For det første bruger jeg Endomondo. Det er en applikation som jeg har på min iPhone og altså i lommen, når jeg løber. Endomondo hjælper mig med flere ting. Den tegner mine ruter på et kort, holder styr på hvor langt jeg har løbet og fortæller mig i hovedtelefonerne når jeg har løbet 1 km og i hvilket tempo, hvilket får mig til at løbe (lidt) hurtigere. Endomondo hjælper mig også med at se hvor langt jeg har løbet i denne uge, i denne måned og siden jeg startede for 80 løbeture siden.

For det andet har jeg koblet min badevægt (som har indbygget wifi og selv kan opdatere Twitter og Facebook med hvad man vejer) op på Endomondo, så jeg får grafer over min vægt også.

Det mest motiverende for mig er imidlertid at mine venner på Endomondo kan give mig “peptalks”. De kan se at jeg er ude og løbe og svede og så kan de indtaste en sætning (på engelsk) som Endomondo-damen så læser højt for mig ude midt i skoven. Som regel lyder en peptalk noget i retning af “if you run 10K I will buy you a beer” eller “go go go – you can run faster”. Ikke stor poesi, men lige akkurat det, der skal til for at jeg griner og løber lidt længere, hurtigere eller bare lidt mere.

En af mine venner på Endomondo har her i oktober 2011 startet “Lejremesterskaberne” som en udfordring/ challenge på Endomondo. Det er meget enkelt. Alle der bor/løber i Lejre Kommune kan deltage (man melder sig ind via Endomondo) og målet er at løbe flest mulige kilometer i oktober. 1. november mødes vi så ovre ved Ledreborg slotspark og uddeler præmier.

For det andet bruger jeg Twitter. Mange af mine løbekammerater på Endomondo har jeg nemlig mødt på Twitter. Det udvider radius for løbevennerne betydeligt, for vi har også en konkurrence på Endomondo nemlig “Twitterchallenge”. I al sin enkelthed går den ud på at løbe flest muligt kilometer i 2011. Jeg er langt bagud og det er fuldstændig lige meget. Det der er sjovt er at vennerne på Twitter følger med i løberiet og at jeg har fået mange flere løbevenner, end jeg har på stierne.

Det er jo er de færreste der ligefrem hænger ud dagen lang på Endomondo, men på Twitter opdager man oftere når nogle af løbevennerne starter en løbetur (man kan sætte Endomonodo op til automaitsk at smide det på Twitter, når man starter applikationen) og så kan vennerne se, at det er nu, de kan lave peptalks og efterfølgende kommentere på, hvor ufattelig langsomt det går!

Omvendt er jeg helt med på at det er irriterende for alle, der ikke løber og som er ligeglade med, at jeg igen spæner rundt i skoven – og derfor bruger jeg også kun den automatiske dele-funktion til Twitter her i oktober (mens vi løber Lejremesterskaberne) så pr. 1. november stopper jeg med at vælte #Endomondo snak ud på min twitter-profil igen.

God efterårsferie og god løbetur i skoven, hvis du er til den slags!

Her er det moderen, som har en søn i hæren og som ikke tænker over, at hun deler fortrolig information med verden, når hun skriver en begejstret Facebook opdatering og fortæller, at hans enhed venter fint besøg på basen:

Og her er det 2 piger på en af Søværnets skibe, som endelig er på orlov og som via Twitter og Foursquare fortæller, hvor de er og at de checker ind på en klub:

Jeg bryder mig ikke om skræmmekampagner og scenen i filmen med de 2 piger der danser, ligner at de danser med døden. Så min første tanke var at de hellere skulle bruge den her meget britiske plakat fra 2. verdenskrig. Den stammer fra et andet britisk ministerium – nemlig Ministry of Information (MoI):

Men ved nærmere eftertanke kan jeg sagtens se udfordringen for forsvarsministeriet.

Det kan blive mere end svært at beskytte gæster (politikere og embedsfolk) der besøger tropperne og hærens personel kan derudover alt for let udsætte både sig selv og kolleger for fare ved bare at dele deres koordinater og snakke løs om deres arbejdsopgaver i de der små private rum på Facebook, som jo ofte er tilgængelige for mange flere end man tænker over.

MoD skriver blandt andet selv på kampagnesitet:

“…you need to be aware of how much information there is online about you. Not just that which you’ve put there yourself, but also that which other people or organisations have put there.”

og

“Alongside being careful about the information you choose to share online, you should also look at the settings on every social networking site you use, and ensure that you’re happy with how your information is being used and shared.”

Hvad synes du om kampagnen? For skræmmende – eller ok? Og tror du det virker?

Der er flere informationer om kampagnen på MoDs eget website og hos The Telegraph

Jeg brokkede mig offentligt på Twitter, da den brød sammen og Dell kontaktede mig straks via Twitter. De bad om mit service-tag og ville undersøge hvordan det gik med min computer. Jeg afslog, både fordi jeg faktisk havde købt en Macbook Air som back-up – men især fordi jeg gerne ville se, hvor hurtigt det ville gå uden særbehandling og uden ekstra-forsikring mm. :-)

Dell var hurtige. De hentede computeren i fredags og i dag (onsdag, ugen efter) har jeg fået den tilbage med et følgebrev, der fortæller mig, at de har skiftet harddisken og gen-installeret OS.

Men … hvorfor pokker har de ikke installeret en wifi-driver til netværkskortet? Det er jo piv-irriterende, at jeg skal til at rode med det selv og der er vel for pokker ikke ret mange mennesker, som ikke bruger deres laptops til at gå på nettet via trådløst internet?

Og hvorfor inkluderer Dell ikke en lillebitte note, hvor de beklager, at mine data er væk? De kunne endda have fået point, hvis de påstod, de havde forsøgt at genskabe dem – eller hvis de måske spurgte, om jeg selv ville have den gamle harddisk og prøve?

Jeg har belært af erfaring haft ret god back-up, så reelt har jeg måske mistet et par dages arbejde. Men det ændrer ikke på, at det var temmelig pokkers at stå i et fyldt kursuslokale og opdage at harddisken ikke var med – og Dell kan jo ikke vide, om de data de lige har smidt ud, er vigtige for mig eller ej?

Min konklusion er, at Dell har virkelig god, effektiv kundeservice når det gælder mekanikken, og jeg turde helt sikkert godt købe en maskine hos dem igen, men kommunikation er ikke deres stærke side – og det gør bare at tilfredsheden bliver mindre udtalt hos en kunden som mig.

Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.

————–
Jeg er sikker på, at der er fordele ved at benytte et rejsebureau, men lige i skrivende stund kan jeg bare ikke få øje på dem!

I går bookede min mand via FDM flybilletter med SAS til en tur til London i maj til en hel familie (6 voksne og 3 børn) – planen var så at booke hotelværelser en af de kommende dage hos FDM – og altså købe en såkaldt pakkerejse.

En time efter, at han havde booket billetterne – via FDMs rejsebureau – opdagede han at kl. 7:45 var liiiige tidligt nok for børnefamilien, som bor langt fra lufthavnen. Det er selvfølgelig dumt og ærgerligt først at opdage det EFTER at billetterne er booket hos rejsebureauet. Han skrev til FDM og bad om at få billetterne lavet om – og min umiddelbare tanke var, at når SAS nu reklamerer stort med 24 timers fortrydelsesret på nettet, så MÅ det vel også gælde hos FDM?

Men nej. FDM meddelte ham, at det ville koste os 800 kr. pr. billet at ændre afrejsetidspunktet = 7.200 kr. lige ud af vinduet. Det skal lige tilføjes at prisen i alt pr. flybillet er ca. 2.000 kr. pr. billet!

Det dumme – og det der ærgrer os voldsomt – er selvfølgelig at hvis vi nu i stedet havde booket billetterne direkte hos SAS på nettet, så havde vi haft 24 timers fortrydelsesret – for det har man altid hos SAS på nettet:

Vi kunne altså omkostningsfrit have ændret vores billetter indtil kl. 16.00 i eftermiddag, hvis vi IKKE havde brugt FDM!

Jeg prøver stadig at komme i tanker om, hvad fordelene ved at bruge FDM er – for lige i vores situation er det jo klart udelukkende en ulempe!

Seks ud af ti selvbetjeningsløsninger er blevet brugt færre end 10 gange i løbet af 2010, viser professorens undersøgelse.

Og selvom i alt 1,3 millioner borgere forsøgte at bruge selvbetjeningsløsninger i det forgangne år, er det kun 298.000, der er lykkedes med at gennemføre transaktionen til kommunen.

De har i stedet måttet ringe ind, sende e-mail eller møde personligt op i borgerservicecenteret.

Og det koster så det offentlige 2 milliarder om året at medarbejdere i kommunerne sidder og sender e-mails til borgerne om ting de rent faktisk kunne gøre selv. Og det er da en helt vild fejlprocent at næsten 80% må opgive?

For mig at se er der flere forklaringer på at digital selvbetjening flopper:

1. Processerne er for indviklede til digitalisering. Når det offentlige digitaliserer så sætter de i alt for høj grad strøm til en proces, som i forvejen er helt mudret til af bureaukrati. I artiklen ovenfor interviewer Version2 Astrid Marie Starck som er konsulent i KL og som er inde på noget af det samme, nemlig at digitalisering ikke er det samme som forsimpling – hun nævner boligstøtte som et eksempel.

Hvor meget boligstøtte kunne man mon uddele til dem der vitterligt har behov, hvis man forenklede systemet, så alle kunne indberette selv? Den del er politik og derfor ikke nødvendigvis noget kommunerne kan løse, men som borger bør man vel hidse sig noget mere op over den galimatias man udsættes for? (vidste du at der er 22.000 siders regler der regulerer danske A-kasser?)

2. Digitalisering belønner ikke brugerne. Tværtimod skal borgeren der taster selv leve med angsten for at begå en fejl, som ender med at koste ham penge. Så hvorfor belønner man ikke de danskere, der sparer systemet for penge? Man kunne jo dele gevinsten med borgeren – eller uddele point pr. gennemført selvbetjening – og så lade borgeren sende sine point til den del af kommunen, han mener har behov (skolen, daginstitutionen, ældreplejen, biblioteket).

Man kunne også – mindre ambitiøst – lave en sammentælling øverst i hjørnet af løsningen, der sagde; “Borgerne i Lejre Kommune har nu sparet kommunen for 72.800 kr ved at indberette xx selv”.

3. Ordene er for svære. En bil = motorkøretøj. Løn = husstandsindkomst brutto. Det er som om arbejdet med at kommunikere klart er gået i stå? Prøv at klikke dig ind her hos borger.dk og find ud af hvad forskellen er på Boligsikring, Boligydelse og Boligstøtte? Det kan sikkert godt lade sig gøre, men hvorfor bruge 15 minutters hovedbrud på det, når det er ligeså let at ringe og spørge én venlig dame, der ved hvad hun taler om?

4. Damerne er hjælpsomme i borgerservice. En helt overset faktor er menneskelig hjælpsomhed. Når man ringer til kommunen, til Skat, til motorkøretøjsregisteret så er det stadig muligt at få fat i et såkaldt “fornuftigt menneske”, som forstår den situation man er i, som ved hvilken blanket der er relevant og som kan slå ting op på skærmen, fordi hun har rutinen. Jeg har endnu til gode at se en venlig digital selvbetjenings-blanket?

På en mini-workshop jeg holdt hos Mindlab i Oktober var det lige præcis emnet – at levere hjælp til selvhjælp og at forstå, at det offentlige må pakke nogle af de her selvbetjeningsløsninger langt mere ind i service/hjælpefunktioner, for hvis borgerne skal være selvhjulpne kræver det måske lidt indledende hjælp:

Check også Mindlabs cases, hvor helt unge mennesker forklarer, hvorfor de foretrækker, at gå ned til kommunen i åbningstiden og tale med en medarbejder når de skal ændre forskudsopgørelsen. (Der er også en folder du kan hente her – i PDF-format)

Resten af professor Kim Normann Andersens undersøgelse udkommer 20. januar – det bliver formodentlig artig læsning!

KLM opsøger simpelthen passagerne i gaten og giver dem en lille gave – og det seje er at gaven er personlig – de checker simpelthen, hvem deres kunder er – og forsøger at ramme deres smag med de små gaver de giver væk.

Resultatet: 1.000.000 omtaler – og en masse der – ligesom mig – blogger om at KLM gør noget interessant med sociale medier.

I stedet for at bruge sociale medier som endnu en kanal til at presse budskaber og billige flybilletter ned i kundernes hals, så hjælper de faktisk kunderne med at kede sig mindre i lufthavnen – og de får af samme grund endnu mere hjælp fra kunderne med at sprede budskabet – fordi vi overhovedet ikke er vant til at virksomheder vi er kunder hos interesserer sig så meget for os!

Word Lens har lavet en gratis demo, hvor de vender tekst om (skriver ord bagfra) og den virker fint. Her er forsiden af en bog jeg læser lige for tiden: “What’s mine is yours” hedder den:

Der er mere om Word Lens i iTunes. Foreløbig kan du købe Spansk > Engelsk eller Engelsk > Spansk oversættelse.

Hat tip til Tveskov, som delte Word Lens på Twitter!

Og nu har Doc Searls så lige skrevet et blogindlæg om søvn-monitorerings-dimsen Zeo, som gør det muligt at overvåge hvilken søvn-kvalitet (ZQ) man har – om man vågner om natten, om man sover dybt nok osv.

Igår skrev jeg et indlæg om fordelene ved at lade brugere hacke produkter – og Zeo-dimsen blev faktisk hacket af en studerende tidligere på året. Han blev efterfølgende ansat til at hjælpe Zeo med at bruge data til noget.

I følge Doc Searls har Zeo besluttet at gøre alle data fra deres system open source og at tilbyde et API, som gør det muligt for andre at bruge data. Foreløbig har det resulteret i, at Digifit har lavet en app, der kombinerer søvndata fra Zeo med vægtdata fra Withings:

Så ikke nok med at vi kan måle og veje os selv – og dele data med verden – vi kan også i stigende grad kombinere vores egne data og finde ud af, om der måske er mønstre, som vi ikke kendte til.

I dag mener nogle forskere, at overvægt ikke udelukkende handler om, hvor mange marcipansnitter man kører ind i december, men at søvn har stor indflydelse. Stress feder – fordi man ofte sover rigtig dårligt. Men hvis man nu var klar over, at ens søvnmønster var møg-usundt, kunne det så få én til at gå lidt tidligere i seng? Eller bliver man bare mere stresset, fordi man nu ved, at det er usundt at være så stresset?

Nå men jeg ved i hvert tilfælde, hvad jeg ønsker mig til jul! :-)

Withings (vægten)
Zeo (søvnmonitorering)
Digifit (app som kombinerer data)
Doc Searls Blogindlæg
Blogindlæg om hvordan hackeren blev værdifuld for Zeo

PS: Gad vide om man kan kombinere data med data fra Roomba (det er vores støvsuger – den er også blevet hacket)

Men der er sket noget uventet, for kunder fra andre segmenter end lige de pæne Xbox-fans fra reklamen ovenfor, har kastet sig over produktet, for at finde ud af tilslutte Kinect til en almindelig computer og for at hacke Kinect, så den kan bruges uafhængig af Xbox spil:

NYT har historien og præsenterer nogle sjove videoer med de foreløbige resultater af kundernes hacks:

Interactive Puppet Prototype with Xbox Kinect from Theo Watson on Vimeo.

Som ventet startede Microsoft med at blive lidt fornærmede og true med advokater og bål og brand, men heldigvis opgav de ret hurtigt den tilgang og besluttede at det faktisk er ret cool, at kunderne er så interesserede i teknologien, at de straks går i gang med at finde nye anvendelses-muligheder.

Historien fik mig til at tænke på LEGOs historie om deres Mindstorm robotter. (Historien er i Weekendavisen fra sidste uge – som jeg desværre ikke kan linke til – og har også været bragt i Wired i 2006).

Her havde LEGO lagt sådan en seddel i pakken med robotten, som kunderne kunne sende tilbage – og det viste sig at næsten 50% af kunderne var voksne mænd, med veneration for robotter, som de kunne bygge om til at kunne alt muligt andet, end det LEGO lige havde tænkt sig.

LEGO fortæller selv, at de også startede med at føle tab af kontrol og angst for om kundernes “versionering” af produktet nu ville være på linie med virksomhedens egenforståelse – men LEGO endte med at omfavne de voksne fans og ser dem i dag som helt uvurderlige for udviklingen af en række produkter – og for den succes som LEGO har verden over.

De glade kunder, som får ros for at udleve deres kreativitet ved at “forbedre” produktet bliver ganske enkelt nogle af virksomhedens bedste ambassadører – og mon ikke det også går sådan med Microsofts Kinect-hackere?

Og hvordan er det hos jer? Kan kunderne hacke jeres produkt? Og hvad ville der mon ske, hvis de forsøgte?