Hvorfor små virksomheder skal have en weblog!
Det er meget lettere at starte en weblog end at få en hjemmeside. På www.blogger.com tager det 5 minutter at oprette en gratis weblog (Hvis man kan finde et brugernavn og et navn til bloggen, som ikke er i brug allerede!). Weblogs er lavet så de er lette at opdatere, hvis der ellers er internetforbindelse 🙂
Formelle hjemmesider og uformelle weblogs
På hjemmesider har man traditionelt en forventning om, at virksomheden udsender pressemeddelelser og siger noget formelt og pænt. På en weblog kan man bedre slå sig i tøjret – mene noget skarpt og så kan man dele sin faglighed/viden – uden at man skal fabrikere en lang artikel hver gang.
Hjemmesider der taler til alle – weblogs der taler med de rigtige
Hjemmesider er ofte renset for personlighed, fordi siden skal give et billede af virksomheden, som kan accepteres af alle interessentgrupper. Hos mange virksomheder er man også meget interesseret i besøgstal – fordi hjemmesiden er en del af markedsføringen. På en weblog skriver værten om sit personlige og faglige interesseområde og deler oplevelser. Bloggen skal ikke nødvendigvis tale til alle interessenter – den kan nøjes med at tale til dem, som synes interesseområdet er relevant. Målet er derfor typisk heller ikke mange læsere – målet er at få de rigtige læsere!
Hjemmesider er som regel envejskommunikation – weblogs giver mulighed for dialog
Hjemmesiden er derudover tradtionelt et sted for envejs-kommunikation. Virksomheden bestemmer, hvad læserne skal vide om virksomheden og laver statiske tekster om det. Bloggen giver derimod mulighed for dialog – som læser kan man efterspørge mere information og som virksomhedsblogger kan man stille spørgsmål til læserne.
Har du flere gode argumenter – for og imod hjemmesider eller weblogs i små virksomheder? Tips til, hvordan man får startet en hjemmeside, uden at bruge en formue på programmering – og vel og mærke en side der er nem at opdatere?
Morten Blinksbjerg Nielsen skriver
Arhh … jeg skal næsten liiige kommenterer… Politiken skrev altså at det tog fire minutter at oprette en blog på blogger.com, hvorimod det kun tog to minutter på smartlog.dk 😉
Trine-Maria Kristensen skriver
Åh ja – undskyld – jeg så det jo godt – tænkte også, at jeg skulle huske at checke smartlog ud inden jeg igen skal ud og fortælle mere om weblogs, men jeg nåede så ikke rigtigt længere! Sender dig et hint, når jeg når dertil!
Hvad får du ud af at have din weblog? Altså udover at du bliver citeret i Politiken 🙂
lisa skriver
Morten, jeg synes også Smartlog er hurtigere 😉 du mangler bare den der work-around, så man kan bruge sit eget domæne hosted hos b-one…
Trine-Maria, tak for endnu et interessant indlæg, jeg læser flittigt din blog!
Morten Blinksbjerg Nielsen skriver
Hvad jeg får ud af at have min weblog? … hmm… tjaeh … godt spørgsmål. Det er lidt svært at svare på. Jeg tror at det primært er kontakt til folk. Efter jeg startede den (og dermed smartlog) har jeg mødt utrolig mange mennesker som jeg ellers ikke ville. Jeg synes også at jeg har fået en bedre identitet på nettet i forhold til hvad jeg havde før.
Michael Hyldsgaard skriver
Lisa -> Du kan sagtens pege dit eget domæne på dit Smartlog. Det kræver blot at du har dit domænet hosted et sted, hvor du har adgang til at oprette en CNAME-record under DNS-indstillingerne for domænet. På den måde kan man så pege http://www.mitdomæne.dk på lisa.smartlog.dk.
Hos mit firma Jirty (www.jirty.dk) kan vi fx være behjælpelige med den tjeneste for 13 kroner pr. måned, men mange andre kan gøre det samme.