Nye medier er forvirrende
Markedsførings nyhedsbrev skriver idag at:
"Der er et totalt skifte på vej i strukturen i amerikansk reklame."
Og lur mig – ikke bare i amerikansk reklame 🙂 Annoncer og tv-reklame får det ganske simpelt sværere, når mediebilledet bliver mere fragmenteret – og jeg har sagt det før, men gentager det gerne: Markedsføring bliver sværere og sværere – det skal understøttes af dialog – gode relationer med opinionsdannere og kunder. Ingen tror på ren reklame – vi vil have indhold og relevans! Giv mig budskabet, når jeg søger det – og hold op med at forurene mine omgivelser med ord- og billedstøj.
Markedsføring baserer deres nyhed på, at et venture-kapital-firma i NYC forudser, at nye medier vil vokse med 17 % om året og at flere og flere annoncører vil finde de nye medier tillokkende. Efterfølgende skriver Markedsføring:
"James Rutherford fra firmaet siger, at der nu er stor tillid til de muligheder de nye medier rummer, og at den tøven, man fandt hos annoncører for 5 år siden er blevet væsentlig mindre. Dog er der stadig lidt forvirring over for, hvordan man bedst udnytter medierne."
Jeps – og i ordet "udnytter" ligger en stor del af problemet. Kan man "udnytte", at man nu kan føre dialog med kunderne via internettet? Også hvis man ikke har noget at tale med dem om? Kan man bruge konsulenter og reklamefolk til at tilrettelægge budskaberne og USPs (Unique Selling Points), hvis man som organisation selv skal føre samtalerne med kunderne? Kan man outsource dialog og relationer? Og hvad sker der med den viden der deles og overføres i dialogen, hvis man som organisation ikke selv er deltager?
Og nej – jeg argumenterer ikke for at klassisk reklame, markedsføring, kommunikationsplanlægning mv. forsvinder fra jordens overflade. Jeg argumenterer for, at kommunikationsfolk skal lære de nye medier at kende og skal supplere produktpaletten med rådgivning, så kunderne kan lære de færdigheder, som er nødvendige i det nye mediebillede. Se for eksempel BusinessWeeks artikel "Blogs Will Change Your Business" (kræver registrering).
Update: Minuttet efter fik jeg en mail fra Dansk Kommunikationsforening om, at de har ledige pladser på et kursus for kommunikatører i at bruge de nye medier i pressearbejdet på torsdag.
Skriv kommentar