fænomenet, hvilket også viser sig i din nyeste blog.
http://www.hovedetpaabloggen.dk/weblog/2005/10/kunstmuseet_ark.html
Flere vil komme med på vognen det er helt sikkert.
Julen har taget sit indtog og jeg mener ikke det er spor for tidligt! Julen giver en god stemning og den bliver bedre jo længere tid man har til at opbygge den 😉 Som jeg heller ikke ligger skjul på er jeg vild med julen, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at dem som ikke bryder sig om den bliver endnu mere træt af den jo længere den varer.
Vh. Søren
Nicolai skriver
Hatten af for det initiativ du/I tager til en dansk undersøgelse af brugen af blogs. Jeg ser med spænding frem til resultaterne.
Jeg vil samtidig gøre opmærksom på den store europæiske blogundersøgelse Euroblog2006. Muligvis kan du finde lidt inspiration til spørsmål og spørgeteknik der.
Med dit medansvar for Arlas bloggeri, bør du vel egentlig også være lige i målgruppen til at deltage.
http://www.euroblog2006.org/
vh
nicolai
Peter Svarre skriver
Meget interessant undersøgelse – glæder mig også til at se svarene.
Min personlige fornemmelse er dog, at der er så få bloggere i DK stadigvæk, at det kan være svært at få svar på begge dine undersøgelsesspørgsmål på samme tid.
Hvis du ønsker at undersøge, hvor mange danskere der blogger, er du nødt til, at rekruttere ud fra et repræsentativt udsnit af befolkningen, og i dette udsnit er jeg bange for, at kun en meget lille del ville være bloggere, og derfor være i stand til at svare på spørgsmålene i “Er du selv weblogger” sektionen.
Umiddelbart ville min anbefaling (jeg har også arbejdet en del med web-baserede undersøgelser) være at gennemføre det som to adskilte undersøgelser:
– En hvor man via zapera eller andet analyseinstitut undersøger a) hvor mange danskere, der læser eller skriver i weblogs og b) hvem disse danskere er (veluddannede?, velhavende?, velinformerede? etc. etc.)
– En anden hvor man målrettet rekrutterer danske bloggere for at undersøge deres motivationer for at deltage i blogosfæren. Denne del kunne meget vel indeholde en kvalitativ del som supplement.
Et eller andet sted håber jeg, at jeg tager fejl i min formodning om, at kun ganske få danskere blogger, men hvis jeg kigger på min omgangskreds bestående af mediefolk, journalister, universitetsfolk og andre medlemmer af den kreative klasse ;-), er det kun meget få, der læser endsige skriver i blogs jævnligt. Mange af dem er faktisk deciderede skeptiske eller negative over for fænomenet. Og hvis ikke denne slags mennesker er en del af blogosfæren, hvem er så???
– Peter Svarre
Trine-Maria Kristensen skriver
Tusind tak for jeres kommentarer.
Til Søren – desværre kommer min undersøgelse ikke til at vise, HVOR MANGE der blogger eller læser blogs – men den kommer forhåbentlig til at sige noget om, hvem de er
Til Peter vil jeg sige, at jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke KAN lave en repræsentativ analyse ved at sende et spørgeskema ud i en ukendt population/ med en ligeså ringe defineret stikprøve 🙂
Men ved at undersøge så mange som muligt, der blogger eller læser weblogs, kan jeg måske få et billede af, HVEM de mennesker er, som foreløbig interesserer sig for fænomenet?
Men jeg er med på, at jeg ikke efterfølgende kan sige “hvor mange danskere læser/skriver weblogs!”
Jeg tror generelt, det er for tidligt at gå ud og lave en repræsentativ undersøgelse. Eller rettere – jeg bilder mig ind, at jeg – ligesom Peter – kan forudsige, at resultatet vil være at en meget lille del af befolkningen har læst en weblog – og at endnu færre blogger.
Min interesse er imidlertid også snarere at afdække, HVORFOR man læser og/eller skriver en blog – og det er jo stærkt kvalitativt (og derfor tager jeg bestemt Peters argument om at lave et kvalitativt element i undersøgelsen til mig!)
Til Nicolai – tak for tippet på undersøgelsen – bestemt relevant at se, hvad andre spørger om.