Jeg havde tidligere debatten med en venindes far – en respekteret professor ved SDU. Han var dybt forarget over et indlæg, jeg havde posted på Facebook, som viste mig og min veninde i en lidt løssluppen stemning under en ferie. Han mente, at det ville forværre vores chancer i en (ikke-aktuel) situation, hvor vi ledte efter job på arbejdsmarkedet.
Min Facebookprofil er så privat, at man som udefrakommende hverken kan se mine opslag, billeder, oplysninger (udover bosted) etc. Og netop dette indlæg var tiltænkt kun mine venner.

Er det mig, der er uvidende om eventuelle funktioner, hvor arbejdsgivere via Facebook har mulighed for at finde frem til data, som man ikke ønsker offentligtgjort i bredeste forstand? For som jeg har forstået det, så kræver det ikke mange midler at gøre disse data utilgængelige for uvedkommende.

Jeg er grundlæggende enig i at falske profiler og mistillid er en skidt vej at gå i udviklingen vores brug af sociale medier og af vores online relationer. Og det er vigtig for sagligheden at huske at brugen af vores data i mange sammenhænge har været en fordel og bl.a. gjort personalisering mulig – og det har været befriende. Med Google som frontløber i at give os reklamer med relevans i stedet for ligegyldige popup vinduer. Og Facebook har gjort det muligt at holde kontakt til både nye og gamle relationer som var for omkostningskrævende før.

Frygten for misbrug er forståelig og nogle eksempler er ubehagelige, men at gøre frygten til udgangspunkt for ageren på nettet er gift for udviklingen. Anders Colding-Jørgensen har en ret god pointe: “Du kan ikke lyve overfor Facebook uden at lyve over for andre.” http://bit.ly/TFP9Io og det synes jeg er en mere alvorlig glidebane end den Pernille Tranberg og Steffan Heuer adresserer.

Pernille Tranberg pointe med at tænke sig om før man “knalder det hele på nettet” (http://bit.ly/TFP9Io) er god og er det ikke der, vi skal sætte ind med oplysning og læring?
Lære os selv og hinanden at bruge medier på en god måde i stedet for at gemme os væk. Og så i øvrigt opføre os ordentligt. Og til det hører også at forstå hvad privatliv er og hvad der kan tåle at være en del af offentligheden. De elementer, der ikke tåler offentlighed er der anonyme tjenester til.

Pointen med at kommende arbejdsgivere googler dig, når du søger job er vel et rigtig godt eksempel på at det er smart at bekende kulør, så du dukker op i søgningen, for er det en kvalitet at du ikke dukker op i søgninger eller kun dukker op med polerede informationer?

I frygten for fremtidige generationers online spor kunne man sparke Don Tapscotts (Grown Up Digital) karakteristik af kommende generationer ind: De er åbne, tolerante og de mindst fordomsfulde generation nogensinde, så måske er det som ældre generationer opfatter som følsomt i dag, ikke følsomt i fremtiden.

Glæder mig til at læse din bog

bavnhoej

og så et lille NB! det være ret træls for Pernille Tranbergs navnesøster, at hun ikke er med på Fake It bølgen http://on.fb.me/RB3PDM

Når jeg læser Leoparddrengens blog (som har skrevet om sin anonymitet her http://blog.leoparddrengen.dk/2012/07/anonym-pa-internettet.html ), følger @maksbitter på Twitter eller Dines på http://www.infotainer.dk, så er de med tiden blevet selvstændige væsener, hvor det slet ikke er et issue, hvem de er “i virkeligheden”. De er dem de siger og det er virkeligt. De er en bestemt tone eller synsvinkel. En slags fiktion, som måske nogle gange er mere “sand” og realistisk end jeg selv er under eget navn.

De har opbygget en stemme og en ethos, der gør at jeg stoler på dem og ikke ser anonymiteten som noget kyllingeagtigt, men derimod som en måde, hvorpå de kan sige ting, være modsætningsfyldte eller gå ud af tangenter, som vi ellers ikke lufter i det offentlige rum.
Det har beriget mig, at nogen – bag pseudonymet – fortæller om det forbudte, det svage, det fordrukne, det akavede, det ondskabsfulde eller pinlige…det vi gør/tænker/føler/begærer når vi er helt alene og som sjældent kommer med i statusopdateringerne.

Jeg synes det er meget dobbelt. På den ene side er jeg ikke særlig begejstret for hverken de renskurede professionelle, der åbenbart kun er deres fag eller “viharligebagtbollerogløbetetmaraton”glansbillederne og jeg kan godt lide, når folk tør stå ved fortiden, sprækkerne, den dårlige musiksmag, minusdagene og fiaskoerne. Jeg er også helt enig med Trine-Marias tanker om åbenhed, tillid, ydmyghed og udvikling og ja, der er tonsvis af eksempler på at anonymitet bare er et letkøbt skalkeskjul, hvorfra man kan tømme skidtspanden.

Meeeen jeg synes også, at den offentlige identitetsskabelse nogle gange løber ind i det problem, at det viser sig, at der på trods af al åbenheden er så mange ting, der ikke kan/skal fortælles.
Jeg er journalist og skrev engang for et magasin, der bragte nogle små “Dengang mit liv forandrede sig”-essays. Både for mig og de andre skribenter endte det tit med at blive Halleluja-fortidsreferater over læsten: “Se hvor slemt det var, se hvor lækkert jeg løste det, hør hvor klog jeg nu er…”.
De uafklarede rigtig svære og interessante historier var næsten umulige at skrive om, fordi man stod midt i dem og der var alle mulige hensyn at tage – til den private kerne eller til kærester, familie, arbejdsgivere, venner mv. Fine og vigtige hensyn som sådan. Men det endte bare altid med, at der blev præsenteret en eventyrverden, hvor alle problemer blev løst og man gik styrket videre. Rodet, tvivlen eller de gange, man var knap så lækker blev der ikke rigtig fortalt om.
Men de sider synes jeg ofte, jeg får af de gode anonyme. De kan være “hensynsløse” og dermed fortælle nogle andre historier om verden, så indviklet og modsætningsfyldt, den nu er.
Historier, som ligegyldigt hvor meget vi besynger mod og åbenhed, sjældent kommer udenfor matriklen.

Jeg er ikke anonym og på de platforme, jeg nu bevæger mig, håber jeg, at jeg får stykket et nogenlunde komplekst, mangfoldigt og nuanceret billede af mig selv sammen. Der er masser, jeg ikke fortæller. Af alle mulige grunde – fordi det kun rager mine nærmeste, fordi det er dumt, fordi jeg ikke synes, det klæder mig, fordi det er min egen lille lækre hemmelighed eller fordi jeg ikke tør. Og det er fint nok. Hele min identitet behøver ikke ligge derude.
Men jeg er faktisk glad for, at der er nogen få, der gør det. Siger noget af det underlige, utilpassede og utidige, som jeg så kan spejle mig i, måle mig efter eller identificere mig med. Og så er jeg egentlig ligeglad med hvad de kalder sig.

@Nina Kjærgaard – interessant, den havde jeg ikke hørt før. Havde kun hørt det modsatte. Men fair enough, sådan er der nok også nogle, der har det. Det vil jeg klart holde øje med. tak for input.

@Mikkel Lemberg. Det er ikke en journalistik stramning, når jeg siger, at Viviane Reding mener, at FB og Google overtræder EUs persondatalov. Problemet er imidlertid også at myndighederne ikke har gjort noget ved det, hvorfor hun nu strammer loven – til fordel for brugerne men til meget stor bagdel for europæiske virksomheder.

@Mikkel Lemberg. jeg synes der er mange sjove ting ved FB og derfor er jeg der under et andet navn. Og ja, det kan sagtens være at FB kan finde den rigtige mig, men jeg deler heller ikke det, jeg opfatter som privat (en snak vi lige har haft på Twitter). Det er i mine øjne individuelt hvad der er privat, men for mig er det mest i retning af, hvad FN definerer som det såsom politiske og seksuel overbevisning, men også fødselsdato mv.

Og så vil jeg understrege igen: Man kan godt være ærlig og have integritet selv om man nogle steder vælger at bruge andre identiteter. Det er noget forfattere, kunstnere, politiske aktivister, forretningsfolk, topchefer, berømtheder m.fl. har brugt i årtier – senest også Kronprins Frederik på Facebook. Det er ikke kun kriminelle, der bruger andre navne end sit eget. Der er i USA begyndt at komme produkter på markedet for netop at hjælpe brugere med at håndtere ‘multiple identities’ for at beskytte sig selv. I Tyskland anbefaler myndigherne børn og unge at gøre det. Og det er dem – ikke jer, der alle mestrer at være offentlige – som jeg synes skal gøre det i private foraer. Og hvorfor er det lige at børn, der har været på masser af sociale netværk og spil, hvor de har brugt pseudonymer, pludselig er tvunget til at offentliggøre sin fulde identitet, når de så gerne vil på FB?
Selv bruger jeg mit fulde navn professionelt og også tit personligt, fx på LinkedIn og Twitter som jeg opfatter som mindre private. Twitter tvinger ikke en rea-lname policy ned over én, og man skal heller ikke svare på alle mulige private spørgsmål.

Endelig vil jeg understrege: Alle har fuld frihed til at vælge om de vil bruge deres rigtige navn eller ej. Man skal bare ikke snyde hinanden. Og når jeg bruger et andet navn, ved mine venner det og dem jeg debatterer med. Anonymitet er en menneskeret. Men ønsket om at være fuld offentligt er da fuldkommen ligeså berettiget.

Og til sidst: Der er mange mange andre gode værktøjer i min bog i forhold til digitalt selvforsvar, men det er nok ikke så kontroversielle at diskutere, fx disconnect.me så FB, GooglePlus, Twitter ikke kan følge din færden på andre websites end deres egne eller Collusion, DoNotTrack+ eller Ghostery så man blokerer cookies. Og igen nej, skræddersyede reklamer virker ofte meget uskyldige og for nogle er de også en go service. MEN det er de næste skridt, jeg er bekymret for, og det har jeg også beskrevet meget klart i min bog, om hvordan vi risikerer social diskrimination.

Kh og lad os holde det sobre niveau i debatten som der er herinde på Trine-Marias blog.
pernille

Jeg synes ikke anonymitet på nettet fører til andet end forvirring og mistro. Derimod er det farligt, hvis stormagter slipper af sted med at skjule onde intentioner bag algoritmer og bare udnytter vores data til at
overtage verdensherredømmet og tage røven på os alle sammen.

HVIS det er dét, vi er bange for (er det Pernille? – jeg har ikke læst din bog endnu, nej)

Som sagt tror jeg ikke, at anonyme profiler kan bruges til ret meget.

Det vigtige er, hvad vi siger til hinanden op i vores åbne ansigter.

Min erfaring er, at vi som enkeltpersoner ikke er ret gode til/stærke nok til at tage kampen op mod stormagter som USA, Microsoft, Facebook o.l. Slet ikke, hvis vi gemmer os bag falske identiteter.

Næh, vi skal da presse vores nationale og overnationale organer til at holde firmaerne i ørerne. Dét får vi dem ikke til, hvis de ikke ved, hvem vi er….

http://blog.mads-k.com/post/30800099917/drop-anynomiteten-og-vaer-helt-med

Og af en eller anden grund vises Mads blogindlæg ikke som trackback her – derfor dette gammeldags link :-)