I den forbindelse har han lavet en søgning på Twitter (ikke svært, han har bare søgt på @ungekidd) for at se, hvad dem der følger @Ungekidd på Twitter, mener om sagen. Og i hans skærmbillede i blogindlægget kan man så se navngivne twitterprofiler, som i varierende grad støtter Kidd, forsvarer ham – og mener, han bare siger, hvad alle tænker.

Jeg tør godt afsløre, at jeg har en farmor-attitude til grimt sprog. Jeg synes det betyder noget hvilke ord man tillader sig at bruge om andre mennesker og jeg er gammeldags, når det gælder respekt – også for politikere man ikke er enig med. Det er bare ikke det mit blogindlæg handler om! :-)

Spørgsmålet der poppede op var, om Tom Jensen kan tillade sig at klippe samtaler ud af Twitter og lægge dem ind som illustration i et blogindlæg?

Blandt nogle af dem jeg følger på Twitter, kom der denne debat ud af det:

Så skal man egentlig sløre deltagerne i en samtale på Twitter i et skærmdump?

Jeg tror ikke, man skal juridisk? Twitter er som Tom Jensen siger helt åbent og det man skriver, kan ses af alle – uanset om man føler, man sidder i en lukket boble eller ej. Og det lærer man jo som Tveskov er inde på, aldrig at forstå, hvis man aldrig oplever, at tweets cirkulerer og lander steder de ikke var tiltænkt?

På den anden side synes jeg, der er en ufølsomhed i bare at udstille mennesker, som måske ikke har tiltænkt deres samtaler til min sammenhæng? Jeg er opdraget med at kommunikation afhænger af det sociale rum og derfor synes jeg ofte, det er ufuldstændigt at tage tweets eller statusopdateringer ud af rummet for at pege fingre?

Jeg gør selv meget ofte (men ikke altid) det, at jeg slører de mennesker og samtaler som jeg ikke selv deltager i. Hvis jeg finder gode eksempler på folk der er stiktossede på en virksomheds væg på Facebook, så beholder jeg måske fornavnet, men slører billede og efternavn – for jeg ved jo godt, at vreden ikke er lukket ud for at mine studerende skal sidde og analysere den.

Hvis folk derimod skriver noget sødt, smart eller klogt – eller hvis jeg selv kender dem, der skælder ud og taler dunder, så forekommer det mig mere naturligt at lade dem stå utilslørede?

Hvis du bruger eksempler og skærmdumps, hvad gør du så – slører eller viser frem? Og hvordan afgør du, hvornår hvad er passende?

Update: For en god orden skyld – jeg synes det er nemmere med Facebook venner – fordi der er tilliden jo kun til dem der er accepteret som venner. Jeg ville aldrig bruge debatter med nogen form for kontroversielt indhold fra mit feed uden at sløre identiteter. Men virksomheders sider – inklusive det folk skriver der – er jo åbne?

250 mio Facebook-brugere er blevet undersøgt for at finde ud af, hvad de deler og hvad de ikke deler og hvordan nyheder bevæger sig rundt i vores netværk. Det er Eytan Bakshy, som er PhD i informationsvidenskab og som arbejder i Facebooks eget datacenter, som har lavet undersøgelsen.

Undersøgelsen er også beskrevet i kort form og med gode illustrationer, hos Facebook selv under overskriften “Rethinking Information Diversity in Networks”

Illustration fra Facebooks egen artikel og underteksten lyder: “Figure 1: We are connected to core groups of strong ties that we interact with frequently and weak ties that we interact with infrequently. Granovetter’s hypothesis about the “strength of weak ties” states that weak ties facilitate information flow from disparate clusters of people”

Kort fortalt viser studiet, at vi selvfølgelig primært deler links og nyheder fra mennesker, som er tæt på os. Når mine venner allesammen sidder og griner af en artikel fra Ekstrabladet, så griner jeg med – og tænker at andre af mine venner også vil finde den sjov – og så trykker jeg “del”.

Denne mekanisme er en af hovedårsagerne til at internettet og sociale medier og måske i særdeleshed Facebook ofte beskrives som et ekkokammer. Vi sidder allesammen og recirkulrer de samme pointer, vi bestyrker hinanden i, at vores kulturelle billeder er de rigtige, vi opretholder hinandens spejl-billeder af, hvad der er “normalt”.

Det nye er, at studiet her viser, at vi OGSÅ deler links og informationer fra det, der kaldes “weak ties” (herhjemme ville man måske sige “flygtige bekendte”?).

“… here’s Bakshy’s most crucial finding: Although we’re more likely to share information from our close friends, we still share stuff from our weak ties—and the links from those weak ties are the most novel links on the network. Those links from our weak ties, that is, are most likely to point to information that you would not have shared if you hadn’t seen it on Facebook.”

Hvis en jeg kender flygtigt deler noget spændende, så læser jeg det, selv om det måske er fra en kilde, jeg aldrig selv ville opsøge. Og måske deler jeg det videre. Fordi jeg så kan være “først” med noget, som ingen andre har delt før eller fordi jeg synes min nyopdagelse bør deles med mine venner tættere på. Det handler måske om selvfremstilling, for meget af det vi gør i sociale netværk, handler jo om at gøre os selv mere interessante – og der virker det måske bedre at fortælle noget nyt, end at linke til endnu en historie fra Berlingske?

Det jeg synes er mest interessant, er at fordi Bakshy i undersøgelsen har haft mulighed for at “lukke” af for links fra løse/fjerne forbindelser, så kan han faktisk med en vis kraft konkludere, at hvis vi IKKE får disse nyheder, links, input fra de fjerne ender af vores netværk, så er der historier, vi går glip af. De fjerne forbindelser leverer ganske enkelt frisk luft fra kilder som vi ellers ikke kommer i nærheden af. De flygtige bekendtskaber udvider vores horisont og gør hele netværket klogere.

Jeg synes resultatet er opløftende. At nettet ikke er så klaustrofobisk som vi måske ellers gik og troede.

Og to tanker melder sig hos mig: Den første er at jeg vil opmuntre flere til at lukke Facebook mere op – få nogle flere flygtige bekendtskaber og lær noget nyt :-) Den anden er, at jeg synes Facebook skal bruge den nyerhvervede viden til at blive et mere åbent og nysgerrigt netværk. jeg vil gerne bede om en knap der hedder “Jeg er nysgerrig” som sætter mig i forbindelse med andre der har læst samme historie – eller som viser mig, hvad de ellers linker til af gode historier. Eller måske bare en funktion, der giver mig mulighed for at se “hvad taler mine venners venner – og deres venner om lige nu”?

Læs selv artiklen hos Slate her
Eller læs mere om studiet hos Facebook

Der skete store ryk i forhold til den tid og opmærksomhed sociale medier og især Facebook fik i virksomheder og i medierne og det betød masser af sjove opgaver for mig og mange spændende samtaler med folk om online identitet, om virksomheder der smisker for kunderne på Facebook, om værdien af Twitter og LinkedIn i jobsøgning og om det er rimeligt at slette kommentarer, hvis bølgerne går højt – for bare at nævne nogle få eksempler.

For at takke for alle samtalerne og snakke lidt om, hvad 2012 mon bringer holder jeg nytårskur i Hvalsø Bio onsdag d. 18. januar, kl. 19:30 og jeg ville blive glad for at se dig.

I Hvalsø Bio starter vi med at se filmen “The Social Network” om Facebook og Mark Zuckerberg, som vakte stor debat da den havde premiere i 2011 – fordi ikke alle var enige om, om det var den “sande historie” om tilblivelsen af Facebook.

Efter filmen tager vi en kort snak om Facebook. Jeg siger noget i ca. 10-15 minutter om året der gik. Danmarks førende Facebook-ekspert Mikael Lemberg (som nu er ansat af Facebook i Dublin og derfor flytter pr. 1. februar) siger noget om Facebook i 2012. Bagefter er der tid til lidt fælles refleksion over året der gik, filmen, facebook og fremtiden og jeg giver et glas champagne!

Hvis du vil med og ikke har fået en direkte invitation fra mig, kan du sende mig en mail på trinemaria@gmail.com – jeg har ca. 10 fribilletter tilbage. Alternativt kan du selv købe en billet på Hvalsø Bios website til filmen som kun vises d. 18. januar (og for 65 kroner kan du så stadig både se film, overvære oplæg, deltage i snakken og få et glas champagne)

PS: Jeg ved, at Hvalsø Bio virker som meget langt væk for nogle af københavnerne, men som serviceoplysning kan jeg fortælle, at man kan tage toget direkte fra Kbh H kl. 18:36 og være i Hvalsø 19:18 – og hele vejen i toget kan man jo checke twitter, facebook og læse blogindlæg på sin smart-phone :-) Håber at se mange af jer!

Historien handler om, at TelePrisTjek.dk, som er en service, der gør det muligt at sammenligne priser på telefoner, mobilabbonnementer og bredbånd online – og som også har en Facebook-side til debat – har oplevet at Telenors medarbejdere anonymt og uden at fortælle, at de arbejder i branchen, har deltaget i debatter på Facebook (formodentlig med fordelagtige informationer om Telenor) og at de senere har slettet selvsamme indlæg og debattråde.

TelePrisTjeks version af historien kan du læse her

Og Facebook-siden ser lige nu sådan her ud:

I den slags tilfælde er det selvfølgelig svært at sige, om de pågældende medarbejdere selv har fundet på at blande sig (frustrerede medarbejdere som er trætte af at deres virksomhed ikke bliver forstået kan jo godt koge over) eller om der er andre i organisationen, som har lagt en taktik og bedt medarbejderne om at lægge facebookprofil og ry og rygte til.

Uanset hvad, er det ikke smart. Anonyme forsvar/forklaringer, der viser sig at komme fra virksomhedens egne medarbejdere kommer altid til at fremstå ret patetiske. Især fordi gode selskaber, med gode produkter og god service typisk har RIGTIGE kunder, der tager dem i forsvar – og det virker ligesom mere troværdigt! :-)

Historien fik mig til at tænke på 3 evigt aktuelle gode råd til Social Media Politikken:

1. Vær dig selv
Det vigtige er, at understrege overfor medarbejderne, at når de taler om noget som helst, der har en eller anden sammenhæng med deres arbejde, så SKAL de gøre eksplicit, tydeligt og klart opmærksom på, hvor de arbejder. Alt andet vil blive opfattet som forsøg på manipulation – og dette gælder både, hvis man har noget pænt at sige om sin egen virksomhed og hvis man har noget mindre pænt at sige om andres. Hvis man bliver fanget i at debattere virksomheden, branchen, konkurrenternes produkter eller andet arbejdsrelateret anonymt (og det bliver altså ofte opdaget) kan det sætte virksomheden i et dårligt lys.

2. Vær venlig
Masser af debatfora er fyldt med sure hønisser der skælder hinanden ud og kalder hinanden og hinandens produkter ved navne. Det er derfor forståeligt, hvis medarbejdere af og til bliver trætte af kritik, de ikke føler er fair. Men som ansat i en virksomhed, skal man ikke deltage i debatter, hvor man ikke kan være venlig eller hjælpsom. Det betyder ikke, at man ikke kan blande sig i kritiske debatter, men det skal være fordi, man høfligt og venligt kan bidrage med information, fakta eller viden, som kan gøre debatten bedre – ikke for at råbe bandeord efter de andre.

3. Lad være
Hvis medarbejderen ikke kan være venlig, for eksempel fordi han er rasende, synes de andre i debatten virker som idioter eller er træt, så er det vigtigt at understrege at det er bedst, at lade være med at blande sig, hvis man er i dårligt humør.

(Bemærk – dette gælder arbejdsrelaterede emner. Hvis man har lyst til gensidig hovedafrivning på Nationen, når man er kommet hjem, så er der ytringsfrihed i Danmark og man skal bare give den gas. Dog er det en fordel at være klar over at potentielt kommende arbejdsgivere kan finde på at Google dig – og hvis du er typen der ofte skriver “Nazist”, når det du mener er “Jeg er uenig”, så kan det godt skade dit personlige omdømme, men det er et andet blog-indlæg!)

4. Spørg chefen
Hvis det er grim kritik, som medarbejderen mener, der skal reageres på, uden at han lige ved, hvordan, er det vigtigt at understrege i politikken, at der er en chef, en ansvarlig for sociale medier eller en kommunikationschef, som kan hjælpe. Det er af samme grund ikke en god idé at overlade ansvaret for kommunikationen i sociale medier til en enkelt medarbejder eller 2.

Har du andre gode råd, så del dem meget gerne i kommentarerne!

Det mest interessante er efter min mening, at forbrugerombudsmanden understreger, at man principielt ikke må bruge konkurrencer eller andre former for fordele til at få sine fans til at “like” eller på anden vis sprede budskaber “via elektronisk post”:

“3.3. Erhvervsdrivende må ikke præmiere eller på anden måde belønne brugerne af det sociale medie for at foretage handlinger, som medfører, at den erhvervsdrivendes markedsføring videresendes eller spredes til andre personer, der ikke har anmodet om den kommercielle henvendelse, ved brug af elektronisk post(13).

Selvom en brugers handling medfører, at den erhvervsdrivendes markedsføring spredes på anden måde end ved brug af elektronisk post, bør den erhvervsdrivende ikke præmiere eller på anden måde belønne brugerne af det sociale medie for at foretage sådanne handlinger.”

Spørgsmålet er så, hvad der definerer “elektronisk post” og her er forbrugerombudsmanden ret grundig i beskrivelsen af blandt andet Facebook:

“12. På det sociale medie Facebook har erhvervsdrivende mulighed for at sende beskeder til brugernes indboks eller slå meddelelser op på brugernes profil (væggen). Sådanne meddelelser må anses for at være elektronisk post.

Bannerannoncer kan formentlig ikke anses for at være elektronisk post, da meddelelserne næppe lagres indtil de hentes af modtageren, og da de formentlig heller ikke kan anses for sendt til en bestemt modtager.

Meddelelser, som viser sig på facebookbrugerens ”startside” under ”nyheder”, bliver formentlig som følge af Facebooks tekniske indretning hentet af modtageren. Det kan derfor give anledning til tvivl, hvorvidt sådanne meddelelser kan anses for omfattet af definitionen på elektronisk post:

Beskeder til startsiden kan komme i form af opdateringer fra en erhvervsdrivende, som brugeren tidligere har tilkendegivet at ”synes godt om”. Sådanne beskeder, som formentlig ud fra en teknisk betragtning må anses for hentet, kan brugeren undgå at modtage ved, at brugeren fjerner sin tilkendegivelse. På den baggrund kan disse opdateringer ikke anses for at være omfattet af definitionen af elektronisk post.

Beskeder til nyhedssiden kan også komme fra brugerens venner, når vennerne selv eller andre slår noget op på deres væg. Når vennerne fx ”synes godt om” en erhvervsdrivende eller deltager i konkurrencer eller lignende på Facebook, vil en besked herom vise sig på vennernes væg, hvorfra det spredes til brugerens startside. Brugeren kan naturligvis undgå at få sådanne opdateringer ved helt at udelukke den pågældende fra vennekredsen. Men hvis brugeren ikke ved hjælp af egne indstillinger kan sortere i meddelelserne fra vennekredsen for derved at undgå at få kommercielle meddelelser, må sådanne kommercielle meddelelser, som brugeren ikke kan undgå at modtage, efter de nordiske forbrugerombudsmænds opfattelse, formentlig anses for omfattet af reglerne om markedsføring ved brug af elektronisk post.

Anvendelse af delefunktioner mv. til spredning af kommercielle budskaber synes imidlertid almindeligt accepteret. På den baggrund vil de nordiske forbrugerombudsmænd indtil videre have fokus på de mere aggressive former for spredning, hvor spredningen ikke alene beror på brugerens ønske om at videregive budskabet, men hvor den erhvervsdrivende skaber et særligt incitament til at sprede det kommercielle budskab ved fx at belønne brugeren for at dele. Se mere om præmiering under pkt. 3.3.”

Jeg læser det sådan, at forbrugerombudsmanden og de nordiske kolleger primært vil gå efter virksomheder der i forvejen bryder Facebooks regler – for Facebook tillader jo principielt heller ikke at man laver konkurrencer hvor deltagelsen foregår ved at man “liker”, kommenterer eller på anden måde skal spamme sine venner med deling.

Hvis du er interesseret i flere detaljer om Facebooks konkurrence-regler er der informationer hos:

Hans Tosti som har en Facebook-side om konkurrencereglerne her

Konfo, som har udarbejdet en guide til reglerne

Den handler blandt andet om at de fleste unge (69%) overvejende mener sociale netværk er rare steder at opholde sig, men at en del (20%) faktisk oplever at deres netværk mest er ubehageligt – 11% siger “det kommer an på”.

Så ingen tvivl om, at mobning, intriger og ungdomsproblemer også har fået plads online (min umiddelbare tanke er at det liv man har online spejler det liv man har andre steder – og de fleste teenagere oplever vel konflikter med veninder og venner og kærester og ex-kærester, mens deres personlighed er på raketfart mod modenhed?)

i en bisætning får undersøgelsen så nævnt, at der er flere voksne end teenagere, der oplever at sociale netværk på nettet er rare steder:

“At the same time, in a similar question asked of adults 18 and older, 85% of social media-using adults reported that people are mostly kind to one another on social network sites, while just 5% felt that people are mostly unkind.”

Det må da siges at være gode nyheder at så mange melder tilbage fra internetfronten, at de mennesker, de er gode venner med i virkeligheden også er gode til at være venner på Facebook.

Eller omvendt – dejligt at det kun er 5% som har fået lukket deres dysfunktionelle familiemedlemmer og kedelige kolleger eller ondskabsfulde intrigemagere indenfor i varmen. Skønt, at det trods alt ikke fylder mere.

Og mit lille tip, hvis en af dine venner på Facebook opfører sig træls, er at du bruger følgende funktion (undskyld Gunnar – du er ikke skjult – du statuerer bare et eksempel):

Du kan enten vælge kun at få de mest vigtige opdateringer – eller du kan helt afmelde abonnementet = holde op med at se personens opdateringer.

Og nej der bliver ikke sendt en mail til personen. Den eneste måde han/hun opdager det på er, når de aldrig hører fra dig og hvis de er tilstrækkeligt selvoptagede eller har meget travlt med at bygge intriger, så tror jeg ærlig talt ikke de opdager, at du er forsvundet.

Det er altså den slags grovsortering, man bare ikke kan lave juleaften eller på en bar en sen fredag. Måske er det derfor de fleste af os er så glade for Facebook?

Og ja – hvis du fortryder og GERNE vil se din svigermors opdateringer igen, når du er kommet dig over julen, så går du ind på hendes side og klikker “Opret abonnement” og vupti har du hende igen i dit newsfeed… og nej – det får hun heller ikke en mail om… :-)

Det der slår mig, når jeg ser videoen er grundigheden. Formodentlig kan du ikke engang holde ud at se de første 5 minuttter, for alt hvad der bliver sagt virker så selvindlysende, oplagt og afsindig nemt at forstå:

Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at overveje, om ikke vi er røget for meget i den modsatte grøft? Om vi måske forklarer for lidt?

En af mine kvikke studerende spurgte i dag i en mail, om vi egentlig kan være sikre på, at brugerne har forstået alle nuancerne på Facebook? Hvad er forskellen på at være med i en gruppe og at være fan af en side? Hvad er forskellen på at “synes god om” en statusopdatering og en hel side? Forskellen på at skrive på væggen, at skrive en kommentar, at skrive en besked?

Mit umiddelbare bud er, at masser af brugere er komplet hægtet af. De mudrer sig igennem og for mange af dem går det fint. Men mon ikke 5 minutters introduktion til din Facebook-side for mange ville opleves som en god hjælp til selvhjælp?

Forestil dig at du lige brugte 3 minutters video på at forklare, hvorfor kunderne skal bruge den nyåbnede kundeservice på Facebook, hvad de kan gøre, hvad I regner med at levere og tilbyde – og hvorfor I synes at social teknologi på nettet, nu skal supplere den eksisterende telefon- og email-service?

Jeg har på fornemmelsen at det, at lave sådan en lille film også ville gøre det mere klart for nogle af virksomhederne, hvad det egentlig er, der er formålet med at være på Facebook?

(Opdatering – DR har ændret overskriften på artiklen … men jeg har selvfølgelig et skærmdump så I kan se jeg ikke overdriver… :-)

I artiklen citerer DR et analysefirma for at mene, at Pia Kjærsgaard har meget mere “engagement-score” end andre kandidater i valgkampen. Firmaets direktør siger blandt andet:

“Det, engagementscoren siger noget om, er, hvor dygtig politikeren er til at få vælgerne i tale”

Og videre i artiklen hedder det:

“Ifølge Crisp er en Engagement Score på 90-110 normal. En score fra 110-130 betragtes som høj, og en score over 130 betegnes som ‘geniniveau’.
Pia Kjærsgaards score ligger i skrivende stund på 143,1 .
- Det er voldsomt højt, siger Andreas Borch Hansen.
- Politikere ligger generelt højere end virksomheder og privatpersoner, men at Pia Kjærsgaard boner så højt ud er at hun har en hel del kernevælgere, der er meget aktive og hyppigt tilkendegiver deres meninger.”

I tilfældet Pia Kjærsgaard må man så ikke håbe, det betyder noget for genialiteten, om hun selv er tilstede? For formodentlig er det DFs valgkontor der skriver de fleste af statusopdateringerne for hende, hvilket DF tydeligt gør opmærksom på på siden:

Og misforstå mig ikke – det er jo fuldt forståeligt at politikerne beslutter at de ikke har tid og fravælger Facebook fremfor forsamlingshuset – min pointe er bare, at hvis det ikke er Pia selv der skriver, så kan hun måske lige knap udråbes til at være et Facebook geni?

Når det er sagt, så er siden bestemt ikke den værste politiske Facebookside jeg har set. Den opdateres løbende – både mellem valgene og under valgkampen og den holdes tilsyneladende fri for de værste mishagsytringer og spam.

DF har dog efter min mening lige præcis fravalgt det man kunne kalde det seriøse engagement, eftersom Pia Kjærsgaard/DFs valgkontor ikke deltager i debatten, men typisk begrænser engagementet til en status, hvorefter de så lader Pias fans om at diskutere løs i kommentarfelterne.

Og det er sikkert meget fornuftigt i forhold til mængden af timer i døgnet under valgkampen, men efter min mening bør en seriøs “engagement-score” i en seriøs analyse tage højde for om der er engagement i begge ender. Får ejeren af siden engageret sine fans og er han/hun selv engageret? Netværk og relationer bliver trods alt stærkest, hvis de foregår mellem mennesker – også når det ene menneske er en politiker.

Min liste over geniale politikere på Facebook tæller derfor mennesker som Søren Pind, Ida Auken og Signe Wenneberg – og det er jo blandt andet fordi de selv er tilstede og skændes og debatterer lystigt med deres fans på deres sider!

Har du poltikere som du synes skal have nogle engagements-point for at være tilstede online her under valgkampen så har du nu chancen i kommentarfeltet! :-)

Her er det moderen, som har en søn i hæren og som ikke tænker over, at hun deler fortrolig information med verden, når hun skriver en begejstret Facebook opdatering og fortæller, at hans enhed venter fint besøg på basen:

Og her er det 2 piger på en af Søværnets skibe, som endelig er på orlov og som via Twitter og Foursquare fortæller, hvor de er og at de checker ind på en klub:

Jeg bryder mig ikke om skræmmekampagner og scenen i filmen med de 2 piger der danser, ligner at de danser med døden. Så min første tanke var at de hellere skulle bruge den her meget britiske plakat fra 2. verdenskrig. Den stammer fra et andet britisk ministerium – nemlig Ministry of Information (MoI):

Men ved nærmere eftertanke kan jeg sagtens se udfordringen for forsvarsministeriet.

Det kan blive mere end svært at beskytte gæster (politikere og embedsfolk) der besøger tropperne og hærens personel kan derudover alt for let udsætte både sig selv og kolleger for fare ved bare at dele deres koordinater og snakke løs om deres arbejdsopgaver i de der små private rum på Facebook, som jo ofte er tilgængelige for mange flere end man tænker over.

MoD skriver blandt andet selv på kampagnesitet:

“…you need to be aware of how much information there is online about you. Not just that which you’ve put there yourself, but also that which other people or organisations have put there.”

og

“Alongside being careful about the information you choose to share online, you should also look at the settings on every social networking site you use, and ensure that you’re happy with how your information is being used and shared.”

Hvad synes du om kampagnen? For skræmmende – eller ok? Og tror du det virker?

Der er flere informationer om kampagnen på MoDs eget website og hos The Telegraph

I denne uge blev jeg tilsvarende træt af den amerikanske politiker Anthony Weiner som er midt i en sex-skandale, der involverer Facebook og Twitter. Han holdt pressemøde og blev ved med at påstå, at han ikke havde “relationer” til de her kvinder, som han havde sendt billeder til, han havde bare kommunikeret med dem over nettet.

Definitionen på “det rigtige møde” og “den rigtige relation” er for begge de herrer altså noget med at mødes IRL (In Real Life).

For mig er det helt urealistisk at forestille sig, at nettet IKKE er et mødested og at man IKKE har relationer til mennesker, man møder online. Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at jeg ville synes internettet var særlig interessant, hvis jeg IKKE kunne opleve det som et mødested?

Per Stig Møller er undskyldt. Han tilhører en generation der er opvokset med, at skærme er TV-apparater, som jo notorisk ER isolations-maskiner. Per Stig Møller har måske ikke selv relationer via sociale medier på internettet – ergo ligger det ikke lige for for ham, at det kan lade sig gøre at etablere relationer i det rum. Første forudsætning for et møde er jo, at man selv er tilstede.

Anthony Weiner derimod HAR jo mødt mennesker online, han har sågar været nok tilstede til at kunne sende en kvinde et billede af sine underdrenge med indhold. Så når han på sit pressemøde insisterer på at der ikke er tale om relationer, undrer jeg mig? Hvad er det så?

Og min pointe er IKKE at relationer online er ligeså værdifulde som dem vi har off line. Jeg sætter stor pris på min familie og mine venner og jeg ville da meget betakke mig for et liv, hvor jeg kun havde kontakter via nettet. Men jeg synes jo omvendt at jeg har masser af gode relationer og at jeg dagligt er i kontakt med folk via nettet.

Så hvor mange der læser med her, mener de faktisk har kontakt med andre via sociale medier? Og for de af jer, der har en relation til mig via Facebook eller Twitter – synes I også vi faktisk har en relation? Eller er vi virkelig bare i stikkontakt?

Læs mere om karakteren af Weiners forhold til kvinder online hos Slate - og om hans mulige motiver i NYT Opinion