Business.dk # 4 – Svar fra MyBanker
John Norden fra MyBanker har været så venlig at kommentere på mit indlæg om at Berlingske Business samarbejder med blandt andet Mybanker om interaktivt indhold på Berlingskes nye business.dk.
John Norden skriver, at mit indlæg bærer præg af, at jeg ønsker, at alt skal være gratis på nettet. Det vil jeg gerne afvise – forretningsmodeller uden penge er ikke smarte – og jeg skriver da også i mit oprindelige indlæg:
"Det er fint, at Berlingske Tidende vil sælge MyBanker.dks produkt videre til læserne på nettet (forhåbentlig mod en god provision), men hvad så med at være ærlige om det?"
Og den ærlighed jeg efterspørger, kan i min optik meget let indføjes i gebyrberegneren. I dag står der følgende:
"Du skal blot indtaste dit forbrug på listen, så får du et gratis overblik på hvor meget du kan spare i forhold til i dag."
Det er ikke forkert, men det ville være mere tydeligt, hvis man tilføjede: "og for kun 20 kroner får du også navnet på den bank, der vil være biligst for dig." Jeg fastholder altså, at jeg følte mig snydt, ganske simpelt fordi jeg ikke fik det, jeg troede, jeg fik.
Jeg underkender således ikke MyBanker – jeg synes tværtimod godt om konceptet (uvildig, finansiel rådgivning uden en bankrådgiver, der ånder dig i nakken og vil have fællesøkonomi med dig). Det er Berlingskes strategi i forhold til videreformidlingen af ydelserne, jeg kan undre mig over.
Hvis læserne har tid, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, hvad andre synes om oplevelsen af gebyrberegneren (eller andre services) på Business.dk, for jeg vil bestemt ikke afvise, at det er mig, der er for nærtagende?
John Norden skriver
Tak for denne præcicering som vi tage til os og vil gøre bedre i fremtiden.
Vi høre meget gerne fra brugere som synes at der er andre services vi kan gøre bedre i fremtiden.