Jeg er sikker på, at Facebook her og nu har stor værdi og at deres IPO bliver en kæmpesucces. Men det interessante er efter min mening, om de kan holde os fanget på længere sigt og få os til fortsat at bruge 20 min. eller mere om dagen? Vil vi blive ved med at dele store mængder af digitale data hos Facebook?

Facebook har mit netværk – men får Facebook også mine ting?
På plussiden tæller det, at Facebook har hele vores sociale netværk organiseret. Med 910 millioner brugere og alle dine gamle skolekammerater og kolleger samlet et sted har de selvfølgelig et forspring. Det er også en fordel, at Facebook har lært os meget af det vi ved om at være sociale på nettet, de har lært os mekanismerne i at dele og vi er trygge ved at kommentere og vise at vi “synes godt om” noget, fordi universet er velfungerende.

Alligevel er jeg ikke sikker. “Tingenes internet” – altså det her med, at lige om lidt er der data i ALT og dermed god mulighed for, at vi IKKE aktivt skal opdatere, men i stedet automatisk deler data fra vores dimser/ telefoner/laptops/indkøbskurve med vores omgivelser vil formodentlig give os nogle overvejelser i forhold til platforme.

Hvis jeg ikke behøver checke ind hos hverken Facebook eller Foursquare for vise verden, hvor jeg befinder mig geografisk, fordi min telefon kan vise det, så håber jeg at den er sat op, så det kun er dem der altid skal vide, hvor jeg er, som automatisk ved det? Det kan være min arbejdsgiver skal følge min rute, det firma jeg har leaset en bil hos skal måle mit kilometerantal, vuggestuen skal vide hvem af os der er tættest på i tilfælde af sygdom, renseriet skal vide at jeg kører forbi kl. 16:19 og måske er der 15 andre udvalgte som skal have adgang til data.

På Facebook deler vi udvalgte data, med alle vi kender
Jeg ved godt at Facebook også taler om “frictionless sharing” og netop gerne vil have os til at dele mere uden at tænke først. Da musiktjenesten Spotify blev lanceret i DK delte vi pluselig allesammen vores musiksmag med alle vennerne – indtil vi fandt det sted, hvor man kunne slå det fra – for nøj, hvor var det overflødigt.

Jeg ønsker ganske enkelt ikke at dele alt uden at tænke først. Det jeg deler viser, hvem jeg er – og når jeg aktivt udvælger det jeg deler, så kuraterer jeg mit liv, som om det var en udstilling. Er det så en falsk personlighed, jeg viser frem? Ja, hvis det ægte er at vise ALT, men lad os se i øjnene at det kun er i meget få digitale sociale relationer, der kan bære, at vi viser hinanden alt. Så for mig at se er kuratering ikke falsk, men reflekterer bare at delingen foregår i et åbent rum.

Facebook vil gerne have os til at føle at rummet er intimt og privat (og for mennesker med få, nære venner på Facebook kan det sikkert godt fungere), men for mig er det endnu mere falsk. Nettet er ikke privat og intimt, nettet er offentligheden – og ligesom jeg ikke går til møde i pyjamas eller til fest uden læbestift, så går jeg heller ikke på nettet uden lige at være digitalt friseret.

Via tingenes internet kan vi dele alt, men forhåbentlig kun med udvalgte?
Facebook har foreløbig valgt ikke at give os gode, enkle muligheder for at sortere, hvad vi deler med hvem. Jeg opfatter ganske enkelt ikke Facebok som en tjeneste, hvor de synes, det er vigtigt at deling foregår med særligt udvalgte, snarere tværtimod – og det tror jeg kan komme dem til skade. For når “tingenes internet” for alvor bryder løs vil en masse af debatten handle om, hvordan data kan misbruges, hvordan den nye automatiske strøm af informationer både vil gøre en masse ting lettere, men samtidig vil give os udfordringer blandt andet i forhold til nye spændende former for kriminalitet. Og så bliver sikkerheden og garantien for at mine data kun deles med de rigtige vigtig.

Jeg har for nylig i en anden sammenhæng kigget på en applikation, der hedder “Pair” og jeg griner lidt af den, fordi det er et socialt netværk for 2 personer – typisk kærester og især udviklet til lang-distance-ægteskaber. Men ideen er egentlig sympatisk. Der ER jo ting, man kun behøver dele med sin partner – og da denne applikation kun kører via telefonen skaber den klart fornemmelsen af et mere afgrænset privat rum – og det er faktisk rart ikke at have fornemmelsen af at ens søde kærlighedserklæringer pludselig havner i et newsfeed omgærdet af sure debatartikler af Ole Birk Olesen, der skælder ud over et eller andet med kvinder på den ene side og Pia Olsen Dyhr, der forsøger at få gennemreguleret internettet på den anden.

Mit bud er altså at Facebook består, men at applikationer/platforme der kan hjælpe os med at visualisere og bruge og dele data fra tingenes internet kan blive stærke konkurrenter. Hvad tror du? Bliver tingenes internet koblet til Facebook? Hvad tror du Facebook er rigtigt gode til om 5 år? Køber du aktier når de går på børsen?

Begrundelserne har været lidt forskellige, fra “Sådan har vi gjort siden internettet kom frem” til “Det er trænerens beslutning” til “Der bliver masser af interaktive platforme – det bliver bare sponsorerne og nogle spillerne får løn for”.

På DBUs eget website er der ikke meget at komme efter, hvis man vil researche årsagen til forbuddet – faktisk kunne jeg ikke engang finde en pressemeddelelse? (Og jeg indrømmer, at jeg ikke har været ude i alle afkroge af sitet, men jeg kunne hverken finde nyheden på forsiden eller under Landsholdet?)

På de sociale medier og i aviserne har sagen været heftigt debatteret – og ikke overraskende er der både forståelse (lad nu spillerne spille fodbold istedet for det pjat) og sammenligninger med Nordkorea.

Overordnet er det min erfaring at organisationer ofte laver skrappe regler for sociale medier, fordi de er usikre og mangler viden. Man frygter et kontroltab og at medarbejderne (her spillerne) skal kvaje sig og komme i problemer – eller skaffe virksomheden sager på halsen. Men de fleste ved godt, at løsningen, når medarbejderne udsættes for nye udfordringer, meget sjældent er forbud. Som regel får virksomheden mere ud af at beslutte, hvordan man kommer bedst rundt om udfordringerne strategisk og derefter lære medarbejderne at håndtere problemerne ved at udvikle deres kompetencer.

For masser af sportsfolk er det jo nye tider, at fans forventer en mere direkte linie, så hvorfor ikke bare lære spillerne om de regler, der gælder på sociale platforme og se om det ikke i virkeligheden kunne styrke både spillerne og DBU?

Så vidt jeg kan se har masser af fodboldspillere og udenlandske klubber mange engagerede fans på både Facebook og Twitter (24 mio synes godt om Manchester United på Facebook – og når de laver et opslag er der ofte flere tusinde kommentarer og mere end 30.000 der “synes godt om”).

Mon ikke DBU skulle bruge nogle kræfter på at få de her kanaler til at fungere? Det er da påfaldende, at når jeg søger efter Landsholdet på Facebook, så kommer der en side op med +23.000 fans og et stort behov for at få fortalt, at siden ikke er en officiel DBU side (jeg har fremhævet det i billedet herunder):

(Full disclaimer – jeg har, mens jeg var i SocialSquare været med til at tænke Social Media tanker sammen med DBU – dog ikke med fokus på Landsholdet!)

UPDATE kl. 15:32: Forældre træffer også valg for deres børn! :-) og så selvfølgelig den rigtige årsag fra Helt Normalt

Første case er Lægeforeningen, for jeg har lige læst en PDF-folder fra dem med titlen “Sociale Medier – en guide for læger“.

Dette er indledningen:

“Sociale medier tilbyder en række nye muligheder for kommunikation. Men deres hurtighed, lette tilgængelighed og ofte mere personlige karakter betyder, at brugen af dem også potentielt kan have uønskede konsekvenser.
Lægers arbejde er baseret på tillid. Mellem læge, patient og pårørende. Dertil kommer, at der på enhver arbejdsplads er rammer – udtalte og uudtalte – for, hvordan medarbejderne bør opføre sig. Læger kan som alle andre risikere, at ytringer på sociale medier om deres arbejdsplads, chefer, kolleger, arbejdsvilkår kan få negative konsekvenser.”

Så er tonen slået an. Tillid er IKKE noget der forøges med brug af sociale medier – tværtimod kan anvendelsen få uønskede og negative konsekvenser.

Faktisk er introduktionens første sætning om “en række nye muligheder” det tætteste disse guidelines kommer på at mene, at sociale medier har et potentiale. Resten er mere advarsler i stil med denne:

“• Billeder
Private billeder f.eks. fra en fest eller en strandtur er populære at dele, men de kan også betyde, at din chef eller dine patienter får et indblik i dit privatliv, som du gerne ville undgå.”

Og længere nede i teksten:

“HUSK, AT BORDET FANGER
Når et billede, en tekst eller en samling af informationer først har ligget på internettet, så vil det altid ligge der. Også efter, du har slettet din kommentar, dit billede eller din profi l igen.
Dertil er det væsentligt at holde dig for øje, at selvom du kun har delt en kommentar eller et billede med dine venner, så kan alle finde det, hvis de gerne vil. Også fremtidige arbejdsgivere, samarbejdspartnere og kolleger, som du ikke kender i dag.
Dertil er det relevant at notere sig, at virksomheden Facebook ejer det, brugerne lægger ud på siden. Det betyder, at de for eksempel kan bruge det til at promovere sig selv.”

Jeg kan derimod ikke finde et afsnit, hvor Lægeforeningen forklarer lægerne, hvordan de ved selv at være aktive kan opbygge tillid og sikre, at de selv er med til at tegne billedet af faget/behandlingen/arbejdet? Og på trods af alle bekymringerne kan jeg heller ikke finde det afsnit, hvor man fortæller lægerne, hvor de skal henvende sig eller hvilke muligheder der faktisk er, hvis de finder indlæg på nettet, som de er kede af?

Udfordringer forsvinder ikke, fordi læger lærer at stikke hovedet i busken
Jeg er helt med på at læger (og andre i sundhedsfag) udfordres af, at internettet er blevet et sted, hvor man møder patienter, som gerne spørger hinanden og som sikkert også gerne ville spørge lægen til råds og som søger efter viden og information – sikkert også om deres nye læge. Alle autoriteter udfordres, når vi kan tale åbent sammen på nettet og når der gælder nye regler for, hvem der får taletid og hvem vi stoler på.

Men jeg synes Lægeforeningen gør lægerne en bjørnetjeneste ved at jage dem en skræk i livet og påstå, at hvis man bare ignorerer sociale medier hårdt, undlader at dele noget eller stikker hovedet i busken, så forsvinder udfordringerne?

Tværtimod ender vi efter min mening i endnu større grad med debatfora og blogs på nettet, som er blottet for sundhedsfaglige input, fordi læger (og andre sundhedsfagligt stærke personligheder) med viden og indsigt vælger deltagelsen fra (for en sikkerheds skyld) i stedet for at være der, hjælpe og informere ved at dele og deltage.

Hvor er beskrivelsen af mulighederne?
Jeg mangler afsnit i denne “guide”, hvor lægerne får at vide, hvordan patientfora (med eller uden læger) fungerer og hvordan læger kan lære noget nyt af at bruge sociale medier til videndeling, til at bygge netværk, til at lytte til patienter i fora og måske få (endnu) større forståelse for, hvad det er patienterne søger efter (og hvad det egentlig er, de finder på nettet når de googler lægens navn?).

Hvor er kompetenceopbygningen?
Jeg savner også beskrivelsen af, at sociale medier og nettets udvikling naturligvis er et område, som Lægeforeningen arbejder på at sikre at læger uddannes i, får noget godt ud af, er på forkant med og lærer at bevæge sig sikkert rundt i, til gavn for lægerne, for sundhedsvæsnet og ikke mindst for patienterne?

Andre tilgange
I USA – hvor alt jo er anderledes – har nogle læger fundet ud af at bruge sociale medier til kommunikation med patienterne og mere end 1300 læger er tilmeldt Twitter Doctors:

Herhjemme har en gruppe læger startet en blog: “Læger uden filter” som ikke er en debat mellem læger og patienter om sygdomme og behandling, men som tager emner op der interesserer lægerne som blogger – og det er jo også en måde at bruge sociale medier på?

Jeg mener bestemt ikke, at kombinationen af læger, patienter og sociale medier er uproblematisk, men jeg ser masser af muligheder i bedre kommunikation og derfor mener jeg også der er behov for tilgange der udover advarsler ansporer til, at folk med viden i alle fag får lært at bruge fremtidens redskaber – og det savner jeg i Lægeforeningens guide.

“About Coursera
We are a social entrepeneurship company that partners with the top universities in the world to offer courses online for anyone to take, for free. We envision a future where the top universities are educating not only thousands of students, but millions. Our technology enables the best professors to teach tens or hundreds of thousands of students.

Through this, we hope to give everyone access to the world-class education that has so far been available only to a select few. We want to empower people with education that will improve their lives, the lives of their families, and the communities they live in.”

Du kan følge en lang række forskellige kurser. Jeg synes jo det ser spændende ud med kurser i “Networked Life” og “Gamification“, men se selv hele listen og meld dig til de kurser du har mod på og lyst til.

Det er da sådan en historie, som er god at starte ugen med?

Oer er skam også oprettet en mulighed for at sørge for at Caine kan komme i skole og måske bygge nogle rigtige maskiner senere i livet – du kan støtte sagen her: http://cainesarcade.com/

Patienter skal have adgang til hospitalet digitalt, til læger og fagpersonale når de har brug for det, men de skal så vidt muligt undgå indlæggelser. Blandt andet fordi det jo er farligt at blive indlagt, man får alle mulige sygdomme på sådan nogle hospitaler, men selvfølgelig også fordi det er dyrt at indlægge mennesker, som rent faktisk ikke får det meget bedre af at være på hospitalet og fordi det er hårdt for mange syge mennesker, at skulle transportere sig frem og tilbage til et sygehus.

Initiativtageren i projektet hedder Klaus Phanareth og der er mere om projektet (også videoer der viser eksempler) på “Det virtuelle hospital“. Her kan man læse om en 72-årig KOL patient som har været med i et forsøgsprojekt og som glæder sig over de digitale muligheder. Han har fået måleinstrumenter installeret hjemme, som han selv kan betjene og derudover god digital adgang til fagpersonale, når der er problemer – og kombinationen gør ham mere tryg.

Da jeg var i London for et par uger siden var jeg med til møde om Quantified Self og Self Hacking. Her mødes mennesker, der bruger apps og gadgets til at måle alt fra luftforurening, over kalorier, antal kilometer de går, lys-påvirkning mm. Mange af målingerne foregår bare med telefonen, mens andre kræver særlige gadgets (et ur der kan måle hvor meget lys man udsættes for og hjælpe med håndtering af søvnbesvær og jetlag for eksempel).

Jeg er sikker på, at de kommende år bliver super-interessante når det gælder dataopsamling – også for læger som er interesserede i at forsøge at udlede mønstre i de enorme data-mængder, der kan blive tilgængelige og jeg synes, det var interessant at læse om et dansk projekt, der forsøger at være på forkant og teste muligheder digitalt.

Det digitale hospital kan måske også på sigt kobles til det sociale (i en af filmene får en pårørende en sms om at hans mors tilstand er forværret i de digitale målinger) og jeg kan sagtens forestille mig, at der indbygget i fremtidens digitale hospital er et tilbud om kontakt til andre med samme diagnose/lidelse. I mange sygdomme findes der jo forskellige coping-strategier, måder at “hacke” sin sygdom eller tilstand på – og mon ikke den del af behandlingen digitalt, også kunne styrke nogle af patienterne?

Relaterede links
De sociale fælleskaber findes allerede som patientslikeme.com eller herhjemme for forskellige patient-grupper blandt andet under Kræftens Bekæmpelse, der har cancerforum.dk.

Google har lanceret Google Flu der analysere på udbredelsen af influenza-epidemier baseret på, hvor ofte der søges på ordene i Google :-)

Når jeg alligevel gerne vil knytte et par ord til Twitter og advokere for, at du lige checker det ud igen, hvis du ikke allerede er grebet af de 140 karakterer, er det fordi jeg mener, Twitter kan noget andet og mere og mere interessant end Facebook.

Hovedforskellen er som jeg ser det, at relationerne på Twitter ikke behøver være gensidige. Det er derfor lettere, at lære nye mennesker at kende. Man kan udvælge “helte” eller “humane filtre” som man kan følge, læse over skulderen, suge input og links fra – uden at der en forventning om, at man skal trykke “synes godt om” eller skrive begavede kommentarer.

Mange er ikke klar over at Facebook er et elendigt luremedie. Man kan jo let blive fan af Villy Søvndal eller Lady Gagas sider på Facebook, hvor man ikke skal kende dem personligt og godkendes som deres venner. Men fansider er bare sådan indrettet, at hvis man ikke trykker “Synes godt om” eller kommenterer eller er engageret ved at dele nogle af opslagene videre, så holder Facebook op med at vise alle Villys taler eller Lady Gagas koncertdatoer. Årsagen er at Facebooks hovedinteresse er at skabe dit sociale netværk og Facebook går udfra at det du ønsker at være social om er det du aktivt tilvælger og snakker om. Man kan lidt hårdt sige at den stille reflektion, det at lytte uden selv at tale, ikke er særlig værdsat i Facebooks algoritme.

Twitter derimod er et super luremedie. Man kan følge alle mulige og man kan sågar læse med på de samtaler, de har med andre helte – og man behøver principielt aldrig selv at give sig til kende, hvis man ikke har noget at sige. Der er ingen forventninger om, at man skal “synes godt om”, men hvis man alligevel synes godt om, så kan man favorisere et tweet (dvs en status) eller hvis man synes noget er virkelig godt og at flere skal vide det, så kan man re-tweete (RT)- det vil sige “gen-udsende” til sine egne følgere.

Jeg er utrolig glad for mit netværk på Twitter. Jeg lærer konstant nye mennesker at kende og mange flere af de links jeg får er fra periferien af mit netværk (det man teoretisk ville kalde “weak ties”) hvilket betyder at jeg hører mange ting “første gang” på Twitter. På facebook (hvor jeg jo også stortrives – det er ikke nær det) snakker jeg primært med mennesker jeg kender igen. Det er for grænseoverskridende at følge fremmede der deler billeder og ferieminder og knuste hjerter, så jeg er tilbøjelig til at lukke af for flere som jeg bliver venner med hurtigere. Det er en fordel på Twitter at jeg ikke skal følge nye followers til gengæld, men jeg gør det ofte – og fodi de kun har 140 karakterer får jeg ikke alverdens private/ personlige informationer, men istedet deres gode inks eller gode, korte kommentarer på aktuelle sager.

Prøv det – jeg er @trinemaria og jeg vil helt sikkert gerne tweete med endnu flere nye spændende mennesker de næste 5 år.

Hvis du vil vide en masse mere om Twitter – så er overskrift.dk’s blog et godt sted at starte – de følger udviklingen tæt.

Og hvis du har tips eller tricks eller erfaringer du vil dele om Twitter så fyr gerne løs her.

Nu har Pew Internet (som laver studier af, hvad amerikanerne foretager sig online) lavet en analyse af e-bogs-læsere og det er artige resultater, de deler:

“Those who have taken the plunge into reading e-books stand out in almost every way from other kinds of readers. Foremost, they are relatively avid readers of books in all formats: 88% of those who read e-books in the past 12 months also read printed books.2 Compared with other book readers, they read more books. They read more frequently for a host of reasons: for pleasure, for research, for current events, and for work or school. They are also more likely than others to have bought their most recent book, rather than borrowed it, and they are more likely than others to say they prefer to purchase books in general, often starting their search online.”

Derfor skal de danske forlæggere og bog-elskere da bare se at komme ud af hullerne. Hvis jeg ikke kan få bogen (og dette rammer hos mig især romanerne) nu og leveret til min nye fantastiske gadget, så er der andre bøger (og jeg er da komplet ligeglad med om jeg skal læse på engelsk eller dansk!) og så vinder de udenlandske jo hver gang.

Resten af Pew Internets studie er her: The Rise of e-reading

Og ja ja – jeg er med på at der findes hacks så man kan konvertere bøger til Kindle format (se fx. her, hvis du vil prøve), men jeg vil ikke have en eller anden kludret, besværlig oplevelse. Jeg vil have det min Kindle er designet til – gnidningsfri adgang til tusindvis af titler (faktisk er det eneste problem jeg kan se, at det bliver dyrt i længden -og så altså at jeg foreløbig er afskåret fra at støtte danske forlag/ danske forfattere!) :-)

Der var især en scene, der rørte mig – og jeg er ganske enkelt ikke klar over, om det er noget hun faktisk HAR sagt eller om det bare er i manuskriptet til filmen. Under alle omstændigheder synes jeg det var stærkt, poetisk – og jeg bilder mig ind også karakteristisk for hende.

Hun er modvilligt gået til læge – og han vil vide, hvordan hun føler. Hun frabeder sig alt det føleri. “Spørg mig hellere, hvad jeg tænker” svarer hun. Og lægen spørger “hvad tænker du?” – og så kan du jo bare lige selv se her, hvad hun svarer, for lige præcis den scene er heldigvis på YouTube:

“Watch your thoughts, for they become words.
Watch your words, for they become actions.
Watch your actions, for they become…habits.
Watch your habits, for they become your character.
And watch your character, for it becomes your destiny!
What we think we become. My father always said that, and I think I am fine.”

På dansk

Vær opmærksom på, hvad du tænker, for tanker bliver til ord
Vær opmærksom på dine ord, for ord bliver til handlinger
Vær opmærksom på dine handlinger for de bliver til vaner
Vær opmærksom på dine vaner, for de bliver din karakter
Og vær opmærksom på din karakter, for den bliver din skæbne!
Det vi tænker bliver vi til!

Tankevækkende – også fordi filmen viser, at hun faktisk begår en slags karaktermord på sig selv ved overhovedet ikke at lytte til andre – ikke til sine kolleger og ikke til sine vælgere – ikke engang til sin familie…

Og det bringer mig så til et interessant link fra McKinsey Quarterly, som har en artikel med titlen “The executive’s guide to better listening” (kræver formodentlig registrering, som er gratis), som handler om, at det er livsfarligt for ledere ikke at lytte. For at være en god lytter skal man kunne 3 ting:

1. Vise respekt for andres synspunkter

For mig handler det om, ikke at skyde dem man taler med motiver i skoene. Prøv at forstå, hvad de siger, prøv at lytte med på deres idé. Mange mennesker lytter overhovedet ikke, men venter bare på selv at få lov at tale igen. Prøv at droppe den tilgang. Man kan jo altid vende tilbage til sin egen tankerække, når man er færdig med at lytte.

2. Holde mund

Det er sørme svært, når man har så meget på hjerte. Jeg kender det selv :-) Omvendt har jeg som underviser efterhånden lært, at kun hvis man tier stille længe nok får dem man taler med tid til at tænke og at svare og kun når man selv er stille kan man mærke hvad der foregår. Jeg tror faktisk det også er MTs problem i filmen – at hun taler for meget og for skarpt til at kunne mærke de andre

3. Være modig og stille åbne spørgsmål

Masser af mennesker – i følge McKinsey især ledere og i følge mig også alle mulige andre :-) – har en tendens til ikke at ville spørge ind til noget. Det er fordi spørgsmål viser, at der er noget man ikke ved – og det er jo ikke så rart, hvis man skal forestille at være chefen/eksperten eller den smarteste hipster.

Jeg oplever det ofte selv – mennesker der ikke tør spørge, hvordan Facebook fungerer eller hvad der egentlig foregår i de der sociale netværk, men som i stedet snakker løs fra deres eget perspektiv – selv om jeg formoder, jeg er inviteret for at afklare et eller andet… Omvendt kunne jeg ganske givet også selv blive bedre til at spørge åbent og uforbeholdent i stedet for at gå ud fra …

Spørg løs. Og lyt mere. Det er vist et godt tema for marts.

Så vil jeg klart anbefale dig at følge bloggen USA Nu, som skrives af Morten Bay og min gode Facebook-veninde Annegrethe Rasmussen, som begge bor og arbejder i USA og som begge har stor erfaring med analyser af tendenser og politik.

Vidste du for eksempel at Obama for første gang i lang tid fører over Mitt Romney i en meningsmåling…

Eller at Donald Trump nu anbefaler Mitt Romney

Jeg selv kan godt få primærvalgs-forstoppelse, men jeg kan alligevel ikke lade være med lige at checke, hvordan det står til – sikkert fordi USA inde i mit hovede (uanset at Kina nu har fået sin egen sektion i Economist) er verdens førende land og fordi jeg stadig bilder mig ind, at det får betydning for verdens-udviklingen, hvem der vinder næste præsident-valg i USA :-)

God læselyst – bloggen er lige her, men pas på, hvis du har en tendens til så liiiige at skulle have alle detaljer med – for dem er der nok af!