hovedetpaabloggen.dk

Hvorfor kommer politikerne konstant på glatis, når de bare gerne vil have en masse venner og være populære på Facebook?

Jeg tror det er fordi de hænger fast i en temmelig gammeldags opfattelse af at websites er kanaler. De tror – fejlagtigt, at når de åbner en fanside på Facebook eller en Twitter-kanal, så har de fået endnu en platform, hvor de kan tale om det, der optager dem – og nægte at udtale sig om det de ikke mener, er relevant.

Sådan virker sociale netværk bare ikke. Det vi søger på Facebook, Twitter og i netværk, hvor vi deltager, er engagement, dialog og respekt for både spørgsmål og svar.

I dag læste jeg (på Lars Hvidbergs blog på Berlingske Tidende) at sagen om, at Mette Frederiksen har sit barn i privatskole, startede med at én af hendes følgere på Facebook (en muldvarp af anden politisk observans) stillede spørgsmål til hendes holdninger til folkeskole/privatskole – hvortil hun svarede: “Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen.”

Den udmelding fik så en skribent fra netavisen 180grader til at skrive et indlæg om den dobbeltmoral han mener, præger det synspunkt – og vupti så var historien ude i den danske medie-mølle.

Udfordringen for politikerne er, at det som måske ser meget tilforladeligt ud i en skriftlig kanal (pressemeddelelse eller debatindlæg til avisen) ikke altid fungerer i sociale netværk – fordi kommunikationen er åben i den anden ende og fordi det er de åbne samtaler, man skriver under på, når man opretter en profil og siger ja til at blive venner med andre på Facebook.

Derfor synes jeg også det er piv-ærgerligt, at det i dag er kommet frem at Helle Thorning Schmidt har fjernet spørgsmål om Socialdemokraternes skatteudspil fra sin egen profil og samtidig fået lukket spørgerens profil (hun har meldt spørgeren til Facebook!). Socialdemokraterne henviser til at spøgeren ødelagde debatten ved at stille samme spørgsmål mange gange, men de overser, at det ikke er det, sagen handler om.

På Facebook siger man ja til samtalen. Hvis man så ikke vil svare på konkrete spørgsmål, så siger man det – og hvis der er noget man ikke ved, så siger man det – og hvis der er noget man lige skal tænke over eller regne på, så siger man det. Og hvis der er nogle af ens fans eller venner der taler i en tone som er uacceptabel, så siger man fra!

Når de i stedet vælger at censurere eller forsøge at lukke debatten med hurtige kommentarer, så kommer de til at fremstå som om de ikke tør debatten, som om de ikke har svarene og som om de ikke ved, hvad de egentlig laver på Facebook?

Der findes heldigvis politikere som gør det formidabelt på Facebook – for eksempel Søren Pind fra Venstre (ham skal man være ven med) og Ida Auken fra SF (hende kan man blive fan af). De er begge tilgængelige, de tager debatten og de siger fra, når tonen bliver for dum – og de indrømmer tilmed begge 2 af og til, at der er noget, de ikke kan svare på – eller bare ikke mener noget om.

Og hvis det ikke er nok for de danske politikere at lade sig inspirere af de 2 rollemodeller (der er sikkert flere – kom gerne med nogle bud på, hvem der gør det godt på Facebook og hvorfor!), så kender jeg da et rådgivningsfirma som gerne tager ud og laver nogle kurser for politikere med den slags behov – mit nummer er 27291704! :-)

Ovre hos Kforum har Peter Svarre fået sat gang i en hed debat om, hvorvidt Apple er fascistisk? Jeg har sjældent set så mange, lange kommentarer til en artikel :-)

Og også Daily Show med Jon Stewart har taget Apple under kærlig behandling for nylig:

Så hvad sker der? Blegner Apple’s image som de bløde kreative hippier? Når vi snart en fælles erkendelse af, at Apple også bare vil tjene penge? Og er vi så nået dertil, hvor selv inkarnerede Apple fans synes prisen for godt design bliver for høj? Eller går det mon som så ofte før – når vi sidder med den nye Iphone i hånden så stopper idealismen og oprøret – lige der hvor den lækre stålramme sætter ind?

Så skete det. Jeg fik pakket min iPad ud af boksen og er klar til at dele et par førstehåndsindtryk.

Den ER flot, slank, let og pæn. Det er en oplevelse at have en iPhone-skærm i den størrelse i hånden. At forstørre billeder, at se på kort, at surfe YouTube, at se film og jeg er ikke tvivl om, at det at læse, se, modtage, indtage, konsumere bliver dejligt – og når det gælder om at lade sig opsluge af en god omgang surf and fun på nettet i et rum med god solid wifi, så har jeg landet det ultimative device! :-)

Men jeg er meget i tvivl om, om jeg vil skrive ret meget med det indbyggede keyboard. Det virker ikke rart ergonomisk at sidde bøjet over padden gennem længere tid og lige nu og her har jeg også udfordringen med at æ å og ø ikke er default taster (måske findes der et dansk tastatur-hack, men jeg har endnu ikke fundet det?)

Derudover er jeg jo udfordret af at maskinen er wifi-afhængig. Det dejlige ved iPhonen er jo at jeg kan være på overalt med 3G og at jeg kan checke mail i toget, surfe og ikke lægger mærke til om der er net eller ikke på cafeer med mere.

Efter en lang weekend i London på konstant udsigt efter wifi (Jeps – jeg var asket ude – og jeg kom hjem i morges 6.30 og er lykkelig over at vi har en god ven som hentede os i Frankrig i går eftermiddags – på den måde tog det os bare 24 timer – og det er jo ingenting i disse slow travel tider!) er jeg ret sikker på, at det vil irritere mig, at jeg ikke er 3G kompatibel – men det kommer der formodentligt snart en løsning på! Af samme grund købte jeg en 16GB version (den mindste), for vi erkender herhjemme, at det sikkert bliver lidt sjovere med en dansk 3G version, når den lander!

Mht socialitet, deling og åbenhed, så er og bliver Apple jo en skandale. Alt hvad der skal ind på maskinen skal via Apples egen iTunes og Apps kommer kun fra deres lukkede og godkendte App-store. Men det vidste jeg jo i forvejen, så jeg nægter at pive over at være låst inde – det er prisen for det lækre design og jeg var endnu engang villig til at betale! :-)

LineP gjorde mig lige opmærksom på, at Norge har oprettet et SMS-museum:

Pointen er at SMS-kommunikation er væsentlig for vores tid, at det vi overbringer til hinanden via vores tommelfingre og telefoner, har betydning for det liv, vi lever.

Jeg kan godt lide at det er muligt for brugeren af museet at angive hvilken stemning de forskellige beskeder sætter ham i – og at SMS’erne så inddeles efter, hvad de rører ved. Selv meget korte beskeder kan få os til at krumme tæer på vegne af de implicerede.

Dog synes jeg at jeg savner den funktion (som jeg har i min iPhone), hvor jeg kan læse en samtale. Det er jo de færreste SMS’er som står alene – de fleste SMS’er er en del af en dialog – og for at forstå samtalen og hvordan de 2 personer kommunikerer, er det ofte nødvendigt at have adgang til begge ender af snakken?

Men ideen er sjov – gad vide om blogindlæg, statusbeskeder og tweets fra twitter bliver kuriositeter – noget historikere om 100 år kigger på, analyserer, fortolker og mener definerede vores tid? Kan godt være man lige skulle stramme op så?

Der sendes milliarder af e-mails hver dag – og uploades tonsvis af billeder og den gennemsnitlige amerikanske internetbruger ser ca. 180 videoer på nettet om måneden – så her er en kort video med en masse opdaterede tal på deltagelse på nettet:

JESS3 / The State of The Internet from JESS3 on Vimeo.

Facebook har nu passeret 400 Mio. brugere – som hver måned deler 5 milliarder stykker indhold (steget fra 1 milliard stykker indhold i juli sidste år). Den eksplosionsagtige vækst i mængden af indhold vi deler, tilskrives især Facebooks succes med at få Facebook Connect ud på 80.000 websites (man kan for eksempel se det implementeret på pol.dk – som på den måde har gjort det nemt at dele artikler på Facebook!)

Der deles derudover hver måned 3 milliarder billeder på Facebook – et tal de regner med stiger fordi de lige har indført et nyt, nemmere system til upload af billeder!

Ud af de 400 Mio. brugere er der 35 Mio. som skriver statusopdateringer hver dag!

Og hver dag bliver 20 Mio. mennesker fan af en af de ca. 3 millioner sider (mange af dem oprettet af virksomheder – heraf 800.000 fra lokale mindre virksomheder). I gennemsnit bliver en Facebook bruger fan af 4 nye sider hver måned.

Facebooks egne tal er her

Flere informationer og links til kilder hos Digitalbeat

Og nu vi er ved Facebook, så er her også lige en stribe forslag til, hvordan man IKKE skal bruge Facebook (Via Birgit fra @minmave på Twitter!)

I forgårs besluttede Google at holde op med at censurere nettet i Kina og de skrev på deres officielle blog, at det skyldes, at der på det sidste har været en række hacker-angreb i Kina, som tyder på at “nogen” søger information om menneskerettighedsforkæmpere.

These attacks and the surveillance they have uncovered–combined with the attempts over the past year to further limit free speech on the web–have led us to conclude that we should review the feasibility of our business operations in China. We have decided we are no longer willing to continue censoring our results on Google.cn, and so over the next few weeks we will be discussing with the Chinese government the basis on which we could operate an unfiltered search engine within the law, if at all. We recognize that this may well mean having to shut down Google.cn, and potentially our offices in China.

På den ene side er jeg klar over, at Google formodentlig primært reagerer, fordi de er klar over at vores tillid til dem står og falder med, at de ikke lader stater udspionere og forfølge (og hvem ved måske dræbe) menneskerettighedsforkæmpere – eller systemkritikere – og på den anden side lader jeg mig besnære af det forhold, at Google af moralske årsager vinker farvel til et marked som – især lige for tiden – ser ud til at blive verdens førende.

Jeg finder det interessant, at private virksomheder har den slags magt; at Google kan blive forkæmper for etik/moral og menneskerettigheder- og sætte standarder for, hvad regimer/statsmagter kan gøre på nettet?

Kunne Facebook lægge tilsvarende pres på Danmark? Hvad nu, hvis de truede med at lukke for danske brugere? (for eksempel med den begrundelse, at Danmark ønsker at censurere nettet/læs: blokere terrorsider – som foreslået af SF i sidste uge?) Hvilke muligheder for at beskytte det sociale netværk, har vi så?

Jeg er godt klar over, at mit tankeeksperiment er spinkelt, men jeg synes, det er interessant at så væsentlige platforme for vores deltagelse på nettet som Facebook, Google, YouTube er organiseret og ejet af private virksomheder som så også sætter reglerne for, hvad vi må eller ikke må?

Jeg kan ikke få øje på de demokratiske redskaber som gør det muligt for os, at påvirke dem? Men det kan sagtens være mig, der er blind for reguleringsmekanismerne?

Et par links:

Googles officielle blogindlæg om sagen: A new approach to China

Jeff Jarvis om: The rise of the interest state.

Digital Democracy om: Google changing course in China

Update kl. 15:34: Virkelig gode tanker om Kina vs Google i dette indlæg fra Poul Henning Kamp på Version2: Hvem hepper kineserne på?. En pointe at det kan blive endnu vildere, hvis Google fjerner kinesiske sider fra indekseringen? Men tør Google virkelig det? Og giver det mening?

Godt Nytår – eller rettere Godt Nyt Årti.

Til de der ikke er klar over det, så fylder min konsulentforretning, som hedder Socialsquare 5 år, 1. marts 2010 – og selvom jeg ikke er fri for at være stolt af butikken, glad for de dygtige kunder og de entusiastiske kolleger, så synes jeg også, at de sidste 5 år har været præget af rigtig meget definitionsarbejde og lidt for lidt visionær praksis.

Jeg accepterer naturligvis, at vi har haft brug for en periode, hvor vi har defineret et nyt felt, hvor vi har kæmpet om ordene og tilladt os at grine, når journalister stavede Twitter forkert. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg synes mange af mine bedste oplevelser på nettet i de forgangne år, har handlet om at vi sammen (ja dig – tak!) har defineret og diskuteret og har udviklet os!

I Socialsquare har vi i den grad haft modstand mod betegnelsen “sociale medier”, fordi vi i praksis har kunnet se, at når vi gør bloggen, Facebook og YouTube og alle de sociale sammenhænge, hvor vi mødes på nettet, til “medier”, så drejer vi automatisk blikket i den forkerte retning – vi kigger bagud.

Men i de næste 10 år bliver det anderledes. Jeg synes allerede 2009 bar præg af en større modenhed hos mange af de kunder vi fik henvendelser fra – måske på grund af Facebook – måske på grund af den alvor, som krisen gav anledning til i mange organisationer?

Og min vision er derfor, at 10′erne bliver det årti, hvor organisationer lukker internettet ind i virksomhedens processer – og bliver mere menneskelige, mere netværksbaserede, mere samarbejdsorienterede – og dermed sjovere arbejdspladser, mere innovative og i sidste ende forhåbentligt rigere.

10′erne bliver dermed også det årti, hvor organisationer indretter sig på, at vi rent faktisk har fået en ny organisationsform forærende med nettet – at vi som individer kan mødes, forme og udføre projekter, dele viden, lære hinanden at kende undervejs, definere og redefinere vores fællesskaber tæt eller overfladisk – og at vi kan se hinanden, finde hinanden og bruge hinanden på nye måder, når bare vi får lov, når bare forudsætningerne er til stede.

Jeg synes, de første 5 år som social business rådgiver har lært mig meget om, hvordan organisationer kan flytte sig i praksis. Fokus på processer (at redskaberne giver mening i en arbejdsproces), personer (at deltagerne synes det beriger dem at være med) og platforme (at redskaberne rent faktisk overhovedet kan komme til at fungere socialt) har vist sig at være væsentlig for succes – og det er et praktisk fundament for vores arbejde i Socialsquare, som jeg glæder mig til at arbejde videre udfra.

Jeg håber I vil blive ved med at dele såvel visioner som praktiske erfaringer med mig – både her på bloggen og på Facebook og Twitter og LinkedIn – og så selvfølgelig på alle de nye platforme, som kommer til os i det nye årti :-)

Blev lige opmærksom på (via @jesperdahl på Twitter), at der nu er faldet dom i en sag, hvor en politibetjent har skrevet “fucking perkere” på sin blog efter inddragelse af en fri-weekend.

Betjenten er blevet fyret for at have overtrådt paragraf 266 om nedværdigende og forhånende ord om mindretal og hun hævder til sit forsvar:

at hun ikke vidste, at alle i princippet havde mulighed for at læse hendes udfald. Hun troede, at kun de fem-­seks venner, som normalt læste hendes blog, ville kunne se indlægget.

(ifølge Lorry)

Noget tyder på, at hun forventer at bloggen fungerer ligesom Facebook? Altså at de venner som læser med, er de eneste der kan se hendes “status”?

Og jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god undskyldning, men uanset hvad, så understreger sagen her, at politiet bør gøre en indsats for at opdatere medarbejdernes forståelse for, hvordan internettet fungerer og hvad man skal være opmærksom på, når man bruger diverse sociale tjenester på nettet – både privat og i arbejdsmæssige sammenhænge.

Jeg har ikke fået blogget i lang tid – og det må I undskylde. Jeg har også IGEN glemt bloggens fødselsdag, men det er altså i disse dage 5 år siden jeg lagde hovedet på bloggen for første gang :-) Tillykke til mig og bloggen og især til alle jer som har læst med og kommenteret undervejs!

Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.

Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.

Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.

I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.

Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?