Tjenesterne er nok primært opstået, fordi der er krise – så flere har brug for at tjene lidt ekstra penge ved at leje deres kamera eller deres robot ud. Men tjenesterne hjælper også den trend på vej, som handler om ikke at forbruge hensynsløst – det er jo lidt fjollet at alle på vejen skal eje en boremaskine, når fakta er, at de fleste af os bruger den 2 gange om året?

Udfordringen er dog, at hvis man låner sin robotstøvsuger ud for 50 kroner, så vil man gerne være sikker på at se den igen – og her er der både services som har indbygget forsikring og services som sikrer, at du kun låner ting ud til venner og venners venner på Facebook.

Tjenesterne ser foreløbig ud til at være ret lokale – det er jo stadig lidt upraktisk at sende en skovl fra den ene ende af landet til den anden

Her er det et screenshot fra Snap-goods:

og her er det tjenesten Zilok:

Der er mange, der snakker om “tingenes internet” (og det henviser til, at flere af vores objekter vil få en tilstedeværelse på nettet og at vi vil kunne få informationer og interagere med vores ting via nettet), men foreløbig er der altså også nogen, der bare bruger internettet til at dele deres ting.

NYT har en længere historie om fænomenet og det var Pernille Tranberg (@PernilleT), som gjorde mig opmærksom på historien. Sidste episode af magasinet Wired dækker også tjenesterne i artiklen “Other Peoples Property”, som ikke er online i skrivende stund.

Hvad tror du, om det her fænomen? Findes det herhjemme? Og har du ting, du har lyst til at dele med venner og venners venner over nettet?

Siden da er jeg faldet over intet mindre end 2 matematik-projekter som handler om fascination og især bedre formidling af matematik.

Det er tilsyneladende gået op for nogle af matematikerne, at det ikke er os allesammen der instinktivt forstår matematik – og at det ikke er os allesammen, der har haft en lærer som kunne åbne feltet op for os.

Khan Academy er et online universitet skabt af en enkelt mand som bruger video til at forklare ALT. Han har foreløbig lavet mere end 1600 videoer og hans site er at dømme efter mængden af YouTube visninger, det mest brugte lære-sted på nettet.

Khan holder sig så ikke kun til matematik, han kører også både fysik og finansiering indover – men det er et fascinerende sted – check det ud.

Og så er der Punk Mathematics – hvor en ung og sprælsk matematiker forsøger at skaffe midler til at skrive en anderledes bog om matematik – en der ikke er kedelig – og en der ligesom punk-musikken stiller spørgsmåltegn ved alt.

Se hans video og hans indsamling hos kickstarter.com lige her.

Jeg synes, det er spændende, at folk der forstår noget så indviklet som matematik, forsøger at bruge nettet som redskab til at udbrede deres begejstring.

Og det rejser også spørgsmålet om, om der egentlig skal være en matematiklærer på alle skoler i fremtiden, hvis ham, der faktisk kan lære fra sig, kan gøre det med video til alle elever?

Typisk går matematikere nemlig ind i deres arbejdsværelse og knokler løs i majestætisk isolation – og kommer så ud 3-4 år senere med et genialt bevis. Derefter starter så en længere peer-review proces, hvor andre matematikere efterprøver beviset – og meget ofte viser, at det alligevel ikke hænger sammen. Begge ender af arbejdsprocessen kan tage år – og det er med til at give matematikken et ry for at være langsommelig.

Men i Weekendavisen i denne uge kunne man læse, at der er sket noget ude på nettet… Som Classy skriver:

“I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds.”

Kort sagt lægges beviser ud på en blog – og derefter kan alle – både de store genier og de skabsmatematikere, som bare synes det er lidt ligesom med uendelig Sudoku at løse matematikkens store gåder – være med.

Og det vilde er at ifølge Weekendavisen fra i fredags, så virker det. For der er mere end 1000, der har kommenteret på et matematisk bevis – både nogle som er kendte og som allerede har bevist deres evner – og nogle som er amatører, men som også ved nok til at kunne bidrage – og det betyder at review-processen (diskussionen om hvorvidt geniets udlægning holder) går langt stærkere end normalt.

Classy har endnu en væsentlig pointe – nemlig at det her ikke betyder, at sociale medier løser problemer – for det gør de ikke – det er stadig slidsomme folk med stærk matematisk sans der er brug for! De der deltager kan måske bare dele opgaverne op i mindre bidder og hver især bedrage der, hvor de er stærke. Det er således ikke selve arbejdet, der ændres – det er bare arbejds-processen! Men ligesom da Ford indførte samlebåndet og opfandt en arbejdsform, der fik stor betydning for vores evner til at producere effektivt – så kan det jo også vise sig at være stærke sager!

Tak til Claus Dahl og til Weekendavisen – det er en rigtig god case!

Det betyder også, at jeg stopper som konsulent og partner i Socialsquare. Det har krævet en del overvejelse at træffe beslutningen, men jeg vil gerne tilbage til min kommunikationsfaglighed, til mere PR og til min egen faglige fordybelse i nettets udvikling og påvirkning af vores arbejdsgange, tankegange og adfærdsmønstre.

Jeg vil meget gerne holde flere foredrag, undervise og skrive mere (forhåbentlig også blogge mere til gavn for jer der læser med her på bloggen) – og så vil jeg satse mere på projekter, som har kommunikation og PR som omdrejningspunkt – hvem ved, måske bliver jeg sågar ansat på deltid et sted i en periode? :-)

De 5 år i Socialsquare har lært mig meget om at bygge forretning. Både at det er sjovt og lærerigt, men også at det kan være hårdt både at skulle være fagligt på tæerne – og at skulle opbygge en ny arbejdsplads på et nyt felt.

Jeg synes det har været spændende at arbejde med kunder fra nogle af Danmarks bedste virksomheder – og jeg er taknemmelig for de erfaringer jeg har fået med at arbejde med det sociale internet sammen med kommunikatører i blandt andet Arla Foods, Novo Nordisk, DBU, Københavns Universitet, Skanderborg Kommune, DSB, SEB, Telmore osv.

Jeg har også haft ultradygtige kolleger undervejs, fået god sparring og lavet masser af sjov og ballade online og off-line og jeg har sidst, men ikke mindst haft gode partnerskaber med både Thomas Madsen-Mygdal (som jeg ønsker alt det bedste med fortsat at forme Socialsquare) og Andreas Johannsen (som jeg er sikker på, at Klean bliver glade for). Socialsquare er efter min mening stadig en rigtig god idé – og jeg ønsker Martin Sønderlev og Magnus Christensson som indtræder i ejerkredsen – og resten af banden – alt det bedste fremover.

Min kalender er åben for kaffeaftaler og frokoster, så hold dig ikke tilbage, hvis du har projekter, ideer eller forslag til hvad jeg burde lave – giv mig et ring på 27291704 – eller send mig en mail på trinemaria@gmail.com – og følg også gerne med i mine nye gerninger på trinemaria.dk eller på twitter, hvor jeg jo er @trinemaria.

1. Fortæl hvem I er
Medarbejdere der blander sig, skal være ærlige. De skal fortælle hvilken virksomhed de kommer fra – og de skal fortælle, hvad de hedder og hvad de laver i virksomheden.

Hvis en medarbejder så ikke synes det er rart, at identificere sig tydeligt, så er det nok, fordi I som virksomhed ikke skal blande jer i lige præcis den her debat.

2. Vær venlige og høflige
Lad være med at skrive til nogen, hvis det ikke oprigtigt er for at være venlige og hjælpsomme. De fleste blvier glade for et tilbud om hjælp eller service.

Skriv aldrig til nogen, fordi I synes, de er irriterende eller siger ting, der ikke passer til jeres brand-personality. Skriv aldrig når I er sure eller føler jer forurettede. Hvis I vil skændes med kunderne, så brug telefonen eller i grelle tilfælde en jurist.

3. Vær konkrete
Fortæl hvad det er I vil, med den henvendelse I foretager. Synes I historien lyder mærkelig og vil I bare gerne snakke med kunden om problemet, fordi I har brug for flere oplysninger? Er problemet af en sådan karakter, at I ved, I kan løse det? Vil I tilbyde en anden løsning end den eksisterende.

Jo mere konkrete I kan være, jo mindre forvirring opstår der. Problemet med virksomheders deltagelse i debatter bliver meget hurtigt deres motiver – så bare vær konkret om, hvad jeres motiv er. Det skader ikke at skrive, at I altid er ked af at læse om kunder der er frustrerede og at I gerne vil prøve at hjælpe.

4. Lad være med at overreagere
Overvej om I ville skrive et brev eller sende en mail – eller ringe kunden op – baseret på de oplysninger, der er i historien? Hvis ikke I ikke kunne drømme om at bruge nogle af de andre metoder I har til at servicere kunderne, så skal I måske overveje helt at lade være med at skrive noget.

Og husk at det jo ikke ALT, hvad kunderne skriver om jer på nettet, der er tikkende bomber under jeres forretning! :-)

5. Just don’t do it
Lad være, hvis det ikke giver mening. Lad være hvis I ikke har nogle venlige og høflige medarbejdere som ved, hvordan man skriver god dialog. Lad være, hvis I ikke har lyst. Lad være hvis jeres service eller produkt alligevel ikke har tænkt sig at blive bedre. Lad være, hvis I ikke tror I selv kunne blive bedre og klogere ved at indgå i debatten.

Case: Telia-medarbejder skriver til kunde på Facebook – fordi han er glad for at have vundet sag over Telia

Lad os lige gennemgå dagens historie fra Politiken. En kvindelig Teliamedarbejder har sendt en privat meddelelse til en kunde via Facebook. Tilsyneladende fordi han I en statusmeddelelse glæder sig over, at han vandt en ankesag mod Telia. Se sagen her – hos Politiken.

Fortalte hun hvem hun er? Nej, men det var let at finde ud af. (vi har jo allesammen Google!)

Var det venligt og høfligt? Nej – det var lidt skolemester-agtigt og belærende.

Var det konkret? Nej – det er mig stadig en gåde, hvorfor Telia ville ind i den debat?

Var det en overreaktion? Jeg tror det. Det er irriterende at tabe sager og det er irriterende at vide, at selskabet som regel får ret – men det er efter min mening en overreaktion at mene, at man så lige skal forklare det til en kunde, som rent faktisk vandt!

Skulle de have ladet være? Ja det mener jeg egentlig havde været nemmere for alle parter. Men ok så havde Politiken jo ikke haft stof til dagens historie om det forfærdelige internet med de frygtelige konsekvenser! :-)

Har du flere gode råd til virksomheder? Så smid dem gerne i kommentarfeltet.

Vendor Relations Management – er et begreb der vender princippet om at virksomheder skal have styr på deres kunder om – og forsøger at give kunderne bedre værktøjer og mere magt over deres relationer til virksomheder.

Henrik har lavet en kort, flot og tankevækkende video med et par af Doc Searls pointer:

Doc Searls on Intention Economy, Emancipay and Project VM from Henrik Moltke on Vimeo.

Jeg er fascineret af VRM, men jeg har også svært ved at forestille mig redskaberne? Vil jeg gøre mig selv åben for budskaber fra forskellige virksomheder fordi jeg står overfor at skulle købe en kop kaffe eller et måltid mad i en fremmed by? Eller vil jeg bruge tid på at gøre mig attraktiv som telefon-kunde, hvis jeg ønsker at skifte teleudbyder? Hvordan laver man et system eller en applikation, som gør det lettere både for mig og for mine potentielle “vendors”?

Der er gode pointer om, hvad VRM er i forhold til CRM på projektets eget website.

Det undrer mig såre, at de konservative mener, at det landet har brug for, for at komme videre er en klassisk skræmmekampagne?

Jeg læser for tiden Daniel H Pinks bog “Drive – the surprising truth about what really motivates us” – og i en video fra ham, er der sjovt nok ingen henvisninger til skræmmekampagner som motiverende for noget som helst – tværtimod er det ord som “engagement”, “autonomi” og “formål”, der går igen:

Så hvis de konservative forsøger at motivere os til at stemme på dem eller til at deltage i politik, engagere os i sagen, så tror jeg desværre ikke deres kampagne bliver nogen stor succes?

Men altså – kompleksitet er et grundvilkår. Mange af vores problemstillinger griber ind i hinanden og mange af vores løsninger, bliver ikke bedre af, at vi forsøger at reducere kompleksiteten ved at ignorere de nye muligheder og de nye valg vi stilles overfor. (Før vi fik Facebook skulle vi ikke tage stilling til om medarbejderne må være på i arbejdstiden og vi skulle ikke forholde os til om Facebook-siden bør være officiel og hvem der skal skrive på den og om hvad?)

I mange organisationer (og nok særligt lige for tiden, hvor der skal spares og omstruktureres) burer man imidlertid sig selv inde i projektrum, hvor man skærer fra og klipper til og fjerner elementer, der er ubekendte – alt sammen for at skabe mere overblik og lave mindre skræmmende projekter.

Desværre bliver resultatet ofte, at når man stikker hovedet ud af projektrummet 4 måneder senere, så er de faktorer, som man valgte ikke at inddrage fordi de var ukendte – og som man ikke turde omfavne, fordi de var svære at håndtere og tidkrævende – bare vokset og har antaget nye former.

Så måske vi i anledning af krisebevidstheden skulle indføre lidt længere rodefaser, lidt flere perspektiver, lidt mere kaos – og lidt mere mod til at omfavne den komplekse verden, vi lever i. Så er det jo heller ikke sværere – det hele er jo bare nogle småbitte blå kugler der triller rundt i evigt kredsløb? :-)

(Jeg ville gerne kreditere ophavsmanden for den animerede gif – men jeg kan ikke gøre det bedre, end at jeg sporede den til sitet her – med stærkt irriterende musik – så er du advaret!)

Det inspirerede mig til at overveje, hvad PR-afdelingens rolle er.

Kommunikations PR
Klassisk opfattes PR-afdelingen som dem der kender kunderne/interessenterne og pakker produkterne ind i gode historier som kunderne kan lide – og det betyder så, at når der er noget ved produktet som er irriterende, så nedtoner man det jo bare i fortællingen (ja det er irriterende at vores slikposer ikke kan åbnes, men så laver vi bare kommunikation om lørdags-hygge, om slik uden kunstige farvestoffer osv.!)

Strategisk PR
I strategisk PR får PR-afdelingen så rollen som en funktion, der bruger sin indsigt til at påvirke virksomhedens fremadrettede aktiviteter. (Når posen ikke kan åbnes og det opleves af X ud af Y i en fokusgruppe som et stort problem, så er PR-afdelingen medansvarlige i et projekt, hvor der kigges på indkøb af poser, design af nye, maskiner til poselukning mm.)

Social PR
Hvis man derimod forestiller sig en PR afdeling, som ser relationer som sociale (denne PR-afdeling består af bloggere, bestyrere af Facebook-sider, Twitter-profiler og ansvarlige for virksomhedens fortælling på nettet, både som den fortælles udefra og ind, men også som den fortælles af kunderne), så får PR-afdelingen en tredje rolle – som dem, der sætter gang i en dialog – også om det der er svært at fortælle.

PR har med de sociale redskaber fået muligheden for at blive en enhed, som både indsamler viden om interessenter, kunder mm. – men som også lægger frem, hvad problemet er set fra virksomhedens side og som inviterer interessenterne til at være med til at løse problemerne.

Jeg er jo ikke naiv – jeg tror ikke, at vi kan komme til at elske alle produkter lige højt – men jeg er sikker på at mange virksomheder ikke ved nok om de problemer, vi oplever som forbrugere af deres produkter – og at PR-afdelingens muligheder for faktisk at finde ud af det – og gå i dialog om irritationsmomenterne er langt bedre i dag, end de var tidligere!

Jeg tror det er fordi de hænger fast i en temmelig gammeldags opfattelse af at websites er kanaler. De tror – fejlagtigt, at når de åbner en fanside på Facebook eller en Twitter-kanal, så har de fået endnu en platform, hvor de kan tale om det, der optager dem – og nægte at udtale sig om det de ikke mener, er relevant.

Sådan virker sociale netværk bare ikke. Det vi søger på Facebook, Twitter og i netværk, hvor vi deltager, er engagement, dialog og respekt for både spørgsmål og svar.

I dag læste jeg (på Lars Hvidbergs blog på Berlingske Tidende) at sagen om, at Mette Frederiksen har sit barn i privatskole, startede med at én af hendes følgere på Facebook (en muldvarp af anden politisk observans) stillede spørgsmål til hendes holdninger til folkeskole/privatskole – hvortil hun svarede: “Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen.”

Den udmelding fik så en skribent fra netavisen 180grader til at skrive et indlæg om den dobbeltmoral han mener, præger det synspunkt – og vupti så var historien ude i den danske medie-mølle.

Udfordringen for politikerne er, at det som måske ser meget tilforladeligt ud i en skriftlig kanal (pressemeddelelse eller debatindlæg til avisen) ikke altid fungerer i sociale netværk – fordi kommunikationen er åben i den anden ende og fordi det er de åbne samtaler, man skriver under på, når man opretter en profil og siger ja til at blive venner med andre på Facebook.

Derfor synes jeg også det er piv-ærgerligt, at det i dag er kommet frem at Helle Thorning Schmidt har fjernet spørgsmål om Socialdemokraternes skatteudspil fra sin egen profil og samtidig fået lukket spørgerens profil (hun har meldt spørgeren til Facebook!). Socialdemokraterne henviser til at spøgeren ødelagde debatten ved at stille samme spørgsmål mange gange, men de overser, at det ikke er det, sagen handler om.

På Facebook siger man ja til samtalen. Hvis man så ikke vil svare på konkrete spørgsmål, så siger man det – og hvis der er noget man ikke ved, så siger man det – og hvis der er noget man lige skal tænke over eller regne på, så siger man det. Og hvis der er nogle af ens fans eller venner der taler i en tone som er uacceptabel, så siger man fra!

Når de i stedet vælger at censurere eller forsøge at lukke debatten med hurtige kommentarer, så kommer de til at fremstå som om de ikke tør debatten, som om de ikke har svarene og som om de ikke ved, hvad de egentlig laver på Facebook?

Der findes heldigvis politikere som gør det formidabelt på Facebook – for eksempel Søren Pind fra Venstre (ham skal man være ven med) og Ida Auken fra SF (hende kan man blive fan af). De er begge tilgængelige, de tager debatten og de siger fra, når tonen bliver for dum – og de indrømmer tilmed begge 2 af og til, at der er noget, de ikke kan svare på – eller bare ikke mener noget om.

Og hvis det ikke er nok for de danske politikere at lade sig inspirere af de 2 rollemodeller (der er sikkert flere – kom gerne med nogle bud på, hvem der gør det godt på Facebook og hvorfor!), så kender jeg da et rådgivningsfirma som gerne tager ud og laver nogle kurser for politikere med den slags behov – mit nummer er 27291704! :-)