Den gode forbruger

Jeg har været på Roskilde Dyrskue i weekenden. Det er skønt at få lov at klappe en ko og at møde folk, der arbejder med dyr og fødevarer og som med stor entusiasme fortæller uvidende byfolk og børnefamilier om alt fra hvordan man malker en ko til hvor mange hestekræfter en stor rød traktor, mon har?

Jeg var også til debatmøde i fødevareteltet. FDB arrangerede en debat mellem Rasmus Kjeldahl fra Forbrugerrådet og Bent Claudi Lassen fra Landbrugsrådet.

De diskuterede blandt andet Forbrugerrådets rolle og landbrugets rolle i forhold til at få forbrugerne til at vælge kvalitet.

De diskuterede derimod næsten ikke forbrugerens egen rolle – og ironisk nok var forbrugeren selv meget optaget af at spise is, drikke kaffe og smage på diverse økologiske varer – og deltog derfor ikke i samtalen, som andet end perifær tilhører.

Og måske er det en del af problemet?

Forbrugerrådet har groft sagt et billede af forbrugeren som sådan en slags aktivist, der gerne vil vide ALT om den bøf, han er ved at lægge i indkøbskurven:

• Hvordan koen er kommet til verden og hvor i verden?
• Hvor meget motion, lys og frisk luft den har fået?
• Hvad den har spist? Hvordan den er endt sine dage?
• Om den er sund eller usund at spise
• Og hvordan slagteriarbejderne har haft det?
• Og arbejderne på emballagefabrikken har haft det?

Landbruget derimod har et billede af, at forbrugeren:

• Ønsker kvalitet i form af renskurede varer i renskuret emballage
• Ønsker ensartede produkter – der ikke afviger i takt med sæson eller vejr og vind
• Ikke er forandringsvillig, hvis det koster penge eller kræver mod
• Primært handler med pengepungen
• Siger ét og gør noget andet

(Det sidste fordi forbrugerne siger i landbrugets undersøgelser, at de gerne vil købe dansk, men alligevel køber de tysk, når prisen er lavere. Og det får mig så til at tænke på, hvem der mon laver landbrugets analyser? Det er i hvert tilfælde dårlig analyserådgivning ikke at fortælle, at holdninger og adfærd ikke nødvendigvis har nogen som helst sammenhæng!)

Begge billeder er fortegnede. Den superpolitiske kunde, som kan og vil bruge tid på i detaljer at forstå varernes vej gennem verden findes, men fylder med garanti ikke ret meget – og den bevidstløse kunde, som er ligeglad med, at kyllingen smager af pap findes, men er ikke reglen.

Jeg tror, det er farligt for virksomheder og organisationer at fastholde stereotypiske billeder af, hvem deres kunder er. Derfor mener jeg at der er brug for løbende samtaler og dialog, hvor vi som interesserede kunder kan bidrage med input til, hvilken vej landbruget skal bevæge sig, hvilke mærkninger vi synes, kunne være anvendelige – og hvor vi også kan være med til at diskutere om årsagen til, at vi stadig køber det billigste mon er, at vi ikke kan smage forskel på pap-kyllingen fra udlandet og pap-kyllingen fra Dansk landbrug?

En meget hurtig rundtur giver mig ikke ret mange muligheder for at bidrage med mine synspunkter hos interesseorganisationerne, som ellers overbød hinanden i gerne at ville i dialog ude på dyrskuet: Landbrugsrådet har en nyhedsformidling, som de jo kunne lave om til en weblog – så kunne jeg kommentere på deres version af sandheden. Det samme gælder hos danske slagterier og hos mejeriforeningen. Også hos Forbrugerrådet er mine muligheder umiddelbart ret begrænsede, medmindre jeg vil finde på et navn til deres smiley-ordning. Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at jeg ikke har været ude i alle hjørner af deres sites – og jeg modtager med glæde korrektioner, hvis organisationerne faktisk har debatter i gang andre steder?

Debatten foregår imens andre steder. For eksempel her eller her eller her.

Men hvad er din mening? Vil du gerne vide mere om de fødevarer, du køber? Hvad vil du gerne vide? Eller stoler du i udgangspunktet på, at landbruget opfører sig ordentligt? Putter du alting i munden? Eller er du kræsen?