Men altså – kompleksitet er et grundvilkår. Mange af vores problemstillinger griber ind i hinanden og mange af vores løsninger, bliver ikke bedre af, at vi forsøger at reducere kompleksiteten ved at ignorere de nye muligheder og de nye valg vi stilles overfor. (Før vi fik Facebook skulle vi ikke tage stilling til om medarbejderne må være på i arbejdstiden og vi skulle ikke forholde os til om Facebook-siden bør være officiel og hvem der skal skrive på den og om hvad?)

I mange organisationer (og nok særligt lige for tiden, hvor der skal spares og omstruktureres) burer man imidlertid sig selv inde i projektrum, hvor man skærer fra og klipper til og fjerner elementer, der er ubekendte – alt sammen for at skabe mere overblik og lave mindre skræmmende projekter.

Desværre bliver resultatet ofte, at når man stikker hovedet ud af projektrummet 4 måneder senere, så er de faktorer, som man valgte ikke at inddrage fordi de var ukendte – og som man ikke turde omfavne, fordi de var svære at håndtere og tidkrævende – bare vokset og har antaget nye former.

Så måske vi i anledning af krisebevidstheden skulle indføre lidt længere rodefaser, lidt flere perspektiver, lidt mere kaos – og lidt mere mod til at omfavne den komplekse verden, vi lever i. Så er det jo heller ikke sværere – det hele er jo bare nogle småbitte blå kugler der triller rundt i evigt kredsløb? :-)

(Jeg ville gerne kreditere ophavsmanden for den animerede gif – men jeg kan ikke gøre det bedre, end at jeg sporede den til sitet her – med stærkt irriterende musik – så er du advaret!)

Jeg tror det er fordi de hænger fast i en temmelig gammeldags opfattelse af at websites er kanaler. De tror – fejlagtigt, at når de åbner en fanside på Facebook eller en Twitter-kanal, så har de fået endnu en platform, hvor de kan tale om det, der optager dem – og nægte at udtale sig om det de ikke mener, er relevant.

Sådan virker sociale netværk bare ikke. Det vi søger på Facebook, Twitter og i netværk, hvor vi deltager, er engagement, dialog og respekt for både spørgsmål og svar.

I dag læste jeg (på Lars Hvidbergs blog på Berlingske Tidende) at sagen om, at Mette Frederiksen har sit barn i privatskole, startede med at én af hendes følgere på Facebook (en muldvarp af anden politisk observans) stillede spørgsmål til hendes holdninger til folkeskole/privatskole – hvortil hun svarede: “Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen.”

Den udmelding fik så en skribent fra netavisen 180grader til at skrive et indlæg om den dobbeltmoral han mener, præger det synspunkt – og vupti så var historien ude i den danske medie-mølle.

Udfordringen for politikerne er, at det som måske ser meget tilforladeligt ud i en skriftlig kanal (pressemeddelelse eller debatindlæg til avisen) ikke altid fungerer i sociale netværk – fordi kommunikationen er åben i den anden ende og fordi det er de åbne samtaler, man skriver under på, når man opretter en profil og siger ja til at blive venner med andre på Facebook.

Derfor synes jeg også det er piv-ærgerligt, at det i dag er kommet frem at Helle Thorning Schmidt har fjernet spørgsmål om Socialdemokraternes skatteudspil fra sin egen profil og samtidig fået lukket spørgerens profil (hun har meldt spørgeren til Facebook!). Socialdemokraterne henviser til at spøgeren ødelagde debatten ved at stille samme spørgsmål mange gange, men de overser, at det ikke er det, sagen handler om.

På Facebook siger man ja til samtalen. Hvis man så ikke vil svare på konkrete spørgsmål, så siger man det – og hvis der er noget man ikke ved, så siger man det – og hvis der er noget man lige skal tænke over eller regne på, så siger man det. Og hvis der er nogle af ens fans eller venner der taler i en tone som er uacceptabel, så siger man fra!

Når de i stedet vælger at censurere eller forsøge at lukke debatten med hurtige kommentarer, så kommer de til at fremstå som om de ikke tør debatten, som om de ikke har svarene og som om de ikke ved, hvad de egentlig laver på Facebook?

Der findes heldigvis politikere som gør det formidabelt på Facebook – for eksempel Søren Pind fra Venstre (ham skal man være ven med) og Ida Auken fra SF (hende kan man blive fan af). De er begge tilgængelige, de tager debatten og de siger fra, når tonen bliver for dum – og de indrømmer tilmed begge 2 af og til, at der er noget, de ikke kan svare på – eller bare ikke mener noget om.

Og hvis det ikke er nok for de danske politikere at lade sig inspirere af de 2 rollemodeller (der er sikkert flere – kom gerne med nogle bud på, hvem der gør det godt på Facebook og hvorfor!), så kender jeg da et rådgivningsfirma som gerne tager ud og laver nogle kurser for politikere med den slags behov – mit nummer er 27291704! :-)

Til de der ikke er klar over det, så fylder min konsulentforretning, som hedder Socialsquare 5 år, 1. marts 2010 – og selvom jeg ikke er fri for at være stolt af butikken, glad for de dygtige kunder og de entusiastiske kolleger, så synes jeg også, at de sidste 5 år har været præget af rigtig meget definitionsarbejde og lidt for lidt visionær praksis.

Jeg accepterer naturligvis, at vi har haft brug for en periode, hvor vi har defineret et nyt felt, hvor vi har kæmpet om ordene og tilladt os at grine, når journalister stavede Twitter forkert. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg synes mange af mine bedste oplevelser på nettet i de forgangne år, har handlet om at vi sammen (ja dig – tak!) har defineret og diskuteret og har udviklet os!

I Socialsquare har vi i den grad haft modstand mod betegnelsen “sociale medier”, fordi vi i praksis har kunnet se, at når vi gør bloggen, Facebook og YouTube og alle de sociale sammenhænge, hvor vi mødes på nettet, til “medier”, så drejer vi automatisk blikket i den forkerte retning – vi kigger bagud.

Men i de næste 10 år bliver det anderledes. Jeg synes allerede 2009 bar præg af en større modenhed hos mange af de kunder vi fik henvendelser fra – måske på grund af Facebook – måske på grund af den alvor, som krisen gav anledning til i mange organisationer?

Og min vision er derfor, at 10′erne bliver det årti, hvor organisationer lukker internettet ind i virksomhedens processer – og bliver mere menneskelige, mere netværksbaserede, mere samarbejdsorienterede – og dermed sjovere arbejdspladser, mere innovative og i sidste ende forhåbentligt rigere.

10′erne bliver dermed også det årti, hvor organisationer indretter sig på, at vi rent faktisk har fået en ny organisationsform forærende med nettet – at vi som individer kan mødes, forme og udføre projekter, dele viden, lære hinanden at kende undervejs, definere og redefinere vores fællesskaber tæt eller overfladisk – og at vi kan se hinanden, finde hinanden og bruge hinanden på nye måder, når bare vi får lov, når bare forudsætningerne er til stede.

Jeg synes, de første 5 år som social business rådgiver har lært mig meget om, hvordan organisationer kan flytte sig i praksis. Fokus på processer (at redskaberne giver mening i en arbejdsproces), personer (at deltagerne synes det beriger dem at være med) og platforme (at redskaberne rent faktisk overhovedet kan komme til at fungere socialt) har vist sig at være væsentlig for succes – og det er et praktisk fundament for vores arbejde i Socialsquare, som jeg glæder mig til at arbejde videre udfra.

Jeg håber I vil blive ved med at dele såvel visioner som praktiske erfaringer med mig – både her på bloggen og på Facebook og Twitter og LinkedIn – og så selvfølgelig på alle de nye platforme, som kommer til os i det nye årti :-)

Undersøgelsen som hedder “2009 Digital Readiness Report: Essential Online Public Relations and Marketing Skills” er udarbejdet af iPressroom, Public Relations Society of America m.fl og kan – mod afgivelse af en smule oplysninger – hentes her.

I dag er de væsentligste parametre for ansættelse, at man ved noget om sociale netværk, om blogging og om mikroblogging.

Det betragtes som mindre væsentligt, at man ved noget om at fylde websites med indhold eller om, hvordan man optimerer til søgemaskiner.

Rapporten fastslår også, at det er lidt af et paradoks. Andre undersøgelser viser nemlig at indholdet på virksomhedens eget website, opfattes som meget væsentligt for troværdighed og tillid blandt kunderne.

I øvrigt konkluderer undersøgelsen:

Public relations and marketing professionals without new media and social media communications skills
cannot, and will not, satisfy the requirements of today’s hiring decision makers. To circumvent the risk of
obsolescence, communications professionals should seek out social media and new media training opportunities that allow them to rapidly update their traditional public relations or marketing skills-sets.

Og undersøgelsen er selvølgelig amerikansk, så det er ikke sikkert at det står helt sådan til herhjemme endnu? Hvad er dine erfaringer: Hvad leder du efter i en kandidat til et job? Og hvad har du oplevet, hvis du selv er jobsøgende?

Jeg plejer at sige (med Clay Shirky) at noget af tiden jo kommer fra dårligt tv – men passer det? På arbejdet er det jo ikke tv man dropper for at checke Facebook – eller skrive Twitter beskeder? Eller opdatere sin weblog?

Jeg sender klart færre links rundt til folk på mails (før i tiden sendte jeg ofte lige et link videre til en rapport eller en artikel) – og jeg mailer også langt mindre privat, end jeg gjorde tidligere (altså om sådan noget med at mødes og hvordan går det og den slags!)

Derudover mener jeg jo at mange af de ting jeg laver med sociale redskaber er effektivisering af mit arbejde. For eksempel er det meget mere effektivt at arbejde i en wiki – end at sende versioner af et word-dokument rundt mellem folk via e-mail.

Er der noget du gør mindre nu end tidligere?

Da jeg var ung, kunne man jo altså også snyde. Vores lærere var ikke mere kreative, end at de genbrugte masser af opgaver, som mine kusiner, venner på vejen eller deres storebrødre allerede havde løst. Det var skam muligt at kopiere tekster – ord for ord – med god gammeldags kuglepen.

Så efter min mening var det ikke tilgængeligheden, der holdt os tilbage. Det var nok mere fornemmelsen af, at hvis man nu gjorde det selv og gjorde det godt, så gav det mening?

Internettet har gjort det lettere at kopiere og at springe over, hvor gærdet er lavest. Men er der mon nok fokus på, at nettet er nyt og kalder på kreativitet. De, der kan bygge nye tjenester og være kreative i dag, er de der former fremtiden?

Så måske skal vi ikke lukke internettet og overvåge de unges anvendelse? Måske mangler vi opgave-emner som udfordrer eleverne til at bruge det, de allerede kan med internettet, mere kreativt og visionært?

Vi mangler måske metoder som kan udfordre deres evner til at finde informationer og sætte dem sammen kreativt – og at vise lærerne at der både er genbrug (det er vigtigt at være god til at Google!) og noget nyt i deres arbejde – at de står på skuldrene af andre, men at de rækker højere?

Thomas skriver blandt andet:

Kære danske erhvervsleder: Det er helt OK, at du ikke selv er på Facebook, at du ikke aner, hvad Twitter er eller at du ikke bruger mere end 30 minutter om ugen online. Men det er ikke OK, at du ikke accepterer, at du er ret alene i den klub. Danskerne – og resten af den civiliserede verden – bruger mere tid på nettet end foran tv. Store netværk dannes på få øjeblikke, og det kan være netværk af forbrugere, der er mod det, du laver.

Jeg kan delvis genkende problemet – altså at ledere ikke nødvendigvis forstår mulighederne og derfor ikke går forrest.

Men de mange ledere jeg har mødt klynger sig altså ikke specielt til telefaxen og er udmærket klar over at der er en udvikling i gang på nettet – de har bare ikke fået de fornødne forretningsmæssige argumenter for, hvorfor de skal bruge ressourcer på det (eller tillade andre at gøre det).

Og måske er udtrykket “sociale medier” med til at skabe problemerne? Social det er jo noget man er i fritiden – og hvorfor bruge nye medier, når man nu har så mange gode gamle kanaler at benytte sig af, når budskaberne skal ud?

Det lederne efter min mening mangler forståelse for er, at organisationer skal bruge de her nye redskaber for at bygge en ny deltagelseskultur. Og det skal de gøre af flere grunde:

1. Fordi det er det markedet forventer (uanset om vi taler kunderne i markedet – eller om vi taler potentielle ansatte eller samarbejdspartnere – alle er vant til at deltage andre steder).

2. Fordi deltagelsen ellers kommer til at foregå andre steder – og det bør være en strategisk overvejelse om det er godt eller skidt at virksomhedens kunder enten selv bygger netværk – eller deltager på konkurrentens initiativ? Skal deltagelsen foregå her eller der?

3. Fordi det giver store udviklingsmæssige fordele for virksomheden at sikre deltagelse blandt relevante stakeholders. Deltagelse øger loyaliteten og innovationskraften. Deltagelse øger videndeling og kan spare virksomheden penge.

4. Fordi det stadig (lidt endnu) giver virksomheden en unik mulighed for at positionere sig som en virksomhed der er forrest, som lytter og som rent faktisk tør bygge på stærke relationer.

Men jeg oplever egentlig ikke en generationskløft – det handler mere om at mange ledere har manglende forståelse for deltagelse som strategisk redskab. Og det kan godt være jeg bare er meget, meget heldig, men jeg møder stort set aldrig ledere som ikke kan se potentialet og ideen, når jeg folder de her overvejelser om deltagelse ud?

Hvordan ser din leder på deltagelse? Har han sendt dig en telefax om Facebook?

Sitet samler alle huse udbudt til salg i Danmark i én søgemaskine, så man kan følge udviklingen i boliger, man er interesseret i (man får en e-mail, hvis prisen falder eller hvis huset tages ned).

Boliga giver derudover overblik over markedet. De leverer samlet statistik over kvadratmeterpriser, prisfald osv. Og så har de en levende debat, hvor ca. 20.000 brugere drøfter boligmarkedet og prisudviklingen og af og til morer sig over huse, som oversælges med rendyrket poesi.

Og på DR P1 Business, var der så her den anden dag debat om netop boligmarkedet og herunder Boligas rolle. Udsendelsen kan anbefales. Den handler nemlig også om den transparens som Boliga har tilføjet til ejendomsmarkedet og som ikke alle er lige lykkelige over:

Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening Steen Winther-Pedersen bryder sig ikke om Boliga. Han mener godt nok at Boliga har medført øget transparens og at det er positivt, men han siger også at Boliga, er selv om Boliga er startet på et “idealistisk it-grundlag”, så er det idag en forretning og dermed ikke et neutralt medie. Han fremhæver især at man ikke ved, hvem der taler i boligdebatten og at man derfor godt kan forestille sig købere, som sværter et hus til, for selv efterfølgende at kunne købe det billigere. Han bruger ord som “uhensigtsmæssigt” og “grænseoverskridende”.

Nu har det i årevis været sådan, at kun mæglerne har haft kanaler til at beskrive huse. Når vi så får kanaler, hvor køberne kan mene noget, tale sammen og tage til genmæle, så er det pludselig “uhensigtsmæssigt”?

Og Boliga er selvfølgelig ikke neutralt – og brugerne af debatten er ikke objektive. Men det påstår de heller ikke. Det er det der er så befriende. Og de personlige indlæg på Boliga står vel netop i skarp kontrast til de “objektive beskrivelser” af husene som mæglerne tilbyder, fordi mæglerne altid har skrevet den pæne version? Selvfølgelig fordi deres primære opgave er at få solgt huset.

Personligt foretrækker jeg råt for usødet Boliga. For noget af det mæglerne ser som “muligheder”, tillader jeg mig altså at se som uoverstigelige problemer. Og for mig er “tæt på offentlig transport” ikke dækkende, hvis toget reelt kører til perron i baghaven.

Diskussionen viser hvor langt virksomheder kommer væk fra deres marked og deres kunder i sprog og tone, hvis de har kommunikationsmonopol. Virksomheder kommer efter min mening til at lære at hvis de vil være med i samtalen på nettet, så foregår det ansigt til ansigt, uden omsvøb – og uden de nedarvede kommunikationsprivilegier som de havde med massemedierne. Det virksomheder kan håbe på er en stemme i debatten – ikke en ordstyrer-funktion.

Jeg er efterhånden helt overbevist om, at krisen kan give forandringsagenter i organisationer gode argumenter for at gøre noget nyt, noget andet og noget mere innovativt, end det de plejer. Og jeg tror – som mange andre – at vi skal finde de elementer i krisen, som lukker os op for forandring og satse vores energi der – i stedet for at begræde, at verden ikke længere er den samme.

Jeg blev inspireret af pressechef Jonas Torp fra Danske Bank som på et møde om (finans)krisekommunikation (arrangeret af Dansk Kommunikationsforening) fortalte at finanskrisen havde ramt ham med den erkendelse, at selv en ekstremt dygtig, hurtig og professionelt sammensat kommunikationsafdeling, ikke kan klare sig med nøgleord som “planlægning” og “kontrol”, når den globale verden pludselig sætter ind med fuld kompleksitet.

Nogle af de ting, som jeg synes, er spændende og som jeg vil tage fat i de kommende uger er: Loyalitet, humanisering, tillid, gennemsigtighed, netværk, generøsitet og motivation.

Hvad er eller hvad tror du bliver det svære ved finanskrisen? Og er der andre væsentlige nøgleord, du mener, jeg skal have med?

Mary har efter min mening giftet sig ind i en institution, der automatisk tildeler den kvindelige ægtefælle en afgrænset rolle (der indbefatter sakse, godgørenhed, snore, hatte, modeshows, journalister, fotografer, søde børn med blomster og … lav selv resten af listen), som heldigvis gik af mode med kukuret.

Hun har sikkert udfyldt denne amputerede kvinderolle fint (og uden at blive vanvittig, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, men jeg formder ikke det er derfor hun får prisen?), men det gør hende da ikke til rollemodel for kvinder i år 2008?

Omvendt må jeg jo konstatere, at hvis man i 2008 vitterlig ikke er i stand til at finde en eneste kvinde, som har gjort noget med større rækkevidde for kvinder end Mary, så står det godt nok sløjt til – og så meget desto mere er der grund til at kæmpe for mere ligestilling og flere kvindelige rollemodeller med substans.

PS: Tak til Anna Thygesen for at udpege den tåbelig pristildeling for mig.

PPS: Den er god nok – jeg er erklæret feminist – og med skærpet appetit på ligestilling efter søndagens arrangement med Liza Marklund. (tak til Rosinante og Albrightgruppen – det var fantastisk!).