hovedetpaabloggen.dk

Det lyder måske som en joke, men nu sker det endelig – København får sit eget klagekor og du kan deltage på flere måder:

1. Send den klage du gerne vil have med i sangen til tijana@uturn-copenhagen.dk – jeg tror de vildeste klager har størst mulighed for at komme med i det endelige værk

2. Mød op på workshoppen for klagekoret d. 12. august (jeg ved godt det er kort varsel, men jeg opdagede det også først i dag) og syng med i koret – på den måde kommer du også med til åbningen af U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst 5. september, for der opfører klagekoret sit værk

Facebook-gruppen for koret er her

Og hvis du ikke lige ved, hvad et klagekor er, så kan du checke Helsinkis klagekor ud her:

Og der er selvfølgelig også mere på U-turns hjemmeside.

Det er blevet langt lettere at lave en video – og det er blevet lettere at lave et video-svar, hvis der er noget man ikke er enig i den oprindelige.

De fleste har nok allerede grinet af Paris Hiltons video-svar til McCain, men for de der ikke er med er begge videoer lige her:

McCains oprindelige kampagne-video mod Obama:

Og Paris Hiltons svar:

Men her til lands har vi skam også vores egen video-dialog i gang.

Sys Bjerre, der synger (meget melodiøst og med sjov tekst) om, hvordan hun har hævnet sig efter at at kæresten har forladt til hende til fordel for “Malene”:

…har fået et temmelig morsomt “videosvar” fra kæresten i form af Mattias Lysgaard, som på samme melodi giver igen:

Kreativt og morsomt – og det man kan lære er vel, at hvis man planlægger liiiige at lave en “sjov” video, så skal man være klar til at få svar på tiltale …

Brandjacking – hvad er nu det? Det er når dit firmanavn/brand/logo bliver taget som gidsel af mennesker som enten af venlighed eller af andre og mindre pæne årsager gerne vil tale om din virksomhed.

Og et frisk eksempel er ExxonMobil – som lige har oplevet, at en kvinde ved navn Janet har startet en officielt udseende Twitter konto i virksomhedens navn (Twitter er en mikroblogging tjeneste – det vil sige ultra-korte blogindlæg – evt. skrevet fra bloggerens mobiltelefon).

Problemet er bare, at ExxonMobil ikke havde nogen idé om, at de var på Twitter – eller skulle være der – og at de nu bruger en del tid på at lede efter denne Janet for at få hende til at overdrage domænet til dem – og som Shel Holtz skriver:

… any company should be acquiring the Twitter account names that are most likely to be construed as official accounts; the same is true, now, of Identi.ca account names and the names of Friendfeed rooms. Far too many organizations shrug off emerging social media channels like Twitter and Friendfeed…

For mig understreger sagen endnu engang, at man ude i virksomhedernes kommunikationsafdelinger skal have lyttebøfferne slået ud, der er nogen i virksomheden, som på daglig basis skal følge med på nettet – og man skal allerhelst samtidig sørge for at virksomheden har sin egen stemme, sin egen ægte tilstedeværelse på nettet, sådan at eventuelt misbrug af virksomhedens gode navn og rygte kan kommenteres og debatteres.

Og allerhelst skal virksomheden være tilstede på nettet i en form, der er ligeså hurtig og smidig som den form, der misbruges! Det giver ikke den store effekt for ExxonMobil at sende en pressemeddelelse ud om, at man altså IKKE er på Twitter.

Læs selv resten af Shel Holtz blogindlæg om ExxonMobil her.

Hvordan skal man bære sig ad med at overbevise sin arbejdsgiver om, at det giver mening at man blogger i arbejdstiden?

Løsningen er at indrømme overfor dig selv og (hvad vigtigere er) dine kollegaer, at du har et misbrugsproblem; at du er afhængig af bloggeri, og at du bliver irritabel og får hovedpine, når du ikke får dit fix. Ligesom med rygere, der ikke kan overleve uden en rygepause i ny og næ, så bliver du altså bare nødt til at blogge. Om nødvendigt, tilføj hvid løgn: Du er i hypnoterapeutisk behandling for det!

Rasmus Rasmussen fra Kammeret giver den kort sagt gas i dette indlæg om, hvordan man får det som man vil have det – når målet er at få lov at blogge i arbejdstiden :-) …

McKinsey har frigivet en ny rapport om anvendelsen af web 2.0 værktøjer (kræver registrering og login) i virksomheder – og resultatet er interessant af flere grunde.

Flere virksomheder (end sidste år) eksperimenterer og flere har taget hul på nye og andre redskaber end de gængse (der er andet i verden end weblogs :-).

Det er også interessant at der “kun” er 21% af virksomhederne, som er godt tilfredse med implementeringen af redskaberne.

McKinsey har valgt at se nærmere på forskellene på de virksomheder, der er tilfredse og de der ikke er:

… Among satisfied respondents, 26 percent report that Web 2.0 tools have changed interactions with customers and suppliers, while 33 percent say these technologies have created new roles or functions inside the organization. A third of the satisfied respondents even feel that Web tools are changing its structure…

Among respondents satisfied with their companies’ use of Web 2.0 tools, only 8 percent say that these technologies have not changed their organizations—compared with 46 percent of the dissatisfied respondents

For mig at se understøtter det den tilgang, vi har i Socialsquare – at redskaberne er interessante fordi de kan hjælpe organisationerne med at genopfinde sig selv – og med at skabe rum for forandringer helt ind i kernen af organisationerne.

De virksomheder og organisationer vi arbejder i i dag, er jo strukturer, som er bygget til industriens krav og vi lever altså i informations/videns-kulturen som stiller helt andre krav – og derfor er det potentialet i forandringen, som gør alle de her redskaber relevante og vigtige.

Og så kan jeg jo kun være enig i konklusionen:

Building Web 2.0 success. There are few differences in size, region, or even tool use between companies that are satisfied with their Web 2.0 experience and those that are not. This suggests that today’s seemingly insurmountable barriers could be overcome through the adoption of managerial methods that satisfied companies use.

Ledelsen skal se fidusen, vågne op og tage føring. Undersøgelsen viser nemlig også direkte, at de virksomheder, som har mindst succes er de virksomheder, hvor det hidtil er IT-afdelingen, der har drevet udviklingen (ingen fornærmelse – det viser efter min mening bare, at det er svært for IT at drive så store forandringsprocesser fremad uden ledelses-opbakning), hvorimod de der er mest tilfredse er dem, hvor det er forretningen, der efterspørger redskaberne.

Og undersøgelsen viser også, at stort set alle virksomheder (også dem der ikke har haft succes) planlægger flere investeringer i web 2.0 redskaber (så skal vi ikke bare aflyse diskussionen om, hvorvidt det er en god idé eller ej? – og i stedet bruge energien på at diskutere, hvordan pokker vi får de sociale redskaber til at fungere bedst muligt?)

I et land som Danmark hvor vi bryster os af, at vi er forandringsparate og klar til omstilling og fleksibilitet i lange baner bør det jo være selvklart, at vi også her kan komme endnu mere foran, ved at få erfaring med de sociale redskaber ud i kringelkrogene i virksomhederne?

Ih hvor jeg glæder mig til sommerferien er overstået så jeg kan komme ud og hjælpe nogle flere i gang! :-D

Mere hos McKinsey her

Har lige været på ferie i Tyskland – 6 dage i Berlin, 2 i Dresden og 2 i Dessau (=Bauhaus-land – mere om det senere)

Boede i den anledning på et par hoteller.

Og jeg fik i den anledning lyst til lige at fremhæve SAS Radisson i Dresden. Dels er hotellet dejligt (forsøg dog at undgå at bo ud til atrium-gården – det larmer!) og dels var der gratis wifi på værelserne – og lige præcis 0 problemer med at få det til at fungere.

Og det er godt set af dem. Gæsterne medbringer jo laptops, iPhones eller andre gadgets med wifi-behov – og når man skal slå op hvad tid toget kører – eller skal checke på tripadvisor, hvor man skal spise om aftenen, har man altså brug for noget net.

I Dessau boede vi så på det firestjernede hotel Fürst Leopold (Steigenberger Hotel), og her kostede wifi en mindre formue.

Og det synes jeg bare var møgirriterende. Internettet er altså noget man bare regner med er der? Og hvis hoteller opkrævede ekstra for vand og strøm ville vi jo også kigge lidt? (’Hvad? 36 kroner for strøm og 129 for vand til et karbad?’)

Men hvad er egentlig reglerne for at få tildelt stjerner? I min bog kan et hotel uden gratis wifi altså ikke få mere end 2 stjerner – og så er jeg altså ligeglad med om der er champagne i minibaren :-)

Socialsquare var på Reboot igen i år – desværre var jeg selv kun kortvarigt forbi, men det var vældig rart lige at mærke stemningen og hilse på en masse søde mennesker.

Og apropos sød, så var vi sponsorer i år – og det betød at vi stod ved et sponsorbord og havde fået bagt brand-kager med vores nye identitet i glasuren.

Det var også dejligt – især fordi vi fik fortalt en masse mennesker, at vi stadig lever, har det godt og vokser – nogen gange tror folk jo, at man er gået på pension, hvis de ikke har set én i et par uger :-)

Og vores nye identitet kræver nok en forklaring. Det er et torv set oppefra. De blå mennesker arbejder – de røde rekreerer sig. Og uden om torvet er der butikker, kontorer, skoler og helt almindelige boliger.

Men det kan man nok ikke helt se på billedet – så du må kigge forbi på kontoret (hvor den hænger i 2×2 meter), hvis du vil have en forklaring og selv lede efter ham manden, der har taget sin laptop med på toilettet eller de 2 der kysser i arbejdstiden. :-)

For ikke ret lang tid siden skrev jeg et indlæg om Post Danmarks blog til kunderne, der hurtigt blev et debatforum, hvor også medarbejdere tog ordet.

Nu oplever SAS det samme.

Det foregår bare ikke på deres egen blog – men hos Berlingske Business – der med Jens Christian Hansen har fået endnu en blogger i hus som kan få kommentarerne til at flyve gennem luften.

I skrivende stund er der 76 kommentarer til indlægget “Stop SAS dødskamp“.

Nogle af indlæggene er fra interesserede læsere, der giver den gas:

Claes, 3. juli 2008 kl. 22:01

Lad os få svesken på desken. Der er mange som er kloge på SAS’s vegne. Og mange som peger på overenskomsterne som det altoverskyggende problem for SAS i forhold til konkurrenter. Men hvad er det helt konkret det handler om? Lad os høre nogle reelle tal for de ansattes arbejdsvilkår. Kabinepersonalets- og de øvrige fagforeninger kunne jo selv offentliggøre dem, hvis de mener det hele er så synd for dem, at de vil være bedre stillet ved at bytte uniformen ud med en fra Parkeringsservice. Lad offentligheden få indblik i arbejdstid, hvad arbejdstiden omfatter, standbytid, løn, tillæg, ekstratillæg og ikke mindst skattefrie diæter. Så kan vi debatere på baggrund af fakta i stedet for ammestuehistorier.

Men en hel del af kommentarerne er også fra piloter og kabinepersonale i SAS som ikke overraskende er lidt trætte af at få at vide, at det hele er deres skyld:

Kristian H.
3. juli 2008 kl. 23:39

Jeg er pilot i SAS og skal ikke udtale mig om de øvrige personalegruppers overenskomster og arbejdsforhold – jeg ved ikke nok om dem.

Men jeg fornemmer, at debatten omkring de ansattes ufleksibilitet primært er rettet mod de flyvende.

Piloterne i SAS har de seneste par år fløjet i henhold til de myndighedsbestemte begrænsninger.
Det er ikke vores manglende fleksibilitet, der gør, at vi ikke flyver de famøse 900 timer – SAS’ trafikoplæg og rutestruktur er lagt i forhold til kundernes behov og det behov er primært morgen og aften. Ergo giver det en del spildtid midt på dagen – tid hvor vi er på arbejde, men ikke producerer flyvetimer.

Alene at fokusere på flyvetimer er heller ikke retvisende. Der er f.eks et større indtjeningspotentiale i at flytte 150 sæder 5 x 1 time end at flytte 150 sæder 2 x 4 timer. Begge eksempler giver nogenlunde samme arbejdstid, men førstnævnte giver 3 timer mindre flyvetid.

I denne debat bliver vores aftaler beskyldt for at være SAS’ største trussel. Kan en, eller gerne flere, fortælle mig, helt konkret, hvilke elementer, i vores overenskomst der truer SAS’ overlevelse? Og lad nu være med at sige manglende fleksibilitet -vores grænser er fastsat af myndighederne og vores muligheder er fastsat af SAS.

Og i øvrigt synes jeg SAS er et fantastisk selskab, som jeg er stolt over at være en del af.

Jeg synes debatten her tydeligt demonstrerer, hvordan virksomheder bliver mere åbne og gennemsigtige, fordi vi har fået redskaber, der giver plads til flere informationer fra mange kilder.

Og det betyder i den forbindelse ikke ret meget om virksomhederne selv snakker med eller ej – for hvis ingen fra ledelsen eller kommunikationsafdelingen lige er på pletten, så er der da andre medarbejdere, der er klar med meninger og udtalelser.

Det er muligt det lyder som PR-afdelingens mareridt, men jeg synes, debatter som den der foregår på Jens Christian Hansens blog giver SAS et skær af noget menneskeligt og at langt de fleste af de ansatte er så tilpas faglige og saglige i deres argumenter, at det bare styrker SAS?

Også journalisten er efter min mening en klar vinder her – for der er da ikke meget tvivl om, at artiklen er blevet langt bedre nu – end inden læserne gav sig til at tilføje meninger og facts og forslag og synsvinkler?

Jeg synes, det er irriterende, at jeg ikke får blogget noget mere.

Og det er altså ikke, fordi jeg ikke oplever noget, der er værd at blogge om – det er, fordi jeg har travlt hele tiden. Det vælter nemlig ind med opgaver til Socialsquare, så jeg får lov at tale en masse om genopfindelse af processer og produkter og brugen af sociale medier i organisationer og jeg deltager i en masse heldagsworkshops og i endnu flere møder.

Og når jeg så ikke drøner rundt, så sker der simpelthen så meget nyt i Socialsquare, at jeg til tider har svært ved at holde balancen :-)

Vi er nu 7 (SYV!) mennesker der møder op på kontoret til hverdag. (Foruden undertegnede er det selvfølgelig Thomas Madsen-Mygddal som har været der hele tiden :-) og Magnus Christensson som også har været med i en evighed, Natasha Friis-Saxberg som startede som direktør 1. april, og Andreas Lloyd, der er antropolog, Martin Sønderlev Christensen som vi er superglade for at have fået ombord som konsulent og partner – og så Andreas Johannsen, som næsten lige er flyttet ind i vores kontor og som vi på sigt håber også bliver partner).

Af samme grund forsøger vi i Socialsquare at få tid til at holde interne arbejdsmøder og få talt om de udfordringer, det er at bygge en virksomhed og skabe interne processer, der er gode – og samtidig sikre, at alle deler relevant viden og informationer, mens virksomheden vokser og vi drøner rundt for at sikre, at alle kunderne får god service.

Det er selvfølgelig skønt, at vi er blevet flere og jeg er helt vild med den dynamik og viden, der aggregeres fra alle de nye hjerner – og jeg er også vild med, at der sker en hel masse, som jeg ikke nødvendigvis selv er involveret i.

Men jeg må også erkende, at det nogle gange er svært for mig både at være god konsulent, god kollega, god til at planlægge, god veninde og god hustru og så samtidig være en god blogger.

Og nogle gange har jeg det sådan, at det jo er superlet at fortælle andre, hvordan de skal “lukke processer op og dele information på blogs og i wikis, fordi åbenhed typisk belønnes med generøsitet fra læserne og mere information og bedre processer og blablabla…”, men det klinger bare lidt hult, når jeg ikke selv gør, som vi siger. Simpelthen fordi det føles som om, det tager for meget tid…

Så mit efter-sommerferien-forsæt er klar – jeg vil blogge noget mere og forsøge også at blogge mere om arbejdsprocesserne og opgaverne, i de projekter, hvor det kan lade sig gøre!