“Få mere ud af den tid, du spilder på Facebook”

er foreløbig arbejdstitlen på den bog, jeg i de her dage forsøger at skrive færdig. Jeg er taget ud i sommerhuset sammen med en redaktør/assistent/ indpisker og planen er, at gøre bogens otte kapitler klar til udgivelse efter sommerferien.

Foreløbig handler bogen om hvordan og hvorfor vi bruger sociale medier så forskelligt som tilfældet er – og dermed også hvorfor nogle af os synes, vi spilder tiden, mens andre synes, vi lærer meget og rent faktisk sparer tid. Bogen har også et kapitel om det gode online venskab og noget om, hvordan du siger fra når du møder en trold, hvordan du tackler døden online og hvordan du selv bygger en online identitet, som du kan leve med (og måske af) og som vi andre kan holde ud at være venner med :-)

Jeg synes ikke altid det er en fest at skrive, fordi jeg ikke har ret meget tålmodighed til at sidde stille, så jeg kombinerer skriverierne med løbeture og gåture med hunden og med overspringshandlinger i form af statusopdateringer på Facebook, som for tiden alle sammen er spørgsmål jeg forsøger at belyse i min bog.

Nogle af spørgsmålene lyder:
- hvem er dine største online idoler? (danskere som har en stærk online identitet)
- synes du, at du spilder tiden på Facebook?
- hvad gør dine venner som irriterer dig mest online?
- hvad er det bedste dine venner kan gøre for dig online?

Du er velkommen til at byde ind og selvpromovere i kommentarfelterne her eller på min Facebookprofil

Du er også velkommen til at sende mig en mail på trinemaria@gmail.com, hvis du har en god anekdote om online venskaber, om nogen der er døde online, om at bygge en stærk identitet eller om ting der driver dig til vanvid online. Jeg garanterer ikke, at alt kommer med i bogen, men jeg lover at lave overspringshandlinger undervejs og at læse alle kommentarer.

Skriv en kommentar