Og denne er da virkelig god.

Det starter med den her grimme video af en betjent, der bruger peberspray mod studerende, som om var det saftevand:

Og så er der nogen, der begynder at bruge betjenten kreativt i Photoshop:

Og pludselig er han alle steder, i mange situationer – og alle med det formål at vise, hvor absurd hans opførsel er:

Men det stopper ikke der, for her tager dette meme en ny drejning.

En nyhedsoplæser på Fox News, Megan Kelly forklarer at Peberspray jo egentlig bare er en slags fødevare (!) – og straks går internettet i gang med at lade hende bortforklare alt muligt andet:

Der er mange flere detaljer om udviklingen hosKnow Your Meme, som også har alt om mange andre memer.

Og et meme som har kørt i årevis er jo LOL CATS som du finder lige her i stride strømme: http://icanhascheezburger.com/ (men pas på – det er seriøst nemt at spilde lang tid på den side!)

Ikke alle læger er lige begejstrede, men masser af læger ved godt, at sådan er det nu.

Det er derimod (endnu) ikke en del af lægens eller jordmoderens eller sygeplejerskens faglige arbejde at sørge for, at det patienterne finder på nettet har en eller anden forankring i noget lægefagligt. Der er hos mange jeg har mødt i sundhedsvæsnet en fornemmelse af, at internettet er klondyke, at fagpersonale ikke kan komme til orde – og bekymring over, om man kan rådgive patienter seriøst i et åbent debatforum.

Der er også en del personale i sundhedssektoren, som endnu ikke er blevet præsenteret for sociale medier som arbejdsredskaber, der kan understøtte processer og som derfor afviser blankt – uden at afvisningen nødvendigvis er baseret på kliniske, evidensbaserede studier! :-)

Og jeg forstår jo godt alle grundene – at der mangler varme hænder, ikke på tastaturerne, men på operationsstuerne og at det ikke er let at finde ud af, hvor man så skulle bidrage og hvordan, hvis man endelig fandt 15 minutter til den slags.

Alligevel synes jeg altid, det er ærgerligt – fordi jeg tror internettet ville blive bedre, hvis flere med sundhedsfaglig viden ville deltage aktivt, men også fordi jeg tror sundhedsvæsnet kunne lære meget af at sende personalet ud, hvor symptomerne (også) kortlægges – og hvor der spekuleres i sammenhænge og særlige forhold på helt almindeligt dansk/engelsk.

I dag var der så en fyr der hedder @PeterMortensen* på Twitter** som delte en artikel om, hvorfor læger skal editere Wikipedia:

“Wikipedia is a frequented source for medical information, a fact often under-appreciated by academia, and has yet to reach its full potential. Greater involvement of the broader medical community is required to make sure our colleagues and patients get the quality content they deserve. The volunteers at Wikipedia Medicine would love to see our healthcare professionals join us. Come write with us: the next printed article your patient comes in with may be yours”

Artiklen er skrevet af James Heilman som er læge og som selv skriver om sine erfaringer med at deltage i redigering af Wikipedia:

“As Wikipedia is written for a general audience, it has given me practice communicating complicated ideas in language that is easily accessible. In addition, it has forced me to explore the literature behind my clinical practice: I have frequently found what I was taught in medical school is more nuanced than I may have been led to believe. At the same time, Wikipedia has taught me critical reading, which has made me better equipped to deal with less reliable sources of information such as pharmaceutical representatives.”

Og noget af det, jeg tror, vil interessere læger og sundhedspersonale er, at Heilman også kommer ind på det her med peer-reviews:

“Wikipedia has received criticisms for its non-peer reviewed process. However, this is not entirely true. Wikipedia has an article grading scale, and for an article to be included in the two highest grades (good article and featured article), it must pass review standards. The good article status requires an independent review by a single other editor to verify that it is has no obvious problems. For featured article status, a review by multiple editors is required to verify that the article reaches a professional standard. Out of all medical articles as of June 2011, only 62 were featured articles, and 106 were good articles.”

Så for at få internettet ind i et behandlingsforløb der kan kurere den forstuvede viden, som uden tvivl findes, når man søger på sundhed på nettet, er der brug for læger/sundhedsfaglige personer, som har tid og plads og hjerte til – i samarbejde med de andre eksperter – nemlig patienterne – at sætte sig ind i, hvordan Wikipedia virker og bruge tid på at hjælpe med at få artiklernes kvalitet i vejret.

* En del af pointen her er jo, at jeg ikke kender @PeterMortensen. Han kommenterede bare på noget, jeg skrev på Twitter (om en tv-udsendelse), hvilket fik mig til at checke ud, hvad han ellers skrev om. For det er jo sådan de åbne sociale netværk fungerer, vi mødes, bliver nysgerrige, stikker næsen frem – og vupti har vi lært noget nyt… :-)

** Twitter. Mikroblogging, 140 tegn i det, der kaldes “et tweet”. Logoet er en fugl, ideen er at vi kvidrer – ikke at vi har pip. Twitter er et godt sted at finde links, informationer og følge med fagligt, hvis man altså kan finde dem, der deler det interessante (jeg kender ikke ret mange læger på Twitter, men mon ikke der er masser?). Jeg findes selv på www.twittter.com/trinemaria og lyder navnet @trinemaria :-)

Hvis du synes denne artikel var interesant, kan du måske også lide:
Åben dialog om det usikre

Her i sommerferien går jeg derfor til “Samarbejde” på Howard Rheingolds University.

Det kursus jeg tager hedder “Toward a new literacy of cooperation” og jeg har første forelæsning online her i nat (fra 2.00 – 3.30) – og derfor sidder jeg lige og ser nogle af de videoer, der er en del af kurset:

Den her introduktion til samarbejdsteori er interessant:

Og så er jeg blevet ret glad for Peter Kollock (som desværre ikke lever længere), som havde fokus på “social dilemmas” og hvordan de kan løses. I bund og grund handler det om alle de steder, hvor vores individuelt set rationelle gerninger påvirker vores fællesskaber negativt. Jeg vil gerne anbefale denne video (men det er en time, så der skal være lidt tid til fordybelse)

Hvis du synes det ser spændende ud er der mere om kurset på Howard Rheingolds wiki – herunder links til litteratur og videoer.

Hvis du ikke kender Howard Rheingold er han et bekendtskab værd – han har skrevet Smart Mobs, han beskæftiger sig med Augmented Collective Intelligence og så har han altså startet sit eget online universitet, som et supplement til den undervisning han laver – blandt andet på Stanford og Berkeley.

Min plan er at blogge lidt om mine overvejelser og min læring undervejs – muligvis på engelsk da en del af mine noter sikkert bliver engelske! :-)

Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.

Personligt er jeg ret vild med Wikipedia og jeg har et nytårsfortsæt i 2011 om at donere flere penge til sitet – jeg bruger det nemlig ganske meget (ligesom de andre 400 millioner der besøger siden hver måned). Jeg synes det er helt fantastisk, hvad man kan finde af informationer, som 1,2 millioner venlige mennesker frivilligt har stillet til rådighed for planeten i løbet af de sidste 10 år.

Hvis du også vil donere penge til Wikipedia (som jo er non-profit – pengene går til driften og intet andet) i anledning af fødselsdagen, så er det her det foregår!

Personligt har jeg hyppigt oplevelser af sammenhæng og synkronitet. Jeg taler med nogen om et emne – og et par dage eller uger senere, møder jeg andre, som er på samme spor og som har brikker, jeg mangler.

Måske det er det mest fascinerende ved nettet – at vi hele tiden finder hinandens brikker, når vi ikke selv har så mange at flytte rundt med?

Når det er sagt, så synes jeg lige for tiden at Howard Rheingolds kommentar på Twitter er spot on:

“If I didn’t follow online distractions, I couldn’t keep up with my fields. If I didn’t turn them off, I couldn’t write books.”

Alle brikkerne skal jo for pokker også sættes sammen igen! :-)

Flere super-gode animerede talks hos The RSA

Og nu har Doc Searls så lige skrevet et blogindlæg om søvn-monitorerings-dimsen Zeo, som gør det muligt at overvåge hvilken søvn-kvalitet (ZQ) man har – om man vågner om natten, om man sover dybt nok osv.

Igår skrev jeg et indlæg om fordelene ved at lade brugere hacke produkter – og Zeo-dimsen blev faktisk hacket af en studerende tidligere på året. Han blev efterfølgende ansat til at hjælpe Zeo med at bruge data til noget.

I følge Doc Searls har Zeo besluttet at gøre alle data fra deres system open source og at tilbyde et API, som gør det muligt for andre at bruge data. Foreløbig har det resulteret i, at Digifit har lavet en app, der kombinerer søvndata fra Zeo med vægtdata fra Withings:

Så ikke nok med at vi kan måle og veje os selv – og dele data med verden – vi kan også i stigende grad kombinere vores egne data og finde ud af, om der måske er mønstre, som vi ikke kendte til.

I dag mener nogle forskere, at overvægt ikke udelukkende handler om, hvor mange marcipansnitter man kører ind i december, men at søvn har stor indflydelse. Stress feder – fordi man ofte sover rigtig dårligt. Men hvis man nu var klar over, at ens søvnmønster var møg-usundt, kunne det så få én til at gå lidt tidligere i seng? Eller bliver man bare mere stresset, fordi man nu ved, at det er usundt at være så stresset?

Nå men jeg ved i hvert tilfælde, hvad jeg ønsker mig til jul! :-)

Withings (vægten)
Zeo (søvnmonitorering)
Digifit (app som kombinerer data)
Doc Searls Blogindlæg
Blogindlæg om hvordan hackeren blev værdifuld for Zeo

PS: Gad vide om man kan kombinere data med data fra Roomba (det er vores støvsuger – den er også blevet hacket)

Men der er sket noget uventet, for kunder fra andre segmenter end lige de pæne Xbox-fans fra reklamen ovenfor, har kastet sig over produktet, for at finde ud af tilslutte Kinect til en almindelig computer og for at hacke Kinect, så den kan bruges uafhængig af Xbox spil:

NYT har historien og præsenterer nogle sjove videoer med de foreløbige resultater af kundernes hacks:

Interactive Puppet Prototype with Xbox Kinect from Theo Watson on Vimeo.

Som ventet startede Microsoft med at blive lidt fornærmede og true med advokater og bål og brand, men heldigvis opgav de ret hurtigt den tilgang og besluttede at det faktisk er ret cool, at kunderne er så interesserede i teknologien, at de straks går i gang med at finde nye anvendelses-muligheder.

Historien fik mig til at tænke på LEGOs historie om deres Mindstorm robotter. (Historien er i Weekendavisen fra sidste uge – som jeg desværre ikke kan linke til – og har også været bragt i Wired i 2006).

Her havde LEGO lagt sådan en seddel i pakken med robotten, som kunderne kunne sende tilbage – og det viste sig at næsten 50% af kunderne var voksne mænd, med veneration for robotter, som de kunne bygge om til at kunne alt muligt andet, end det LEGO lige havde tænkt sig.

LEGO fortæller selv, at de også startede med at føle tab af kontrol og angst for om kundernes “versionering” af produktet nu ville være på linie med virksomhedens egenforståelse – men LEGO endte med at omfavne de voksne fans og ser dem i dag som helt uvurderlige for udviklingen af en række produkter – og for den succes som LEGO har verden over.

De glade kunder, som får ros for at udleve deres kreativitet ved at “forbedre” produktet bliver ganske enkelt nogle af virksomhedens bedste ambassadører – og mon ikke det også går sådan med Microsofts Kinect-hackere?

Og hvordan er det hos jer? Kan kunderne hacke jeres produkt? Og hvad ville der mon ske, hvis de forsøgte?

NYT skriver i artiklen From Viral Video to Billboard 100 at historien er den, at pigens bror, som havde forsøgt at redde hende fra overfaldsmanden, på TV kom med en forsvarstale (som du kan se lige herunder i det oprindelige tv-indslag):

og at nogle musikere, der hedder the Gregory Brothers, ved hjælp af redigering og software, som kan lave tale om til sang, efterfølgende fik gjort hans tale til en sang, som blev et kæmpe-hit – som nu er set på YouTube 16 mio gange, downloaded fra iTunes mere end 91.000 gange:

Jeg synes det er en fantastisk historie – og den bliver ikke ringere af at The Gregory Brothers deler indtægterne 50-50 med Antoine – som derfor håber, at han kan flytte hele familien ud af den beboelses-ejendom, hvor overfaldet skete!

Der er mere om historien på bloggen The Lede og hos Wired som har lavet et interview med The Gregory Brothers.

Personligt kan jeg ikke lige komme i tanke om et dansk nyhedsindslag der ville egne sig til et hit – nogle forslag?

De fleste af deltagerne var fra design-verdenen og fra design-afdelinger i virksomheder – og seminaret var så tilrettelagt med en række talere, panel-interviews og nogle gruppe-sessioner, hvor deltagerne var med til at skrive videre på et “Co-creation manifesto” som var påbegyndt af deltagerne fra lørdagens (mere lukkede tror jeg?) event. Jeg vil tro at manifestet bliver tilgængeligt på websitet?

Min pointe her er fra et interview som blev gennemført med Anna Kirah (antropolog, tidligere hos Microsoft – i dag tilknyttet CPH Design og altid med bruger-centreret fokus til alt, hvad hun laver – meget dygtig – hvis du kan komme til at høre hende tale skal du bare slå til!).

Hun sagde at en af udfordringerne med Co-creation i Skandinavien er, at vi indretter mange af vores processer efter udtrykket: “Lige børn leger bedst” – og så tilføjede hun, at det jo er meget muligt, men tænker vi nogensinde over, at lige børn måske ikke kan lære hinanden noget?

Hvornår har du sidst arbejdet sammen med mennesker fra helt andre fag eller fra helt andre perspektiver? Og har hun ikke en pointe i, at man bare lærer mere af at være sammen med mennesker, man ikke er mage til?