I denne 20 minutters video fra Wall Street Journal uddyber Rushkoff nogle af sine pointer:

Jeg giver point for at stille spørgsmålet – og synes, der er stof til interessante overvejelser i Rushkoffs indlæg.

Når teknologien overtager det manuelle kedelige slidsomme arbejde – kan det så vitterlig være vores største ambition at opfinde andre slidsomme, manuelle jobs?

Og når mange unge akademikere er arbejdsløse, er “Dagpengeland” så vitterlig vores bedste bud på, hvordan de skaber værdi?

Og er vi helt sikre på, at fremtidens ønske-scenarie er, at vi allesammen arbejder 12 minutter mere? Burde vores nye evner til at organisere os, automatisere det kedelige og få teknologien til at arbejde for os, ikke betyde at vi skulle arbejde færre timer og have mindre stress?

Jeg kan også godt lide nogle af Rushkoffs historiske overvejelser. Hvis jobs opstod som organiseringsstruktur, fordi adelen havde brug for en struktur der kunne beskytte dem mod at borgerskabet i byerne fik mere magt i takt med at de skabte flere værdier selv, så er det måske meget passende at spørge om job-strukturen stadig er formålstjenlig?

Jeg påpeger ofte selv at adskillelsen mellem privatliv og arbejdsliv er ny. Da min tipoldefar var smed i Karleby, er jeg ret sikker på, at der ikke var nogen der interesserede sig for, hvad klokken var. Han var præcis lige så meget smed efter 16:00 som inden.

Og hvis vi nu skal tilbage til, at identitet i arbejdet ikke er at have “et job”, men at skabe værdi, hvem siger så, at arbejdstid giver mening?

Og hvad er fremtiden for pengesystemet? Måske er det ikke alt af værdi, som er er penge værd? Wired har i denne artikel om “the future of money” en oversigt over online betalingsenheder.

Jeg tror ikke selv meget på mikrobetaling med penge på nettet. Men jeg kunne formodentlig overtales til at uddele point til gode links på Twitter, gode kommentarer osv. Jeg kunne måske også gå flere ture med fremmede menneskers hunde og optjene point, som jeg så kunne bruge til at hente en spand kartofler i den nærmeste gårdbutik eller til at hyre en nabo som kattepasser?

Jeg er helt med på at skattefar så skulle lære at forstå, at den værdi jeg skaber, ikke nødvendigvis kan omsættes til skatteplagede danske kroner – og at væksten i det klassiske økonomiske system kunne blive mindre osv.

Men er der måske ting af værdi, som slet ingen værdi får, hvis den eneste målestok er penge? Og er vi sikre på, at det er smart kun at have én betalingsenhed – også når en stor del af vores liv foregår digitalt?

Jeg har ikke svarene, men jeg synes, det er vigtigt, at vi – på trods af krisen – husker at spørge om de strukturer, vi har (herunder forestillingen om arbejdsmarkedet og jobs) passer til fremtiden… og hvis de ikke gør, hvordan kan vi så opfinde og fremme bedre, mere effektive strukturer?

Jeg siger ikke vi skal surmule – jeg synes bare, det er kedeligt når strukturelle problemer bliver gjort til et spørgsmål om personlig attitude. Masser af unge nyuddannede er for eksempel lige for tiden piv-arbejdsløse, fordi der ansættes færre – de kan IKKE smile eller tænke sig ud af problemet.

Seks ud af ti selvbetjeningsløsninger er blevet brugt færre end 10 gange i løbet af 2010, viser professorens undersøgelse.

Og selvom i alt 1,3 millioner borgere forsøgte at bruge selvbetjeningsløsninger i det forgangne år, er det kun 298.000, der er lykkedes med at gennemføre transaktionen til kommunen.

De har i stedet måttet ringe ind, sende e-mail eller møde personligt op i borgerservicecenteret.

Og det koster så det offentlige 2 milliarder om året at medarbejdere i kommunerne sidder og sender e-mails til borgerne om ting de rent faktisk kunne gøre selv. Og det er da en helt vild fejlprocent at næsten 80% må opgive?

For mig at se er der flere forklaringer på at digital selvbetjening flopper:

1. Processerne er for indviklede til digitalisering. Når det offentlige digitaliserer så sætter de i alt for høj grad strøm til en proces, som i forvejen er helt mudret til af bureaukrati. I artiklen ovenfor interviewer Version2 Astrid Marie Starck som er konsulent i KL og som er inde på noget af det samme, nemlig at digitalisering ikke er det samme som forsimpling – hun nævner boligstøtte som et eksempel.

Hvor meget boligstøtte kunne man mon uddele til dem der vitterligt har behov, hvis man forenklede systemet, så alle kunne indberette selv? Den del er politik og derfor ikke nødvendigvis noget kommunerne kan løse, men som borger bør man vel hidse sig noget mere op over den galimatias man udsættes for? (vidste du at der er 22.000 siders regler der regulerer danske A-kasser?)

2. Digitalisering belønner ikke brugerne. Tværtimod skal borgeren der taster selv leve med angsten for at begå en fejl, som ender med at koste ham penge. Så hvorfor belønner man ikke de danskere, der sparer systemet for penge? Man kunne jo dele gevinsten med borgeren – eller uddele point pr. gennemført selvbetjening – og så lade borgeren sende sine point til den del af kommunen, han mener har behov (skolen, daginstitutionen, ældreplejen, biblioteket).

Man kunne også – mindre ambitiøst – lave en sammentælling øverst i hjørnet af løsningen, der sagde; “Borgerne i Lejre Kommune har nu sparet kommunen for 72.800 kr ved at indberette xx selv”.

3. Ordene er for svære. En bil = motorkøretøj. Løn = husstandsindkomst brutto. Det er som om arbejdet med at kommunikere klart er gået i stå? Prøv at klikke dig ind her hos borger.dk og find ud af hvad forskellen er på Boligsikring, Boligydelse og Boligstøtte? Det kan sikkert godt lade sig gøre, men hvorfor bruge 15 minutters hovedbrud på det, når det er ligeså let at ringe og spørge én venlig dame, der ved hvad hun taler om?

4. Damerne er hjælpsomme i borgerservice. En helt overset faktor er menneskelig hjælpsomhed. Når man ringer til kommunen, til Skat, til motorkøretøjsregisteret så er det stadig muligt at få fat i et såkaldt “fornuftigt menneske”, som forstår den situation man er i, som ved hvilken blanket der er relevant og som kan slå ting op på skærmen, fordi hun har rutinen. Jeg har endnu til gode at se en venlig digital selvbetjenings-blanket?

På en mini-workshop jeg holdt hos Mindlab i Oktober var det lige præcis emnet – at levere hjælp til selvhjælp og at forstå, at det offentlige må pakke nogle af de her selvbetjeningsløsninger langt mere ind i service/hjælpefunktioner, for hvis borgerne skal være selvhjulpne kræver det måske lidt indledende hjælp:

Check også Mindlabs cases, hvor helt unge mennesker forklarer, hvorfor de foretrækker, at gå ned til kommunen i åbningstiden og tale med en medarbejder når de skal ændre forskudsopgørelsen. (Der er også en folder du kan hente her – i PDF-format)

Resten af professor Kim Normann Andersens undersøgelse udkommer 20. januar – det bliver formodentlig artig læsning!

Jeg hæfter mig selvfølgelig ved de 2 “danske” indslag (og sjovt nok var ingen af dem “efterløn”).

At vi skal holde øje med Bjarke Ingels, som netop har startet kontor i NYC. Og Nordic Food kan blive en faktor – selvfølgelig fordi NOMA er verdens bedste restaurant – men for mig at se nok også fordi Trine Hahnemann har fået succes med at lære amerikanerne om det nordiske køkken – og så selvfølgelig fordi det giver god mening at spise flere sunde lokale ingredienser og mere rugbrød i 2011.

På tech-fronten er der ikke så meget der overrasker. Flere apps – også på computeren er jo oplagt – og at vi skal til at vænne os til automatisk at blive lokaliseret overalt, hvor vi går og står, har jo længe været undervejs. Jeg er spændt på, hvor stort omfang lokalisering får – altså om folk faktisk checker ind/deler deres færden?

Tak til Ole Kjeldsen og Bill Gates for tip på Facebook og Twitter!

De hackerangreb der de sidste dage er blevet begået mod banker, anklagemyndigheden i Sverige, betalingskort mm. tror jeg kan blive meget skadelige for udviklingen af nettet – eller rettere for reguleringen.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også mener, der er begået stor uret mod Wikileaks. Jeg mener ikke, man skulle have lukket deres pengestrømme, ligesom jeg synes det ville have gjort Amazon større ære at lade Wikileaks blive på deres servere. Jeg mener, at åbenhed er det nye default og at den amerikanske regering har handlet problematisk ved at forsøge at gøre Wikileaks til syndebuk, når den kriminelle handling i virkeligheden er begået af en ansat i deres eget system, som har stjålet dokumenterne og valgt at dele dem med verden.

Problemet er, at der i det lidt større billede foregår en heftig debat om nettets fremtid – og om reguleringen af nettet.

Nettet er pr. definition åbent og af en vildtvoksende natur. Det net vi kender, er på mange måder meget demokratisk og neutralt. Alle sender pakker af data over de samme linier – og der findes ingen rangordning af trafik. Om du har en lillebitte privat forbindelse til nettet – eller en forbindelse til en stor virksomhed, du får den hastighed, du betaler for. Sådan er vi mange, der gerne ser, at nettet vedbliver med at være – vi går ind for for det, nogen kalder Net Neutrality.

En anden fløj i debatten mener, at vi skal regulere mere. Sådan at virksomheder og organisationer og regeringer kan køre prioriteret, vigtig trafik ind over en mere kontrolleret, lukket, sikker del af nettet – og sådan at de der har råd, kan betale sig til bedre, hurtigere internet.

Der er allerede tegn på, at udbyderne gerne vil prioritere trafik (forbyde fil-deling for eksempel; Som i denne sag, hvor Federal Communication Commision i USA har tabt en sag mod Comcast, som har nedsat hastigheden for Bit Torrent trafik for deres brugere.)

En udvikling i retning af mere prioriteret trafik kan betyde udviklingen af et A-internet, som er kommercielt og hurtigt og som tiltrækker udviklingsmidler – og et B-internet som er åbent og ureguleret, men som ikke kan finde et kommercielt grundlag og som mange derfor frygter vil hensygne og dø.

I de her dage synes jeg, der er grund til at frygte, at hackerne i “Operation Payback” har givet Visa og Mastercard og den svenske anklagemyndighed og de andre virksomheder, der fik lagt deres websites ned, skyts til at mene, at den usikkerhed og uro, der er konsekvensen af den åbne struktur, er umulig at leve med som kommerciel eller statslig aktør.

De næste kapitler i debatten om netregulering bliver interessante at følge og jeg tror sagtens, der kan blive brug for aktivisme, hvis vi vil bevare nettet åbent – jeg tror bare det er nødt til at være aktivisme, der viser muligheder og kreativitet på nettet – og som ikke bare demonstrerer magt og kaos.

Internetpioneren Dave Winer har skrevet Are we starting a full-out war on the Internet? – og jeg så lige at Informations leder er inde på noget af det samme under overskriften Krigens love” .

God weekend!

Siden da er jeg faldet over intet mindre end 2 matematik-projekter som handler om fascination og især bedre formidling af matematik.

Det er tilsyneladende gået op for nogle af matematikerne, at det ikke er os allesammen der instinktivt forstår matematik – og at det ikke er os allesammen, der har haft en lærer som kunne åbne feltet op for os.

Khan Academy er et online universitet skabt af en enkelt mand som bruger video til at forklare ALT. Han har foreløbig lavet mere end 1600 videoer og hans site er at dømme efter mængden af YouTube visninger, det mest brugte lære-sted på nettet.

Khan holder sig så ikke kun til matematik, han kører også både fysik og finansiering indover – men det er et fascinerende sted – check det ud.

Og så er der Punk Mathematics – hvor en ung og sprælsk matematiker forsøger at skaffe midler til at skrive en anderledes bog om matematik – en der ikke er kedelig – og en der ligesom punk-musikken stiller spørgsmåltegn ved alt.

Se hans video og hans indsamling hos kickstarter.com lige her.

Jeg synes, det er spændende, at folk der forstår noget så indviklet som matematik, forsøger at bruge nettet som redskab til at udbrede deres begejstring.

Og det rejser også spørgsmålet om, om der egentlig skal være en matematiklærer på alle skoler i fremtiden, hvis ham, der faktisk kan lære fra sig, kan gøre det med video til alle elever?

Typisk går matematikere nemlig ind i deres arbejdsværelse og knokler løs i majestætisk isolation – og kommer så ud 3-4 år senere med et genialt bevis. Derefter starter så en længere peer-review proces, hvor andre matematikere efterprøver beviset – og meget ofte viser, at det alligevel ikke hænger sammen. Begge ender af arbejdsprocessen kan tage år – og det er med til at give matematikken et ry for at være langsommelig.

Men i Weekendavisen i denne uge kunne man læse, at der er sket noget ude på nettet… Som Classy skriver:

“I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds.”

Kort sagt lægges beviser ud på en blog – og derefter kan alle – både de store genier og de skabsmatematikere, som bare synes det er lidt ligesom med uendelig Sudoku at løse matematikkens store gåder – være med.

Og det vilde er at ifølge Weekendavisen fra i fredags, så virker det. For der er mere end 1000, der har kommenteret på et matematisk bevis – både nogle som er kendte og som allerede har bevist deres evner – og nogle som er amatører, men som også ved nok til at kunne bidrage – og det betyder at review-processen (diskussionen om hvorvidt geniets udlægning holder) går langt stærkere end normalt.

Classy har endnu en væsentlig pointe – nemlig at det her ikke betyder, at sociale medier løser problemer – for det gør de ikke – det er stadig slidsomme folk med stærk matematisk sans der er brug for! De der deltager kan måske bare dele opgaverne op i mindre bidder og hver især bedrage der, hvor de er stærke. Det er således ikke selve arbejdet, der ændres – det er bare arbejds-processen! Men ligesom da Ford indførte samlebåndet og opfandt en arbejdsform, der fik stor betydning for vores evner til at producere effektivt – så kan det jo også vise sig at være stærke sager!

Tak til Claus Dahl og til Weekendavisen – det er en rigtig god case!

Det betyder også, at jeg stopper som konsulent og partner i Socialsquare. Det har krævet en del overvejelse at træffe beslutningen, men jeg vil gerne tilbage til min kommunikationsfaglighed, til mere PR og til min egen faglige fordybelse i nettets udvikling og påvirkning af vores arbejdsgange, tankegange og adfærdsmønstre.

Jeg vil meget gerne holde flere foredrag, undervise og skrive mere (forhåbentlig også blogge mere til gavn for jer der læser med her på bloggen) – og så vil jeg satse mere på projekter, som har kommunikation og PR som omdrejningspunkt – hvem ved, måske bliver jeg sågar ansat på deltid et sted i en periode? :-)

De 5 år i Socialsquare har lært mig meget om at bygge forretning. Både at det er sjovt og lærerigt, men også at det kan være hårdt både at skulle være fagligt på tæerne – og at skulle opbygge en ny arbejdsplads på et nyt felt.

Jeg synes det har været spændende at arbejde med kunder fra nogle af Danmarks bedste virksomheder – og jeg er taknemmelig for de erfaringer jeg har fået med at arbejde med det sociale internet sammen med kommunikatører i blandt andet Arla Foods, Novo Nordisk, DBU, Københavns Universitet, Skanderborg Kommune, DSB, SEB, Telmore osv.

Jeg har også haft ultradygtige kolleger undervejs, fået god sparring og lavet masser af sjov og ballade online og off-line og jeg har sidst, men ikke mindst haft gode partnerskaber med både Thomas Madsen-Mygdal (som jeg ønsker alt det bedste med fortsat at forme Socialsquare) og Andreas Johannsen (som jeg er sikker på, at Klean bliver glade for). Socialsquare er efter min mening stadig en rigtig god idé – og jeg ønsker Martin Sønderlev og Magnus Christensson som indtræder i ejerkredsen – og resten af banden – alt det bedste fremover.

Min kalender er åben for kaffeaftaler og frokoster, så hold dig ikke tilbage, hvis du har projekter, ideer eller forslag til hvad jeg burde lave – giv mig et ring på 27291704 – eller send mig en mail på trinemaria@gmail.com – og følg også gerne med i mine nye gerninger på trinemaria.dk eller på twitter, hvor jeg jo er @trinemaria.