Hvorfor små virksomheder skal have en hjemmeside!
I går havde vi besøg af en kommunikationsrådgiver i vores kontorfællesskab (vi har 1 ledig plads). Hun virkede hvinende dygtig, sympatisk og meget professionel.
Hun sagde: "Hvad skal jeg med en hjemmeside? Jeg har ikke brug for en hjemmeside, jeg har nemlig et godt netværk af kolleger og kunder, som giver mig masser af spændende arbejdsopgaver!"
Jeg svarede: "Inden vi startede mødet i dag søgte jeg på dit navn i Google! Det resulterede i 1 søgeresultat – og det var fra Kommunikationsforeningen. Det var heldigt, for der stod bare noget pænt om din karriere og om, at du dengang var ved at skifte job. Det gav mig nogle ret neutrale informationer. Men hvad nu, hvis der i stedet var nogle der diskuterede dit arbejde eller nogle af dine projekter – eller din person i et debatforum – og det så var det eneste søgeresultat, jeg fik?"
Min pointe er, at små virksomheder også har brug for hjemmesider. Fordi de har brug for at vise, hvem de er. Du kan ikke være sikker på, at du alene får lov at sætte dagsordenen på det store, store internet, men på din hjemmeside (eller din blog) sætter du selv dagsordnen for, hvad der bliver talt om. Du kan svare igen på kritik og gå i dialog med dem, der mener noget andet. Du kan liste dine referencer – og måske få nogle kunder til at sige noget pænt om det, du laver – eller du kan fortælle den måbende offentlighed, hvad du går rundt og mener om dit fag?
UPDATE: E-klumme har i dag et indlæg, der peger videre til en artikel om Ego-search og om at sætte tjenester op, som holder øje med om der bliver skrevet noget om dig i blogosfæren!
Skriv kommentar