Lige over deres indgangsdør hænger en stor skærm – og fortorvet overfor butikken danner baggrundsbilledet på skærmen. Optagelsen er live – og alle de mennesker, der står på modsatte side af gaden og kigger op på skærmen, bliver deltagere i reklamen.

Som et lag ovenpå baggrunden (med Times Square turister) kører der naturligvis en rigtig reklame med en fotomodel der kigger på baggrunds-personerne og smiler til dem. Men interaktionen mellem hende og deltagerne er ret begrænset. Det næste bliver formodentlig at man står på et helt bestemt sted på pladsen og så får en mere krævende rolle i filmen? :-)

Her kan man se indgangen til butikken Forever 21 og kæmpeskærmen over indgangen:

Og her er et billede, hvor det bør være lettere at få øje på min debut som reklame-model, mens jeg tager billedet (en moderne find Holger):

Jeg kan oplyse, at Hans står bag mig og laver fjollede bevægelser for at gøre det lidt lettere at se os! :-)

Det fascinerende er, at folk ikke kan lade være med at kigge op og at mange bliver stående.

Man vil gerne lige finde sig selv på skærmen – og stå et sted, hvor man kan fotografere sig selv i en reklame på Times Square. At spejle sig går nok aldrig af mode?

KLM opsøger simpelthen passagerne i gaten og giver dem en lille gave – og det seje er at gaven er personlig – de checker simpelthen, hvem deres kunder er – og forsøger at ramme deres smag med de små gaver de giver væk.

Resultatet: 1.000.000 omtaler – og en masse der – ligesom mig – blogger om at KLM gør noget interessant med sociale medier.

I stedet for at bruge sociale medier som endnu en kanal til at presse budskaber og billige flybilletter ned i kundernes hals, så hjælper de faktisk kunderne med at kede sig mindre i lufthavnen – og de får af samme grund endnu mere hjælp fra kunderne med at sprede budskabet – fordi vi overhovedet ikke er vant til at virksomheder vi er kunder hos interesserer sig så meget for os!

Det undrer mig såre, at de konservative mener, at det landet har brug for, for at komme videre er en klassisk skræmmekampagne?

Jeg læser for tiden Daniel H Pinks bog “Drive – the surprising truth about what really motivates us” – og i en video fra ham, er der sjovt nok ingen henvisninger til skræmmekampagner som motiverende for noget som helst – tværtimod er det ord som “engagement”, “autonomi” og “formål”, der går igen:

Så hvis de konservative forsøger at motivere os til at stemme på dem eller til at deltage i politik, engagere os i sagen, så tror jeg desværre ikke deres kampagne bliver nogen stor succes?

1. Bedraget skal være til at tilgive

Hvis man skal lyve eller narre sin målgruppe for at få deres opmærksomhed, så skal afkodningen efterfølgende føre til hurtig tilgivelse. For eksempel ved at introducere en joke – eller ved at introducere en større sag som gør løgnen spiselig.

(Kommunikationsekspert, Henrik Byager er inde på det samme her!)

2. Afsenderen skal kunne knyttes til kampagnen

Der kan godt være rigtig langt mellem afsender og kampagne, men i velfungerende kampagner fører det efterfølgende til en aha-oplevelse – som samtidig kan være med til at gøre løgnen/fortielsen af afsenderen mere acceptabel.

3. Budskabet skal give mening!

Det er jo ok, at man lige skal tænke lidt før ti-øren falder, men her er det jo nærmest umuligt at finde ud af, hvad budskabet er? Med mindre det er, at i Danmark findes der kvinder, som sætter lighedstegn mellem hygge og hurtig, ubeskyttet sex?

VisitDenmark forsøgte i interviews at forklare budskabet, men i gode kampagner er det ikke nødvendigt med lange forklaringer.

4. Målgruppen skal kunne lide kampagnen

Hvis man bruger en løgn som afsæt, kan det være nødvendigt at acceptere, at man provokerer målgruppen. Men når afsløringen af afsenderen og budskabet falder, så skal man gerne lande der hvor målgruppen har sympati for kampagnen/budskabet/afsenderen.

Kommentarerne viser, at mange i målgruppen er blevet stødt over løgnhistorien, men også over kvindesynet – og at der derfor er mange som finder kampagnen/afsenderen direkte usympatisk.

5. Kampagnen skal have en effekt

VisitDenmark har været ude og sige, at videoen er kommercielt rigtig – fordi den giver Danmark opmærksomhed. Men jeg mangler de overbevisende argumenter for, at den negative opmærksomhed faktisk kan omsættes til mere turisme?

Og hvis den eneste effekt de ønskede var omtale og opmærksomhed, så er det vel for tidligt de har pillet filmen af – for den her debat kunne jo sagtens have fortsat længe endnu?

Nu har VisitDenmark og Grey så trukket stikket på deres egen kampagne. De har fjernet videoen fra YouTube og de har slettet Karens website med alle de kommentarer, som lå der.

Problemet er, at det bare betyder, at samtalerne om kampagnen fortsætter andre steder – og at den effekt som i forvejen var ret svær at få hold på, nu kan løbe alle veje – uden at VisitDenmark eller Grey kan komme på banen med en undskyldning.

Jeg er foreløbig blevet præsenteret for reddit og for flere nye YouTube-kanaler – og derudover er der jo debat på DR og Politiken hvor mange mennesker giver deres mening til kende – og de fleste er ikke specielt imponerede.

Og du har måske også hørt, at videoen er set mere end 700.000 gange og at det viser sig, at Karen ikke hedder Karen, men Ditte og at hun er skuespiller og at hun slet ikke har en søn?

Hvis ikke – så er filmen her.

(UPDATE 14.09.09: Ny version her – VisitDenmark har taget deres af:)

Der er efter alt at dømme tale om en såkaldt viral video – for et eller andet produkt eller en service. Masser af spekulationer om bagmændene florerer – for eksempel her, her og her

Man kan se af kommentarerne på Karens hjemmeside at en masse mennesker, er “hoppet på” historien. De føler med Karen og støtter hendes forsøg på at finde en far til barnet – og de opmuntrer hende med positive tilkendegivelser af sympati.

Man kan imidlertid også ane vreden og skuffelsen hos dem, der nu har opdaget, at videoen er falsk. De fleste udtrykker, at de føler sig skuffede – de investerede jo ikke bare 5 minutter, men også en følelse, en spejling, en indlevelse – og til gengæld fik de et dybfølt HAHA?

Jeg aner ikke, hvem der står bag, men uanset hvad bureauet har bildt dem ind, så har de i forarbejdet glemt at spørge til relationen mellem opmærksomhed og oprigtighed. Det er muligt man kan få opmærksomhed ved at tale til folks hjerter og få dem til oprigtigt at føle sympati, men kan man også efterfølgende få en langsigtet god relation?

Og jeg forsøger altså ikke at være hellig. Jeg kan godt lide kampagner med quiz-element, kampagner, hvor afsenderen “lader som om”, hvor der er opfundet figurer, hvor jeg bliver provokerer til omtanke, hvor der sker noget anderledes, noget uventet, noget som tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Jeg sætter bare grænsen der hvor kampagnerne forsøger at udnytte min oprigtighed og sætte mine følelser i spil.

Hvor går din grænse? Hvilke råd har du til virale kampagner? Synes du det er ok bare at gå efter opmærksomheden for enhver pris – og at jeg bare er for nærtagende?

Q-med, som er en virksomhed, der sælger skønheds-produkter har tilbudt 15 svenske kvindelige bloggere 1 års gratis behandlinger (større læber og bryster og færre rynker), mod løbende blog-omtale.

Nogle bloggere har accepteret og én har lavet YouTube videoer om behandlingen uden at afsløre, at behandlingerne var sponsoreret af Q-med. Andre bloggere har i stedet offentliggjort tilbuddet fra Q-med og er forargede over både ideen og henvendelsen.

Hans Kullin (Media Culpa hedder hans blog) skriver om sagen, at den kommer til at indgå i “the Social Media Hall of Shame”.

“This is exactly how not to conduct blogger relations. Obviously it is hard to resist for a young girl when you are offered products worth thousands of kronor without any other effort on your part than to write a few lines on your blog now and then. If the blogger does not reveal that she is being paid to blog about products (Q-med does not mention anything about disclosure in the email), not only does it undermine any credibility the blog might have had, it is also against the Swedish Marketing Practices Act which states that any marketing effort needs to be indentifiable as such.”

Q-med trækker i land og fortryder, men sagen ruller i de svenske medier – og sagen vil sandsynligvis fremover være endnu en god case på, hvorfor man som virksomhed IKKE bare skal opfatte blogs som endnu en markedsføringskanal.

Der er flere referencer og links til svenske kilder i Hans Kullins blogindlæg om sagen på Media Culpa.

Og der er allerede noget, der tyder på at vi vil se anderledes på penge i det nye år:

Sofus Midtgård pegede (i en status på Facebook) på denne TechCrunch artikel om en investeringsfond, som nu tilbyder entreprenører, der vil bygge applikationer til Twitter, iPhone eller tilsvarende nye platforme mellem 1000 og 3000 dollars som opstartskapital.

Vi skal vist ikke mange måneder tilbage, før det ville have været en hån? Og både i artiklen og i kommentarerne mødes initiativet da også med en del skepsis – fordi 3000 dollars anses for at være for lidt – og fordi den slags penge altså ingenting er værd?

Der er dog også entreprenører i kommentarfelterne, som mener, man kan få en del programmeringstimer i østeuropa for 3000 dollars og at initiativet er helt ok! Så måske er penge allerede blevet mere værdsat?

Men ok, der er samtidig noget, der tyder på, at ikke alle synes penge er blevet mere værd:

Daria Radota Rasmussen henviste nemlig (også i en status på Facebook – det er afslørende, at det er på Facebook jeg får alle mine nyheder!) til en debat om, at nødlidende Chrysler, som lige har fået del i en redningspakke på 23 milliarder dollars fra den amerikanske regering – har brugt mindst 500.000 dollars på at indrykke annoncer med overskriften “Thank you America” for eksempel i USA Today og i Wall Street Journal:

Bil-industrien har altså ikke opdaget det, hvis penge er blevet mere værd? Hvad ville det mon have kostet at sige tak via Facebook eller i en video på YouTube?

Jeg ved ikke, om penge kan siges at være blevet mere værd? Men jeg er ret sikker på, at flere virksomheder som bruger penge uden at overveje signalværdien (hvad enten det er signalet om at man er billigt til salg – og dermed værdiløs? eller signalet om, at man har dyre vaner – og dermed ikke er omstillingsparat?) får sig en overraskelse i 2009 – især i alle de tilfælde, hvor pengene ikke rigtigt er deres egne.

Hvad regner du med at dine penge er værd i 2009 – og hvad betyder penge for dig?

Links:
Se nærmere på Herman Blackbooks New Platform Fund.

Læs mere om den amerikanske redningspakke til bilindustrien hos Huffington Post.

Det ville selvfølgelig være fint, hvis der var danske bloggere som kunne tjene penge på at blogge, for det tager jo (arbejds)tid at skrive en god blog.

Men jeg kan altså ikke helt se, hvordan PR-bureauer baner vejen til blogsucces? Hver gang der er pr-firmaer involveret synes jeg tværtimod at det giver ballade for bloggeren?

Lige nu diskuterer svenskerne for eksempel om Blondinbella (en kommerciel modeblogger i Sverige) får penge af et bureau og om hun så skal skrive at indlæggene er betalt? Og det er en sag der har kørt længe.

PR-bureauer er jo dem der filtrerer og polerer budskaber for virksomheder. Eller som min gode studiekammerat på PR-studiet udbrød under en forelæsning på RUC i 1995: “Hold nu kæft med alt det etiske fis – vi skal jo alligevel allesammen ud og være ludere for storkapitalen”.

Mange af PR-bureauerne kan selvfølgelig godt se, at blogomtale ser mere troværdigt ud end reklamer – i Sverige hedder det:

-Vi vill påverka målgruppen utan att den ska känna att de blir påverkade. Då kan en blogg vara bra, säger Anna Bodin på PHD (OMDs mediebureau).

Og der er det jeg mener, at virksomheder skal træde varsomt. Der vil være kunder som er ligeglade med manipulationen (det er samme gruppe, som synes jeg er naiv, når jeg mener, man kan føre dialog med virksomheder uden at blive manipuleret). Og der vil være kunder som bliver rasende. Både på bloggeren, men så sandeligt også på den virksomhed, der betaler – og dermed manipulerer dem. Risikoen for en PR-krise, hvor virksomheden skal foreklare, hvorfor de manipulerede og ikke var ærlige skal indtænkes i strategien.

Blogs kan bygge netværk og relationer mellem mennesker. Relationer er baseret på tillid. Det er IKKE tillidsskabende at købe sig til omtale! Virksomheder som ønsker at bygge tillid til deres kunder via blogs må derfor stille sig selv til rådighed.

I artiklen i Børsen i går sagde jeg lidt kækt, at man jo ikke bliver ballets dronning ved at sende sin sekretær til festen – og med det mener jeg sådan set bare, at man ikke som virksomhed kan sende andre i byen på blogs. Virksomheden er nødt til at være der selv, hvis den vil opfattes som troværdig på nettet.

Og nu kan en undersøgelse fra Zapera så dokumentere, at de unge ikke synes, det er specielt lækkert med kaffemaskiner og bordfodbold i banken:

Børsen skriver :

Silkeborg-banken får dårligere karakterer end sidste år på næsten alle parametre.

Det dårlige resultat kommer på trods af, at Jyske Bank sidste år lancerede deres cafékoncept, som netop skulle tiltrække de unge kunder, og som har kostet 400 mio. kr.

Branding-ekspert Stiig Helgens Binggeli, adm. direktør i Brandhouse mener, at banken har undervurderet forbrugerne.

Jeps – jeg er enig – og de unge synes måske endda at banker skal signalere seriøsitet? Surprise!

Bankerne er forhåbentlig stadig befolket af lettere nørdede bankfolk, som i stedet for at fjolle rundt i noget der ligner en grim udgave af en børnehave bør have mulighed for at ranke ryggen, kræve nogle store synlige grafer med tal op på væggene og være stolte af at de er lidt risikoaverse :-)

Når jeg af og til snakker om, at virksomheder skal være mere humane og sociale, så mener jeg jo i høj grad, at det handler om at medarbejderne skal synliggøres og at det skal være tilladt at være nørdet og god til sit arbejde.

Og der synes jeg stadig det nye koncept for Jyske Bank skuffer. Det handler alt for lidt om de mennesker, jeg kan møde, hvis jeg bevæger mig ned i filialen og drikker kaffe? (Og ja, jeg er kunde, så de har gode muligheder for at kommunikere med mig!)

Det ved direktøren (Tom Myhren) godt, at medarbejderne bliver sure over – så derfor forsøger han sig med lidt humor i form af en sang – og et spark til en af topcheferne, som i sangen betegnes som en “dick”.

Det lyder SÅ dårligt, men der er point for ideen, som hermed at givet videre!