Eller dengang han lancerede en iPod Nano, som gav den ellers komplet ubrugelige inderste forlomme på et par jeans et formål:

Jeg havde jo godt set billederne, jeg vidste godt, at Steve Jobs var syg, men jeg håbede sådan, at han ville genopstå på scenen og trække “one more thing” ud af livet.

Der blev ikke “one more thing” – bare det allersidste åndedrag – og igår var i sandhed en trist dag.

Jeg er helt med på, at vi vil se mange flere teknologiske gennembrud, men jeg tror ikke, at der i min tid bliver nogen, der som Steve Jobs både kan opfinde og lancere fremtidens ikoner. Ingen kan som han overbevise verden om, at det produkt han holder frem, er et han personligt har hentet ud af fremtiden og gjort tilgængeligt for os.

Jeg læste et sted, at der er konspirations-historikere som i dag mener, at pyramiderne er for komplekse strukturer til den tid, de blev bygget i. Deres hypotese er så, at pyramiderne må være bygget med hjælp fra rumvæsner. Jeg tror de tager fejl, jeg tror, det var datidens Steve Jobs, der stod bag. Og når historikere om 1000 år kigger på en iPhone og ser hvad den var samtidig med, så når de sikkert samme konklusion – at Steve Jobs må have haft en fremtidsmaskine eller en kontakt i rummet. Det havde han selvfølgelig ikke. Han havde jernvilje, tro, kreativitet, viden, selvtillid, insisteren og evnen til hele tiden at stræbe efter noget bedre.

Steve Jobs gav os teknologier, der var så avancerede, at de trak os ind i fremtiden. Jeg kommer til at savne lanceringerne og jeg kunne i den grad godt have undt ham, at se meget mere af fremtiden selv.

R.I.P

Mit håb er, at den nye regering får øjnene op for at en masse nye muligheder for engagement, frivillighed – og deling af ressourcer ligger på nettet. IT og data – og vores evner til at forstå og bruge teknologien og skabe tjenester og services, der gør ting lettere for borgerne, kan få stor betydning for, hvordan vores samfund udvikler sig.

Jeg har på Twitter (hvor jeg er at finde her: www.twitter.com/trinemaria) snakket med nogle andre tweeps om at lave en samarbejds-tjeneste hvor man arbejder frivilligt (går tur med naboen hund. slår en græsplæne og den slags), hvor “bestilleren” af arbejdet (hundeejeren) betaler en lille sum penge, som man så kan donere til en godgørende virksomhed efter eget valg (vi tænker, at man så kan undgå problemet med sorte penge og beskatning?).

Jeg synes, det er en glimrende idé, men jeg kan ikke realisere den selv. Jeg håber imidlertid meget, at vi snart kommer til at se gode kollaborative løsninger på nettet herhjemme også – og hvis du gerne vil i gang og vil sparre på en idé, så er jeg klar. Det samme gælder, hvis du allerede kender nogle danske tjenester, jeg burde kende!

I denne 20 minutters video fra Wall Street Journal uddyber Rushkoff nogle af sine pointer:

Jeg giver point for at stille spørgsmålet – og synes, der er stof til interessante overvejelser i Rushkoffs indlæg.

Når teknologien overtager det manuelle kedelige slidsomme arbejde – kan det så vitterlig være vores største ambition at opfinde andre slidsomme, manuelle jobs?

Og når mange unge akademikere er arbejdsløse, er “Dagpengeland” så vitterlig vores bedste bud på, hvordan de skaber værdi?

Og er vi helt sikre på, at fremtidens ønske-scenarie er, at vi allesammen arbejder 12 minutter mere? Burde vores nye evner til at organisere os, automatisere det kedelige og få teknologien til at arbejde for os, ikke betyde at vi skulle arbejde færre timer og have mindre stress?

Jeg kan også godt lide nogle af Rushkoffs historiske overvejelser. Hvis jobs opstod som organiseringsstruktur, fordi adelen havde brug for en struktur der kunne beskytte dem mod at borgerskabet i byerne fik mere magt i takt med at de skabte flere værdier selv, så er det måske meget passende at spørge om job-strukturen stadig er formålstjenlig?

Jeg påpeger ofte selv at adskillelsen mellem privatliv og arbejdsliv er ny. Da min tipoldefar var smed i Karleby, er jeg ret sikker på, at der ikke var nogen der interesserede sig for, hvad klokken var. Han var præcis lige så meget smed efter 16:00 som inden.

Og hvis vi nu skal tilbage til, at identitet i arbejdet ikke er at have “et job”, men at skabe værdi, hvem siger så, at arbejdstid giver mening?

Og hvad er fremtiden for pengesystemet? Måske er det ikke alt af værdi, som er er penge værd? Wired har i denne artikel om “the future of money” en oversigt over online betalingsenheder.

Jeg tror ikke selv meget på mikrobetaling med penge på nettet. Men jeg kunne formodentlig overtales til at uddele point til gode links på Twitter, gode kommentarer osv. Jeg kunne måske også gå flere ture med fremmede menneskers hunde og optjene point, som jeg så kunne bruge til at hente en spand kartofler i den nærmeste gårdbutik eller til at hyre en nabo som kattepasser?

Jeg er helt med på at skattefar så skulle lære at forstå, at den værdi jeg skaber, ikke nødvendigvis kan omsættes til skatteplagede danske kroner – og at væksten i det klassiske økonomiske system kunne blive mindre osv.

Men er der måske ting af værdi, som slet ingen værdi får, hvis den eneste målestok er penge? Og er vi sikre på, at det er smart kun at have én betalingsenhed – også når en stor del af vores liv foregår digitalt?

Jeg har ikke svarene, men jeg synes, det er vigtigt, at vi – på trods af krisen – husker at spørge om de strukturer, vi har (herunder forestillingen om arbejdsmarkedet og jobs) passer til fremtiden… og hvis de ikke gør, hvordan kan vi så opfinde og fremme bedre, mere effektive strukturer?

De hackerangreb der de sidste dage er blevet begået mod banker, anklagemyndigheden i Sverige, betalingskort mm. tror jeg kan blive meget skadelige for udviklingen af nettet – eller rettere for reguleringen.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også mener, der er begået stor uret mod Wikileaks. Jeg mener ikke, man skulle have lukket deres pengestrømme, ligesom jeg synes det ville have gjort Amazon større ære at lade Wikileaks blive på deres servere. Jeg mener, at åbenhed er det nye default og at den amerikanske regering har handlet problematisk ved at forsøge at gøre Wikileaks til syndebuk, når den kriminelle handling i virkeligheden er begået af en ansat i deres eget system, som har stjålet dokumenterne og valgt at dele dem med verden.

Problemet er, at der i det lidt større billede foregår en heftig debat om nettets fremtid – og om reguleringen af nettet.

Nettet er pr. definition åbent og af en vildtvoksende natur. Det net vi kender, er på mange måder meget demokratisk og neutralt. Alle sender pakker af data over de samme linier – og der findes ingen rangordning af trafik. Om du har en lillebitte privat forbindelse til nettet – eller en forbindelse til en stor virksomhed, du får den hastighed, du betaler for. Sådan er vi mange, der gerne ser, at nettet vedbliver med at være – vi går ind for for det, nogen kalder Net Neutrality.

En anden fløj i debatten mener, at vi skal regulere mere. Sådan at virksomheder og organisationer og regeringer kan køre prioriteret, vigtig trafik ind over en mere kontrolleret, lukket, sikker del af nettet – og sådan at de der har råd, kan betale sig til bedre, hurtigere internet.

Der er allerede tegn på, at udbyderne gerne vil prioritere trafik (forbyde fil-deling for eksempel; Som i denne sag, hvor Federal Communication Commision i USA har tabt en sag mod Comcast, som har nedsat hastigheden for Bit Torrent trafik for deres brugere.)

En udvikling i retning af mere prioriteret trafik kan betyde udviklingen af et A-internet, som er kommercielt og hurtigt og som tiltrækker udviklingsmidler – og et B-internet som er åbent og ureguleret, men som ikke kan finde et kommercielt grundlag og som mange derfor frygter vil hensygne og dø.

I de her dage synes jeg, der er grund til at frygte, at hackerne i “Operation Payback” har givet Visa og Mastercard og den svenske anklagemyndighed og de andre virksomheder, der fik lagt deres websites ned, skyts til at mene, at den usikkerhed og uro, der er konsekvensen af den åbne struktur, er umulig at leve med som kommerciel eller statslig aktør.

De næste kapitler i debatten om netregulering bliver interessante at følge og jeg tror sagtens, der kan blive brug for aktivisme, hvis vi vil bevare nettet åbent – jeg tror bare det er nødt til at være aktivisme, der viser muligheder og kreativitet på nettet – og som ikke bare demonstrerer magt og kaos.

Internetpioneren Dave Winer har skrevet Are we starting a full-out war on the Internet? – og jeg så lige at Informations leder er inde på noget af det samme under overskriften Krigens love” .

Personligt har jeg hyppigt oplevelser af sammenhæng og synkronitet. Jeg taler med nogen om et emne – og et par dage eller uger senere, møder jeg andre, som er på samme spor og som har brikker, jeg mangler.

Måske det er det mest fascinerende ved nettet – at vi hele tiden finder hinandens brikker, når vi ikke selv har så mange at flytte rundt med?

Når det er sagt, så synes jeg lige for tiden at Howard Rheingolds kommentar på Twitter er spot on:

“If I didn’t follow online distractions, I couldn’t keep up with my fields. If I didn’t turn them off, I couldn’t write books.”

Alle brikkerne skal jo for pokker også sættes sammen igen! :-)

Flere super-gode animerede talks hos The RSA

Og nu har Doc Searls så lige skrevet et blogindlæg om søvn-monitorerings-dimsen Zeo, som gør det muligt at overvåge hvilken søvn-kvalitet (ZQ) man har – om man vågner om natten, om man sover dybt nok osv.

Igår skrev jeg et indlæg om fordelene ved at lade brugere hacke produkter – og Zeo-dimsen blev faktisk hacket af en studerende tidligere på året. Han blev efterfølgende ansat til at hjælpe Zeo med at bruge data til noget.

I følge Doc Searls har Zeo besluttet at gøre alle data fra deres system open source og at tilbyde et API, som gør det muligt for andre at bruge data. Foreløbig har det resulteret i, at Digifit har lavet en app, der kombinerer søvndata fra Zeo med vægtdata fra Withings:

Så ikke nok med at vi kan måle og veje os selv – og dele data med verden – vi kan også i stigende grad kombinere vores egne data og finde ud af, om der måske er mønstre, som vi ikke kendte til.

I dag mener nogle forskere, at overvægt ikke udelukkende handler om, hvor mange marcipansnitter man kører ind i december, men at søvn har stor indflydelse. Stress feder – fordi man ofte sover rigtig dårligt. Men hvis man nu var klar over, at ens søvnmønster var møg-usundt, kunne det så få én til at gå lidt tidligere i seng? Eller bliver man bare mere stresset, fordi man nu ved, at det er usundt at være så stresset?

Nå men jeg ved i hvert tilfælde, hvad jeg ønsker mig til jul! :-)

Withings (vægten)
Zeo (søvnmonitorering)
Digifit (app som kombinerer data)
Doc Searls Blogindlæg
Blogindlæg om hvordan hackeren blev værdifuld for Zeo

PS: Gad vide om man kan kombinere data med data fra Roomba (det er vores støvsuger – den er også blevet hacket)

Men der er sket noget uventet, for kunder fra andre segmenter end lige de pæne Xbox-fans fra reklamen ovenfor, har kastet sig over produktet, for at finde ud af tilslutte Kinect til en almindelig computer og for at hacke Kinect, så den kan bruges uafhængig af Xbox spil:

NYT har historien og præsenterer nogle sjove videoer med de foreløbige resultater af kundernes hacks:

Interactive Puppet Prototype with Xbox Kinect from Theo Watson on Vimeo.

Som ventet startede Microsoft med at blive lidt fornærmede og true med advokater og bål og brand, men heldigvis opgav de ret hurtigt den tilgang og besluttede at det faktisk er ret cool, at kunderne er så interesserede i teknologien, at de straks går i gang med at finde nye anvendelses-muligheder.

Historien fik mig til at tænke på LEGOs historie om deres Mindstorm robotter. (Historien er i Weekendavisen fra sidste uge – som jeg desværre ikke kan linke til – og har også været bragt i Wired i 2006).

Her havde LEGO lagt sådan en seddel i pakken med robotten, som kunderne kunne sende tilbage – og det viste sig at næsten 50% af kunderne var voksne mænd, med veneration for robotter, som de kunne bygge om til at kunne alt muligt andet, end det LEGO lige havde tænkt sig.

LEGO fortæller selv, at de også startede med at føle tab af kontrol og angst for om kundernes “versionering” af produktet nu ville være på linie med virksomhedens egenforståelse – men LEGO endte med at omfavne de voksne fans og ser dem i dag som helt uvurderlige for udviklingen af en række produkter – og for den succes som LEGO har verden over.

De glade kunder, som får ros for at udleve deres kreativitet ved at “forbedre” produktet bliver ganske enkelt nogle af virksomhedens bedste ambassadører – og mon ikke det også går sådan med Microsofts Kinect-hackere?

Og hvordan er det hos jer? Kan kunderne hacke jeres produkt? Og hvad ville der mon ske, hvis de forsøgte?

Det inspirerede mig til at overveje, hvad PR-afdelingens rolle er.

Kommunikations PR
Klassisk opfattes PR-afdelingen som dem der kender kunderne/interessenterne og pakker produkterne ind i gode historier som kunderne kan lide – og det betyder så, at når der er noget ved produktet som er irriterende, så nedtoner man det jo bare i fortællingen (ja det er irriterende at vores slikposer ikke kan åbnes, men så laver vi bare kommunikation om lørdags-hygge, om slik uden kunstige farvestoffer osv.!)

Strategisk PR
I strategisk PR får PR-afdelingen så rollen som en funktion, der bruger sin indsigt til at påvirke virksomhedens fremadrettede aktiviteter. (Når posen ikke kan åbnes og det opleves af X ud af Y i en fokusgruppe som et stort problem, så er PR-afdelingen medansvarlige i et projekt, hvor der kigges på indkøb af poser, design af nye, maskiner til poselukning mm.)

Social PR
Hvis man derimod forestiller sig en PR afdeling, som ser relationer som sociale (denne PR-afdeling består af bloggere, bestyrere af Facebook-sider, Twitter-profiler og ansvarlige for virksomhedens fortælling på nettet, både som den fortælles udefra og ind, men også som den fortælles af kunderne), så får PR-afdelingen en tredje rolle – som dem, der sætter gang i en dialog – også om det der er svært at fortælle.

PR har med de sociale redskaber fået muligheden for at blive en enhed, som både indsamler viden om interessenter, kunder mm. – men som også lægger frem, hvad problemet er set fra virksomhedens side og som inviterer interessenterne til at være med til at løse problemerne.

Jeg er jo ikke naiv – jeg tror ikke, at vi kan komme til at elske alle produkter lige højt – men jeg er sikker på at mange virksomheder ikke ved nok om de problemer, vi oplever som forbrugere af deres produkter – og at PR-afdelingens muligheder for faktisk at finde ud af det – og gå i dialog om irritationsmomenterne er langt bedre i dag, end de var tidligere!

Terms of Use Update

Today we announced new opportunities for users to play a meaningful role in determining the policies governing our site. We released the first proposals subject to these procedures – The Facebook Principles, a set of values that will guide the development of the service, and Statement of Rights and Responsibilities that governs Facebook’s operations. Users will have the opportunity to review, comment and vote on these documents over the coming weeks and, if they are approved, other future policy changes. We’ve posted the documents in separate groups and invite you to offer comments and suggestions. For more information and links to the two groups, check out the Facebook Blog.

På Facebooks blog skriver Mark Zuckerberg følgende:

Our main goal at Facebook is to help make the world more open and transparent. We believe that if we want to lead the world in this direction, then we must set an example by running our service in this way.

Og så er der oprettet 2 grupper, hvor man kan melde sig ind og deltage i debatten. Jeg har meldt mig ind i den om Facebook principperne – og vi er 1068 medlemmer lige nu :-) Den anden gruppe – om Rights & Responsibilities har 1379 medlemmer i skrivende stund – mit bud er at der er rigtigt mange flere lige om lidt.

Jeg kan jo ikke vide om deltagelsen som iscenesættes her bliver reel eller pseudo, men jeg starter med at tage hatten af for at Facebook tør åbne for brugerinvolvering, med 170 mio brugere. Der er jo potentiale til totalt kaos – men hvis det faktisk lykkes dem at inddrage folk og bruge deltagelsen innovativt og så det skaber øget loyalitet, så bliver det da totalt imponerende!

Jeg skriver mere om åbenheden på Facebook i de kommende dage – og vil også lige gøre opmærksom på vores arrangement i Socialsquare om Facebook i organisationer – det er torsdag i næste uge – mere information her (og tilmelding)

Jeg er efterhånden helt overbevist om, at krisen kan give forandringsagenter i organisationer gode argumenter for at gøre noget nyt, noget andet og noget mere innovativt, end det de plejer. Og jeg tror – som mange andre – at vi skal finde de elementer i krisen, som lukker os op for forandring og satse vores energi der – i stedet for at begræde, at verden ikke længere er den samme.

Jeg blev inspireret af pressechef Jonas Torp fra Danske Bank som på et møde om (finans)krisekommunikation (arrangeret af Dansk Kommunikationsforening) fortalte at finanskrisen havde ramt ham med den erkendelse, at selv en ekstremt dygtig, hurtig og professionelt sammensat kommunikationsafdeling, ikke kan klare sig med nøgleord som “planlægning” og “kontrol”, når den globale verden pludselig sætter ind med fuld kompleksitet.

Nogle af de ting, som jeg synes, er spændende og som jeg vil tage fat i de kommende uger er: Loyalitet, humanisering, tillid, gennemsigtighed, netværk, generøsitet og motivation.

Hvad er eller hvad tror du bliver det svære ved finanskrisen? Og er der andre væsentlige nøgleord, du mener, jeg skal have med?