Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende. Rushkoff er bestemt ikke maskinstormer, men han opfordrer os til at kende teknologiens grundlæggende indstillinger, for kun når vi ved, hvad vi er oppe imod, kan vi træffe informerede beslutninger om, hvor og hvordan teknologien kan anvendes.

Han siger blandt andet, at vi aldrig kan vinde kapløbet med teknologien, for vi glemmer at teknologien kan være vågen og online og hårdtarbejdende 24/7/365 uden at blinke, mens vi andre er bundet til real tid, til jordens fysiske overflade og til vores biologi.

Han mener også, det er en pointe, at netværket søger mod fakta og sandheder – og derfor kan vi ligeså godt indstille os på at fortælle sandheden.

“The network is like a truth serum: put something false online and it will eventually be revealed as a lie. Digital technology is biased against fiction and toward facts, against story and toward reality, This means the only option for those communicating in these spaces is to tell the truth.”

Læs min anmeldelse her – eller bestil bogen hos Amazon og se eventuelt også den her supergode 5 minutters video:

Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.

Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.

Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.

I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.

Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?

As humans we want to participate in groups. We need other people, we need to reflect our own image, we need love and relationships – and we need to learn from older and wiser people in our group. We need peers to adjust our own behavior.

But just a moment ago (before the internet) it was quite difficult to form groups.

We invented organizations (corporations – political organizations – unions – NGOs) because in order to get something done – in order to bring people together – we needed structure, we needed hierarchy, we needed systems.

We also organized a lot around locality. Because forming a group with people in the other end of the country didn’t make much sense if there were no means of interacting with them group wise.

Not so anymore – all you need is a browser and a login to blogger, YouTube, facebook or whatever group-forming tool that makes you click – and you are on your way to group-forming-nirvana.

Need to find a group that already exists? Try Google – or Yahoo – or follow the group trace of millions of people on Facebook (Here in Denmark thousands of people have joined a group because a guy is organizing a garden party in one of the parks in Copenhagen!).

This easy group forming is the real revolution according to Clay Shirky. And this is why web 2.0 (or whatever name you like to give the new paradigm) will transform society more than we can even begin to imagine.

Clay Shirkys point is that just like it took us a hundred years to figure out what the society needed AFTER the printing press was invented (newspapers, school systems, libraries, bookshops, reading chairs :-) it will take a while before we get our heads around extremely easy group formation.

I really found the book enjoyable – and I will recommend it to anyone who needs to find out what is going on with all these social tools on the internet :-)

Read Clay Shirky’s own blog or his blog about the book :-) Or see more about the book at Amazon

Hovedpointen er, at det revolutionerende ved nettet som medie er, at vi kan organisere os uden organisationer – at vi med nettet kan forme grupper – løst og fast – for at tale kort sammen – eller for at starte store bevægelser, der forandrer verden.

Tidligere har det været omkostningkrævende og besværligt at forme grupper og skabe rum for samarbejde – nu er det nærmest gratis og det betyder at vi får et samfund, som er fundamentalt anderledes, end det vi havde. (Clay Shirky mener det er derfor internettet får samme signifikante betydning som den trykte presse fik – samfundet før og efter massedistribution af viden er ikke det samme – og samfundet før og efter “absurd let gruppedannelse” bliver heller ikke det samme).

Men altså mere om bogen senere – her er i første omgang vil jeg gerne dele et link til en 40 minutters video med Clay Shirkys tale på Harvard om bogen – jeg kan varmt anbefale den: Se videoen her.

Bogen har også en blog – selvfølgelig har den det! :-)

Hvis du ikke lige skal ud og flyve, kan du i stedet købe bogen hos Børsens Forlag og de kan sagtens nå at levere inden jul.

Bogen er efterhånden anmeldt en del gange. For eksempel af forfatteren Lene Rikke Bresson , af en CMS-leverandør og af Bent Schou i VidenDanmark (Pdf). Tak til dem (og alle andre, der har skrevet pænt om bogen) for de meget venlige ord.

Hvis du spørger pænt, kan vi nok også arrangere, at Thomas og jeg skriver en julehilsen i bogen inden jul… bare slå på tråden!

Bogen dækker langt de fleste redskaber, som journalister har brug for at kende og arbejde med på nettet – herunder RSS, blogs, podcasting, videocasting, chat og meget mere.

Den er udgivet af KCNN og skrevet af Mark Briggs der skriver i forordet:

This is a book about people, not technology. Sure, there’s a lot of technology in the pages to follow, but if you boil it all down to its core, its essence, you’ll find people trying to extend a noble and grounded craft into a new and unpredictable landscape. And it’s the people who matter, not the latest software or Web site.
If the people in this equation learn how make technology work for them, the rest is just details.

Hvis du kan nøjes med PDF-versionen kan den hentes helt gratis her.

…hvad får man så som læser ud af bogen? Det korte svar er: mange ting…

For det første kan man bruge bogen som en “Weblogs for dummies” – en bog som giver indblik i hvad blogs er for en størrelse – skrevet på en måde så selv min far forstår det (undskyld far – det var en talemåde og ikke en hentydning ;) ).

For det andet kan man bruge bogen som en guideline til hvordan man selv kommer i gang med at oprette en blog – hvilke faldgruber man skal undgå, hvad man bør tænke på før man starter osv.

For det tredie kan man bruge bogen til at få nye ideer til videreudvikling af ens egen etablerede blog.

Og for det fjerde kan man vælge at læse bogen, som jeg gjorde det, af ren interesse og hyggelæsning.

For det er altså en god bog.

Tusind tak Christian – det er jeg glad for, at du synes!

Hvis du frygter, at du er en af dem, der fremstår lidt slatten på nettet og hvis du har lyst til at gøre noget ved det, kan du jo starte med at Google dit eget navn og se, hvilke sider der dukker op?

Det er bare ét af de mange gode råd i Abelone Glahns gode lille bog “Dit virtuelle håndtryk”, som forsøger at vise (især) selvstændige og mikrovirksomheder vej i junglen af redskaber, der kan gøre det virtuelle håndtryk mere fast.

Resten af min anmeldelse af Abelones bog kan du læse på Social Squares blog

Det er den bog om weblogs, jeg har læst, som har flest eksempler og cases. Der er foretaget mere end 100 interviews med bloggere og ansvarlige for blogs i virksomheder og blogsoftware-udbydere og blog-konsulenter mm. Både i store virksomheder og i mindre virksomheder – og både i USA og i Europa. Og alene af den grund er bogen anbefalelsesværdig.

Udfordringen er så at komme i dybden med med de mange historier. Det lykkes ikke alle steder i bogen og resultatet bliver, at forfatterne nogle steder kommer til at virke postulerende i forhold til bloggens betydning for den virksomhed, de taler om. Heldigvis kan man så ty til bogens weblog for at få uddybet alle cases og historier.

Alle interviews og alle uddrag til kapitler er nemlig blogget undervejs. Og bogen er på den måde blevet medredigeret af hundredevis af læsere, som har kommenteret undervejs og hjulpet med at finde flere gode og dårlige argumenter og historier om virksomheds-weblogs.

Robert Scoble og Shel Israel formår derudover at få fortalt, at meget IKKE handler om weblogs, men om kultur – og om, hvorvidt man i virksomheden tør åbenheden, stoler på de ansatte, har selvtillid i forhold til at tackle kritik osv.

Jeg synes derimod ikke, at forfatterne ikke tillægger individet nok betydning. Som jeg ser det, er den succesfulde weblog – hvad enten den er corporate eller privat – båret af personligheden, hos den der skriver. Det er derfor ikke bare ‘virksomhederne’, der skal opdage weblogs og beslutte strategisk, at de skal blogge om følgende emner… Det er også individerne i organisationen, som skal se weblogs som nye muligheder for at komme til orde, for direkte kontakt til kunderne, synliggørelse og udvidelse af faglighed og netværk.

Udgangsreplikken i bogen lyder:

“Ultimately, blogging has ended one era and ignited another. In this new era, companies don’t win just by talking to people. They win by listening to people as well. We call it the Conversational Era. It doesn’t change everything, because as John Naisbitt told us, everything never changes. But something has changed, and blogging is impacting businesses of all sizes…”

Weblogs vil bestemt vil få betydning for virksomheders kommunikation, men jeg er alligevel ikke enig. Det er i min optik ikke bloggen, der har afsluttet en æra. Det er derimod en kombination af en lang række faktorer – og det man kan vælge at se som et kulturelt faseskift fra industrialisering til vidensøkonomi (+ 70 andre udtryk for at vi er i et kulturelt vadested), som gør bloggen mulig.

Men altså; Læs bogen for eksemplerne og for de mange versioner af weblogs og kommunikation, som den byder på.