Her får en fyr, der hedder goobie55 på YouTube “leveret” en ny computerskærm med FedEx:

Han optager episoden og skriver følgende som kommentar på YouTube:

“Here is a video of my monitor being “delivered”. The sad part is that I was home at the time with the front door wide open. All he would have had to do was ring the bell on the gate. Now I have to return my monitor since it is broken.”

Videoen er set 4 millioner gange og har mere end 16.000 kommentarer – og FedEx har af samme grund været nødt til at reagere med en video, hvor de undskylder og også forklarer, hvordan de bruger videoen til at blive bedre:

MEN bemærk venligst at selvom FedEx har lavet et video-svar 2 dage efter den oprindelige video – så er deres svar altså kun set 4000 gange. Der er meget langt op til de 4 mio. visninger og det der vil stå tilbage er at nogle FedEx-ansatte er ligeglade med de varer de skal levere.

Jeg hæfter mig derudover ved at Mathew Thronton fra FedEx siger at manden ikke længere arbejder med kundekontakt – men ikke at han er fyret.

Personligt synes jeg det er voldsomt, at fyre folk der begår en enkelt fejl. Jeg tror på, at man får bedre medarbejdere ud af at finde ud af, hvad der foregår i deres hoveder og få dem til at hjælpe med at fikse problemerne, hvis man kan. Jeg siger ikke det altid kan lade sig gøre – og jeg aner ikke hvorfor FedEx manden smed skærmen indover hegnet. Men hvis der nu var en (god) grund, at han havde for travlt, at han lige var blevet bidt af en hund eller overfaldet af en sur kunde, at trafikken var desperat – eller et eller andet andet seriøst, så kunne det måske tilmed virke stærkere at fortælle, hvad der foregik – i stedet for at sende chefen på gaden med højtlæsning af en pressemeddelelse?

Hvis manden derimod virkelig bare hader sit job? Så er der jo god grund til at få det ud i lyset og opfordre ham til at finde et andet :-) for ansatte i service, som virkelig hader at udføre service, fungerer bare ikke!

Casen er fundet på Whale Oil Beef Hooked

Wangs hovedpointe er, at masser af virksomheder måske nok er i gang med at oprette sig på sociale netværk, men de får ikke nok ud af indsatsen, fordi de ikke går systematisk til værks.

Jeg er enig med mange af hans overvejelser – også selv om jeg måske synes, han på klassisk konsulent-facon overdriver farerne ved at lære at køre bil ved at gøre det. (Personligt har jeg det sådan, at uanset hvor meget træning og hvor mange kurser du tager afsted på/ sender medarbejderne på, så kan du ikke lære at ride ved at læse bøger om heste – heller ikke selv om jeg er læreren!)

3 ting er efter min mening især væsentlige, når virksomheder skal planlægge deres indsats:

1. Find forretningsmæssige mål, som understøttes af sociale medier.
Lad være med at lave en Facebok strategi. Du har heller ikke en Power Point strategi og Facebook er en platform – ikke en strategi. Find i stedet de processer og de mål, hvor Facebook kan understøtte jeres arbejde.

Vil I have flere loyale kunder? Vil I sikre at det er synligt, at I har super kundeservice? Vil I innovere mere sammen med kunderne? Vil I sikre at de kunder, der er vilde med jer får en aktiv rolle som ambassadører? Vil I gøre jer selv mere synlige overfor specifikke målgrupper? Der er masser af målsætninger som kan nås ved brug af Facebook, men hvis I ikke aner, hvad I ønsker at opnå, bliver det svært at måle, om det I gør er det rigtige.

2. Lav træning og måske et sæt guidelines
Sørg for at de medarbejdere som skal smide sig for løverne og være jeres ansigt udadtil er trygge ved situationen. Det bliver de primært ved, at de ved hvad der forventes og hvad de skal lave. Det hjælper også at de har prøvet det i en sandkasse og ved hvordan de kan slette et svar der ikke lige blev helt færdigt – eller en åndsvag kommentar fra et brokkehoved der har drukket for meget snaps.

Guidelines er efter min mening kun smarte, hvis de udarbejdes i en proces sammen med dem der skal efterfølge dem. At lave guidelines med løftede pegefingre og smide dem på intranettet som et eller andet regelsæt som direktionen har vedtaget, har ofte en kedelig bi-effekt. Medarbejderne tænker at det er lettere ikke at nævne noget med arbejdet på sociale medier, for så gør man stensikkert ikke noget forkert. De positive, gode guidelines handler om, hvad man søger at opnå og hvad man synes medarbejderne skal være opmærksom på.

3. Team og ledelse
Sæt et hold. Hvis der kun er en enkelt medarbejder, som forstår sociale medier, er det både ærgerligt for virksomhedens relationer, hvis han/hun forsvinder – og ærgerligt for personen at skulle bære opgaven alene. Sørg som minimum for at medarbejderen er med i et netværk af andre social media ansvarlige fra andre virksomheder, så der findes nogen at tale problemstillinger og løsninger igennem med.

Sørg i samme ånd for at ledelsen bakker op. Gerne synligt. Hvis chefen siger det er vigtigt, så er det nok vigtigt og hvis chefen belønner gode resultater og begynder at opstille mål, der skal nås her også, så stiger værdien og interessen som regel også.

Og når alt det er sagt, så synes jeg jo bare at mange flere virksomheder skal overveje, om ikke der er noget, de kan gøre smartere for/ sammen med deres kunder ved at være mere synlige og mere til stede i sociale kanaler.

Relaterede links:

Jeremiah Wangs præsentation er også tilgængelig på Slideshare – find den lige her.

Derudover er der masser af præsentationer fra hele Le Web tilgængelige på deres website.

Og endelig læste jeg tidligere i dag denne interessante artikel hos Forbes om, hvorvidt sociale medier er det samme som social business? Her er IBM case og der er gode pointer.

Og denne er da virkelig god.

Det starter med den her grimme video af en betjent, der bruger peberspray mod studerende, som om var det saftevand:

Og så er der nogen, der begynder at bruge betjenten kreativt i Photoshop:

Og pludselig er han alle steder, i mange situationer – og alle med det formål at vise, hvor absurd hans opførsel er:

Men det stopper ikke der, for her tager dette meme en ny drejning.

En nyhedsoplæser på Fox News, Megan Kelly forklarer at Peberspray jo egentlig bare er en slags fødevare (!) – og straks går internettet i gang med at lade hende bortforklare alt muligt andet:

Der er mange flere detaljer om udviklingen hosKnow Your Meme, som også har alt om mange andre memer.

Og et meme som har kørt i årevis er jo LOL CATS som du finder lige her i stride strømme: http://icanhascheezburger.com/ (men pas på – det er seriøst nemt at spilde lang tid på den side!)

Den handler blandt andet om at de fleste unge (69%) overvejende mener sociale netværk er rare steder at opholde sig, men at en del (20%) faktisk oplever at deres netværk mest er ubehageligt – 11% siger “det kommer an på”.

Så ingen tvivl om, at mobning, intriger og ungdomsproblemer også har fået plads online (min umiddelbare tanke er at det liv man har online spejler det liv man har andre steder – og de fleste teenagere oplever vel konflikter med veninder og venner og kærester og ex-kærester, mens deres personlighed er på raketfart mod modenhed?)

i en bisætning får undersøgelsen så nævnt, at der er flere voksne end teenagere, der oplever at sociale netværk på nettet er rare steder:

“At the same time, in a similar question asked of adults 18 and older, 85% of social media-using adults reported that people are mostly kind to one another on social network sites, while just 5% felt that people are mostly unkind.”

Det må da siges at være gode nyheder at så mange melder tilbage fra internetfronten, at de mennesker, de er gode venner med i virkeligheden også er gode til at være venner på Facebook.

Eller omvendt – dejligt at det kun er 5% som har fået lukket deres dysfunktionelle familiemedlemmer og kedelige kolleger eller ondskabsfulde intrigemagere indenfor i varmen. Skønt, at det trods alt ikke fylder mere.

Og mit lille tip, hvis en af dine venner på Facebook opfører sig træls, er at du bruger følgende funktion (undskyld Gunnar – du er ikke skjult – du statuerer bare et eksempel):

Du kan enten vælge kun at få de mest vigtige opdateringer – eller du kan helt afmelde abonnementet = holde op med at se personens opdateringer.

Og nej der bliver ikke sendt en mail til personen. Den eneste måde han/hun opdager det på er, når de aldrig hører fra dig og hvis de er tilstrækkeligt selvoptagede eller har meget travlt med at bygge intriger, så tror jeg ærlig talt ikke de opdager, at du er forsvundet.

Det er altså den slags grovsortering, man bare ikke kan lave juleaften eller på en bar en sen fredag. Måske er det derfor de fleste af os er så glade for Facebook?

Og ja – hvis du fortryder og GERNE vil se din svigermors opdateringer igen, når du er kommet dig over julen, så går du ind på hendes side og klikker “Opret abonnement” og vupti har du hende igen i dit newsfeed… og nej – det får hun heller ikke en mail om… :-)

I denne 20 minutters video fra Wall Street Journal uddyber Rushkoff nogle af sine pointer:

Jeg giver point for at stille spørgsmålet – og synes, der er stof til interessante overvejelser i Rushkoffs indlæg.

Når teknologien overtager det manuelle kedelige slidsomme arbejde – kan det så vitterlig være vores største ambition at opfinde andre slidsomme, manuelle jobs?

Og når mange unge akademikere er arbejdsløse, er “Dagpengeland” så vitterlig vores bedste bud på, hvordan de skaber værdi?

Og er vi helt sikre på, at fremtidens ønske-scenarie er, at vi allesammen arbejder 12 minutter mere? Burde vores nye evner til at organisere os, automatisere det kedelige og få teknologien til at arbejde for os, ikke betyde at vi skulle arbejde færre timer og have mindre stress?

Jeg kan også godt lide nogle af Rushkoffs historiske overvejelser. Hvis jobs opstod som organiseringsstruktur, fordi adelen havde brug for en struktur der kunne beskytte dem mod at borgerskabet i byerne fik mere magt i takt med at de skabte flere værdier selv, så er det måske meget passende at spørge om job-strukturen stadig er formålstjenlig?

Jeg påpeger ofte selv at adskillelsen mellem privatliv og arbejdsliv er ny. Da min tipoldefar var smed i Karleby, er jeg ret sikker på, at der ikke var nogen der interesserede sig for, hvad klokken var. Han var præcis lige så meget smed efter 16:00 som inden.

Og hvis vi nu skal tilbage til, at identitet i arbejdet ikke er at have “et job”, men at skabe værdi, hvem siger så, at arbejdstid giver mening?

Og hvad er fremtiden for pengesystemet? Måske er det ikke alt af værdi, som er er penge værd? Wired har i denne artikel om “the future of money” en oversigt over online betalingsenheder.

Jeg tror ikke selv meget på mikrobetaling med penge på nettet. Men jeg kunne formodentlig overtales til at uddele point til gode links på Twitter, gode kommentarer osv. Jeg kunne måske også gå flere ture med fremmede menneskers hunde og optjene point, som jeg så kunne bruge til at hente en spand kartofler i den nærmeste gårdbutik eller til at hyre en nabo som kattepasser?

Jeg er helt med på at skattefar så skulle lære at forstå, at den værdi jeg skaber, ikke nødvendigvis kan omsættes til skatteplagede danske kroner – og at væksten i det klassiske økonomiske system kunne blive mindre osv.

Men er der måske ting af værdi, som slet ingen værdi får, hvis den eneste målestok er penge? Og er vi sikre på, at det er smart kun at have én betalingsenhed – også når en stor del af vores liv foregår digitalt?

Jeg har ikke svarene, men jeg synes, det er vigtigt, at vi – på trods af krisen – husker at spørge om de strukturer, vi har (herunder forestillingen om arbejdsmarkedet og jobs) passer til fremtiden… og hvis de ikke gør, hvordan kan vi så opfinde og fremme bedre, mere effektive strukturer?

Her er det moderen, som har en søn i hæren og som ikke tænker over, at hun deler fortrolig information med verden, når hun skriver en begejstret Facebook opdatering og fortæller, at hans enhed venter fint besøg på basen:

Og her er det 2 piger på en af Søværnets skibe, som endelig er på orlov og som via Twitter og Foursquare fortæller, hvor de er og at de checker ind på en klub:

Jeg bryder mig ikke om skræmmekampagner og scenen i filmen med de 2 piger der danser, ligner at de danser med døden. Så min første tanke var at de hellere skulle bruge den her meget britiske plakat fra 2. verdenskrig. Den stammer fra et andet britisk ministerium – nemlig Ministry of Information (MoI):

Men ved nærmere eftertanke kan jeg sagtens se udfordringen for forsvarsministeriet.

Det kan blive mere end svært at beskytte gæster (politikere og embedsfolk) der besøger tropperne og hærens personel kan derudover alt for let udsætte både sig selv og kolleger for fare ved bare at dele deres koordinater og snakke løs om deres arbejdsopgaver i de der små private rum på Facebook, som jo ofte er tilgængelige for mange flere end man tænker over.

MoD skriver blandt andet selv på kampagnesitet:

“…you need to be aware of how much information there is online about you. Not just that which you’ve put there yourself, but also that which other people or organisations have put there.”

og

“Alongside being careful about the information you choose to share online, you should also look at the settings on every social networking site you use, and ensure that you’re happy with how your information is being used and shared.”

Hvad synes du om kampagnen? For skræmmende – eller ok? Og tror du det virker?

Der er flere informationer om kampagnen på MoDs eget website og hos The Telegraph

I denne uge blev jeg tilsvarende træt af den amerikanske politiker Anthony Weiner som er midt i en sex-skandale, der involverer Facebook og Twitter. Han holdt pressemøde og blev ved med at påstå, at han ikke havde “relationer” til de her kvinder, som han havde sendt billeder til, han havde bare kommunikeret med dem over nettet.

Definitionen på “det rigtige møde” og “den rigtige relation” er for begge de herrer altså noget med at mødes IRL (In Real Life).

For mig er det helt urealistisk at forestille sig, at nettet IKKE er et mødested og at man IKKE har relationer til mennesker, man møder online. Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at jeg ville synes internettet var særlig interessant, hvis jeg IKKE kunne opleve det som et mødested?

Per Stig Møller er undskyldt. Han tilhører en generation der er opvokset med, at skærme er TV-apparater, som jo notorisk ER isolations-maskiner. Per Stig Møller har måske ikke selv relationer via sociale medier på internettet – ergo ligger det ikke lige for for ham, at det kan lade sig gøre at etablere relationer i det rum. Første forudsætning for et møde er jo, at man selv er tilstede.

Anthony Weiner derimod HAR jo mødt mennesker online, han har sågar været nok tilstede til at kunne sende en kvinde et billede af sine underdrenge med indhold. Så når han på sit pressemøde insisterer på at der ikke er tale om relationer, undrer jeg mig? Hvad er det så?

Og min pointe er IKKE at relationer online er ligeså værdifulde som dem vi har off line. Jeg sætter stor pris på min familie og mine venner og jeg ville da meget betakke mig for et liv, hvor jeg kun havde kontakter via nettet. Men jeg synes jo omvendt at jeg har masser af gode relationer og at jeg dagligt er i kontakt med folk via nettet.

Så hvor mange der læser med her, mener de faktisk har kontakt med andre via sociale medier? Og for de af jer, der har en relation til mig via Facebook eller Twitter – synes I også vi faktisk har en relation? Eller er vi virkelig bare i stikkontakt?

Læs mere om karakteren af Weiners forhold til kvinder online hos Slate - og om hans mulige motiver i NYT Opinion

Som en del af min research spurgte jeg både på Facebook og på Twitter, hvilke politikere min venner følger og hvorfor nogle politikere er gode, mens andre er rigtigt ringe til at bruge sociale medier.

Her har jeg samlet nogle af svarene:

Ikke overraskende er de gode politikere dem som bruger sociale medier, som de er tiltænkt – nemlig socialt. Det betyder at de svarer på spørgsmål, at de selv skriver kommentarer, at de følger andre på Twitter eller Facebook og i det hele taget selv ER på de her platforme. På Twitter er det ret tydeligt at de politikere der fremhæves som gode har profiler der ser sådan her ud:

Det vil sige profiler, hvor det er tydleigt at politikernes aktivitet ligeså meget er dialog (når der står @twitternavn så betyder det at man svarer en anden bruger på twitter) som det er opdateringer om dem selv.

Alle mine venner svarer omvendt at de politikere som bruger en pressechef eller som bare sidder og pumper informationer fra parti-kampagner ud i intetheden er totalt ligegyldige – ikke værd at følge og sender signal om at de – heller ikke på sociale medier – har lyst til at tale med vælgerne.

Det er let at finde eksempler i begge lejre, så det undlader jeg (der er et par stykker i min præsentation øverst i dette indlæg)

Så pointen er på Twitter, at hvis politikere vil have folk til at holde af dem, sende deres tweets videre (det hedder RT og vi gør det hele tiden på Twitter – spreder nyheder og viden til hinanden ved at “genudsende” tweets) og anbefale andre at følge dem på Twitter, så skal de altså selv i gang med at trykke RT og med at deltage i debatter og samtaler.

De mest populære jeg fik på Twitter var:
@Vestager. Margrethe Vestager fra De Radikale er i forvejen i vælten og det er hun altså også på twitter, hvis man spørger dem jeg kender. Folk kan lide at følge hende fordi hun tweeter om andet end politik, fordi hun tager billeder fra hverdagen og deler dem og fordi hun lader til selv at være tilstede i det hun skriver.

@idaauken. Ida Auken fra SF diskuterer ganske enkelt politik via Twitter, hun mener noget og hun siger folk i mod og forsvarer sin politik – det er forsamlingshus 2.0 når det virker.

På Facebook er billedet meget det samme. Vi foretrækker, de politikere som faktisk selv er tilstede og som taler med os. Jeg har også politikere blandt mine venner på Facebook og jeg synes både Signe Wenneberg (som har en side og som er kandidat for Socialdemokraterne og som samtidig er haveentusiast og ved en masse om grøntsager og endnu mere om kommunikation og netværk) og Søren Pind (som har en profil og som er Venstremand og udviklingsminister, som ikke lægger fingrene imellem i analyserne af verdens-situationen) gør det fantastisk – og det jeg kan lide ved dem begge 2 er, at jeg bilder mig ind at jeg kan mærke hvem de er og hvad de står for når jeg læser deres statusopdateringer på Facebook.

Mine venner på Facebook fremhævede derudover: Mai-Britt Schultz , Manu Sareen, Johanne Schmidt-Nielsen, Karen Lumholt, Rasmus Jarlov, og Maja Panduro

Egentlig finder jeg det meget betryggende at der faktisk er gode poltikere på sociale medier fra flere partier – og min egen hemmelige plan er at følge en masse af dem under den kommende valgkamp – og så helt styre udenom de der brochurepolitikere, der ikke siger hverken “goddag” eller “tak” når man besøger deres websites! :-)

Mit råd til politikerne i lørdags og til politikere der læser dette indlæg er at de jo bare skal være sig selv – og at de fremfor alt kun skal kaste sig ud i at bruge sociale medier, hvis de har tænkt sig at være tilstede og at sætte en smule tid af til at tale med os – og ikke bare til os.

Endnu engang tak til alle, der bidrog til min research på Twitter og Facebook – det er jo en fest at finde ud af nye ting, når man har så knalddygtige læsere!

Lige over deres indgangsdør hænger en stor skærm – og fortorvet overfor butikken danner baggrundsbilledet på skærmen. Optagelsen er live – og alle de mennesker, der står på modsatte side af gaden og kigger op på skærmen, bliver deltagere i reklamen.

Som et lag ovenpå baggrunden (med Times Square turister) kører der naturligvis en rigtig reklame med en fotomodel der kigger på baggrunds-personerne og smiler til dem. Men interaktionen mellem hende og deltagerne er ret begrænset. Det næste bliver formodentlig at man står på et helt bestemt sted på pladsen og så får en mere krævende rolle i filmen? :-)

Her kan man se indgangen til butikken Forever 21 og kæmpeskærmen over indgangen:

Og her er et billede, hvor det bør være lettere at få øje på min debut som reklame-model, mens jeg tager billedet (en moderne find Holger):

Jeg kan oplyse, at Hans står bag mig og laver fjollede bevægelser for at gøre det lidt lettere at se os! :-)

Det fascinerende er, at folk ikke kan lade være med at kigge op og at mange bliver stående.

Man vil gerne lige finde sig selv på skærmen – og stå et sted, hvor man kan fotografere sig selv i en reklame på Times Square. At spejle sig går nok aldrig af mode?

Her er, hvad hun skrev på sin Facebook-profil:

Det fik straks en hel masse på Twitter og Facebook til at grine lidt af, at hun tager det så alvorligt – og det gav mig lyst til lige at udvise en smule samfundssind og forsøge at hjælpe politikerne lidt på vej, når der nu lige om lidt bliver valgkamp for alvor :-)

Her kommer derfor 5 gratis tip + et bonustip til den politiker der gerne vil undgå at træde i social media spinaten:

1. Lav kildekritik
Hvis der er historier om dig/partiet på nettet, så undersøg, hvem kilden er, inden du går i offensiven.

Sider som denfri.dk har masser af indlæg med skarpe kanter og Rokokoposten er LØGN fra ende til anden. Det er det, vi synes er sjovt! (Konceptet kendes også fra The Onion).

Hvis du bliver beskæftigelsesminister efter valget, bør du gøre noget ved forholdene i Dagpengeland, men indtil da kan du gøre som os andre, læse det som hård, men ærlig samfundssatire.

Du har formodentlig ikke de samme forventninger til dækningen i Se&Hør som i Politiken? Og sådan er det altså også med internet-sider, de er forskellige.

Min pointe er, at 3 minutter brugt på kildekritik og baggrundscheck (tryk på “Om denne side” og læs 2-3 ældre indlæg, hvis du stadig er i tvivl) kan spare politikere for en masse bøvl.

2. Følg historien udvikling
Inden du springer ud i debatten, skælder ud, lægger afstand eller kommenterer på din egen facebook-side, skal du måske overveje, om det overhovedet er et slag, du gider kæmpe? Som politiker, er du ikke forpligtet til at deltage i alle debatter – for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Følg derfor historiens udvikling – nogle gange udvikler den sig i løbet af få timer. I aviserne er sagen afgjort når noget bliver trykt. På sociale websites er netværket ligeså vigtigt som historien. Hvis du har et godt netværk kommer nogle af vælgerne dig måske til undsætning inden du selv når, at hidse dig op.

Hvis du kan se, at læserne er dine kernevælgere, som begynder at dele artiklen/blogindlægget/historien på Facebook og diskutere om du mon er rigtig velforvaret, kan det jo godt være, du skal på banen også selvom historien ikke så vigtig ud til at starte med.

Og omvendt – hvis læserne lader til at være højtråbende anonymiserede personager, der alligevel stemmer på et konkurrerende parti, så tag en dyb indånding og brug din mus til at komme videre ud på nettet til mere frugtbare dialoger med dem der rent faktisk skal/kan stemme på dig.

3. Nettet er offentligt
Hvis du når frem til, at du da skal mene noget på nettet, så er alt åbent på nettet. Alt. Du skal derfor ikke skrive noget på Facebook eller i kommentarfelter på blogs, som du ikke vil se trykt i Ekstrabladet – og du skal ikke skrive noget om dine modstandere, som du ikke vil skrive i en kommentar på deres egen facebook-side eller i et læserbrev.

Når du skriver noget på nettet, skal du mentalt have et billede af, at du står med en megafon på rådhuspladsen i hovedbyen i din opstillingskreds og råber det ud. Dette gælder også, når du sender e-mails.

4. Hvis du er i skidt humør, så lad være

Man skal hverken blogge, diskutere på Facebook eller deltage i tv-interviews, hvis man er stikhamrende tosset. Det, der står tilbage er at man ikke kan styre sit temperament – ikke om man mener noget, der giver mening.

5. Humor er din ven
Hvis man som politiker bliver gjort til grin, er der som regel en flig af sandhed i satiren (ellers er det dårlig satire).

Det lidt ærgerlige ved Mette Frederiksens statusopdatering ovenfor er derfor, at hun ikke selv kan se, at det er sjovt. Jeg tror nemlig, at mange andre godt kan se, at hendes politik på en del andre punkter handler om at forbyde, at folk har det dårligt.

Mette Frederiksen havde fået mange flere point på Facebook ved at hoppe med på rokokopostens historie – og så skrive at hun skam også har planer om at forbyde at ægtepar er ulykkelige. Singlerne er bare første stop.

Selvironi er politikerens bedste ven, humor giver point – og at grine af sig selv er afvæbnende.

Bonustip: Slap af

Lad være med at tage det så tungt, hvis nogen sender dig et link til en side med en historie, du ikke er glad for. De sociale kanaler bevæger sig med lynets hast fra én historie til en anden – og langt de fleste skandaler bliver ikke til noget alligevel. :-)

Husk at hvis du hidser dig op, er der større sandsynlighed for at en dum lille historie bliver større – og husk at lave kildekritik og at følge historien INDEN du slapper så meget af at du falder i søvn (se tip nr. 1 og 2).

Rigtig god valgkamp, når du når dertil.

PS: Hvis du har andre gode tip til politikerne, er du selvfølgelig velkommen til at smide en kommentar.