Personlighed 2.0 og spørgsmålet om at være eller ikke være anonym

Jeg arbejder på en ny bog og det går langsomt men sikkert fremad. Titlen er “Personlighed 2.0″ og bogen handler om, at vi (stort set) allesammen har fået en online identitet, som går foran os – eller ved siden af os i verden. Vi bliver fundet via Google og på Facebook og mødt digitalt – og nogle gange bliver vi googlet og vurderet på vores opførsel og fremstilling online, før vi bliver mødt i den virkelige verden.

Mit skriveri betyder, at jeg for tiden er optaget af, hvem vi er på nettet, hvad der påvirker, hvordan vi bliver opfattet og hvilke elementer af vores personlighed, som bliver synlige gennem de handlinger vi foretager os på nettet – hvad enten det er når vi skifter profilbillede, deler billeder af vores børn og venner – eller når vi deltager i online debatter og blander os og mener noget.

Jeg er optaget af hvordan vi bygger gode relationer og hvordan vi bygger tillid (og ja jeg er også optaget af hvordan man afslutter relationer, tackler kriser og håndterer dødsfald – men fokus er på, hvordan man får en personlighed man trives med og som udvikler sig online i takt med at man selv udvikler sig)

Fake it til you make it – eller hvad?
Nu har Pernille Tranberg og Steffan Heuer så udgivet en bog om online identitet. Bogen har titlen “Fake it – din online identitet er guld værd, sådan passer du på den” og handler så vidt jeg kan læse af anmeldelser og se/ høre i udsendelser om, hvordan vi kan beskytte vores online identitet på nettet mod at blive udnyttet af markedskræfter og myndigheder og arbejdsgivere.

Jeg har ikke læst bogen endnu, men planen er at gøre det meget snart, for jeg synes jo emnet er vældig spændende. Bogen kan købes her. Bogen som er udgivet både på dansk og på engelsk har også et website der hedder digital-selfdefense med råd om, hvordan man beskytter sine data:

Ét af forslagene (som Pernille også kom med i Aftenshowet) er at man skal have en uægte eller pseudo-identitet på nettet, så man undgår at Facebook og andre tjenester i virkeligheden ved, hvem man er. Pernille Tranberg praktiserer selv denne modus operandi. Hun er sig selv på Twitter med navnet @PernilleT (og følg hende endelig – hun deler gode links) og har på den måde en synlig og søgbar professionel identitet.

Men Pernille har også en falsk/ anonym profil på Facebook som gør det muligt for hende at være sammen med venner og familie uden at Facebook får data om, hvem hun i virkeligheden er og uden at vi kan finde hende, når vi søger efter hende i jobsammenhænge eller professionelt.

Pernilles venner ved selvfølgelig godt, at hun er Pernille under et andet navn og hendes pointe er (som jeg forstår det fra vores debat om emnet på Twitter), at hun ikke skylder Facebook noget, at hun ikke ønsker, at de skal have adgang til viden og data om hende, som de kan bruge til at videresælge til annoncører eller andre og at hun vil undgå at hendes private liv bliver blandet sammen med hendes arbejdsliv.

For pointen med en falsk profil er også, at hvis du skjuler dit privatliv ved at have en anden version af dig end den rigtige online, så undgår du at nuværende eller potentielle arbejdsgivere finder billeder af dig, hvor du danser grimt eller lander på sider, hvor du mener et eller andet skarpt eller kontroversielt. Kort sagt så er forslaget, at du “faker” for at undgå, at de mindre flatterende sider af dig, står i vejen for et jobskifte – eller fører til at du bliver fyret – eller spærrer for andre muligheder.

Jeg har tænkt en del over tilgangen og jeg er grundlæggende uenig af flere grunde:

Hvorfor vil du skjule din identitet?
Hvis man ønsker at skjule, hvem man er, skal det være fordi der er grund til det. Pernille Tranberg spørger i debatten på Twitter om poltiske aktivister ikke har ret til at være anonyme og bruge pseudonymer og jo selvfølgelig. Kinesiske dissidenter og demokratiforkæmpere i alverdens diktaturer har alle mulige grunde til at forsøge at skjule, hvem de er og hvor de er. Det skyldes, at de lever i lande/ under styreformer, hvor man ikke kan have tillid til myndigheder, organisationer og institutioner. Hvis de vil sige, hvad de mener, har de ikke noget andet valg.

Men jeg vædder med at mange af dem ville ønske de kunne stå frem med kritik under deres eget navn og med oprejst pande. Det er vel en del af demokratiet, at vi ikke lever i et samfund, hvor vi frygter repressalier, hvis vi siger det vi mener? Jeg er personligt ikke bange for hverken Facebook eller arbejdsgivere (i mit tilfælde kunder) eller at folk jeg ikke kender, skal opdage, hvem jeg er og hvad jeg mener. Det er ikke fordi, jeg er fejlfri eller aldrig tror, jeg kunne komme til at sige noget forkert, det er fordi, jeg mener, det er en rettighed, at jeg kan være den, jeg er.

Du ER produktet, hvis du ikke betaler for det
Deling af data er efter min mening prisen for at være på Facebook. En klog person sagde engang i en internetdebat, at hvis du ikke betaler for en tjeneste du benytter på nettet, så er du ikke kunde, du er produktet. Facebook skriver i deres ToS (Termt of Service – regler for anvendelse) at man ikke må være en anden end den man er. Man overtræder derfor Facebooks-regler hvis man opretter en falsk profil. Til det svarer Pernille Tranberg at det skal Facebook ikke bestemme og der er jeg uenig. Jeg kan sagtens være ærgerlig over at Facebook er kommerciel, amerikansk og at verdens største sociale netværk er en virksomhed, i stedet for et fællesskab :-). Men omvendt har Facebook skabt et fantastisk netværk, de har brug for at tjene penge, de gør ikke noget ulovligt. Derfor mener jeg kun, der er en ting at gøre, hvis man vitterlig ikke kan lide Facebook og det er at lade være med at være der.

Tillid er nødvendig lim i alle sociale sammenhænge
Men i bund og grund handler det nok om, at min tilgang til nettet er baseret på tillid. Jeg føler ikke noget stort behov for at lære “digitalt selvforsvar”. Jeg har tillid til, at hvis Facebook overtræder etiske grænser, så bliver de flået af brugerne og myndigheder, jeg har tillid til at de fleste af de mennesker jeg møder online, er dem de siger de er og mener det, de siger. Og ja jeg er da blevet skuffet – det er de fleste vel? Men langt det meste af min tillid er blevet mødt med tillid den anden vej – og hvis jeg skulle til at lege “skæg og blå brller” med mine venner for at skjule for Facebook, hvem vi egentlig er, tror jeg, det ville forstyrre min oplevelse af den tillid. Mit spørgsmål ville konstant være; “Hvorfor mener du ikke bare, du kan være, den du er?”

Åbenhed kræver ydmyghed og udvikling
For mig er åbenhed jo ikke bare et glansbillede af, hvem man gerne vil være. Det er også udvikling af evner til at indrømme at man ikke er fejlfri. En træning af større ydmyghed – som jeg for eksempel mener organisationer og virksomheder har stor gavn af. For hvis man skal vise åbent, hvem man er online, er man formodentlig nogle gange nødt til at sige undskyld, fordi kommunikationen gik for hurtigt. Man kan blive klogere og ændre mening og blive nødt til at prøve at forstå at andre ikke har skjulte motiver, men af og til bare ikke tænker, før de taler. Man kan blive nødt til at forklare sig og forsvare sig og for mig er det, at vi udvikler evner til at tale ordentligt sammen online, vigtige færdigheder, som jeg ikke mener, man får trænet på samme måde, hvis man spalter sin personlighed op i 2 eller flere identiteter. Og har det erklærede formål at “spille professionel” i den profil der er åben for verden.

Jeg mener nok, at det bedste man kan gøre for at fremstå sympatisk online er at lære sig selv at kende. Kigge grundigt på, hvordan man fremstår, hvad man deler, hvordan man taler og reagerer og om det så præsenterer, de sider af en selv, som man selv synes, er vigtige.

Hvis ikke man er ret vild med sin selvfremstilling, så vil jeg i min bog forsøge at give nogle forslag til, hvordan man udvikler en stærkere og mere synlig online personlighed. Ikke én der er gemt bag pseudonymer eller som man skal fake sig til, men snarere en repræsentation, som er nogenlunde på linie med, hvem man selv synes, man er og hvad man selv synes, er vigtigt at få frem.

Fortæl mig gerne, hvad DU tænker om at være anonym på Facebook og om din egen online personlighed kunne trives ligeså godt med et pseudonym?

Min plan er derudover at bede om hjælp til forskellige sektioner af min bog i løbet af de næste uger – både her på bloggen, men også ved at sende nogle af mine kapitler til personer der vil læse og kommentere. Hvis du vil være med, kan du sende mig en e-mail på trinemaria@gmail.com

22 kommentar til “Personlighed 2.0 og spørgsmålet om at være eller ikke være anonym”

  1. paul hertz - hertzlig.dk:

    Jeg er umiddelbart meget enig i din kritik af tankerne bag “Fake it”. Med det forbehold at jeg ikke har læst bogen. Det kommer jeg næppe heller til, for jeg er blevet skræmt væk af omtalerne i radio og avis.

    At foreslå, at vi skal fake den på nettet for at undgå at fremstå uheldigt, virker nærmest useriøst. Jeg har respekt for Tranbergs baggrund, men jeg kan – måske netop derfor – ikke forstå, hvordan hun kan foreslå, at man gør klogt i at leve et dobbeltliv online. Det svarer vel lidt til at råde folk til at køre rundt med en Anders And-maske, hvis de er bange for at blive fanget i Politiets fotofælder?

    Et af de eksempler, der er gået igen i de omtaler, jeg har hørt og læst, er netop, at man skal undgå at være uspiselig over for eventuelle fremtidige arbejdsgivere. Men helt ærligt … Hvis du inderst inde er en brokrøv og en dårlig kollega, så finder de jo nok ud af det, ikke?

    Så mit gode og helt gratis råd til alle er, at de skal stræbe efter at være ordentlige mennesker og behandle andre, som de gerne selv vil behandles. Den leveregel gælder såmænd også på nettet. Sandheden er derude, og den vinder til sidste.

    De bedste hilsner, paul hertz (da real) – hertzlig.dk

  2. Torben Heikel Vinther (@sopperdk og Webfronten):

    Kære Trine- Maria

    Endnu engang tak for et meget inspirerende indlæg. I really like :-)

    Jeg er meget enig med dig og Paul, og ligesom jer har jeg heller ikke læst “Fake it”-bogen.

    Jeg har en grundlæggende holdning om at man så vidt mulig altid bør stå ved sin egen personlighed og identitet – uanset om det er offline eller online. Undtagelserne er de eksempler du selv nævner, hvor ens liv kan være i fare, hvis man blotter afsenderen af ens ytringer.

    Men jeg kan ikke komme på nogen situationer, hvor jeg ville vælge at være anonym her i DK fx. Jeg prøver til gengæld altid at være meget bevidst om, hvad det er jeg skriver, og skulle jeg komme til at sige noget forkert eller andet som jeg fortryder bagefter (det sker), så må jeg jo tage det med oprejst pande, sige undskyld eller på anden måde stå til ansvar for mine handlinger.

    Der var engang en klog person (det kunne have været Trine-Maria!), der sammenlignede ytringer på sociale medier ved at sammenligne det med at gå rundt med en t-shirt med ens Facebook-statusopdatering på. Hvis man ikke tør stå ved det, så bør man hellere holde sin mund. Når det er sagt så kan man jo fx på Facebook gøre brug af filterfunktionen, så ens beskeder ikke altid bliver stemplet som “offentlig”, men det er en lidt anden snak som ikke handler om anonymitet men om beskyttelse af personlighed.

    Personligt bruger jeg selv forskellige navne på de sociale medier, men de er alle forbundet til hinanden på en eller anden måde, så man altid kan se at fx FB-siden Webfronten er den samme som @sopeprdk på Twitter, som er den samme som Torben Heikel Vinther på LinkedIn. Kært barn har mange navne :-)

    Jeg har desværre ikke fået fulgt debatten om Fake It så meget, så jeg kunne da godt tænke mig at høre, hvilke begrundelser – udover frygt for fremtidige arbejdsgivere – der kan være for at vælge anonymitet i Danmark?

  3. Allan Ohms:

    Kære Trine-Maria

    Fantastisk blogindlæg. Velargumenteret. Helt enig. Flot. Ydmygheden og åbenheden skal vi fokusere på. Glæder mig til din bog. Mvh Allan

  4. Pernille Tranberg:

    Kære Trine-Maria og co
    Godt og hæderligt indlæg. Tak for det. Ja, det er mig, der er medforfatter til Fake It og jeg håber, at I læser den.
    1) EUs kommissær Viviane Reding og mange europæiske eksperter mener faktisk og siger dirkete, at FB overtræder europæisk persondatalovgivning.
    2) Ja, vi er produktet når det er gratis, men vores påstand er så – beskrevet i kapitel 2 – at den pris, vi betaler er meget større end vi tror og bliver kun større.
    3) Det, Torben gør, er faktisk det, jeg anbefaler. Det handler ikke om at lyve over for hinanden på fx FB men om at snyde algoritmerne.
    4) Og så må jeg sige det igen: Man kan godt være ærlig og hæderlig og så samtidig bruge pseudonym i private sammenhænge (husk jeg anbefaler at bruge sit fulde navn i professionelle sammenhænge). Det har mange gjort i årtier. Og jeg er ret sikker på, at mine venner på Facebook ikke føler sig snydt og bedraget af mig. Ja, mange kriminelle bruger pseudonymer. Men det gør Kronprins Frederik også, politiske aktivister, folk med forretningshemmeligheder, rigtig mange berømte og rige, og mange topchefer, der har brug for at være med derude uden at have lyst til at fortælle for meget om sig selv, fordi de er interessante. Og min påstand er, at online bliver alle mere og mere interessante med den massive tracking og registrering. Derfor skal du bruge nogle værktøjer. Men det er ikke ensbetydende med at du bliver en løgner og bedrager.
    Til Torben: Udover arbejdsgivere og mulige kommende arbejdsgivere (du ved slet ikke hvorfor du fx kan blive frasorteret i ansøgerbunken med den store brug af social profiling), så er forsikringsselskaber og banker, kreditinstitutioner mv alle interesseret i din adfærd og bliver det mere og mere. Det er faktisk det, vi forsøger at beskrive med utallige eksempler, anerkendte eksperter og undersøgelser i bogen, så jeg håber du vil læse den.

    Jeg er superglad for debatten – ikke så meget om vi skal fake den eller ej, det er jo bare et af vores mange værktøjer til digitalt selvforsvar. Men mere hvad den massive tracking betyder for os. Den debat, når den er konstruktiv som her, er virkelig vigtig.

    PS Se her en debat blandt folk, der slet ikke ønsker at være på FB: http://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2012/08/30/140722.htm

  5. Trine-Maria:

    Hej Paul, Torben, Allan og Pernille – tak for gode indspark – jeg er glad for at I læser med :-)

    Igen – mit forsikringsselskab må gerne læse med her :-) Jeg har nemlig ingen planer om at snyde eller bedrage dem – og hvis de opdager at jeg skriver hvad dato jeg holder ferie og at huset står tomt og de så benytter lejligheden til at indskærpe i aviser og i kampagner at det er en skidt idé så kan det godt være jeg ikke får fuld erstatning, hvis en tyv læser med – men har jeg så ikke lært et eller andet og har jeg fortjent fuld dækning?

    Jeg ser gennemsigtigheden som en fordel. Hvis arbejdsgiveren opdager at en medarbejder melder sig syg og tager på stranden (så andre medarbejdere må løbe stærkere) Eller hvis en medarbejder sidder på Facebook og brokker sig over sit job dagen lang er det så Facebook og det forhold at medarbejderen skrev det der, som er problemet? Det er rigtigt – det er noget møg at blive “opdaget”, men det var det vel også før internettet?

    Min tilgang er at gennemsigtigheden er øget og at facebook skaber en form for falsk oplevelse af et privat rum, som man skal lære at navigere i. Man skal aldrig dele noget på nettet, man ikke vil se i avisen. Men jeg mener af samme grund, at vi skal lære nye færdigheder – ikke at vi skal starte en oprustningskrig – eller lærer selvforsvar. I stedet skal vi (præcis som organisationer) lære at sandheden ALTID finder op til overfladen og at det derfor er lettest at være til – også online, hvis man opfører sig sanddrueligt og som Paul foreslår – bare opfører sig ordentligt.

    Og hvad sker der egentlig, hvis du giver folk falsk tryghed? Lær at lave en pseudonym-profil og slap helt af? Ja indtil en eller anden laver en sniffer/ mønster-søger som alligevel kan koble folks profiler sammen med andre data om dem? Så er dine læsere vel endnu mere på den – for nu har de slappet af og delt billeder hvor de ser meget fulde ud eller er topløse på stranden … OG de har kaldt deres chef for et fjols…?

  6. Martin Hjort:

    Kanon indlæg og det er mig helt uforståeligt at man ønsker at optræde anonymt på f.eks. Facebook. Det er det af flere årsager.

    Som du nævner så er der det med ytringsfriheden, som er en ret vi har og som vi skal værne om ved at benytte den. Det er at gøre grin med frihedskæmpere i diktature, at vi vil til at gemme os helt frivilligt, fordi den store stygge ulv, måske, måske ikke, vil udnytte os noget så grusomt…

    Og så er der selvfølgelig aspektet omkring “hvorfor gemme sig hvis ikke du har noget at gemme?” Er du flov over dig selv? Snyder du dit forsikringsselskab? Hvis ikke du har noget at være flov over, så stå da ved det og tag de tæsk der måtte komme (det er på den anden side meget udansk kan man sige).

    Når Pernille Tranberg siger at Facebook ikke skal bestemme om man vil optræde under et andet navn end den man er, så er vi jo ovre i den her fuldstændig subjektive og infantile retfærdiggørelse af sine handlinger som også karakteriserer danskere (specielt når det kommer til store firmaer), som ikke giver nogen mening. Hvis ikke du vil optræde på FB under dit rigtige navn, så lad være med at optræde der. Og jo, det kan og skal Facebook bestemme. Det er deres baghave, altså deres regler. Sådan ville ingen af os jo opføre os i andres hjem, uden at blive smidt hjem (forhåbentligt).

  7. Torben Heikel Vinther (@sopperdk og Webfronten):

    Spændende debat :-)

    Pernille: Lige for at præcisere så bruger jeg altså ikke forskellige navne på sociale medier for at snyde nogen – heller ikke Facebooks algoritmer. Jeg gør det for at adskille kommunikationen og målrette min professionelle side til dem der er interesseret i at følge med i det. Helt konkret kommer det til udtryk i en professionel Facebookside (https://www.facebook.com/Webfronten) og en Facebookprofil (https://www.facebook.com/sopper), hvor jeg poster billeder af mine børn og hjemmebag og linker til dårlige film på Youtube etc.

    Mht. forsikringsselskaber, banker mv. så har jeg det ligesom Trine-Maria at de hjertens gerne må kigge med, for jeg har vitterlig ingenting at skjule eller planer om at snyde nogen. Jeg har heller ingen problemer med at blive frasorteret til et job, fordi jeg fx giver udtryk for at jeg ikke bryder mig om blå blok på min FB-profil. Eller dvs jeg ville synes det var et ekstremt latterligt fravælgelseskriterie men det ville ikke få mig til at lade være med at ytre mig kritisk om blå blok fremover.

    Men som sagt synes jeg det er en meget interessant og vigtig debat, hvor man helt sikkert også kunne inddrage aspekter af klassisk overvågningssamfund. Her kunne det være interessant at vende fokus om at se på hvor synlig eller skjult fx ens bank holder øje med os!

  8. Kim Bach:

    Jeg droppede ideen om at være anonym i 2005, fordi mit foretrukne website dengang ønskede at man optrådte under sit eget navn, og det gav mening for mig, jeg optrådte også under eget navn online i 80erne og 90erne, men dengang var der en konsensus om at man aldrig skulle offentliggøre sin adresse.

    Jeg var nu alligevel ret let at finde, der er ikke voldsomt mange Kim Bacher i København, så en dag ringede telefonen: “Hi, it’s Nancy” – hun havde fundet mig gennem “international information”. Det endte med en telefonregning på 100.000, at hun forlod mand og barn, flyttede til Danmark og vi blev gift. Vi har været skilt siden 1998.

    I dag må der være 1.000 vis af den slags sager, der er måske noget der taler for anonymitet.

    Nu er jeg alligevel alt andet end anonym, det er et bevidst valg, eller er jeg? Er den person du kan google dig frem til virkelig mig? Kunne være et interessant eksperiment at få en fremmed til at fortælle mig hvem jeg er udfra mit online-spor.

    Iøvrigt administrer jeg mange facebooksider og twitterprofiler, det er dog sjældent jeg bruger dem.

    Og så glæder jeg mig til at hjælpe dig med endnu en bog Trine-Maria :-)

  9. Trine-Maria:

    Hvor er det fedt Kim – sjov historie med Nancy :-) Og tak…

    Jeg kan godt lide din idé:

    “Kunne være et interessant eksperiment at få en fremmed til at fortælle mig hvem jeg er udfra mit online-spor.”

    Finder lige ud af om der er andre der vil være med på legen … altså I får hinandens navne og så forklarer I hvem, det er I lige har fundet online?

    Jeg har et par studier, der viser at vi afslører temmelig meget mere end vi lige regner med – specielt når man også kigger vores facebook-profiler, vores samtaler på twitter mm. Man kan finde det man kalder “Big five” altså vores grundlæggende træk på en 5-10 minutter og ramme ret akkurat (det man så gør er at man beder folk udfylde en personlighedstest efterfølgende og sammenligner det en flok studerende er nået frem til)

  10. Kim Bach:

    Havde en veninde der fortalte mig at hun havde sagt til en fælles bekendt “har du set Kims blog???” Hun var ganske mystificeret/overrasket/chokeret, og det var 5 år siden, i dag er den ret personlig sammenlignet med dengang.

    Der må også være en del mere eller mindre videnskabelige studier af det (ikke min blog :-))

  11. Malene Jessen AKA Skeptic AKA Xena:

    Da jeg i sin tid blev grebet af nettet, for omkring 10 år siden, brugte jeg et nick. Samme navn alle steder, uden undtagelse. Folk, som færdedes i samme kredse, vidste “hvem” jeg var og hvad jeg stod for. Også når jeg måtte indrømme at være gået over stregen, når jeg ændrede mening og udviklede mig.

    Online integritet er et overset begreb i debatten i dag. Selvfølgelig er det ubehageligt at blive vraget til en stilling, pga. En udtrykt holdning eller livsstil. Men langt mere ubehageligt ville det være at skulle tænke selvcensur ind i de sociale relationer. Tag mig, som jeg er. Ellers fortjener du mig slet ikke.

  12. Mikael Lemberg:

    Pernille: Din bemærkning om EU kommisionen er vist det man kalder “en journalistisk stramning” – og det ved du nok også godt.

    Bortset fra det, så lyser dine argumenter og TM’s resume af din bog (har ikke læst den) langt væk af at du grundlæggende slet ikke har forstået hvordan Facebook fungerer.

    Facebook tjener penge på at du browser på sitet (så der kan sælges flere annoncevisninger), læser dine venners opslag (som indeholder marketing fra virksomheder der dermed forbedrer deres ROI) og liker, deler, kommenterer (så FB bliver bedre til at målrette annoncer der interesserer dig). Du ændrer intet på disse faktorer ved at skifte navn til “Skrækkelige Olfert”. Den eneste måde du kan ændre på det er ved ikke at være tilstede.

    Men det er du så alligevel. Måske synes du alligevel at fordelene ved Facebook overstiger omkostningerne – men vil ikke lægge navn til indrømmelsen? Det kunne da i hvert fald forklare pseudonymet, som pt. ikke snyder andre end dig selv.

  13. Nina Kjærgaard:

    Pernille:
    Har netop siddet i et rekrutteringsudvalg og været med til at frasortere ansøgere, vi ikke umiddelbart kunne se havde en facebook-profil. Dels arbejder vi aktivt med facebook i vores dagligdag, dels ville vi gerne have en åben, udadvendt og socialt eksperimenterende person til jobbet.
    Måske findes der arbejdsgivere, der vil sortere ansøgere fra på baggrund af en facebook-profil – men jeg har aldrig mødt én…men det omvendte er altså tilfældet.

  14. Trine-Maria:

    Min ven Mads Vad Kristensen som arbeder med digitale medie strategier i det Berlingske har skrevet et super-fornuftigt blogindlæg om, hvad det er vi skal beskytte os imod online og det er hverken hinanden eller arbejdsgivere – men Google og Apple (og jeg kan tilføje for egen regning Facebook og Microsoft)

    http://blog.mads-k.com/post/30800099917/drop-anynomiteten-og-vaer-helt-med

    Og af en eller anden grund vises Mads blogindlæg ikke som trackback her – derfor dette gammeldags link :-)

  15. Karin Høgh:

    Har lige opdaget tråden her efter at have dyppet storetåen i suppen på Twitter. :)

    Jeg synes ikke anonymitet på nettet fører til andet end forvirring og mistro. Derimod er det farligt, hvis stormagter slipper af sted med at skjule onde intentioner bag algoritmer og bare udnytter vores data til at
    overtage verdensherredømmet og tage røven på os alle sammen.

    HVIS det er dét, vi er bange for (er det Pernille? – jeg har ikke læst din bog endnu, nej)

    Som sagt tror jeg ikke, at anonyme profiler kan bruges til ret meget.

    Det vigtige er, hvad vi siger til hinanden op i vores åbne ansigter.

    Min erfaring er, at vi som enkeltpersoner ikke er ret gode til/stærke nok til at tage kampen op mod stormagter som USA, Microsoft, Facebook o.l. Slet ikke, hvis vi gemmer os bag falske identiteter.

    Næh, vi skal da presse vores nationale og overnationale organer til at holde firmaerne i ørerne. Dét får vi dem ikke til, hvis de ikke ved, hvem vi er….

  16. Pernille Tranberg:

    @vadnu – min bog handler om meget meget mere end FB. Den handler også om Googles og Apples dataindsamling og brug og misbrug af data.

    @Nina Kjærgaard – interessant, den havde jeg ikke hørt før. Havde kun hørt det modsatte. Men fair enough, sådan er der nok også nogle, der har det. Det vil jeg klart holde øje med. tak for input.

    @Mikkel Lemberg. Det er ikke en journalistik stramning, når jeg siger, at Viviane Reding mener, at FB og Google overtræder EUs persondatalov. Problemet er imidlertid også at myndighederne ikke har gjort noget ved det, hvorfor hun nu strammer loven – til fordel for brugerne men til meget stor bagdel for europæiske virksomheder.

    @Mikkel Lemberg. jeg synes der er mange sjove ting ved FB og derfor er jeg der under et andet navn. Og ja, det kan sagtens være at FB kan finde den rigtige mig, men jeg deler heller ikke det, jeg opfatter som privat (en snak vi lige har haft på Twitter). Det er i mine øjne individuelt hvad der er privat, men for mig er det mest i retning af, hvad FN definerer som det såsom politiske og seksuel overbevisning, men også fødselsdato mv.

    Og så vil jeg understrege igen: Man kan godt være ærlig og have integritet selv om man nogle steder vælger at bruge andre identiteter. Det er noget forfattere, kunstnere, politiske aktivister, forretningsfolk, topchefer, berømtheder m.fl. har brugt i årtier – senest også Kronprins Frederik på Facebook. Det er ikke kun kriminelle, der bruger andre navne end sit eget. Der er i USA begyndt at komme produkter på markedet for netop at hjælpe brugere med at håndtere ‘multiple identities’ for at beskytte sig selv. I Tyskland anbefaler myndigherne børn og unge at gøre det. Og det er dem – ikke jer, der alle mestrer at være offentlige – som jeg synes skal gøre det i private foraer. Og hvorfor er det lige at børn, der har været på masser af sociale netværk og spil, hvor de har brugt pseudonymer, pludselig er tvunget til at offentliggøre sin fulde identitet, når de så gerne vil på FB?
    Selv bruger jeg mit fulde navn professionelt og også tit personligt, fx på LinkedIn og Twitter som jeg opfatter som mindre private. Twitter tvinger ikke en rea-lname policy ned over én, og man skal heller ikke svare på alle mulige private spørgsmål.

    Endelig vil jeg understrege: Alle har fuld frihed til at vælge om de vil bruge deres rigtige navn eller ej. Man skal bare ikke snyde hinanden. Og når jeg bruger et andet navn, ved mine venner det og dem jeg debatterer med. Anonymitet er en menneskeret. Men ønsket om at være fuld offentligt er da fuldkommen ligeså berettiget.

    Og til sidst: Der er mange mange andre gode værktøjer i min bog i forhold til digitalt selvforsvar, men det er nok ikke så kontroversielle at diskutere, fx disconnect.me så FB, GooglePlus, Twitter ikke kan følge din færden på andre websites end deres egne eller Collusion, DoNotTrack+ eller Ghostery så man blokerer cookies. Og igen nej, skræddersyede reklamer virker ofte meget uskyldige og for nogle er de også en go service. MEN det er de næste skridt, jeg er bekymret for, og det har jeg også beskrevet meget klart i min bog, om hvordan vi risikerer social diskrimination.

    Kh og lad os holde det sobre niveau i debatten som der er herinde på Trine-Marias blog.
    pernille

  17. Pernille Tranberg:

    Og her er så et indlæg fra en, der tror på anonymitet og argumenterer godt for det:
    http://maxbitter.blogspot.dk/2012/09/hvorfor-ikke-vre-anonym.html?spref=tw
    kh pernille

  18. Susanna Sommer:

    Når det gælder identitetsdiskussionen, så synes jeg på en eller anden måde, at der er en forskel på at splitte sin online-personlighed op (fx. vennekendt pseudonym på FB og realname på professionelle platforme som linkedin) og så at skabe en anonym online”person”, hvor noget helt særligt kan siges eller udtrykkes.

    Når jeg læser Leoparddrengens blog (som har skrevet om sin anonymitet her http://blog.leoparddrengen.dk/2012/07/anonym-pa-internettet.html ), følger @maksbitter på Twitter eller Dines på http://www.infotainer.dk, så er de med tiden blevet selvstændige væsener, hvor det slet ikke er et issue, hvem de er “i virkeligheden”. De er dem de siger og det er virkeligt. De er en bestemt tone eller synsvinkel. En slags fiktion, som måske nogle gange er mere “sand” og realistisk end jeg selv er under eget navn.

    De har opbygget en stemme og en ethos, der gør at jeg stoler på dem og ikke ser anonymiteten som noget kyllingeagtigt, men derimod som en måde, hvorpå de kan sige ting, være modsætningsfyldte eller gå ud af tangenter, som vi ellers ikke lufter i det offentlige rum.
    Det har beriget mig, at nogen – bag pseudonymet – fortæller om det forbudte, det svage, det fordrukne, det akavede, det ondskabsfulde eller pinlige…det vi gør/tænker/føler/begærer når vi er helt alene og som sjældent kommer med i statusopdateringerne.

    Jeg synes det er meget dobbelt. På den ene side er jeg ikke særlig begejstret for hverken de renskurede professionelle, der åbenbart kun er deres fag eller “viharligebagtbollerogløbetetmaraton”glansbillederne og jeg kan godt lide, når folk tør stå ved fortiden, sprækkerne, den dårlige musiksmag, minusdagene og fiaskoerne. Jeg er også helt enig med Trine-Marias tanker om åbenhed, tillid, ydmyghed og udvikling og ja, der er tonsvis af eksempler på at anonymitet bare er et letkøbt skalkeskjul, hvorfra man kan tømme skidtspanden.

    Meeeen jeg synes også, at den offentlige identitetsskabelse nogle gange løber ind i det problem, at det viser sig, at der på trods af al åbenheden er så mange ting, der ikke kan/skal fortælles.
    Jeg er journalist og skrev engang for et magasin, der bragte nogle små “Dengang mit liv forandrede sig”-essays. Både for mig og de andre skribenter endte det tit med at blive Halleluja-fortidsreferater over læsten: “Se hvor slemt det var, se hvor lækkert jeg løste det, hør hvor klog jeg nu er…”.
    De uafklarede rigtig svære og interessante historier var næsten umulige at skrive om, fordi man stod midt i dem og der var alle mulige hensyn at tage – til den private kerne eller til kærester, familie, arbejdsgivere, venner mv. Fine og vigtige hensyn som sådan. Men det endte bare altid med, at der blev præsenteret en eventyrverden, hvor alle problemer blev løst og man gik styrket videre. Rodet, tvivlen eller de gange, man var knap så lækker blev der ikke rigtig fortalt om.
    Men de sider synes jeg ofte, jeg får af de gode anonyme. De kan være “hensynsløse” og dermed fortælle nogle andre historier om verden, så indviklet og modsætningsfyldt, den nu er.
    Historier, som ligegyldigt hvor meget vi besynger mod og åbenhed, sjældent kommer udenfor matriklen.

    Jeg er ikke anonym og på de platforme, jeg nu bevæger mig, håber jeg, at jeg får stykket et nogenlunde komplekst, mangfoldigt og nuanceret billede af mig selv sammen. Der er masser, jeg ikke fortæller. Af alle mulige grunde – fordi det kun rager mine nærmeste, fordi det er dumt, fordi jeg ikke synes, det klæder mig, fordi det er min egen lille lækre hemmelighed eller fordi jeg ikke tør. Og det er fint nok. Hele min identitet behøver ikke ligge derude.
    Men jeg er faktisk glad for, at der er nogen få, der gør det. Siger noget af det underlige, utilpassede og utidige, som jeg så kan spejle mig i, måle mig efter eller identificere mig med. Og så er jeg egentlig ligeglad med hvad de kalder sig.

  19. “Fake It” – omtale - Fake It!:

    [...] beskrives den af Trine-Marie Kristensen, der er fundamentalt uenig i budskaberne i bogen. Bid mærke i den [...]

  20. Janne Bavnhøj:

    Først fremmest tak fordi du bidrager med indsigt i en interessant og relevant debat.

    Jeg er grundlæggende enig i at falske profiler og mistillid er en skidt vej at gå i udviklingen vores brug af sociale medier og af vores online relationer. Og det er vigtig for sagligheden at huske at brugen af vores data i mange sammenhænge har været en fordel og bl.a. gjort personalisering mulig – og det har været befriende. Med Google som frontløber i at give os reklamer med relevans i stedet for ligegyldige popup vinduer. Og Facebook har gjort det muligt at holde kontakt til både nye og gamle relationer som var for omkostningskrævende før.

    Frygten for misbrug er forståelig og nogle eksempler er ubehagelige, men at gøre frygten til udgangspunkt for ageren på nettet er gift for udviklingen. Anders Colding-Jørgensen har en ret god pointe: “Du kan ikke lyve overfor Facebook uden at lyve over for andre.” http://bit.ly/TFP9Io og det synes jeg er en mere alvorlig glidebane end den Pernille Tranberg og Steffan Heuer adresserer.

    Pernille Tranberg pointe med at tænke sig om før man “knalder det hele på nettet” (http://bit.ly/TFP9Io) er god og er det ikke der, vi skal sætte ind med oplysning og læring?
    Lære os selv og hinanden at bruge medier på en god måde i stedet for at gemme os væk. Og så i øvrigt opføre os ordentligt. Og til det hører også at forstå hvad privatliv er og hvad der kan tåle at være en del af offentligheden. De elementer, der ikke tåler offentlighed er der anonyme tjenester til.

    Pointen med at kommende arbejdsgivere googler dig, når du søger job er vel et rigtig godt eksempel på at det er smart at bekende kulør, så du dukker op i søgningen, for er det en kvalitet at du ikke dukker op i søgninger eller kun dukker op med polerede informationer?

    I frygten for fremtidige generationers online spor kunne man sparke Don Tapscotts (Grown Up Digital) karakteristik af kommende generationer ind: De er åbne, tolerante og de mindst fordomsfulde generation nogensinde, så måske er det som ældre generationer opfatter som følsomt i dag, ikke følsomt i fremtiden.

    Glæder mig til at læse din bog

    bavnhoej

    og så et lille NB! det være ret træls for Pernille Tranbergs navnesøster, at hun ikke er med på Fake It bølgen http://on.fb.me/RB3PDM

  21. Maja Drøschler:

    Jeg har endnu ikke kunne forstå den mistillid, der generelt kan forefinde ved “offentligt” som ikke-anonym at ytre sig på Facebook. For hvor offentligt er det egentligt i realiteten? Man har tonsvis af muligheder for at tilpasse sin online-profil, så hverken udefrakommende og tilmed venner via det sociale netværk kan se eventuelle skadende indlæg for ens identitet. Føler man, at ens kollega ikke har godt af at se et billede at én i bikini, så kan man justere det således, at kollegaen ikke kan se det. Right?

    Jeg havde tidligere debatten med en venindes far – en respekteret professor ved SDU. Han var dybt forarget over et indlæg, jeg havde posted på Facebook, som viste mig og min veninde i en lidt løssluppen stemning under en ferie. Han mente, at det ville forværre vores chancer i en (ikke-aktuel) situation, hvor vi ledte efter job på arbejdsmarkedet.
    Min Facebookprofil er så privat, at man som udefrakommende hverken kan se mine opslag, billeder, oplysninger (udover bosted) etc. Og netop dette indlæg var tiltænkt kun mine venner.

    Er det mig, der er uvidende om eventuelle funktioner, hvor arbejdsgivere via Facebook har mulighed for at finde frem til data, som man ikke ønsker offentligtgjort i bredeste forstand? For som jeg har forstået det, så kræver det ikke mange midler at gøre disse data utilgængelige for uvedkommende.

  22. BIG DATA IS BIG BROTHER | jan lundquist:

    [...] Facebook & loyalitetskort. Trine-Maria Kristensens blog indlæg findes på hendes blog – hovedpaabloggen.dk – og Søren Storm Hansens indlæg findes på hans blog – [...]

Skriv en kommentar