Synes dine fans godt om dine opslag på Facebook?

Hvis du er en virksomhed eller en organisation med en Facebookside, synes du ret sikkert, at svaret er nej. Eller i hvert tilfælde ville det være rart med lidt flere likes.

I grafen herunder kan du se, hvordan Facebooks tal for gratis visninger (organic reach) stille og roligt bevæger sig mod nul – og så falder antallet af likes jo typisk også.

Bemærk – jeg veksler mellem at bruge “Synes godt om” og likes i dette opslag simpelthen fordi likes er meget kortere at skrive.

Organic-Reach-Chart

Facebook er blevet børsnoteret og hvis du har en Facebookside, er du en kommerciel spiller – og så vil Facebook have penge for at vise dit indhold til dine fans. Frem med kreditkortet og tryk på “boost” for at komme længere ud og få de forkætrede “likes” som interesserer chefen. Eller for at få de begavede kommentarer, som du SÅ gerne vil have for at blive klogere.

Den gratis frokost er kort sagt forbi – nu skal du have madpenge med på arbejde hver dag.

Er dine fans faktisk vilde med dig?
Men vent lige lidt. Hvad nu, dine fans faktisk blev fans af dit brand eller din virksomhed eller din personlige fanside, fordi de synes, du er skøn? Fordi de rent faktisk gerne vil have dit indhold?

Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis du har købt dine fans – eller hvis du har købt dem indirekte ved at lave konkurrencer om iPads hver uge. Det gælder heller ikke, hvis du for eksempel har truet dine medarbejdere til at blive fans – eller på anden måde har snydt for at pumpe antallet af fans kunstigt op. Det gælder kun, hvis de er kommet frivilligt og du ved, at mange af dem er glade for dig eller dit brand.

Er dine fans superbrugere af Facebook?
Hvad nu hvis dine fans bare ikke VED, at Facebook kun viser dem det, som Facebook tror, de kan lide? Hvad hvis de ikke aner, at Facebook kigger på alt det, de klikkede “Synes godt om” til i sidste uge (og en masse andre ting som jeg skøjter let henover her) og giver dem mere af det samme? Hvad hvis dine fans bare ikke forstår, hvordan Facebook faktisk virker?

Hvor meget er dine fans på Facebook? Har de nogensinde været på kursus eller læst en af de lange artikler på Kforum om Facebook? Eller er de bare helt almindelige mennesker som mudrer sig igennem ny teknologi og ikke læser noget af det med småt undervejs – særligt ikke hvis det er på udenlandsk?

Er din målgruppe eftertænksom?
Eller hvad hvis din målgruppe består af lidt ældre mennesker? Så kan du roligt regne med, at de ikke uden videre klikker “Synes godt om” på alt muligt, de ser i deres feed.

Mange fortæller mig, at de har en “lureprofil”. De checker måske nok Facebook jævnligt, men de skriver ikke selv opslag og de klikker sjældent “like” med mindre det virkelig er noget, de synes godt om. Mange overvejer nøje, hvor meget de nu synes godt om? Altså hvis der nu senere kom nogen og spurgte dem, så vil de gerne kunne forklare betydningen af det lille like – og derfor lader de være. For en sikkerheds skyld.

Hvis dine fans er sådan – eller hvis mange af dem bare er lidt generte eller ikke på den måde synes, at “synes godt om” er dækkende, så kommer her et lille trick.

Fortæl dine fans, hvordan Facebook virker!

Jeg har her nedenfor et eksempel, hvor jeg venligt fortæller vores fans af Hvalsø Bio, at Facebook ikke aner, at de kan lide os, hvis de ikke klikker på synes godt om jævnligt. Jeg har boostet opslaget for 50 kr for at komme ud til flere fans og jeg har KUN bedt om at få opslaget vist til sidens fans.

For de 50 kroner har Hvalsø Bio fået 522 visninger til fans (den mørkeorange bjælke). Vi har også fået 222 likes og 32 delinger. Hvilket har ført til, at opslaget om, hvordan Facebook fungerer, nu er set af 4242 personer. (Og vi har altså kun 1670 fans – heraf cirka 20 nye, som også er kommet til på grund af nedenstående opslag) :-)

hvaelsoebio_opslag_om_facebook2

Jeg er med på at dette lille trick, ikke virker for alle brands og alle Facebooksider, men hvis du har en god sag, godt indhold, kender dine fans og VED at der er mange af dem, som faktisk holder mere af dig end tallene i Indblik tyder på, så synes jeg, det er værd at forsøge.

Jeg har skrevet noget tilsvarende før på Hvalsø Bios side (nok ca. en gang om året) og jeg har hver gang fået fin respons, selv om jeg da også har mødt sund skepsis fra fans, som synes det virker fjollet: “Ahh – så dumme kan Facebook da ikke være? Det er nok bare et trick for at få os til at klikke på like!” :-)

En kommentar til “Synes dine fans godt om dine opslag på Facebook?”

  1. Karen Melchior:

    Godt indlæg og god ide.

Skriv en kommentar