I den forbindelse har han lavet en søgning på Twitter (ikke svært, han har bare søgt på @ungekidd) for at se, hvad dem der følger @Ungekidd på Twitter, mener om sagen. Og i hans skærmbillede i blogindlægget kan man så se navngivne twitterprofiler, som i varierende grad støtter Kidd, forsvarer ham – og mener, han bare siger, hvad alle tænker.

Jeg tør godt afsløre, at jeg har en farmor-attitude til grimt sprog. Jeg synes det betyder noget hvilke ord man tillader sig at bruge om andre mennesker og jeg er gammeldags, når det gælder respekt – også for politikere man ikke er enig med. Det er bare ikke det mit blogindlæg handler om! :-)

Spørgsmålet der poppede op var, om Tom Jensen kan tillade sig at klippe samtaler ud af Twitter og lægge dem ind som illustration i et blogindlæg?

Blandt nogle af dem jeg følger på Twitter, kom der denne debat ud af det:

Så skal man egentlig sløre deltagerne i en samtale på Twitter i et skærmdump?

Jeg tror ikke, man skal juridisk? Twitter er som Tom Jensen siger helt åbent og det man skriver, kan ses af alle – uanset om man føler, man sidder i en lukket boble eller ej. Og det lærer man jo som Tveskov er inde på, aldrig at forstå, hvis man aldrig oplever, at tweets cirkulerer og lander steder de ikke var tiltænkt?

På den anden side synes jeg, der er en ufølsomhed i bare at udstille mennesker, som måske ikke har tiltænkt deres samtaler til min sammenhæng? Jeg er opdraget med at kommunikation afhænger af det sociale rum og derfor synes jeg ofte, det er ufuldstændigt at tage tweets eller statusopdateringer ud af rummet for at pege fingre?

Jeg gør selv meget ofte (men ikke altid) det, at jeg slører de mennesker og samtaler som jeg ikke selv deltager i. Hvis jeg finder gode eksempler på folk der er stiktossede på en virksomheds væg på Facebook, så beholder jeg måske fornavnet, men slører billede og efternavn – for jeg ved jo godt, at vreden ikke er lukket ud for at mine studerende skal sidde og analysere den.

Hvis folk derimod skriver noget sødt, smart eller klogt – eller hvis jeg selv kender dem, der skælder ud og taler dunder, så forekommer det mig mere naturligt at lade dem stå utilslørede?

Hvis du bruger eksempler og skærmdumps, hvad gør du så – slører eller viser frem? Og hvordan afgør du, hvornår hvad er passende?

Update: For en god orden skyld – jeg synes det er nemmere med Facebook venner – fordi der er tilliden jo kun til dem der er accepteret som venner. Jeg ville aldrig bruge debatter med nogen form for kontroversielt indhold fra mit feed uden at sløre identiteter. Men virksomheders sider – inklusive det folk skriver der – er jo åbne?

Historien handler om, at TelePrisTjek.dk, som er en service, der gør det muligt at sammenligne priser på telefoner, mobilabbonnementer og bredbånd online – og som også har en Facebook-side til debat – har oplevet at Telenors medarbejdere anonymt og uden at fortælle, at de arbejder i branchen, har deltaget i debatter på Facebook (formodentlig med fordelagtige informationer om Telenor) og at de senere har slettet selvsamme indlæg og debattråde.

TelePrisTjeks version af historien kan du læse her

Og Facebook-siden ser lige nu sådan her ud:

I den slags tilfælde er det selvfølgelig svært at sige, om de pågældende medarbejdere selv har fundet på at blande sig (frustrerede medarbejdere som er trætte af at deres virksomhed ikke bliver forstået kan jo godt koge over) eller om der er andre i organisationen, som har lagt en taktik og bedt medarbejderne om at lægge facebookprofil og ry og rygte til.

Uanset hvad, er det ikke smart. Anonyme forsvar/forklaringer, der viser sig at komme fra virksomhedens egne medarbejdere kommer altid til at fremstå ret patetiske. Især fordi gode selskaber, med gode produkter og god service typisk har RIGTIGE kunder, der tager dem i forsvar – og det virker ligesom mere troværdigt! :-)

Historien fik mig til at tænke på 3 evigt aktuelle gode råd til Social Media Politikken:

1. Vær dig selv
Det vigtige er, at understrege overfor medarbejderne, at når de taler om noget som helst, der har en eller anden sammenhæng med deres arbejde, så SKAL de gøre eksplicit, tydeligt og klart opmærksom på, hvor de arbejder. Alt andet vil blive opfattet som forsøg på manipulation – og dette gælder både, hvis man har noget pænt at sige om sin egen virksomhed og hvis man har noget mindre pænt at sige om andres. Hvis man bliver fanget i at debattere virksomheden, branchen, konkurrenternes produkter eller andet arbejdsrelateret anonymt (og det bliver altså ofte opdaget) kan det sætte virksomheden i et dårligt lys.

2. Vær venlig
Masser af debatfora er fyldt med sure hønisser der skælder hinanden ud og kalder hinanden og hinandens produkter ved navne. Det er derfor forståeligt, hvis medarbejdere af og til bliver trætte af kritik, de ikke føler er fair. Men som ansat i en virksomhed, skal man ikke deltage i debatter, hvor man ikke kan være venlig eller hjælpsom. Det betyder ikke, at man ikke kan blande sig i kritiske debatter, men det skal være fordi, man høfligt og venligt kan bidrage med information, fakta eller viden, som kan gøre debatten bedre – ikke for at råbe bandeord efter de andre.

3. Lad være
Hvis medarbejderen ikke kan være venlig, for eksempel fordi han er rasende, synes de andre i debatten virker som idioter eller er træt, så er det vigtigt at understrege at det er bedst, at lade være med at blande sig, hvis man er i dårligt humør.

(Bemærk – dette gælder arbejdsrelaterede emner. Hvis man har lyst til gensidig hovedafrivning på Nationen, når man er kommet hjem, så er der ytringsfrihed i Danmark og man skal bare give den gas. Dog er det en fordel at være klar over at potentielt kommende arbejdsgivere kan finde på at Google dig – og hvis du er typen der ofte skriver “Nazist”, når det du mener er “Jeg er uenig”, så kan det godt skade dit personlige omdømme, men det er et andet blog-indlæg!)

4. Spørg chefen
Hvis det er grim kritik, som medarbejderen mener, der skal reageres på, uden at han lige ved, hvordan, er det vigtigt at understrege i politikken, at der er en chef, en ansvarlig for sociale medier eller en kommunikationschef, som kan hjælpe. Det er af samme grund ikke en god idé at overlade ansvaret for kommunikationen i sociale medier til en enkelt medarbejder eller 2.

Har du andre gode råd, så del dem meget gerne i kommentarerne!

Og denne er da virkelig god.

Det starter med den her grimme video af en betjent, der bruger peberspray mod studerende, som om var det saftevand:

Og så er der nogen, der begynder at bruge betjenten kreativt i Photoshop:

Og pludselig er han alle steder, i mange situationer – og alle med det formål at vise, hvor absurd hans opførsel er:

Men det stopper ikke der, for her tager dette meme en ny drejning.

En nyhedsoplæser på Fox News, Megan Kelly forklarer at Peberspray jo egentlig bare er en slags fødevare (!) – og straks går internettet i gang med at lade hende bortforklare alt muligt andet:

Der er mange flere detaljer om udviklingen hosKnow Your Meme, som også har alt om mange andre memer.

Og et meme som har kørt i årevis er jo LOL CATS som du finder lige her i stride strømme: http://icanhascheezburger.com/ (men pas på – det er seriøst nemt at spilde lang tid på den side!)

Her er, hvad hun skrev på sin Facebook-profil:

Det fik straks en hel masse på Twitter og Facebook til at grine lidt af, at hun tager det så alvorligt – og det gav mig lyst til lige at udvise en smule samfundssind og forsøge at hjælpe politikerne lidt på vej, når der nu lige om lidt bliver valgkamp for alvor :-)

Her kommer derfor 5 gratis tip + et bonustip til den politiker der gerne vil undgå at træde i social media spinaten:

1. Lav kildekritik
Hvis der er historier om dig/partiet på nettet, så undersøg, hvem kilden er, inden du går i offensiven.

Sider som denfri.dk har masser af indlæg med skarpe kanter og Rokokoposten er LØGN fra ende til anden. Det er det, vi synes er sjovt! (Konceptet kendes også fra The Onion).

Hvis du bliver beskæftigelsesminister efter valget, bør du gøre noget ved forholdene i Dagpengeland, men indtil da kan du gøre som os andre, læse det som hård, men ærlig samfundssatire.

Du har formodentlig ikke de samme forventninger til dækningen i Se&Hør som i Politiken? Og sådan er det altså også med internet-sider, de er forskellige.

Min pointe er, at 3 minutter brugt på kildekritik og baggrundscheck (tryk på “Om denne side” og læs 2-3 ældre indlæg, hvis du stadig er i tvivl) kan spare politikere for en masse bøvl.

2. Følg historien udvikling
Inden du springer ud i debatten, skælder ud, lægger afstand eller kommenterer på din egen facebook-side, skal du måske overveje, om det overhovedet er et slag, du gider kæmpe? Som politiker, er du ikke forpligtet til at deltage i alle debatter – for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Følg derfor historiens udvikling – nogle gange udvikler den sig i løbet af få timer. I aviserne er sagen afgjort når noget bliver trykt. På sociale websites er netværket ligeså vigtigt som historien. Hvis du har et godt netværk kommer nogle af vælgerne dig måske til undsætning inden du selv når, at hidse dig op.

Hvis du kan se, at læserne er dine kernevælgere, som begynder at dele artiklen/blogindlægget/historien på Facebook og diskutere om du mon er rigtig velforvaret, kan det jo godt være, du skal på banen også selvom historien ikke så vigtig ud til at starte med.

Og omvendt – hvis læserne lader til at være højtråbende anonymiserede personager, der alligevel stemmer på et konkurrerende parti, så tag en dyb indånding og brug din mus til at komme videre ud på nettet til mere frugtbare dialoger med dem der rent faktisk skal/kan stemme på dig.

3. Nettet er offentligt
Hvis du når frem til, at du da skal mene noget på nettet, så er alt åbent på nettet. Alt. Du skal derfor ikke skrive noget på Facebook eller i kommentarfelter på blogs, som du ikke vil se trykt i Ekstrabladet – og du skal ikke skrive noget om dine modstandere, som du ikke vil skrive i en kommentar på deres egen facebook-side eller i et læserbrev.

Når du skriver noget på nettet, skal du mentalt have et billede af, at du står med en megafon på rådhuspladsen i hovedbyen i din opstillingskreds og råber det ud. Dette gælder også, når du sender e-mails.

4. Hvis du er i skidt humør, så lad være

Man skal hverken blogge, diskutere på Facebook eller deltage i tv-interviews, hvis man er stikhamrende tosset. Det, der står tilbage er at man ikke kan styre sit temperament – ikke om man mener noget, der giver mening.

5. Humor er din ven
Hvis man som politiker bliver gjort til grin, er der som regel en flig af sandhed i satiren (ellers er det dårlig satire).

Det lidt ærgerlige ved Mette Frederiksens statusopdatering ovenfor er derfor, at hun ikke selv kan se, at det er sjovt. Jeg tror nemlig, at mange andre godt kan se, at hendes politik på en del andre punkter handler om at forbyde, at folk har det dårligt.

Mette Frederiksen havde fået mange flere point på Facebook ved at hoppe med på rokokopostens historie – og så skrive at hun skam også har planer om at forbyde at ægtepar er ulykkelige. Singlerne er bare første stop.

Selvironi er politikerens bedste ven, humor giver point – og at grine af sig selv er afvæbnende.

Bonustip: Slap af

Lad være med at tage det så tungt, hvis nogen sender dig et link til en side med en historie, du ikke er glad for. De sociale kanaler bevæger sig med lynets hast fra én historie til en anden – og langt de fleste skandaler bliver ikke til noget alligevel. :-)

Husk at hvis du hidser dig op, er der større sandsynlighed for at en dum lille historie bliver større – og husk at lave kildekritik og at følge historien INDEN du slapper så meget af at du falder i søvn (se tip nr. 1 og 2).

Rigtig god valgkamp, når du når dertil.

PS: Hvis du har andre gode tip til politikerne, er du selvfølgelig velkommen til at smide en kommentar.

Hele 75% siger i en ny undersøgelse at det kan få dem til at ændre adfærd (droppe at registrere sig og forlade siden) og 76% siger de har afgivet forkerte/ufuldstændige oplysninger i registreringer.

I rapporten kan man også se, at hvis brugeren vender tilbage til siden og ikke kan huske sit brugernavn/adgangskode, så er der 45% af dem, der forlader siden uden at bede om at få nulstillet deres adgangskode.

På den anden side mener 66% af deltagerne at “social registrering”, altså at de kan registrere sig ved at logge ind med en af deres sociale profiler for eksempel Facebook eller Twitter, er en fordel. Tilmed anses det for at være mere moderne at tilbyde registrering via Facebook/Twitter osv:

Undersøgelsen viser derudover, at de der foretrækker at logge ind med en social profil, er mere interessante som kunder. De deler oplysninger om brands i deres sociale netværk og 35% af dem indrømmer, at det er sandsynligt at de vil købe noget baseret på en anbefaling fra deres sociale netværk (mod 16% af de, der foretrækker traditionel registrering).

Kort fortalt mener undersøgelsen, at dokumentere at det både er lettere at få folk til at deltage med Facebook og Twitter registrering OG at den gruppe der gerne vil det samtidig er mere attraktiv som kunde på nettet.

Hent selv hele undersøgelsen her – og bemærk at man skal registrere sig for at få adgang til hele rapporten! (Oh the irony!) :-)

1. Fortæl hvem I er
Medarbejdere der blander sig, skal være ærlige. De skal fortælle hvilken virksomhed de kommer fra – og de skal fortælle, hvad de hedder og hvad de laver i virksomheden.

Hvis en medarbejder så ikke synes det er rart, at identificere sig tydeligt, så er det nok, fordi I som virksomhed ikke skal blande jer i lige præcis den her debat.

2. Vær venlige og høflige
Lad være med at skrive til nogen, hvis det ikke oprigtigt er for at være venlige og hjælpsomme. De fleste blvier glade for et tilbud om hjælp eller service.

Skriv aldrig til nogen, fordi I synes, de er irriterende eller siger ting, der ikke passer til jeres brand-personality. Skriv aldrig når I er sure eller føler jer forurettede. Hvis I vil skændes med kunderne, så brug telefonen eller i grelle tilfælde en jurist.

3. Vær konkrete
Fortæl hvad det er I vil, med den henvendelse I foretager. Synes I historien lyder mærkelig og vil I bare gerne snakke med kunden om problemet, fordi I har brug for flere oplysninger? Er problemet af en sådan karakter, at I ved, I kan løse det? Vil I tilbyde en anden løsning end den eksisterende.

Jo mere konkrete I kan være, jo mindre forvirring opstår der. Problemet med virksomheders deltagelse i debatter bliver meget hurtigt deres motiver – så bare vær konkret om, hvad jeres motiv er. Det skader ikke at skrive, at I altid er ked af at læse om kunder der er frustrerede og at I gerne vil prøve at hjælpe.

4. Lad være med at overreagere
Overvej om I ville skrive et brev eller sende en mail – eller ringe kunden op – baseret på de oplysninger, der er i historien? Hvis ikke I ikke kunne drømme om at bruge nogle af de andre metoder I har til at servicere kunderne, så skal I måske overveje helt at lade være med at skrive noget.

Og husk at det jo ikke ALT, hvad kunderne skriver om jer på nettet, der er tikkende bomber under jeres forretning! :-)

5. Just don’t do it
Lad være, hvis det ikke giver mening. Lad være hvis I ikke har nogle venlige og høflige medarbejdere som ved, hvordan man skriver god dialog. Lad være, hvis I ikke har lyst. Lad være hvis jeres service eller produkt alligevel ikke har tænkt sig at blive bedre. Lad være, hvis I ikke tror I selv kunne blive bedre og klogere ved at indgå i debatten.

Case: Telia-medarbejder skriver til kunde på Facebook – fordi han er glad for at have vundet sag over Telia

Lad os lige gennemgå dagens historie fra Politiken. En kvindelig Teliamedarbejder har sendt en privat meddelelse til en kunde via Facebook. Tilsyneladende fordi han I en statusmeddelelse glæder sig over, at han vandt en ankesag mod Telia. Se sagen her – hos Politiken.

Fortalte hun hvem hun er? Nej, men det var let at finde ud af. (vi har jo allesammen Google!)

Var det venligt og høfligt? Nej – det var lidt skolemester-agtigt og belærende.

Var det konkret? Nej – det er mig stadig en gåde, hvorfor Telia ville ind i den debat?

Var det en overreaktion? Jeg tror det. Det er irriterende at tabe sager og det er irriterende at vide, at selskabet som regel får ret – men det er efter min mening en overreaktion at mene, at man så lige skal forklare det til en kunde, som rent faktisk vandt!

Skulle de have ladet være? Ja det mener jeg egentlig havde været nemmere for alle parter. Men ok så havde Politiken jo ikke haft stof til dagens historie om det forfærdelige internet med de frygtelige konsekvenser! :-)

Har du flere gode råd til virksomheder? Så smid dem gerne i kommentarfeltet.

Jeg tror det er fordi de hænger fast i en temmelig gammeldags opfattelse af at websites er kanaler. De tror – fejlagtigt, at når de åbner en fanside på Facebook eller en Twitter-kanal, så har de fået endnu en platform, hvor de kan tale om det, der optager dem – og nægte at udtale sig om det de ikke mener, er relevant.

Sådan virker sociale netværk bare ikke. Det vi søger på Facebook, Twitter og i netværk, hvor vi deltager, er engagement, dialog og respekt for både spørgsmål og svar.

I dag læste jeg (på Lars Hvidbergs blog på Berlingske Tidende) at sagen om, at Mette Frederiksen har sit barn i privatskole, startede med at én af hendes følgere på Facebook (en muldvarp af anden politisk observans) stillede spørgsmål til hendes holdninger til folkeskole/privatskole – hvortil hun svarede: “Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen.”

Den udmelding fik så en skribent fra netavisen 180grader til at skrive et indlæg om den dobbeltmoral han mener, præger det synspunkt – og vupti så var historien ude i den danske medie-mølle.

Udfordringen for politikerne er, at det som måske ser meget tilforladeligt ud i en skriftlig kanal (pressemeddelelse eller debatindlæg til avisen) ikke altid fungerer i sociale netværk – fordi kommunikationen er åben i den anden ende og fordi det er de åbne samtaler, man skriver under på, når man opretter en profil og siger ja til at blive venner med andre på Facebook.

Derfor synes jeg også det er piv-ærgerligt, at det i dag er kommet frem at Helle Thorning Schmidt har fjernet spørgsmål om Socialdemokraternes skatteudspil fra sin egen profil og samtidig fået lukket spørgerens profil (hun har meldt spørgeren til Facebook!). Socialdemokraterne henviser til at spøgeren ødelagde debatten ved at stille samme spørgsmål mange gange, men de overser, at det ikke er det, sagen handler om.

På Facebook siger man ja til samtalen. Hvis man så ikke vil svare på konkrete spørgsmål, så siger man det – og hvis der er noget man ikke ved, så siger man det – og hvis der er noget man lige skal tænke over eller regne på, så siger man det. Og hvis der er nogle af ens fans eller venner der taler i en tone som er uacceptabel, så siger man fra!

Når de i stedet vælger at censurere eller forsøge at lukke debatten med hurtige kommentarer, så kommer de til at fremstå som om de ikke tør debatten, som om de ikke har svarene og som om de ikke ved, hvad de egentlig laver på Facebook?

Der findes heldigvis politikere som gør det formidabelt på Facebook – for eksempel Søren Pind fra Venstre (ham skal man være ven med) og Ida Auken fra SF (hende kan man blive fan af). De er begge tilgængelige, de tager debatten og de siger fra, når tonen bliver for dum – og de indrømmer tilmed begge 2 af og til, at der er noget, de ikke kan svare på – eller bare ikke mener noget om.

Og hvis det ikke er nok for de danske politikere at lade sig inspirere af de 2 rollemodeller (der er sikkert flere – kom gerne med nogle bud på, hvem der gør det godt på Facebook og hvorfor!), så kender jeg da et rådgivningsfirma som gerne tager ud og laver nogle kurser for politikere med den slags behov – mit nummer er 27291704! :-)

Sitet samler alle huse udbudt til salg i Danmark i én søgemaskine, så man kan følge udviklingen i boliger, man er interesseret i (man får en e-mail, hvis prisen falder eller hvis huset tages ned).

Boliga giver derudover overblik over markedet. De leverer samlet statistik over kvadratmeterpriser, prisfald osv. Og så har de en levende debat, hvor ca. 20.000 brugere drøfter boligmarkedet og prisudviklingen og af og til morer sig over huse, som oversælges med rendyrket poesi.

Og på DR P1 Business, var der så her den anden dag debat om netop boligmarkedet og herunder Boligas rolle. Udsendelsen kan anbefales. Den handler nemlig også om den transparens som Boliga har tilføjet til ejendomsmarkedet og som ikke alle er lige lykkelige over:

Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening Steen Winther-Pedersen bryder sig ikke om Boliga. Han mener godt nok at Boliga har medført øget transparens og at det er positivt, men han siger også at Boliga, er selv om Boliga er startet på et “idealistisk it-grundlag”, så er det idag en forretning og dermed ikke et neutralt medie. Han fremhæver især at man ikke ved, hvem der taler i boligdebatten og at man derfor godt kan forestille sig købere, som sværter et hus til, for selv efterfølgende at kunne købe det billigere. Han bruger ord som “uhensigtsmæssigt” og “grænseoverskridende”.

Nu har det i årevis været sådan, at kun mæglerne har haft kanaler til at beskrive huse. Når vi så får kanaler, hvor køberne kan mene noget, tale sammen og tage til genmæle, så er det pludselig “uhensigtsmæssigt”?

Og Boliga er selvfølgelig ikke neutralt – og brugerne af debatten er ikke objektive. Men det påstår de heller ikke. Det er det der er så befriende. Og de personlige indlæg på Boliga står vel netop i skarp kontrast til de “objektive beskrivelser” af husene som mæglerne tilbyder, fordi mæglerne altid har skrevet den pæne version? Selvfølgelig fordi deres primære opgave er at få solgt huset.

Personligt foretrækker jeg råt for usødet Boliga. For noget af det mæglerne ser som “muligheder”, tillader jeg mig altså at se som uoverstigelige problemer. Og for mig er “tæt på offentlig transport” ikke dækkende, hvis toget reelt kører til perron i baghaven.

Diskussionen viser hvor langt virksomheder kommer væk fra deres marked og deres kunder i sprog og tone, hvis de har kommunikationsmonopol. Virksomheder kommer efter min mening til at lære at hvis de vil være med i samtalen på nettet, så foregår det ansigt til ansigt, uden omsvøb – og uden de nedarvede kommunikationsprivilegier som de havde med massemedierne. Det virksomheder kan håbe på er en stemme i debatten – ikke en ordstyrer-funktion.

Hvis vi skal leve af kreativitet og innovation, så er jeg ret sikker på, at vi ikke får mere af hverken det ene eller det andet ved bare at udforme redningspakker i lukkede rum. Problemet er at en masse virksomheder har baseret deres forretningmodel på evig fremgang og/eller på markeder som ikke findes længere.

Der skal derfor tænkes anderledes, nyt og offensivt – og vi skal trække på al den videnskapital vi bryster os af at have forsamlet herhjemme.

Så hvad med at starte med en national brainstorm på nettet? Sådan ala computervirkosmheden Dells ideastorm?

Formatet kan være helt enkelt. Brugerne poster deres ideer, stemmer på de ideer, de kan lide, debatterer ideerne med hinanden og kan se, hvilke ideer, der ender med at blive brugt i den nationale strategi for fremtid og fremgang!

(Billedet er fra den idéoffensiv vi i Socialsquare har bygget til Skanderborg Kommune)

Hvis det er os borgere, der skal betale redningspakkerne over skatten, så er det vel rimeligt nok også at involvere os i planerne for, hvordan vi kommer videre herfra?

Vaskeægte “Wisdom of the crowds” eller hvad?

Bloggen skrives af kommunikationschef Lars Kaspersen og i følge hans første og foreløbig eneste blogindlæg, er det meningen, at Post Danmark på bloggen vil tale med kunderne om udviklingen af virksomheden.

Men det der reelt sker (i de foreløbig 66 kommentarer på bloggen) er, at kunder brokker sig over for sent leveret post og at medarbejdere og tidligere medarbejdere taler frit fra leveren om, hvordan de oplever arbejdspladsen Post Danmark – og de forandringer, der er indført.

Her er for eksempel en kommentar fra et postbud, som ellers har fået en opfordring (fra en anden medarbejder i Post Danmark) om at medarbejdere IKKE skal skrive på bloggen:

Jeg synes nu at vi postbude som er nederst i hierakiet skal have lov til at ytre vores mening på samme niveau som kunderne. De nye tiltag rammer først og fremmest budene og kunderne. Og det at ytre sin negative mening i Nyhedsposten bliver i 9/10 tilfælde besvaret med et ligegyldigt svar fra en leder som ikke selv befinder sig i nærheden af problemet, hvis det da overhovedet bliver besvaret.

Føler desværre ikke at jeg er ansat i en virksomhed hvor lederne lytter hvis man har en mening der ikke lige stemmer overens med deres. Derfor vil jeg have lov til at debattere situationen i Post Danmark på lige fod med kunderne. Jeg har store forståelse for mange af tiltagene, men synes at effektiviseringstiltagende er blevet besluttet hen over hovederne på os det rammer.

Og både kundeklager og medarbejderdebat på bloggen er klassiske eksempler på, at hvis der ikke er andre steder, man kan komme i dialog, så bliver bloggen ventilen.

Vil du for eksempel mene, det er lettest at skrive en kommentar på en blog – eller at klage over for sen post her:

Jeg ved godt, hvad jeg gør, næste gang jeg skal brokke mig :-)

Jeg håber bare ikke, Post Danmark lader sig afskrække? Det er jo en gave rent faktisk at kunne læse om kundernes forventninger (også dem man ikke indfrier) og om medarbejdernes tanker om virksomheden.

Og løsningen ligger efter min mening lige for. Lav nogle flere åbne indgange til Post Danmark.

Lav for eksempel en blog for medarbejdere (eller en anden form for dialog-redskab). Måske på intranettet eller eksternt, hvis man har mod på rigtig åbenhed og gerne vil have både tidligere og potentielle medarbejdere med i debatten?

Start derudover en blog for kundeservice, hvor medarbejdere svarer på kundernes klager og forklarer regler, procedurer og hvad Post Danmark gør for at gøre det lettere/bedre for kunderne at være postmodtagere.

Sørg så for at alle blogs læses af nogen fra ledelsen/ nogen med ansvar, som faktisk lytter, kommenterer og som bruger input fra både medarbejdere og kunder i beslutningsprocesserne. Sikke en reklame for en moderne virksomhed :-)