250 mio Facebook-brugere er blevet undersøgt for at finde ud af, hvad de deler og hvad de ikke deler og hvordan nyheder bevæger sig rundt i vores netværk. Det er Eytan Bakshy, som er PhD i informationsvidenskab og som arbejder i Facebooks eget datacenter, som har lavet undersøgelsen.

Undersøgelsen er også beskrevet i kort form og med gode illustrationer, hos Facebook selv under overskriften “Rethinking Information Diversity in Networks”

Illustration fra Facebooks egen artikel og underteksten lyder: “Figure 1: We are connected to core groups of strong ties that we interact with frequently and weak ties that we interact with infrequently. Granovetter’s hypothesis about the “strength of weak ties” states that weak ties facilitate information flow from disparate clusters of people”

Kort fortalt viser studiet, at vi selvfølgelig primært deler links og nyheder fra mennesker, som er tæt på os. Når mine venner allesammen sidder og griner af en artikel fra Ekstrabladet, så griner jeg med – og tænker at andre af mine venner også vil finde den sjov – og så trykker jeg “del”.

Denne mekanisme er en af hovedårsagerne til at internettet og sociale medier og måske i særdeleshed Facebook ofte beskrives som et ekkokammer. Vi sidder allesammen og recirkulrer de samme pointer, vi bestyrker hinanden i, at vores kulturelle billeder er de rigtige, vi opretholder hinandens spejl-billeder af, hvad der er “normalt”.

Det nye er, at studiet her viser, at vi OGSÅ deler links og informationer fra det, der kaldes “weak ties” (herhjemme ville man måske sige “flygtige bekendte”?).

“… here’s Bakshy’s most crucial finding: Although we’re more likely to share information from our close friends, we still share stuff from our weak ties—and the links from those weak ties are the most novel links on the network. Those links from our weak ties, that is, are most likely to point to information that you would not have shared if you hadn’t seen it on Facebook.”

Hvis en jeg kender flygtigt deler noget spændende, så læser jeg det, selv om det måske er fra en kilde, jeg aldrig selv ville opsøge. Og måske deler jeg det videre. Fordi jeg så kan være “først” med noget, som ingen andre har delt før eller fordi jeg synes min nyopdagelse bør deles med mine venner tættere på. Det handler måske om selvfremstilling, for meget af det vi gør i sociale netværk, handler jo om at gøre os selv mere interessante – og der virker det måske bedre at fortælle noget nyt, end at linke til endnu en historie fra Berlingske?

Det jeg synes er mest interessant, er at fordi Bakshy i undersøgelsen har haft mulighed for at “lukke” af for links fra løse/fjerne forbindelser, så kan han faktisk med en vis kraft konkludere, at hvis vi IKKE får disse nyheder, links, input fra de fjerne ender af vores netværk, så er der historier, vi går glip af. De fjerne forbindelser leverer ganske enkelt frisk luft fra kilder som vi ellers ikke kommer i nærheden af. De flygtige bekendtskaber udvider vores horisont og gør hele netværket klogere.

Jeg synes resultatet er opløftende. At nettet ikke er så klaustrofobisk som vi måske ellers gik og troede.

Og to tanker melder sig hos mig: Den første er at jeg vil opmuntre flere til at lukke Facebook mere op – få nogle flere flygtige bekendtskaber og lær noget nyt :-) Den anden er, at jeg synes Facebook skal bruge den nyerhvervede viden til at blive et mere åbent og nysgerrigt netværk. jeg vil gerne bede om en knap der hedder “Jeg er nysgerrig” som sætter mig i forbindelse med andre der har læst samme historie – eller som viser mig, hvad de ellers linker til af gode historier. Eller måske bare en funktion, der giver mig mulighed for at se “hvad taler mine venners venner – og deres venner om lige nu”?

Læs selv artiklen hos Slate her
Eller læs mere om studiet hos Facebook

Her får en fyr, der hedder goobie55 på YouTube “leveret” en ny computerskærm med FedEx:

Han optager episoden og skriver følgende som kommentar på YouTube:

“Here is a video of my monitor being “delivered”. The sad part is that I was home at the time with the front door wide open. All he would have had to do was ring the bell on the gate. Now I have to return my monitor since it is broken.”

Videoen er set 4 millioner gange og har mere end 16.000 kommentarer – og FedEx har af samme grund været nødt til at reagere med en video, hvor de undskylder og også forklarer, hvordan de bruger videoen til at blive bedre:

MEN bemærk venligst at selvom FedEx har lavet et video-svar 2 dage efter den oprindelige video – så er deres svar altså kun set 4000 gange. Der er meget langt op til de 4 mio. visninger og det der vil stå tilbage er at nogle FedEx-ansatte er ligeglade med de varer de skal levere.

Jeg hæfter mig derudover ved at Mathew Thronton fra FedEx siger at manden ikke længere arbejder med kundekontakt – men ikke at han er fyret.

Personligt synes jeg det er voldsomt, at fyre folk der begår en enkelt fejl. Jeg tror på, at man får bedre medarbejdere ud af at finde ud af, hvad der foregår i deres hoveder og få dem til at hjælpe med at fikse problemerne, hvis man kan. Jeg siger ikke det altid kan lade sig gøre – og jeg aner ikke hvorfor FedEx manden smed skærmen indover hegnet. Men hvis der nu var en (god) grund, at han havde for travlt, at han lige var blevet bidt af en hund eller overfaldet af en sur kunde, at trafikken var desperat – eller et eller andet andet seriøst, så kunne det måske tilmed virke stærkere at fortælle, hvad der foregik – i stedet for at sende chefen på gaden med højtlæsning af en pressemeddelelse?

Hvis manden derimod virkelig bare hader sit job? Så er der jo god grund til at få det ud i lyset og opfordre ham til at finde et andet :-) for ansatte i service, som virkelig hader at udføre service, fungerer bare ikke!

Casen er fundet på Whale Oil Beef Hooked

Mit håb er, at den nye regering får øjnene op for at en masse nye muligheder for engagement, frivillighed – og deling af ressourcer ligger på nettet. IT og data – og vores evner til at forstå og bruge teknologien og skabe tjenester og services, der gør ting lettere for borgerne, kan få stor betydning for, hvordan vores samfund udvikler sig.

Jeg har på Twitter (hvor jeg er at finde her: www.twitter.com/trinemaria) snakket med nogle andre tweeps om at lave en samarbejds-tjeneste hvor man arbejder frivilligt (går tur med naboen hund. slår en græsplæne og den slags), hvor “bestilleren” af arbejdet (hundeejeren) betaler en lille sum penge, som man så kan donere til en godgørende virksomhed efter eget valg (vi tænker, at man så kan undgå problemet med sorte penge og beskatning?).

Jeg synes, det er en glimrende idé, men jeg kan ikke realisere den selv. Jeg håber imidlertid meget, at vi snart kommer til at se gode kollaborative løsninger på nettet herhjemme også – og hvis du gerne vil i gang og vil sparre på en idé, så er jeg klar. Det samme gælder, hvis du allerede kender nogle danske tjenester, jeg burde kende!

I denne 20 minutters video fra Wall Street Journal uddyber Rushkoff nogle af sine pointer:

Jeg giver point for at stille spørgsmålet – og synes, der er stof til interessante overvejelser i Rushkoffs indlæg.

Når teknologien overtager det manuelle kedelige slidsomme arbejde – kan det så vitterlig være vores største ambition at opfinde andre slidsomme, manuelle jobs?

Og når mange unge akademikere er arbejdsløse, er “Dagpengeland” så vitterlig vores bedste bud på, hvordan de skaber værdi?

Og er vi helt sikre på, at fremtidens ønske-scenarie er, at vi allesammen arbejder 12 minutter mere? Burde vores nye evner til at organisere os, automatisere det kedelige og få teknologien til at arbejde for os, ikke betyde at vi skulle arbejde færre timer og have mindre stress?

Jeg kan også godt lide nogle af Rushkoffs historiske overvejelser. Hvis jobs opstod som organiseringsstruktur, fordi adelen havde brug for en struktur der kunne beskytte dem mod at borgerskabet i byerne fik mere magt i takt med at de skabte flere værdier selv, så er det måske meget passende at spørge om job-strukturen stadig er formålstjenlig?

Jeg påpeger ofte selv at adskillelsen mellem privatliv og arbejdsliv er ny. Da min tipoldefar var smed i Karleby, er jeg ret sikker på, at der ikke var nogen der interesserede sig for, hvad klokken var. Han var præcis lige så meget smed efter 16:00 som inden.

Og hvis vi nu skal tilbage til, at identitet i arbejdet ikke er at have “et job”, men at skabe værdi, hvem siger så, at arbejdstid giver mening?

Og hvad er fremtiden for pengesystemet? Måske er det ikke alt af værdi, som er er penge værd? Wired har i denne artikel om “the future of money” en oversigt over online betalingsenheder.

Jeg tror ikke selv meget på mikrobetaling med penge på nettet. Men jeg kunne formodentlig overtales til at uddele point til gode links på Twitter, gode kommentarer osv. Jeg kunne måske også gå flere ture med fremmede menneskers hunde og optjene point, som jeg så kunne bruge til at hente en spand kartofler i den nærmeste gårdbutik eller til at hyre en nabo som kattepasser?

Jeg er helt med på at skattefar så skulle lære at forstå, at den værdi jeg skaber, ikke nødvendigvis kan omsættes til skatteplagede danske kroner – og at væksten i det klassiske økonomiske system kunne blive mindre osv.

Men er der måske ting af værdi, som slet ingen værdi får, hvis den eneste målestok er penge? Og er vi sikre på, at det er smart kun at have én betalingsenhed – også når en stor del af vores liv foregår digitalt?

Jeg har ikke svarene, men jeg synes, det er vigtigt, at vi – på trods af krisen – husker at spørge om de strukturer, vi har (herunder forestillingen om arbejdsmarkedet og jobs) passer til fremtiden… og hvis de ikke gør, hvordan kan vi så opfinde og fremme bedre, mere effektive strukturer?

Her i sommerferien går jeg derfor til “Samarbejde” på Howard Rheingolds University.

Det kursus jeg tager hedder “Toward a new literacy of cooperation” og jeg har første forelæsning online her i nat (fra 2.00 – 3.30) – og derfor sidder jeg lige og ser nogle af de videoer, der er en del af kurset:

Den her introduktion til samarbejdsteori er interessant:

Og så er jeg blevet ret glad for Peter Kollock (som desværre ikke lever længere), som havde fokus på “social dilemmas” og hvordan de kan løses. I bund og grund handler det om alle de steder, hvor vores individuelt set rationelle gerninger påvirker vores fællesskaber negativt. Jeg vil gerne anbefale denne video (men det er en time, så der skal være lidt tid til fordybelse)

Hvis du synes det ser spændende ud er der mere om kurset på Howard Rheingolds wiki – herunder links til litteratur og videoer.

Hvis du ikke kender Howard Rheingold er han et bekendtskab værd – han har skrevet Smart Mobs, han beskæftiger sig med Augmented Collective Intelligence og så har han altså startet sit eget online universitet, som et supplement til den undervisning han laver – blandt andet på Stanford og Berkeley.

Min plan er at blogge lidt om mine overvejelser og min læring undervejs – muligvis på engelsk da en del af mine noter sikkert bliver engelske! :-)

Her er det moderen, som har en søn i hæren og som ikke tænker over, at hun deler fortrolig information med verden, når hun skriver en begejstret Facebook opdatering og fortæller, at hans enhed venter fint besøg på basen:

Og her er det 2 piger på en af Søværnets skibe, som endelig er på orlov og som via Twitter og Foursquare fortæller, hvor de er og at de checker ind på en klub:

Jeg bryder mig ikke om skræmmekampagner og scenen i filmen med de 2 piger der danser, ligner at de danser med døden. Så min første tanke var at de hellere skulle bruge den her meget britiske plakat fra 2. verdenskrig. Den stammer fra et andet britisk ministerium – nemlig Ministry of Information (MoI):

Men ved nærmere eftertanke kan jeg sagtens se udfordringen for forsvarsministeriet.

Det kan blive mere end svært at beskytte gæster (politikere og embedsfolk) der besøger tropperne og hærens personel kan derudover alt for let udsætte både sig selv og kolleger for fare ved bare at dele deres koordinater og snakke løs om deres arbejdsopgaver i de der små private rum på Facebook, som jo ofte er tilgængelige for mange flere end man tænker over.

MoD skriver blandt andet selv på kampagnesitet:

“…you need to be aware of how much information there is online about you. Not just that which you’ve put there yourself, but also that which other people or organisations have put there.”

og

“Alongside being careful about the information you choose to share online, you should also look at the settings on every social networking site you use, and ensure that you’re happy with how your information is being used and shared.”

Hvad synes du om kampagnen? For skræmmende – eller ok? Og tror du det virker?

Der er flere informationer om kampagnen på MoDs eget website og hos The Telegraph

På Facebook og Twitter er der flere tegn på at forbrugere og aktivister er utilfredse med Lundbecks rolle i sagen – fordi de mener Lundbeck mere aktivt bør forhindre det. Berlingske Business har derfor været ude og spørge til Lundbecks social media krisestrategi (blandt andet er undertegnede citeret).

Hos bureaubiz citerer de Lundbeck for følgende:

Lundbecks pressechef Mads Kronborg mener ikke, at det er noget, virksomheden kan gøre ret meget ved:

“Det er jo ikke noget, vi kan håndtere. Vi kan forsøge at monitorere og overvåge det, og vi har også været opmærksomme på, at der har været forskellige ting – men vi var ikke opmærksomme på, at der var noget, der havde rejst sig særligt siden i fredags”.

Min indstilling er, at man ikke nødvendigvis skal blande sig i alting på nettet. Men at sige, at man ikke kan gøre noget – og at man ikke kan håndtere det, synes jeg er at give op for hurtigt.

Mads Kronborg har ret i, at Lundbeck ikke kan kontrollere det, men virksomheden har naturligvis muligvis for at blive hørt, for at bidrage med informationer og opklare misforståelser – også i sociale medier.

Jeg har her til aften lavet ca. 20 minutters arbejde og jeg synes den her sag ser ud som om, den kan gå begge veje:

Reprieve som arbejder mod dødsstraf skriver, at Lundbeck er bange for reaktionen hos leverandører og derfor har valgt ikke at tage et modigt skridt mod mere humane forhold (ved at nægte at sælge stoffet til brug ved dødstraf). Læs selv indlægget her – det er 4 dage gammelt.

Det interessante er, at for ca. 3-4 timer siden begyndte Reprieve systematisk at skrive til danskere (folketingspolitikere og journalister – måske fordi de leder efter “influenzers”) på Twitter om Lundbeck-sagen:

Det Reprieve ønsker er selvfølgelig at få den danske offentlighed og Lundbecks ledelse (som har generalforsamling i morgen) til at forholde sig kritisk til sagen og så vidt jeg kan se, har de tweetet til ca. 20 navngivne danskere.

Her svarer Lars K Jensen (social media nørd og ansat på Ekstrabladet) så, at han mener Lundbeck HAR forsøgt at stritte imod (han linker til en dansk historie på Ekstrabladet) – og Reprive svarer øjeblikkeligt, at Lundbeck kunne have gjort mere:

Det der også sker, er, at Reprieve’s følgere på Twitter spreder historien (og dermed også Reprieves vinkel på historien).

Her er det én med 4.500 følgere som laver en RT (det vil sige gentager Reprieves oprindelige tweet for at sprede budskabet):

Omvendt er der (foreløbig) ikke noget der tyder på at historien spreder sig som en steppebrand.

Lundbecks egen Twitter-profil fokuserer temmelig malplaceret på marketing-events som “Purple Day” og “National Walk for Epilepsy”:

Det kan jo være udmærkede aktiviteter, men her og nu burde Lundvbecks twitter-profil efter min mening bruges til at svare på anklagerne fra Reprieve.

Lundbeck er jo ret gode til at forsvare sig – og har masser af argumenter for deres manglende handlinger. Berlingske har en god dækning af, Lundbacks position her.

Og hvis historien bliver større på sociale medier, håber jeg derfor, at Lundbeck også er klar til at sprede alle de argumenter, som de giver journalisten fra Berlingske, i sociale medier?

Selvfølgelig vil aktivisterne nok være ligeglade – de har et mål som er at forhindre dødstraf. Men masser af almindelige mennesker kan godt forstå, at situationen kan være kompleks. Det kræver bare, at historierne bliver fortalt og at de bliver så lette at dele, at vi ser dem.

Jeg synes Lundbeck skal lade det indgå i social media kriseplanen, at alverdens Lars K Jensen’er, som egentlig gerne vil hjælpe med at nuancere sagen, skal have noget bedre skyts end avisartikler med journalistens vilkårlige udpluk af argumenter.

Udover at de har installeret et godt overvågningssystem, så de opdager det, når kunderne snakker om forretningen, har Dell besluttet at lade alle medarbejdere som vil og som i forvejen er på Facebook eller Twitter hjælpe kunderne.

Medarbejderne kan komme på kursus – og de skal selvfølgelig fortælle hvem de er og at de arbejder i Dell – ligesom de ikke skal sagsbehandle og udveksle væsentlige detaljer via Twitter eller Facebook.

Men hvorfor er det ikke alle virksomheder, der lader medarbejderne fungere som hjælpere på nettet?

Virksomheder har desværre ikke altid den fornødne tillid til medarbejderne

Det er underligt, at man tør give medarbejderne en telefon, et adgangskort – og ikke mindst en e-mail-adresse, hvis man i bund og grund har en forventning om, at de ikke vil kunne tale med kunderne uden at komme til at dumme sig?

Langt de fleste mennesker er jo både ret smarte og venlige og hjælpsomme i virkeligheden – så måske skulle nogle af dem, der ikke stoler på medarbejderne gøre sig den ulejlighed at lære nogle af de ansatte bedre at kende?

Og hvis det så viser sig, at de har ret? Hvis medarbejderne faktisk er komplet utilregnelige? Jamen så har virksomheden vel et problem der skal løses – uanset om vi har Twitter og Facebook inde i ligningen?

Masser af virksomheder har ganske enkelt et uforløst potentiale, når de ikke inddrager medarbejderne i at sikre kvaliteten af kundeservice og kontakt med kunder på nettet.

Spørgsmålet jeg gerne ville høre mere fremover er: “Får vores virksomhed overhovedet nok ud af at have alle de hjælpsomme og dygtige medarbejdere ansat, når vi samtidig holder dem væk fra kunderne?”

Virksomheder har desværre ikke altid den fornødne tillid til kunderne

Jeg er forbløffet over, hvor mange steder kendskabet til kunderne begrænser sig til en kundeundersøgelse, der er 4 år gammel og så nogle fornemmelser hos medarbejderne, som engang har mødt en kunde til et middagsselskab.

Kunderne fylder simpelthen for lidt mange steder. Jeg forstår så omvendt godt, at nogle virksomheder kan virke, som om de er bange for deres kunder. Det er jo velkendt, at man kan være bange for det ukendte.

De fleste kunder har imidlertid det til fælles med medarbejderne, at de er fornuftige, pligtopfyldende mennesker som stiller rimelige krav til produkter de køber og services de betaler for.

Bottom line: Selvfølgelig er der kunder fra helvede – ligesom der er medarbejdere, der er totalt ligeglade med kunderne (og det svarer jo til at være ligeglad med virksomheden).

Men hvis man nu starter med at gøre som Dell – lytte til kunderne, gøre kundernes reelle irritationer og tanker om virksomheden og produkterne synlige for flere inde i organisationen – og så gør medarbejderne til medansvarlige for at gøre kunderne gladere – hvad er det så lige præcis, det lyder så farligt eller utiltalende ved det?

Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.

Hele 75% siger i en ny undersøgelse at det kan få dem til at ændre adfærd (droppe at registrere sig og forlade siden) og 76% siger de har afgivet forkerte/ufuldstændige oplysninger i registreringer.

I rapporten kan man også se, at hvis brugeren vender tilbage til siden og ikke kan huske sit brugernavn/adgangskode, så er der 45% af dem, der forlader siden uden at bede om at få nulstillet deres adgangskode.

På den anden side mener 66% af deltagerne at “social registrering”, altså at de kan registrere sig ved at logge ind med en af deres sociale profiler for eksempel Facebook eller Twitter, er en fordel. Tilmed anses det for at være mere moderne at tilbyde registrering via Facebook/Twitter osv:

Undersøgelsen viser derudover, at de der foretrækker at logge ind med en social profil, er mere interessante som kunder. De deler oplysninger om brands i deres sociale netværk og 35% af dem indrømmer, at det er sandsynligt at de vil købe noget baseret på en anbefaling fra deres sociale netværk (mod 16% af de, der foretrækker traditionel registrering).

Kort fortalt mener undersøgelsen, at dokumentere at det både er lettere at få folk til at deltage med Facebook og Twitter registrering OG at den gruppe der gerne vil det samtidig er mere attraktiv som kunde på nettet.

Hent selv hele undersøgelsen her – og bemærk at man skal registrere sig for at få adgang til hele rapporten! (Oh the irony!) :-)