Det siger sig selv, at det er svært at planlægge uforudsete hændelser – og at det er en god idé at tænke forskellige scenarier igennem.

Omvendt kan planlægning der ikke tager højde for tempoet og distributionen i sociale netværk på nettet, på weblogs og på tjenester, som Twitter gøre mere skade end gavn – fordi krisen ikke længere bare eskalerer i takt med avisernes udgivelsestidspunkter og tv-aviserne.

Den formelle og upersonlige, distancerede form i pressemeddelelser kan virke som en rød klud, når almindelige mennesker drøfter en sag.

Og krisen kan samtidig vokse eksplosivt på nettet, mens man sidder lukket inde i et war-room og forsøger at få overblik.

Monitorering er selvfølgelig en forudsætning – at man har redskaberne på plads til at følge samtaler “live” på nettet om den sag, der udvikler sig.

Men også gennemtænkte reaktionsmønstre, overvejelser om tempo, at man har et hold på plads, som kan reagere, skrive artikler/blogindlæg, som debattørerne kan linke til, at man retter fejl og sørger for at levere fakta løbende i takt med at man finder dem – og at man har nogen på plads i organisationen som tør deltage i debatten – og som har bemyndigelse – og den fornødne evne til at lytte til kritikken – alt det, er væsentlige detaljer.

Samtidig betyder fremkomsten af nye veje og kanaler jo ikke, at man skal kaste det, man kender og det man ellers gør på bålet. Euan skriver:

You don’t give up your responsibilities or professionalism but you learn to integrate these with the increasing potential of distributed networks close to the ground. Equally you don’t throw away your emergency plans and preconceived communications channels but you start to integrate these with direct engagement in the increasingly viable alternatives.

Hele den gode artikel fra Euan Semple hos internalcommshub.com

Euans blog “The Obvious” kan læses her.

Synes det var rart, at TV2 kunne indrømme en fejl og sige undskyld, så vi kan komme videre! :-)

Og i morgen er der så møde i Socialsquare om, Hvad organisationer kan lære af #tv2wikigate – og jeg mener jo der er meget at lære – for eksempel at man ikke skal sende sin kommunikationsafdeling (her var det så redaktøren) i marken med en udtalelse om at der ikke er noget at komme efter – før man er helt sikker på at der ikke er noget at komme efter! :-)

Der er tilmelding til mødet på Socialsquare weblog.

Dorte skrev selv om arbejdet med sagen:

For mig selv har hændelsesforløbet givet et fantastik indblik i, hvorledes “brugerdeltagelse” i nyhedsdækning og på blogs kan styrke journalisterne. I tider, hvor medier må skære dybt i den journalistiske bemanding, mens produktionen skal øges, er det en enorm styrke. Kommentarerne hos Computerworld og på Bizzen taler også sit klare sprog herom.

I it-systemudviklingens verden, er der et berømt begreb, der hedder Participatory Design , skabt af en række kendte Århus-dataloger (participate = deltage). Det går på, at slutresultatet bliver langt bedre, når brugerne inddrages, også fordi de ved, hvor skoen trykker.

Hvad dækningen af IT Factory har vist er, at der er behov for et begreb, der hedder Participatory Journalism. At tale om “brugergenereret indhold”, som man gør i dag, er alt for vagt et udtryk, når det gælder om at finde facts og relevante hypoteser til journalisten.

Vend det gode gamle råd vedr. pressen på hovedet – det, der hedder “Man skal aldrig læse i avisen om det, man har forstand på.” Læs det I har forstand på, og gør os, der kun har kort tid til at sætte os ind i alt det, I har brugt år af jeres liv til, klogere. Det er, hvad nettet åbner for, og det gavner alle. At nettet så også giver talerum for tumber, hævngerrige og fanatikere må vi tage med i købet.

Tak for hjælpen.

Og i dag er IT-factory konkurs – og Dorte får ros, men lad os ikke glemme, at det var fordi hun holdt fast, var stædig og blev ved med at spørge til det, der IKKE var indlysende – nemlig, hvor pokker kommer værdien fra?

Ernst & Young har i sidste uge givet virksomheden en pris – og jeg afventer stadig deres forklaring på, hvilke spørgsmål de stillede undervejs i den proces?

Sagen ruller jo alle vegne nu, men hos Dorte Toft på Bizzen er der mange, mange kommentarer i dag!

Tillykke Dorte – det er eddermaneme godt gået!

Det ville selvfølgelig være fint, hvis der var danske bloggere som kunne tjene penge på at blogge, for det tager jo (arbejds)tid at skrive en god blog.

Men jeg kan altså ikke helt se, hvordan PR-bureauer baner vejen til blogsucces? Hver gang der er pr-firmaer involveret synes jeg tværtimod at det giver ballade for bloggeren?

Lige nu diskuterer svenskerne for eksempel om Blondinbella (en kommerciel modeblogger i Sverige) får penge af et bureau og om hun så skal skrive at indlæggene er betalt? Og det er en sag der har kørt længe.

PR-bureauer er jo dem der filtrerer og polerer budskaber for virksomheder. Eller som min gode studiekammerat på PR-studiet udbrød under en forelæsning på RUC i 1995: “Hold nu kæft med alt det etiske fis – vi skal jo alligevel allesammen ud og være ludere for storkapitalen”.

Mange af PR-bureauerne kan selvfølgelig godt se, at blogomtale ser mere troværdigt ud end reklamer – i Sverige hedder det:

-Vi vill påverka målgruppen utan att den ska känna att de blir påverkade. Då kan en blogg vara bra, säger Anna Bodin på PHD (OMDs mediebureau).

Og der er det jeg mener, at virksomheder skal træde varsomt. Der vil være kunder som er ligeglade med manipulationen (det er samme gruppe, som synes jeg er naiv, når jeg mener, man kan føre dialog med virksomheder uden at blive manipuleret). Og der vil være kunder som bliver rasende. Både på bloggeren, men så sandeligt også på den virksomhed, der betaler – og dermed manipulerer dem. Risikoen for en PR-krise, hvor virksomheden skal foreklare, hvorfor de manipulerede og ikke var ærlige skal indtænkes i strategien.

Blogs kan bygge netværk og relationer mellem mennesker. Relationer er baseret på tillid. Det er IKKE tillidsskabende at købe sig til omtale! Virksomheder som ønsker at bygge tillid til deres kunder via blogs må derfor stille sig selv til rådighed.

I artiklen i Børsen i går sagde jeg lidt kækt, at man jo ikke bliver ballets dronning ved at sende sin sekretær til festen – og med det mener jeg sådan set bare, at man ikke som virksomhed kan sende andre i byen på blogs. Virksomheden er nødt til at være der selv, hvis den vil opfattes som troværdig på nettet.

Til journalisten Michael Solgaard sagde jeg, at jeg tvivlede på validiteten af data – og at jeg personligt har ignoreret undersøgelsen.

Nu har Ernst Poulsen så regnet lidt på statistikken i undersøgelsen – og det viser sig, at 72 ud af 500 bloggere, som Cision sendte en mail til, har svaret.

Det giver en svarprocent på 14. Normalt ville man jo nok ikke referere intensivt fra en undersøgelse med så lav en svarprocent – for de 14% kan jo ikke hævdes at være repræsentative for hele stikprøven på 500 bloggere? (Jeg kan anbefale Preben Sepstrups “En undersøgelse viser …” om brug af undersøgelser og statistik!)

Og man ville som minimum lave en frafalds-analyse? Det kunne jo være det ikke skyldtes tilfældigheder at svarprocenten er så beskeden? Metoden ville typisk være en rundringning til de, der IKKE svarede.

Mit bud på en analyse af “data” bliver på baggrund af Ernst udregning, at 86% af de 500 danske bloggere er fuldstændig ligeglade med PR-branchen! :-)

Læs i øvrigt selv hele Ernst Poulsens opsang til journalister, der ukritisk referer statistiske undersøgelser her.

Jeg deltog på Cisions seminar om resultaterne sidste torsdag og jeg synes, det var en interessant debat der var om, hvad det egentlig er man måler ved at måle indgående links til blogs? Og den debat er der også flere der deltager i ovre på Joachim Oschlags blog, hvor vi diskuterer om tallene mon i virkeligheden viser ret meget og hvad det så er? :-)

Og misforstå mig ikke – jeg synes det er rigtig rart, at nogen tager hul på hele feltet: “Kan man måle hvor populære eller indflydelsesrige blogs er – og hvordan gør man så det?” – og da blogs for mange handler om at skabe gode relationer og bygge netværk, er jeg også meget interesseret i, hvordan man måler den del? Optælling af links ind til bloggen er ikke dækkende, men hvad skal man så måle på?

UPDATE 27.09.2007: Billederne har jeg fjernet – fotografen har ringet og ment, at jeg overtræder ophavsretten ved at vise et foto af et billede af mig selv i et blad (sic!). Næste gang jeg stiller op til et dameblad betinger jeg mig, at jeg må blogge et billede af artiklen :-)

I artiklen er der blog-erfaringer fra Maja Møller fra Arla, Anette Kokholm fra Kanal 4 og Henriette Sølvtoft fra DI.

Derudover deltager jeg med nogle betragtninger om, at jeg er sikker på at mange virksomheder kan få god gavn af at lade medarbejderne bruge blogs til at styrke deres faglige netværk og få bedre dialog med kunderne… (hm – jeg må vist snart forny mig :-)

Så der var ugens gode undskyldning for at købe et dameblad – nu mangler vi bare en god undskyldning for den pose slik, der skal spises, mens man læser det? :-)

Jeg forsøger at sige begavede ting om brug af weblogs og wikis internt og eksternt i organisationer, men når jeg ser mine udtalelser på tryk, så virker det stadig for kategorisk – for eksempel den her passus:

Trine-Maria Kristensen ser wikier som en langt bedre ramme til at opbygge fælles viden end de traditionelle knowledge management systemer.

Der tvinges medarbejdere til at lægge data ind, og man glemmer to afgørende ting for den enkelte, nemlig hvornår skal jeg få tid til det og What’s in it for me. I wikisammenhæng fremgår det klart, at man bidrager til at opbygge viden. Folks faglighed bliver synlig, og kolleger får let ved at finde rette hjælp i et givent spørgsmål,« siger Trine-Maria Kristensen.

Hmmm – jeg er sikker på, at der findes traditionelle knowledge management systemer, der fungerer fint, så min pointe burde mere have været, at der med de her nye værktøjer kommer nye muligheder for at understøtte processer og gøre videndeling lettere, og at jeg af den grund er sikker på at masser af organisationer kan få virkelig god gavn af både weblogs og wikier (og linkdeling og billeddeling og andre former for social software) – enten til at erstatte systemer som ikke bruges nok – eller til at supplere nogle af de systemer som bruges og fungerer, men som måske savner øget fleksibilitet.

Nå men sådan er det nok bare, når man ser det man har sagt på tryk (og jeps – jeg har set det inden tryk – uden at studse over det – så det er min egen skyld!)

Og god sommerferie til alle – min ferie startede officielt i dag, så jeg vil forsøge at holde mig fra computeren i de næste 3 uger :-)

Radioværten er Jens Reiermann og i debatten deltager Henrik Føhns fra Harddisken, Kim Elmose, som er blogredaktør på Politiken og undertegnede (vist første gang jeg er blevet introduceret som forfatter – så har man også prøvet det!).

Samtalen handlede om, hvorvidt weblogs er en revolution, hvad weblogs vil betyde for medierne (altså de mere traditionelle af slagsen) og hvordan journalister skal overleve, at de nu både skal være professionelle og personlige.

Update kl. 19:15: Indslaget kan nu høres her (01:18 inde i udsendelsen).