Fantastiske weblogs
Har brugt dagen før juleferien sætter ind på at surfe et utal af danske weblogs. Det gør mig i fantastisk julehumør, at der er så mange mennesker derude, der bruger oceaner af tid på at dele viden, væren og virvar med andre.
Det er også gået op for mig at en række kategorier bør dækkes, hvis jeg skal forsøge at beskrive den danske weblog-sfære. Der er foreløbig følgende kategorier på min liste:
- Teknologister (weblogs, cms, rss, podcasting)
- Fagdyrkere (pædagogik, computerspil, poesi)
- Kommentatorer (Irak-krigen, præsidentvalget, copyright-regler)
- Fniserne (vittigheder, løgnehistorier)
- Deskriptive dokumentarister (dagbøger, livet som det er – op eller ned!)
Jeg vil meget gerne have kommentarer og forslag til flere/andre/færre kategorier – eller andre måder at kategorisere på.
Hans Henrik H. Heming skriver
Hej Trine
Spændende blog du her har gang i – jeg tænkte lidt over hvad du vil med din rapport. Hvem skriver du den for? Hvad er fokus?
Jeg synes som du at blogging er hyper interessant og interessere mig særligt for hvordan man kan anvende weblogs til at åbne virksomheder op. Jeg skrev en masterafhandling for nyligt hvor jeg kom ind på weblogs som katalysator for radikal innovation i virksomheder.
Klart et område som jeg jo synes du skal give ét afsnit eller 2 i din rapport.
Et par link i den forbindelse som du måske kunne tjekke er 2 – efter mine begreber – meget dygtige ”forskere” – de har gang i nogle meget spændende betragtninger, som jeg selv er meget inspirerede af.
http://www.zephoria.org/thoughts/
http://blog.mathemagenic.com/
Hertil kommer der en hele social software perspektivet ind, som måske også kunne være interessant. Weblogs er i sig selv måske ikke software, det er nok mere en bevægelse, en ”religion”, men den ligger i kategorien. Jeg synes selv at http://www.corante.com/many/
Er en god ”hub” i den forbindelse.
Mit indledende spørgsmål kan måske virke provokerende, men jeg har selv erfaret at hvis man ikke er MEGET fokuseret i sin beskrivelse af fænomenet weblogs, så bliver det en for generel snak og meget hurtigt overfladisk. Jeg håber ikke du synes jeg er for ”besser-wisser”-agtig når jeg foreslår dig et MEGET stramt fokus, hvis det skal være interessant for andre end dig selv.
De aller bedste meningsfyldte hilsner
Hans Henrik
NB.
Vi havde i øvrigt kort lejlighed til at hilse på hinanden til FDIH-arrangementet for nylig
Andreas Haugstrup skriver
Er teknologisterne ikke blot en stor underafdeling af fagdyrkerne?
Torben Sangild skriver
Det ser ud som et spændende projekt, der måske kan få ryddet op i ideen om at en blog nødvendigvis er en dagbog eller nødvendigvis er teknonørdet.
Det slår mig bare at jeg ikke kan se hvor min egen weblog hører til blandt dine kategorier. Den er nogle gange kommenterende, nogle gange lettere faglig…men det er som om essensen af den ikke rummes i disse kategorier (ejheller i den simple blanding af de to).
Nu er det jo kun interessant fordi min blog deler karakter med en del andre, fx Lars Hvidberg, Classy’s Kitchen, Ole Kjeld Hansen, Abekongens bananskude, Skribleriet, Myrup’s etc. etc. Hvordan skal den slags blog klassificeres?
Desuden er der den type blog som kredser om en bestemt situation – at bloggeren er i et andet land (fx Tokblog) eller lignende – uden at der dermed er tale om dagbogsblogs.
Nåmen i hvert fald god vind med dit projekt!