Mit håb er, at den nye regering får øjnene op for at en masse nye muligheder for engagement, frivillighed – og deling af ressourcer ligger på nettet. IT og data – og vores evner til at forstå og bruge teknologien og skabe tjenester og services, der gør ting lettere for borgerne, kan få stor betydning for, hvordan vores samfund udvikler sig.

Jeg har på Twitter (hvor jeg er at finde her: www.twitter.com/trinemaria) snakket med nogle andre tweeps om at lave en samarbejds-tjeneste hvor man arbejder frivilligt (går tur med naboen hund. slår en græsplæne og den slags), hvor “bestilleren” af arbejdet (hundeejeren) betaler en lille sum penge, som man så kan donere til en godgørende virksomhed efter eget valg (vi tænker, at man så kan undgå problemet med sorte penge og beskatning?).

Jeg synes, det er en glimrende idé, men jeg kan ikke realisere den selv. Jeg håber imidlertid meget, at vi snart kommer til at se gode kollaborative løsninger på nettet herhjemme også – og hvis du gerne vil i gang og vil sparre på en idé, så er jeg klar. Det samme gælder, hvis du allerede kender nogle danske tjenester, jeg burde kende!

Her i sommerferien går jeg derfor til “Samarbejde” på Howard Rheingolds University.

Det kursus jeg tager hedder “Toward a new literacy of cooperation” og jeg har første forelæsning online her i nat (fra 2.00 – 3.30) – og derfor sidder jeg lige og ser nogle af de videoer, der er en del af kurset:

Den her introduktion til samarbejdsteori er interessant:

Og så er jeg blevet ret glad for Peter Kollock (som desværre ikke lever længere), som havde fokus på “social dilemmas” og hvordan de kan løses. I bund og grund handler det om alle de steder, hvor vores individuelt set rationelle gerninger påvirker vores fællesskaber negativt. Jeg vil gerne anbefale denne video (men det er en time, så der skal være lidt tid til fordybelse)

Hvis du synes det ser spændende ud er der mere om kurset på Howard Rheingolds wiki – herunder links til litteratur og videoer.

Hvis du ikke kender Howard Rheingold er han et bekendtskab værd – han har skrevet Smart Mobs, han beskæftiger sig med Augmented Collective Intelligence og så har han altså startet sit eget online universitet, som et supplement til den undervisning han laver – blandt andet på Stanford og Berkeley.

Min plan er at blogge lidt om mine overvejelser og min læring undervejs – muligvis på engelsk da en del af mine noter sikkert bliver engelske! :-)

Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.

Men der er sket noget uventet, for kunder fra andre segmenter end lige de pæne Xbox-fans fra reklamen ovenfor, har kastet sig over produktet, for at finde ud af tilslutte Kinect til en almindelig computer og for at hacke Kinect, så den kan bruges uafhængig af Xbox spil:

NYT har historien og præsenterer nogle sjove videoer med de foreløbige resultater af kundernes hacks:

Interactive Puppet Prototype with Xbox Kinect from Theo Watson on Vimeo.

Som ventet startede Microsoft med at blive lidt fornærmede og true med advokater og bål og brand, men heldigvis opgav de ret hurtigt den tilgang og besluttede at det faktisk er ret cool, at kunderne er så interesserede i teknologien, at de straks går i gang med at finde nye anvendelses-muligheder.

Historien fik mig til at tænke på LEGOs historie om deres Mindstorm robotter. (Historien er i Weekendavisen fra sidste uge – som jeg desværre ikke kan linke til – og har også været bragt i Wired i 2006).

Her havde LEGO lagt sådan en seddel i pakken med robotten, som kunderne kunne sende tilbage – og det viste sig at næsten 50% af kunderne var voksne mænd, med veneration for robotter, som de kunne bygge om til at kunne alt muligt andet, end det LEGO lige havde tænkt sig.

LEGO fortæller selv, at de også startede med at føle tab af kontrol og angst for om kundernes “versionering” af produktet nu ville være på linie med virksomhedens egenforståelse – men LEGO endte med at omfavne de voksne fans og ser dem i dag som helt uvurderlige for udviklingen af en række produkter – og for den succes som LEGO har verden over.

De glade kunder, som får ros for at udleve deres kreativitet ved at “forbedre” produktet bliver ganske enkelt nogle af virksomhedens bedste ambassadører – og mon ikke det også går sådan med Microsofts Kinect-hackere?

Og hvordan er det hos jer? Kan kunderne hacke jeres produkt? Og hvad ville der mon ske, hvis de forsøgte?

Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene, når jeg ser en annonce som nedenstående i den lokale avis:

Inde i avisen kan man læse, at ideen har sin oprindelse hos en dagplejemor og at Roskilde Kommune synes, ideen var god og morsom. Kulturudvalgsformand, Birgit Pedersen siger til Roskilde Avis: “Det er jo borgerne der skal lytte til ventemusikken, når de indimellem må vente på at komme igennem. Selvfølgelig skal de også være med til at vælge.”

Jeg siger ikke, at det ikke passer, men hvis man skal følge det argument, så er der i min optik mange andre områder, hvor kommunen burde bruge nettet til at inddrage borgerne. Det er jo også borgerne, der skal leve med trafikplanlægningen, skoleplanerne, erhvervspolitikken, nedlægning af ungdomsklubber mm?

Og foranlediget af annoncen har jeg så besøgt Roskilde Kommunes website.

De har – udover afstemningen om ventetonen – også 4 debatfora om skoler, fritidsklubber mm. (Se et eksempel på skoleforum.wordpress.com). Desværre er der ikke nogen dialog i nogle af deres fora. Måske fordi det kommunen tilbyder i høj grad er referater fra møder der er afholdt – og ikke rigtigt får gjort det klart, hvad det skulle nytte at kommentere på dem?

Jeg foreslår at kommuner, der vil involvere borgerne via deres website, starter med at spørge sig selv:

1. Hvor har vi processer, hvor vi reelt godt kunne bruge borgernes hjælp?
Kravet bør være, at det er processer, der stadig er åbne – og at man beder borgerne om at involvere sig på et tidspunkt i processen, hvor deres input kan gøre en forskel og bruges fremadrettet.

2. Hvor oplever borgerne selv, at det er relevant at deltage?
Ligesom der er relevanskriterier i pressemeddelelser og for hvornår noget bliver en nyhed, så bør der også stilles krav om relevans i borgerinddragelse på nettet.

3. Kan vi skabe deltagelse på flere niveauer og få mere dynamik?
Brugerne på websites kan involveres på mange måder. Avanceret brugerinddragelse opfordrer borgerne vil at komme med ideer, med billeder, med videoer osv – og mindre avancerede former beder borgerne om at kommentere eller om at stemme. Samtidig kan deltagelse også bestå i at man får borgerne til at hjælpe med at dele informationer – for eksempel ved at gøre det let at dele informationer på Facebook.

4. Hvordan bliver vi selv gode deltagere i de processer vi lukker op for borgerne?
Man skal ikke starte samtaler, man ikke selv gider deltage i. Hvis der ikke reelt er tale om, at kommunens ansatte eller politikere selv vil bidrage til en debat, så mener jeg man skal genoverveje, om man overhovedet skal have involvering.

I de kommende uger er det min plan at blogge lidt mere om offentlige aktørers muligheder for at inddrage borgere – og at komme med eksempler på, hvordan man kan lave smart borgerinvolvering.

Hvis du har gode cases du vil dele, hører jeg gerne fra dig – ligesom mine 4 spørgsmål med garanti kan suppleres med andre gode!

Ventemusikken kan du høre her!

Typisk går matematikere nemlig ind i deres arbejdsværelse og knokler løs i majestætisk isolation – og kommer så ud 3-4 år senere med et genialt bevis. Derefter starter så en længere peer-review proces, hvor andre matematikere efterprøver beviset – og meget ofte viser, at det alligevel ikke hænger sammen. Begge ender af arbejdsprocessen kan tage år – og det er med til at give matematikken et ry for at være langsommelig.

Men i Weekendavisen i denne uge kunne man læse, at der er sket noget ude på nettet… Som Classy skriver:

“I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds.”

Kort sagt lægges beviser ud på en blog – og derefter kan alle – både de store genier og de skabsmatematikere, som bare synes det er lidt ligesom med uendelig Sudoku at løse matematikkens store gåder – være med.

Og det vilde er at ifølge Weekendavisen fra i fredags, så virker det. For der er mere end 1000, der har kommenteret på et matematisk bevis – både nogle som er kendte og som allerede har bevist deres evner – og nogle som er amatører, men som også ved nok til at kunne bidrage – og det betyder at review-processen (diskussionen om hvorvidt geniets udlægning holder) går langt stærkere end normalt.

Classy har endnu en væsentlig pointe – nemlig at det her ikke betyder, at sociale medier løser problemer – for det gør de ikke – det er stadig slidsomme folk med stærk matematisk sans der er brug for! De der deltager kan måske bare dele opgaverne op i mindre bidder og hver især bedrage der, hvor de er stærke. Det er således ikke selve arbejdet, der ændres – det er bare arbejds-processen! Men ligesom da Ford indførte samlebåndet og opfandt en arbejdsform, der fik stor betydning for vores evner til at producere effektivt – så kan det jo også vise sig at være stærke sager!

Tak til Claus Dahl og til Weekendavisen – det er en rigtig god case!

Pointen er selvfølgelig at mennesker farves af deres netværk:

To Joseph E. Stiglitz, a Nobel-winning economist at Columbia and a critic of the bailout, Mr. Geithner’s actions suggest that he came to share Wall Street’s regulatory philosophy and world view.

“I don’t think that Tim Geithner was motivated by anything other than concern to get the financial system working again,” Mr. Stiglitz said. “But I think that mindsets can be shaped by people you associate with, and you come to think that what’s good for Wall Street is good for America.”

Ikke noget overraskende i det. Fortæl mig, hvem du omgås og jeg skal sige dig, hvad du mener! :-)

Det nye er, at NYT samtidig har lagt Geithers kalender for de sidste 2 år ud i offentligheden og inviterer læserne til at være med til at analysere hans netværk – og netværkets betydning for de handlinger, der foregår nu:

“We invite you to comb through the calendar, and are interested in hearing about anything that is of interest to you.”

En ny ekstrem form for radikal åbenhed – åben kalender – og dermed fuld åbenhed om, hvem du kender og dermed hvilke interesser, du plejer og hvor dit verdensbillede kommer fra? Var det noget? Hvad med at indføre det i organisationer?

Måske slet ikke så tosset en idé, når man lige vænner sig til det? Hvis målet nu er at sikre at mange forskelligartede interesser varetages i en proces? Eller at sikre at der ikke finder korruption sted?

Weekendavisen har en artikel, hvor de taler med Don Tappscott om Wikinomics – altså det her med at forretningsmodeller og måder at samarbejde på ændrer sig, når vi har redskaber der gør det let for os at deltage. Alverdens hjerner: Foren jer!

Weekendavisens tillæg Ideer har derudover en fantastisk artikel af Lone Frank om DIY Biologi (hvor mennesker sidder hjemme i kælderen og bygger bio-maskiner ud af genetisk materiale) – men den kan jeg desværre ikke finde online.

McKinsey Quarterly har en super-artikel om deltagelse i virksomheder og om, hvordan man får web 2.0 til rent faktisk at lette i organisationen. Six ways to make Web 2.0 work.

Wired (17.03) har 2 gode historier om finanskrisen. Den ene gennemgår den formel (af matematikeren Li) som fik investorer og finanseksperter til at glemme at indregne risici – og som ligger lige nedenunder krisen som en god forklaring. Den anden foreslår radikal transparens som middel mod gentagelser. Lægger vægt på et XBRL format som skal gøre det muligt for alle (også amatør-investorer) at bruge data fra virksomheder og investorer til at udregne risici. (artiklerne er endnu ikke online)

Hvis vi skal leve af kreativitet og innovation, så er jeg ret sikker på, at vi ikke får mere af hverken det ene eller det andet ved bare at udforme redningspakker i lukkede rum. Problemet er at en masse virksomheder har baseret deres forretningmodel på evig fremgang og/eller på markeder som ikke findes længere.

Der skal derfor tænkes anderledes, nyt og offensivt – og vi skal trække på al den videnskapital vi bryster os af at have forsamlet herhjemme.

Så hvad med at starte med en national brainstorm på nettet? Sådan ala computervirkosmheden Dells ideastorm?

Formatet kan være helt enkelt. Brugerne poster deres ideer, stemmer på de ideer, de kan lide, debatterer ideerne med hinanden og kan se, hvilke ideer, der ender med at blive brugt i den nationale strategi for fremtid og fremgang!

(Billedet er fra den idéoffensiv vi i Socialsquare har bygget til Skanderborg Kommune)

Hvis det er os borgere, der skal betale redningspakkerne over skatten, så er det vel rimeligt nok også at involvere os i planerne for, hvordan vi kommer videre herfra?

Vaskeægte “Wisdom of the crowds” eller hvad?

As humans we want to participate in groups. We need other people, we need to reflect our own image, we need love and relationships – and we need to learn from older and wiser people in our group. We need peers to adjust our own behavior.

But just a moment ago (before the internet) it was quite difficult to form groups.

We invented organizations (corporations – political organizations – unions – NGOs) because in order to get something done – in order to bring people together – we needed structure, we needed hierarchy, we needed systems.

We also organized a lot around locality. Because forming a group with people in the other end of the country didn’t make much sense if there were no means of interacting with them group wise.

Not so anymore – all you need is a browser and a login to blogger, YouTube, facebook or whatever group-forming tool that makes you click – and you are on your way to group-forming-nirvana.

Need to find a group that already exists? Try Google – or Yahoo – or follow the group trace of millions of people on Facebook (Here in Denmark thousands of people have joined a group because a guy is organizing a garden party in one of the parks in Copenhagen!).

This easy group forming is the real revolution according to Clay Shirky. And this is why web 2.0 (or whatever name you like to give the new paradigm) will transform society more than we can even begin to imagine.

Clay Shirkys point is that just like it took us a hundred years to figure out what the society needed AFTER the printing press was invented (newspapers, school systems, libraries, bookshops, reading chairs :-) it will take a while before we get our heads around extremely easy group formation.

I really found the book enjoyable – and I will recommend it to anyone who needs to find out what is going on with all these social tools on the internet :-)

Read Clay Shirky’s own blog or his blog about the book :-) Or see more about the book at Amazon