Socialdemokraterne vælger bogformatet
Socialdemokraterne er dagens parti på nettet.
Det første jeg tænker er, at der ikke er meget liv herinde?
Tag billedsiden – da jeg checkede var der et foto-foto (det vil sige et opstillet foto, taget med professionel distance af en fotograf – i modsætning til et foto taget af mennesker, der deltager selv) af Morten Bødskov og et andet foto-foto af Helle, men der er ingen billeder af liv, valgkamp, medlemmer, deltagelse på gader og stræder?
På billedsiden kan man derfor ikke se, at det her er et parti, der lige nu knokler. (Den information har jeg så alligevel, fordi jeg så dem ovre ved Amagercentret i lørdags med en masse røde balloner!).
Og hvor er dynamikken på tekstsiden? Hvor er medlemmernes hilsner til partiet og ønsker om god valgkamp? Hvor er politikernes løbende sms-beskeder om, at det godt nok er koldt og vådt at stå på gaden i 8-10 timer?
Og viser bog-opslagsformen (med Socialdemokraternes politik fra A-Z) ikke, at Socialdemokraterne stadig opfatter nettet som et sted, hvor man gør det samme som på papir?
Siden mangler derudover steder, hvor jeg kan stille et spørgsmål eller diskutere politik eller melde mig som supporter (hvis jeg altså ikke vil være medlem)? Hvad nu hvis jeg gerne vil have uddybet Henrik Sass Larsens tanker om boligskat?
Siden har godt nok en medlemsportal med debat, men debatten er udelukkende for medlemmer, som skal logge ind for at deltage.
På forsiden er det mest levende et link til Helle Thorning Schmidt på YouTube. Andre har allerede peget på, at hendes videoer ligner nytårstalen fra Anders Fogh (komplet med rumklang og abstrakt kunst i baggrunden).
Dog kan jeg godt lide, at Helle faktisk forsøger at bruge YouTube til at svare på spørgsmål fra seerne (selv om lyden er ringe og jeg ikke forstår, hvorfor vi ikke må se Signe, som stiller spørgsmålene til Helle?):
Helle er også på Facebook.
På Facebook kan man skrive til vennerne, hvad man laver lige nu – derfor står der default: “Helle Thorning Schmidt is …” og så udfylder man selv …
Endelig findes der en blog. Her har Helle skrevet et indlæg d. 25. oktober, hvor første linie lyder “Helle Thorning-Schmidt glæder sig over at være kommet i gang med valgkampen”.
Jeps og “Trine-Maria Kristensen glæder sig til politikere som har en blog begynder at tale om dem selv i første person” :-)
Kommentarerne er generelt meget positive og jeg har næsten svært ved at tro, at det ikke skyldes censur? Der er kommet hele 124 kommentarer – men ingen fra Helle selv? Og det trods for, at hun selv skriver:
Jeg ved godt, at politikere altid siger det; men jeg glæder mig altså til denne valgkamp. Glæder mig til at få taget en meget direkte snak med vælgerne, om hvordan Danmark skal være.
Jamen, så er det da bare med at komme ind på din egen blog og komme i gang?
Opsummerende synes jeg, at Socialdemokraterne skal bygge mere liv ind på deres site. Hvad med en billeddelingskonto og en billedfrise, så vi kan se, hvad alle partisoldaterne render rundt og laver i de her dage?
På YouTube tager jeg hatten af for eksperimentet og jeg synes egentlig bare Socialdemokraterne, skal lave nogle flere små film hver dag – så de vænner sig til ikke at tage det så alvorligt, for så har det potentiale til at blive det mest levende af partiets valgkamp på nettet.
29. oktober 2007 kl. 21:31
Jeg tror også at kommentarerne på Helles Facebook-side er så positive, fordi man typisk kun giver ens venner adgang til at skrive på sin “Wall”. Og for en Helle-hader kan udtrykke sit had skal han altså først offentliggøre over for alle sine egne venner i sit newsfeed, at han er blevet venner med Helle…
Nå, blot en hypotese, som måske intet hold har i virkeligheden…
29. oktober 2007 kl. 22:07
Helt ærligt: Hele valgkampen blev skudt i gang som lidt af en overraskelse. Især, virker det som om, for Socialdemokratiet.
Hvordan kan man forvente at politikerne på så kort tid kan finde ud af at kaste sig over et medie, som er nyt for dem? Og hvor megen dialog og debat kan man lige nå at skabe online på kun 3 uger?
De har kun haft ca. en uge til at skyde en lyn-valgkamp igang, og her skal alt det andet også lige koordineres (vælgermøde, TV-indslag, valgplakater osv.). Med mine øjne er der ikke noget at sige til at de ikke alle har nået at gå “Web 2.0″, og sikkert fravælger det af prioriteringshensyn i denne omgang.
Jeg giver dig fuldkommen ret i “analysen” af Socialdemokratiet på nettet, og håber du vil gi’ de andre en omgang også. Men husk på at det er nemt at være kritisk når man ikke behøver være realistisk.
29. oktober 2007 kl. 23:26
Thomas – hmmm – måske lidt for avanceret?
Søren – Helt ærligt: Weblogs og internettet har da eksisteret i årevis. Dette er altså folketingsvalget i år 2007 og vi har talt om internettets betydning i politik i årevis (vel siden Howard Dean i 2004 fik succes med at deltage på nettet: http://www.wired.com/wired/archive/12.01/dean.html?).
Og at valget kommer så pludseligt at ingen anede det, er da også lidt af en tilsnigelse – alle partierne har da haft tid til at åbne nye websites – eller?
I mine øjne er hovedproblemet, at partierne insisterer på kun at springe ud i samtalerne på nettet 3 uger hver 4. år? For jeg anerkender skam, at der er tale om at partierne/kandidaterne ikke har tid NU.
Men hvis de nu havde brugt tiden MELLEM valgene til en anelse eksperimentering og træning så kunne det jo være at de enten ikke startede på alt det, de ikke kan nå? (for så ville de vide at en weblog ikke skriver sig selv – der er INGEN magi i selve bloggen – magien opstår kun fordi vi mødes her en mandag aften :-)
Eller det kunne være, at de rent faktisk fik noget af det til at lette? (Fordi de med en smule erfaring, også ville vide, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer!)
Så det urealistiske består formodentlig ikke i, at jeg har forventninger om noget gensidighed og deltagelse på partiernes hjemmesider? Det urealistiske består i at politikere tror de kan få en positiv effekt ud af at starte samtaler, fordi de lige har 3 uger der skal overbevise os om, at de er med på noderne?
Og ja, ja – jeg fortsætter skam gennemgangen – og husk, at jeg ikke har lovet hverken metodiske eller systematiske tilgange. Kun at jeg leder efter deltagelse og samtaler og personlige politikere, som selv gider være der, hvor de siger jeg kan møde dem!