Du kan se interviewet her:

Og det bringer minder tilbage hos mig, for lige om lidt er det 5 år siden, jeg skrev et blogindlæg med titlen:“Arla blogger og jeg er medskyldig” Jeg skrev blandt andet om min egen rolle som rådgiver – men også om mine forhåbninger:

“Jeg håber, at bloggerne fra Arla vil få en masse godt og spændende ud af at blogge. Jeg glæder mig til fortsat at evaluere og diskutere indsatsen med Arla og med andre – og nu hvor vi er ude i åbenheden vil jeg også prøve at blogge mere løbende om de erfaringer, vi selv gør os undervejs – for jeg synes selvfølgelig det er spændende, hvordan verden tager imod Arlas weblogs?”

Egentlig synes jeg, at de 5 år taler for sig selv. Bloggerne og Arla har fået noget ud af at blogge ellers var de stoppet for lang tid siden. Det ved alle, der selv blogger eller har forsøgt sig med blogging og opgivet!

Årene efter viste os nemlig at blogging er en svær disciplin. En god blogger skal både have noget på hjerte og skal være en dygtig netværker, som selv er tilstede på bloggen, hvis bloggen skal blive et egentligt socialt rum med liv.

Rigtigt mange bloggere fra 2005 har da også sat kadancen betragteligt ned. Måske fordi vi har fået redskaber som Facebook og Twitter, som langt mere effektivt giver os adgang til et netværk og til den dialog, der for mange var det interessante ved blogging?

Facebook gør det let at opdatere de nærmeste venner om udviklingen i stauderne i haven og med mindre man er en super haveblogger, som vitterlig ved noget om stauder og er klar til at nørde igennem om emnet, så rækker det jo fint.

Twitter gør det let at følge mange “bloggere” (folk man kender og folk man ikke kender) som så til gengæld lader være med at bruge så mange ord! Det her blogindlæg ville på twitter blive til: “Arla blogger stadig efter 5 år – sætter minder igang – godt vi har fået flere sociale medier som supplement til blogs!”

Men Arlas blogs startede jo længe før vi fik Facebook og Twitter – og jeg føler mig ærlig talt helt nostalgisk – og en lille smule gammel erfaren! :-)

Jens Bærentsen er administrerende direktør i Alka forsikring og indtil for 2 år siden benyttede han sig af de samme kommunikationskanaler som alle andre direktører. Han skrev en e-mail til alle 500 medarbejdere i ny og næ – og var selvfølgelig synlig på møder med medarbejderne og i personalebladet, når noget skulle kommunikeres fra ledelsen.

Men i september 2007 startede han en intern weblog, hvor beslutninger og overvejelser og strøtanker kan vendes med medarbejderne – og hvor medarbejderne i de åbne kommentarfelter giver feedback. Medarbejderne finder ud af, hvad Jens går og tænker – og Jens finder ud af, hvad der foregår ude i nogle hjørner af organisationen, som han måske ellers ikke møder så ofte.

I alt er det over de 2 år blevet 100.000 sidevisninger, 91 blogindlæg fra Jens Bærentsen og 492 kommentarer fra medarbejderne. Her af et par enkelte indlæg som har trukket mange kommentarer – men også en gennemsnitlige kommentar-rate på 5,4 kommentar pr. indlæg.

Jens Bærentsen ved idag, hvad der kommer kommentarer til. Han har lært at skrive åbent og at stille spørgsmål, som kan starte debatten. Det er lsær emner som “Socialt ansvar”, “Facebook”, “Omkostninger” “Hvad er bedst, gode tider eller dårlige tider?”, som indtil videre har fået medarbejderne op af stolene. Det har for eksempel været diskuteret om man både kan være omkostningsbevidst og så samtidig kan holde sommerfest for medarbejderne.

Medarbejderne kommenterer – lederne bruger andre kanaler
De ældre medarbejdere er lidt mere tilbageholdende end yngre i kommentarfelterne og han mener både det skyldes, at de unge er mere friske på mediet, men også at det kan hænge sammen med, at de yngre ikke er autoritetstro. Lederne i Alka kommenterer ikke så meget som medarbejderne – og måske skyldes det, at lederne har andre kanaler, hvor de møder direktøren og snakker med ham.

Skriver selv alle indlæg – og følger selv op på kommentarer
Jens understreger at bloggen er autentisk. Han skriver selv alle indlæg. Og når der kommer kommentarer som skal have et svar, så klarer han også det selv. Han har indimellem vendt nogle af sine blogindlæg med Nicolai Kampmann som er kommunikationschef i Alka – inden udgivelsen, men i det store hele er det hans egen dømmekraft der afgør, om et indlæg kommer ud på bloggen eller ej.

Og Jens er stadig begejstret – især fordi han mener, at han får noget ud af bloggen – en form for uformel kontakt til medarbejderne – et rum, hvor han kan lytte på vandrørene og hvor han og medarbejderne lærer hinanden bedre at kende og på den måde opbygger gensidig fortrolighed og tillid.

Selvfølgelig er der medarbejdere, som tror, at alt hvad Jens Bærentsen skriver på bloggen har et formål og er strategisk – og han understreger, at det ikke er tilfældet og at han ofte forsøger at have åbne indlæg, hvor han bestemt ikke har bagtanker – og at det af og til er kommet bag på ham at medarbejderne alligevel er helt sikre på, at der må være en morale de kan udlede af det skrevne.

Webloggen er et supplement
Jens Bærentsen kan godt anbefale andre ledere at bruge en intern weblog som redskab til ledelseskommunikation – men selvfølgelig som et supplement til de fysiske møder og de andre steder, hvor der praktiseres synlig ledelse.

Han understreger, at man skal være klar til at skrive selv og til at stille spørgsmål og være åben for de svar, der kommer – for hvis det bare er meddelelser fra bestyrelsen eller instrukser fra ledelsen, så kommer der ingen respons og uden respons bliver det lidt kedeligt med en weblog.

Bloggen kan sagtens starte med sund skepsis
I 2006 deltog Jens Bærentsen på et af Socialsquares fyraftensmøder om weblogs. Han kunne sagtens se, at der kunne være et potentiale, men som han siger idag, var han også skeptisk. Både overfor, hvorvidt han overhovedet kunne finde tid til sådan en kommunikationsform. Men også overfor om han kunne få medarbejderne med på sådan en dialog-form.

Idag er Jens glad for bloggen som ét kommunikationsværktøj i kassen – og især glad for det rum til ”offentlig samtale” som skaber og vedligeholder virksomhedens uformelle kultur. Jens vurderer at han bruger ca. halvanden time om ugen på bloggen…

Undersøgelsen som hedder “2009 Digital Readiness Report: Essential Online Public Relations and Marketing Skills” er udarbejdet af iPressroom, Public Relations Society of America m.fl og kan – mod afgivelse af en smule oplysninger – hentes her.

I dag er de væsentligste parametre for ansættelse, at man ved noget om sociale netværk, om blogging og om mikroblogging.

Det betragtes som mindre væsentligt, at man ved noget om at fylde websites med indhold eller om, hvordan man optimerer til søgemaskiner.

Rapporten fastslår også, at det er lidt af et paradoks. Andre undersøgelser viser nemlig at indholdet på virksomhedens eget website, opfattes som meget væsentligt for troværdighed og tillid blandt kunderne.

I øvrigt konkluderer undersøgelsen:

Public relations and marketing professionals without new media and social media communications skills
cannot, and will not, satisfy the requirements of today’s hiring decision makers. To circumvent the risk of
obsolescence, communications professionals should seek out social media and new media training opportunities that allow them to rapidly update their traditional public relations or marketing skills-sets.

Og undersøgelsen er selvølgelig amerikansk, så det er ikke sikkert at det står helt sådan til herhjemme endnu? Hvad er dine erfaringer: Hvad leder du efter i en kandidat til et job? Og hvad har du oplevet, hvis du selv er jobsøgende?

I hvert tilfælde viser en ny undersøgelse fra Burson-Marsteller og Proof Digital Media, at 54% af Fortune 100 virksomhederne bruger Twitter (mikroblogging-tjeneste), 32% bruger weblogs og 29% bruger Facebook i form af fansider!

Der er lidt flere informationer om undersøgelsen på Burson-Marstellers egen blog.

Der er ingen af de 24 noterede danske virksomheder, som er med i undersøgelsen, der har startet corporate blogs!

I Sverige er 10 ud af 54 i gang!

Kom nu – det kan da ikke passe, at svensken tæver os igen?

Det ville selvfølgelig være fint, hvis der var danske bloggere som kunne tjene penge på at blogge, for det tager jo (arbejds)tid at skrive en god blog.

Men jeg kan altså ikke helt se, hvordan PR-bureauer baner vejen til blogsucces? Hver gang der er pr-firmaer involveret synes jeg tværtimod at det giver ballade for bloggeren?

Lige nu diskuterer svenskerne for eksempel om Blondinbella (en kommerciel modeblogger i Sverige) får penge af et bureau og om hun så skal skrive at indlæggene er betalt? Og det er en sag der har kørt længe.

PR-bureauer er jo dem der filtrerer og polerer budskaber for virksomheder. Eller som min gode studiekammerat på PR-studiet udbrød under en forelæsning på RUC i 1995: “Hold nu kæft med alt det etiske fis – vi skal jo alligevel allesammen ud og være ludere for storkapitalen”.

Mange af PR-bureauerne kan selvfølgelig godt se, at blogomtale ser mere troværdigt ud end reklamer – i Sverige hedder det:

-Vi vill påverka målgruppen utan att den ska känna att de blir påverkade. Då kan en blogg vara bra, säger Anna Bodin på PHD (OMDs mediebureau).

Og der er det jeg mener, at virksomheder skal træde varsomt. Der vil være kunder som er ligeglade med manipulationen (det er samme gruppe, som synes jeg er naiv, når jeg mener, man kan føre dialog med virksomheder uden at blive manipuleret). Og der vil være kunder som bliver rasende. Både på bloggeren, men så sandeligt også på den virksomhed, der betaler – og dermed manipulerer dem. Risikoen for en PR-krise, hvor virksomheden skal foreklare, hvorfor de manipulerede og ikke var ærlige skal indtænkes i strategien.

Blogs kan bygge netværk og relationer mellem mennesker. Relationer er baseret på tillid. Det er IKKE tillidsskabende at købe sig til omtale! Virksomheder som ønsker at bygge tillid til deres kunder via blogs må derfor stille sig selv til rådighed.

I artiklen i Børsen i går sagde jeg lidt kækt, at man jo ikke bliver ballets dronning ved at sende sin sekretær til festen – og med det mener jeg sådan set bare, at man ikke som virksomhed kan sende andre i byen på blogs. Virksomheden er nødt til at være der selv, hvis den vil opfattes som troværdig på nettet.

Løsningen er at indrømme overfor dig selv og (hvad vigtigere er) dine kollegaer, at du har et misbrugsproblem; at du er afhængig af bloggeri, og at du bliver irritabel og får hovedpine, når du ikke får dit fix. Ligesom med rygere, der ikke kan overleve uden en rygepause i ny og næ, så bliver du altså bare nødt til at blogge. Om nødvendigt, tilføj hvid løgn: Du er i hypnoterapeutisk behandling for det!

Rasmus Rasmussen fra Kammeret giver den kort sagt gas i dette indlæg om, hvordan man får det som man vil have det – når målet er at få lov at blogge i arbejdstiden :-) …

Nu oplever SAS det samme.

Det foregår bare ikke på deres egen blog – men hos Berlingske Business – der med Jens Christian Hansen har fået endnu en blogger i hus som kan få kommentarerne til at flyve gennem luften.

I skrivende stund er der 76 kommentarer til indlægget “Stop SAS dødskamp“.

Nogle af indlæggene er fra interesserede læsere, der giver den gas:

Claes, 3. juli 2008 kl. 22:01

Lad os få svesken på desken. Der er mange som er kloge på SAS’s vegne. Og mange som peger på overenskomsterne som det altoverskyggende problem for SAS i forhold til konkurrenter. Men hvad er det helt konkret det handler om? Lad os høre nogle reelle tal for de ansattes arbejdsvilkår. Kabinepersonalets- og de øvrige fagforeninger kunne jo selv offentliggøre dem, hvis de mener det hele er så synd for dem, at de vil være bedre stillet ved at bytte uniformen ud med en fra Parkeringsservice. Lad offentligheden få indblik i arbejdstid, hvad arbejdstiden omfatter, standbytid, løn, tillæg, ekstratillæg og ikke mindst skattefrie diæter. Så kan vi debatere på baggrund af fakta i stedet for ammestuehistorier.

Men en hel del af kommentarerne er også fra piloter og kabinepersonale i SAS som ikke overraskende er lidt trætte af at få at vide, at det hele er deres skyld:

Kristian H.
3. juli 2008 kl. 23:39

Jeg er pilot i SAS og skal ikke udtale mig om de øvrige personalegruppers overenskomster og arbejdsforhold – jeg ved ikke nok om dem.

Men jeg fornemmer, at debatten omkring de ansattes ufleksibilitet primært er rettet mod de flyvende.

Piloterne i SAS har de seneste par år fløjet i henhold til de myndighedsbestemte begrænsninger.
Det er ikke vores manglende fleksibilitet, der gør, at vi ikke flyver de famøse 900 timer – SAS’ trafikoplæg og rutestruktur er lagt i forhold til kundernes behov og det behov er primært morgen og aften. Ergo giver det en del spildtid midt på dagen – tid hvor vi er på arbejde, men ikke producerer flyvetimer.

Alene at fokusere på flyvetimer er heller ikke retvisende. Der er f.eks et større indtjeningspotentiale i at flytte 150 sæder 5 x 1 time end at flytte 150 sæder 2 x 4 timer. Begge eksempler giver nogenlunde samme arbejdstid, men førstnævnte giver 3 timer mindre flyvetid.

I denne debat bliver vores aftaler beskyldt for at være SAS’ største trussel. Kan en, eller gerne flere, fortælle mig, helt konkret, hvilke elementer, i vores overenskomst der truer SAS’ overlevelse? Og lad nu være med at sige manglende fleksibilitet -vores grænser er fastsat af myndighederne og vores muligheder er fastsat af SAS.

Og i øvrigt synes jeg SAS er et fantastisk selskab, som jeg er stolt over at være en del af.

Jeg synes debatten her tydeligt demonstrerer, hvordan virksomheder bliver mere åbne og gennemsigtige, fordi vi har fået redskaber, der giver plads til flere informationer fra mange kilder.

Og det betyder i den forbindelse ikke ret meget om virksomhederne selv snakker med eller ej – for hvis ingen fra ledelsen eller kommunikationsafdelingen lige er på pletten, så er der da andre medarbejdere, der er klar med meninger og udtalelser.

Det er muligt det lyder som PR-afdelingens mareridt, men jeg synes, debatter som den der foregår på Jens Christian Hansens blog giver SAS et skær af noget menneskeligt og at langt de fleste af de ansatte er så tilpas faglige og saglige i deres argumenter, at det bare styrker SAS?

Også journalisten er efter min mening en klar vinder her – for der er da ikke meget tvivl om, at artiklen er blevet langt bedre nu – end inden læserne gav sig til at tilføje meninger og facts og forslag og synsvinkler?

Og nu sker der så igen noget nyt. Arla lancerer nemlig som den første store fødevarevirksomhed i Danmark et sted, hvor eksperter og professionelle “madnørder” kan dele deres visioner om fremtidens måltider med hinanden.

Arla skriver selv om sitet:

“Velkommen til idéportalen fremtidensmaaltider.dk. Her kan professionelle, der arbejder med fødevarer, ernæring, og kommunikation komme med ideer til udvikling af fremtidens måltider.”

Sitet hedder fremtidensmaaltider.dk – og Socialsquare (min arbejdsplads) har bygget det.

Desværre fik siden en meget hård opstart. Vi oplevede nemlig for første gang nogensinde i Socialsquare et alvorligt servernedbrud, der også medførte egentlige datatab. Heldigvis kunne data genskabes og siden er oppe igen – men siden venter spændt på mange flere ideer og input til, hvad vi mon spiser og hvordan vi ser måltidet fremover?

Personligt håber jeg jo ofte på en lille pille, der kan erstatte måltiderne et par aftener om ugen (så jeg kan spare noget tid) :-) og så på meget mere super fastfood, der er sund og ernæringsrigtig – men det er jo lige præcis sådan nogle ideer, jeg fremover kan kigge efter på fremtidensmaaltider.dk.