I dag læste jeg så på Jonathan Schwartz weblog (han er administrerende direktør i Sun Microsystems, som har mere end 3000 bloggere) at han også ofte bliver spurgt, om ikke hans bloggeri driver juristerne i Sun til vanvid?.

Han svarede – temmelig overraskende – at juristerne i Sun faktisk synes, at weblogs er en glimrende idé og at de er med i et projekt for at få ændret reglerne, så det man skriver på en blog er at sidestille med en pressemeddelelse eller andre former for investor-information:

If you want evidence that navigating today’s business environment requires careful thinking, consider one particularly ironic issue: posting material information about Sun on my blog, including information about our business results, runs the risk of violating something called Regulation Full Disclosure, or Reg FD. The regulation’s goal is to ensure broad, non-exclusionary distribution of material information to the investing public. And somehow, my blog isn’t deemed to be such a non-exclusionary distribution vehicle (but a press release, or the Wall Street Journal is). Reg FD is something we’re going to be discussing with Commissioner Cox at the SEC (whose views seem to parallel ours – the more transparency the better).

Han afslører også, at Sun Microsystems chefjurist (General Counsel) selv har startet en weblog. Så hvis du er jurist, er der måske inspiration at hente på “the legal thing“.

Jeg er sikker på, at vi har tilsvarende regler herhjemme, om at væsentlig finansiel information skal tilgå fondsbørsen/alle investorer på samme tid? Og at der er særlige informationskanaler, som opfylder kravene?

Gad vide, hvornår et indlæg på en weblog fra en administrerende direktør vil være sidestillet med en fondsbørsmeddelelse?

Den væsentlige skelnen går på, om man blogger personligt eller privat – og som jeg ser det, behøver man ikke indvie andre i sit privatliv for at skrive på en virksomheds weblog – man kan sagtens nøjes med et personligt afsæt i egne oplevelser og overvejelser fra den faglige sfære. En weblog kan være en fagbog fremfor en dagbog.

Hvis man er uenig i nogle af virksomhedens dispositioner og mener virksomheden falder fra hinanden, med mindre man skifter kurs, kan man så stadig blogge?

Tjah – hvis man nu har det som Robert Scoble (tidligere ansat blogger i Microsoft, med endog meget kritske indlæg om Microsoft), så kan man mene, at ufiltreret kritik af virksomheden er sund. Og at det er bedre, at det er en ansat inde i virksomheden, som peger på problemerne, end at det er folk udenfor, der snakker? Her er der så tale om, at man er kritisk men loyal overfor virksomheden og sig selv – men ikke nødvendigvis overfor chefen eller strategien.

På den anden side: Hvis man virkelig ikke bryder sig om den virksomhed, man arbejder for – mener, at chefen er et fjols og at produkterne er elendige, så er det måske lettere bare at sige nej til at være virksomhedsblogger (og at undlade at skrive om sin virksomhed på den private blog)?

Og så kan man jo begynde at lede efter et job, der kan give en et bedre udgangspunkt for den weblog, man skal skrive?

Mit svar er, at det gør man ikke. Troværdigheden og autenciteten ligger i, at den der skriver på bloggen har sin egen stemme – at bloggen ikke er en marionetforestilling, hvor der sidder nogen nede i kommunikationsafdelingen og trækker i trådene.

Hvis bloggen er så ufarlig, at bloggeren aldrig kan komme til at begå en fejl, så bliver bloggen kedelig.

Og så åbner der sig en flanke – en afgrund af fejlmuligheder. Hvad nu, hvis bloggeren får blogget et synspunkt, der ikke er det officielle? Hvad hvis bloggeren har en personlig mening, der ikke er synonym med ledelsens?

Ja, hvad så? Hvis bloggeren er en god blogger og et fornuftigt menneske, så sker der ingenting. Så forklarer bloggeren, hvorfor han skrev, som han gjorde, han redegør for sine overvejelser – og hvis han har begået en fejl, siger han undskyld og beklager – og vi kommer alle sammen videre.

Jeg læste for nylig, at læger har problemer med at anerkende fejl, fordi de tager klagerne personligt. Og det ærgerlige er, at patienter der klager, sjældent klager for at få hævn. De klager for at sikre, at andre ikke skal opleve det samme, som de selv har været igennem. Fordi de ved, at når man fejler og har mod til at lære af sine fejl, så finder der som regel læring sted.

Det er de færreste mennesker, der forventer, at andre mennesker er 100% fejlfrie – og det gælder også læsere af weblogs. Måske fordi vi allesammen godt ved, at der af og til sker fejl?

Det er menneskeligt at fejle, men guddommelig at tilgive
Det er menneskeligt at fejle, men djævelsk at fremture

Det vigtige bliver så, at man lærer at anerkende og indrømme sine fejl – ude i det offentlige rum – på bloggen.

Derudover er der selvfølgelig overvejelser, man kan gøre sig, inden man starter bloggen:

1) Rekrutteringskriterier for bloggere?
2) Weblog-politik?
3) Netværksgruppe, så der er nogen, man lige kan vende indlæg med?
4) Øvelse i skrivestilen på en weblog
5) Træning i at forholde sig til kritiske kommentarer.

Andreas Johannsen fra virksomheden Synkron (som laver CMS-systemer) havde en virkelig god præsentation med nogle “fejlovervejelser” på IT-brancheforeningens gå-hjem-møde om weblogs. Præsentationen har han lagt op her.

Kan man stole på de personlige budskaber, som bloggere fra virksomheder kommer med på bloggen? Eller er det der foregår på bloggen blot manipulation på et højere niveau?

Jeg synes, det er et godt spørgsmål. Vi er så vant til at virksomhedskommunikation er manipulation, at vi har svært ved at forestille os, at mennesker fra virksomheder kan kommunikere til os uden at manipulere?

Og findes der overhovedet kommunikation uden manipulation? Jeg er selv under indflydelse af Klaus Kjøllers udmærkede bog “Manipulation – en håndbog“, som slår fast, at vi alle manipulerer eller bliver manipulerede – enten bevidst eller ubevidst.

Hans idé er så, at fordelen ved at kende til manipulationsteknik og forstå den, er, at så kan man bedre gardere sig og manipulere først. I lektørudtalelsen fra 1991 hed det bla:

Bogens gennemgående holdning er, at al interaktion mellem mennesker er manipulation. Selvom nogle af beskrivelserne er for forenklede, rummer håndbogen tilstrækkelig viden til, at man uden videre selv med succes kan forsøge sig som manipulator.

Klaus Kjøllers bog er provokerende og mangler i mine øjne større anerkendelse af, at tillid er væsentlig som lim i alle relationer og at vi hader at blive manipuleret. Afsløres man i manipulation kan det jo få katatrofale følger for ens relationer.

Når det er sagt, så tror jeg selvfølgelig ikke naivt at al kommunikation på alle blogs altid kommer fra hjertet og er helt uden bagtanker. Jeg vælger jo også selv ud, hvad jeg vil fortælle her på bloggen – og er det så manipulation? Eller er det bare at vise den side af verden frem, som jeg synes, er den interessante?

Jeg synes, spørgsmålet er godt og svaret er svært! Min hovedpointe i mit svar var formodentligt, at hvis bloggeren ikke virker ægte på mig, ikke siger noget, der af og til udfordrer den position, han selv taler fra – og hvis jeg føler, at han konstant forsøger at male et bestemt billede af verden, så mister jeg tillid og holder op med at læse det, han skriver!

Hvad synes du? Og forresten, hvis du har noget manipulation du vil af med, er der god plads i kommentarfeltet her! Bare det er godt spundet ind i tillid og troskyldighed? :-)

Som regel er kritikken på blogs konstruktiv og udtryk for at læserne vil i dialog. Hvis man derfor svarer ordentligt og forholder sig til det, man bliver spurgt om, er reaktionen som regel positiv, interesseret og orienteret mod forståelse.

I de tilfælde jeg kender til, hvor en virksomhedsblog er blevet mødt med hård kritik fra mange læsere, har virksomheden lært af det – ændret stilen – sagt undskyld – og alle er blevet gladere.

Det bedste eksempel er kosmetik-mærket Vichy, som startede en håbløs blog med en opdigtet afsender – og da læserne så gik amok med sure kommentarer, skyndte de sig at undskylde og at lave en bedre og mere rigtig blog. Hele historien om Vichy kan læses her

Nogen der har andre oplevelser i forbindelse med kritiske kommentarer?

Og hvis man kan finde ud af at lade mennesker i organisationen have weblogs, som de kan bruge til videndeling og til at have kontakt med deres læsere på en måde, som giver mening for dem som individer, så bliver virksomheders weblogs modtaget som alle andre weblogs: Med nysgerrighed, ligegyldighed, skepsis, venlighed, kritik, begejstring – af læsere, som vurderer, om det bloggen handler om, er interessant for dem eller ej.

Det svære ved at have en blog er ærligheden, ægtheden og åbenheden. Nogle mennesker er så vant til IKKE at sige, hvad de mener, når de er på arbejde, at det kan blive meget svært for dem at skrive en weblog.

Jeg har derudover noteret mig, at jo mere “corporate” en weblog ser ud, jo større skepsis er der ved lanceringen. Måske fordi et stort logo og et tydeligt afsæt i et “brand” gør det vanskeligere for læserne at se mennesket bag designet?

Det betyder ikke at det er umuligt at få succes med en weblog med et stort logo, det betyder bare, at det kan tage længere tid, før læserne stoler på, at bloggeren er “ægte” og ikke styret af marketing-afdelingen eller ledelsen. Medarbejdere i store, kendte virksomheder har derfor efter min mening ikke altid en fordel, når det gælder modtagelsen af weblogs – snarere tværtimod. Der skal arbejdes mere for tilliden.

Det er min erfaring, at kombinationen af strategiske/procesorienterede vinkler og praktiske erfaringer fra en hverdag i en organisation, hvor weblogs indgår, fungerer godt.

Det giver altid anledning til interessante spørgsmål fra deltagerne – og jeg håber også, det bliver tilfældet på morgenmødet i IT-brancheforeningen på tirsdag.

Nogle af de spørgsmål, som jeg har fået ved andre lejligheder er:

• Hvordan bliver blogs fra virksomheder modtaget og oplevet af læserne?
• Hvad gør man, hvis læserne går amok med kritik i kommentarfelterne?
• Kan man stole på de personlige budskaber, som bloggere fra virksomheder kommer med på bloggen – eller er det blot manipulation på et højere niveau?
• Hvordan sikrer man sig mod, at man begår fejl på bloggen?
• Hvordan oplever bloggerne (dobbelt)rollen som talsperson for virksomheden, samtidig med at de skal kommunikere personligt?
• Hvor meget tid bruger virksomhedsbloggere på at blogge?
• Hvad siger kollegerne, hvis man forholder sig kritisk til noget, der foregår i organisationen?

Jeg vil i de kommende uger – frem mod sommerferien – forsøge at svare på ovenstående spørgsmål her på bloggen.

Hvis du har andre spørgsmål om brug af weblogs i organisationer, er du velkommen til enten at skrive dem til mig.