Udsendelsen blev sendt i går, men fordi jeg selv holder efterårsferie, nåede jeg ikke lige at høre den før i dag – og faktisk er jeg for en gang skyld meget godt tilfreds – for jeg synes, det var rigtig rart at deltage i et program, hvor der faktisk var tid til at uddybe nogle af tingene en anelse.

De tre væsentligste pointer:

1) mødet på nettet erstatter ikke mødet i det fysiske rum, men supplerer det.
2) mødet på nettet gør det muligt for os at være mere sociale (fordi vi kan finde fællesskaber selv når vi er isolerede geografisk)
3) tilgivelse (både af os selv og andre) bliver en nødvendig egenskab, fordi mødet på nettet stadig er nyt for mange og “reglerne” bliver til efterhånden som vi får erfaring.

Mere om udsendelsen og mulighed for at høre den her.

Og link til rå mp3 her. (Og rå skal jo forstås meget bogstaveligt på DR – for de springer meget ofte bare direkte ind i udsendelsen og her sker det EFTER udsendelsen er startet? Meget underligt, har de mon ikke et ur i det nye hus?)

For det første tvivler jeg på, at de allesammen kan blive enige om at lukke? (Hvad gør DR for eksempel? De nyheder har jeg jo betalt for over licensen?) – og så længe der er gratis nyheder, så tror jeg ikke på at loyaliteten er større, end at vi søger derhen, hvor prisen er 0?

For det andet er jeg spændt på, om mediehusene kan blive enige om en betalingsmodel? ITunes fremhæves ofte som et godt eksempel på en betalingstjeneste, som er accepteret, men iTunes brugte år på at få overtalt musikindustriens mange spillere til at være med? Er mediehusene klar til det? (Måske Frank Rasmussen er mand til at overtale dem?)

For det tredje frygter jeg, at medierne overser at en del af deres trafik også kommer fra det sociale net? Mediehusene har været vældigt gode til at gøre det let for os at dele artikler (på Facebook og blogs) og på den måde er vi som læsere med til at recirkulere nyhederne. Twitter er det seneste eksempel på en tjeneste som nødvendigvis må drive trafik til mediehusene – fordi vi kan lide at dele det, vi læser?

Hvis mediehusene melder sig ud af den økologi, synes jeg det bliver meget spændende, om de så får penge ud af os – eller om vi bare ignorerer dem og fortsætter samtalen om noget andet? (det vi så i tv – det vi læste i et magasin – det vi oplevede til et møde?)

Er du klar til at betale for nyheder?
Hvad tror du, læserne vil betale for?
Hvad tror du, du kan undvære, hvis det koster penge?

Læs hele artiklen hos Comon her!

Malcolm Gladwell er en anden (og lad mig lige benytte lejligheden til anbefale hans seneste bog Outliers) og Thomas Friedman (The world is flat) en tredje. (Desværre kan jeg ikke linke – tror ikke artiklen er online).

Og som sædvanlig er jeg ikke ret vild med at være i avisen. Jeg synes ikke, det jeg mener, kommer ud som det skulle – heller ikke selv om jeg HAR talt med journalisten inden publiceringen! :-)

For eksempel synes jeg, at jeg fremstår temmelig latterlig, når jeg i artiklen påstår, at der ikke er nogen der læser flere fagbøger end mig (sic!) og det jeg forsøger at sige, er jo bare at jeg da læser masser af fagbøger – og ikke kun sådan noget light-weight kondenseret Wired stuff!

Omvendt er jeg glad for, at jeg har fået et konkret eksempel (Skanderborg Kommunes idéoffensiv) ind, der hvor jeg skal fortælle, hvordan tanker og inspiration fra Wired/ Chris Anderson får betydning for mit arbejde i Socialsquare.

Jeg glæder mig i øvrigt til at læse Free, som er Chris Andersons næste bog om forretningsmodeller, hvor virksomheder giver noget (eller det hele) væk gratis. (Læs evt. artiklen fra Wired som er forlæg til bogen her).

Dorte skrev selv om arbejdet med sagen:

For mig selv har hændelsesforløbet givet et fantastik indblik i, hvorledes “brugerdeltagelse” i nyhedsdækning og på blogs kan styrke journalisterne. I tider, hvor medier må skære dybt i den journalistiske bemanding, mens produktionen skal øges, er det en enorm styrke. Kommentarerne hos Computerworld og på Bizzen taler også sit klare sprog herom.

I it-systemudviklingens verden, er der et berømt begreb, der hedder Participatory Design , skabt af en række kendte Århus-dataloger (participate = deltage). Det går på, at slutresultatet bliver langt bedre, når brugerne inddrages, også fordi de ved, hvor skoen trykker.

Hvad dækningen af IT Factory har vist er, at der er behov for et begreb, der hedder Participatory Journalism. At tale om “brugergenereret indhold”, som man gør i dag, er alt for vagt et udtryk, når det gælder om at finde facts og relevante hypoteser til journalisten.

Vend det gode gamle råd vedr. pressen på hovedet – det, der hedder “Man skal aldrig læse i avisen om det, man har forstand på.” Læs det I har forstand på, og gør os, der kun har kort tid til at sætte os ind i alt det, I har brugt år af jeres liv til, klogere. Det er, hvad nettet åbner for, og det gavner alle. At nettet så også giver talerum for tumber, hævngerrige og fanatikere må vi tage med i købet.

Tak for hjælpen.

Og i dag er IT-factory konkurs – og Dorte får ros, men lad os ikke glemme, at det var fordi hun holdt fast, var stædig og blev ved med at spørge til det, der IKKE var indlysende – nemlig, hvor pokker kommer værdien fra?

Ernst & Young har i sidste uge givet virksomheden en pris – og jeg afventer stadig deres forklaring på, hvilke spørgsmål de stillede undervejs i den proces?

Sagen ruller jo alle vegne nu, men hos Dorte Toft på Bizzen er der mange, mange kommentarer i dag!

Tillykke Dorte – det er eddermaneme godt gået!

Det ville selvfølgelig være fint, hvis der var danske bloggere som kunne tjene penge på at blogge, for det tager jo (arbejds)tid at skrive en god blog.

Men jeg kan altså ikke helt se, hvordan PR-bureauer baner vejen til blogsucces? Hver gang der er pr-firmaer involveret synes jeg tværtimod at det giver ballade for bloggeren?

Lige nu diskuterer svenskerne for eksempel om Blondinbella (en kommerciel modeblogger i Sverige) får penge af et bureau og om hun så skal skrive at indlæggene er betalt? Og det er en sag der har kørt længe.

PR-bureauer er jo dem der filtrerer og polerer budskaber for virksomheder. Eller som min gode studiekammerat på PR-studiet udbrød under en forelæsning på RUC i 1995: “Hold nu kæft med alt det etiske fis – vi skal jo alligevel allesammen ud og være ludere for storkapitalen”.

Mange af PR-bureauerne kan selvfølgelig godt se, at blogomtale ser mere troværdigt ud end reklamer – i Sverige hedder det:

-Vi vill påverka målgruppen utan att den ska känna att de blir påverkade. Då kan en blogg vara bra, säger Anna Bodin på PHD (OMDs mediebureau).

Og der er det jeg mener, at virksomheder skal træde varsomt. Der vil være kunder som er ligeglade med manipulationen (det er samme gruppe, som synes jeg er naiv, når jeg mener, man kan føre dialog med virksomheder uden at blive manipuleret). Og der vil være kunder som bliver rasende. Både på bloggeren, men så sandeligt også på den virksomhed, der betaler – og dermed manipulerer dem. Risikoen for en PR-krise, hvor virksomheden skal foreklare, hvorfor de manipulerede og ikke var ærlige skal indtænkes i strategien.

Blogs kan bygge netværk og relationer mellem mennesker. Relationer er baseret på tillid. Det er IKKE tillidsskabende at købe sig til omtale! Virksomheder som ønsker at bygge tillid til deres kunder via blogs må derfor stille sig selv til rådighed.

I artiklen i Børsen i går sagde jeg lidt kækt, at man jo ikke bliver ballets dronning ved at sende sin sekretær til festen – og med det mener jeg sådan set bare, at man ikke som virksomhed kan sende andre i byen på blogs. Virksomheden er nødt til at være der selv, hvis den vil opfattes som troværdig på nettet.

Til journalisten Michael Solgaard sagde jeg, at jeg tvivlede på validiteten af data – og at jeg personligt har ignoreret undersøgelsen.

Nu har Ernst Poulsen så regnet lidt på statistikken i undersøgelsen – og det viser sig, at 72 ud af 500 bloggere, som Cision sendte en mail til, har svaret.

Det giver en svarprocent på 14. Normalt ville man jo nok ikke referere intensivt fra en undersøgelse med så lav en svarprocent – for de 14% kan jo ikke hævdes at være repræsentative for hele stikprøven på 500 bloggere? (Jeg kan anbefale Preben Sepstrups “En undersøgelse viser …” om brug af undersøgelser og statistik!)

Og man ville som minimum lave en frafalds-analyse? Det kunne jo være det ikke skyldtes tilfældigheder at svarprocenten er så beskeden? Metoden ville typisk være en rundringning til de, der IKKE svarede.

Mit bud på en analyse af “data” bliver på baggrund af Ernst udregning, at 86% af de 500 danske bloggere er fuldstændig ligeglade med PR-branchen! :-)

Læs i øvrigt selv hele Ernst Poulsens opsang til journalister, der ukritisk referer statistiske undersøgelser her.

Med i studiet var også Dorte Toft fra it-bizzen på Berlingske og Mads Thimmer fra InnovationLab – ja og så selvfølgelig værterne Henrik Føhns og Anders Høegh Nissen fra Harddisken.

Vi snakkede både om robotter, om telefoner, om internet-applikationer og om Google. Stemningen var god og der var mange informationer i luften – og derfor skal jeg her lige forsøge at rette lidt op på noget vås, jeg fik sagt :-)

Jeg siger at Google Kort (nok smartere at tale om ‘Google Maps’) er et af de projekter som Google ansatte har udviklet i deres 20%s tid (den tid ingeniørerne har til at arbejde på egne projekter) – og det siger jeg, fordi jeg troede, det var sådan det hang sammen efter i sin tid at have læst denne artikel om Googles arbejdsform i Businessweek.

Men det passer faktisk ikke. Google Maps og Google Earth nævnes ikke i ovenstående og er snarere resultat af internt udviklingsarbejde, kombineret med et opkøb af Keyhole (som lavede forløberen for Google Earth). Den historie kan læses i en artikel fra Wired.

Og faktisk findes der også en dansk udvikler som har været med til at lave koden til Google Maps – og ham har harddisken tidligere interviewet og den udsendelse kan høres her.

Så skulle det vist være på plads – godt nytår!

Jeg blev spurgt, hvad sociale netværk er og forsøgte at forklare, at det er steder på nettet, hvor vi dyrker vores venskaber og holder kontakt med vores omgangskreds – enten privat og for hyggens skyld – eller mere professionelt, fordi det er praktisk.

De spurgte også, hvorfor virksomheder kan være skeptiske (baseret på en historie om at nogle engelske virksomheder har forbudt medarbejderne at bruge tid på sociale netværkstjenester) – og jeg tilbød 2 forklaringer. Dels at tidsforbruget på mange sociale netværkstjenester er stort, hvilket gør at virksomheder kan få den idé, at medarbejderne bruger for meget tid på noget der ikke er relevant – og dels at man i mange virksomheder ikke ved nok om de her tjenester, til at kunne vurdere, hvad potentialet kan være.

Jeg fik ikke sagt, at virksomheder og organisationer der gemmer deres medarbejdere væk, så de ikke er synlige på hjemmesiden efter min mening kan starte med at gøre det lettere, at finde ud af, hvem der er ansat. Hvis jeg ikke kan finde medarbejderne ho hjemmesiden, så søger jeg jo netop efter dem andre steder?

Til gengæld fik jeg fortalt om den nye social tjeneste, der hedder Revyr (Jeg ved ikke hvordan det udtales – så det lød sikkert sjovt, for dem der ved bedre). Revyr er en tjeneste, hvor man kan give sin arbejdsplads point på en række parametre som løn, kultur, fryns, CSR mm. – og dermed gøre det lettere for andre at vurdere, om det er et sted de har lyst til at arbejde!

Min pointe er, at virksomhederne ligeså godt kan vænne sig til, at de ikke selv kan bestemme – som stifteren af Revyr Jake Taylor siger i et interview:

In Australia and most developed countries, there is a massive shortage in quality staff at the moment this has meant that employees now have more power in the relationship simply because of scarcity.

Jeg synes, det er en oplagt idé, men jeg har ikke kunnet teste tjenesten endnu – for siden er lagt ned af trafik :-)

Hvis du vil vide mere, har Chief Happiness Officer talt med Jake Taylor fra Revyr og interviewet er lige her.

Min pointe i artiklen er, at kloge virksomheder anerkender, at ligesom medarbejderne er virksomheden ambassadør når de går til middagssselskaber, så er de også virksomhedens repræsentanter på Facebook og LinkedIn og i alle mulige debatfora og på blogs. Forskellen er bare at deres ambassadørrolle på nettet er ekstremt synlig :-)

Gartners analytiker siger i artiklen at han mener virksomheder, skal lave regler. Jeg synes, det er den forkerte retning med restriktioner (jeg er heller ikke sikker på at virksomheder lovligt kan lave restriktioner når det for eksempel gælder medarbejdernes profiler på Facebook eller LinkedIn – altså udover at forbyde at det foregår i arbejdstiden?).

Efter min mening kan virksomheder opnå følgende fordele ved at lave nogle positive retningslinier:

- Større synlighed, fordi medarbejderne spreder ordet
- Mere humant billede af virksomheden, fordi der bliver sat ansigt på
- En stemme i samtalen, som er troværdig

Artiklen på Computerworld kan du læse her

Og tak til Føhns som gjorde mig opmærksom på, at den også er samlet op på DR.