Det hænder desværre at ikke-helt-ærlige mennesker synes at det er for nemt at hugge med arme og ben – især på internettet. Trine-Maria Kristensen er en af dem, der har været udsat for det.
Måske kan Google Alerts og CopyScape bruges til at forh…

Jeg har fuld forståelse for Trine-Marias reaktion og handling. Jeg er helt enig i, at der er tale om tyveri af et værk, og derfor mener jeg også at en økonomisk erstatning er det eneste rimelige.

Det er super-relevant at diskutere problemstillingen med krænkelse af ophavsret, men jeg mener godt det ville kunne lade sig gøre at gennemføre en sådan diskussion uden at afsløre “krænkerens” identitet.

Mit indlæg ovenfor var udelukkende et forsøg på at problematisere det forhold, som Antiblogger også peger på, at man ved at nævne en person ved navns nævnelse i en blog udsætter ham for noget der kan sammenlignes med en “straf”, og at denne “straf” meget vel kan opleves langt mere alvorlig end både advokatbreve og regninger.

Man skal huske at selv om blogformen minder meget om en samtale, så er den kendetegnet ved at være offentlig og synlig forever. Og konsekvensen her er at en iværksætter der har dummet sig er stemplet for livet som en, der stæle, lukrerer og snylter på andres arbejde.
Jeg synes derfor stadig at det eneste rigtige her ville være starte med en mail eller et telefonopkald, og så havde man fået en undskyldning og måske et mindre beløb. Selv advokaten vil jeg nok personligt have foretrækket frem for en tur igennem blogosfæren, der er være lige så ubamhjertig som den er god.
Og hvis endeligt bare var for at stille et spørgsmål og få input kunne det være gjort ved at anonymisere vedkommende. Det ville være mere menneskeligt.

Er det mig, der er en tøsedreng?

Jeg er dog uenig med både Antiblogger og Sune.

Denne sag er i mine øjne ikke kun en sag om en uberettiget brug af et stykke tekst som Trine-Maria har brugt tid og ressourcer på. Men lige for at slå det fast, så mener jeg, at Trine-Maria har krav på både en undskyldning fra synderen (den har hun vist fået mere eller mindre) og en erstatning (den har hun vist ikke fået endnu – det står i hvert fald ikke klart i denne dialog).

Og lad mig lige begrunde dette med et andet eksempel. Hvis jeg som virksomhed valgte at lægge en artikel ud på min hjemmeside, der var skrevet af en journalist fra et dagblad om min egen virksomhed eller noget andet, uden at have spurgt om lov eller henvendt mig på anden måde til journalisten, ville jeg promte få en regning på flere tusinde kroner.

Og ingen ville sætte spørgsmåltegn ved det – for det er normal procedure da journalisten ejer artiklen – lige meget om den er skrevet om mig/min virksomhed eller lignende. En regning som ville bliver mange gange større hvis jeg udgav den som min egen.

På samme måde som Trine-Maria ejer retten til den tekst alt dette handler om.

Og så kommer det, som jeg mener det her også handler om – nemlig at det Trine-Maria har gjort her er ikke at hænge en person ud – men derimod at hun rejser et spørgsmål om hvad hun skal gøre da hun ikke har oplevet det før. Og hvem er mere relevant at spørge end os andre bloggere. Det er jo det bloggen er til for – blandt andet.

Hun kunne jo have valgt den hårde metode og pudset en advokat på synderen – men det har hun jo netop ikke valgt.

På baggrund af denne debat har vi på Bloggingpr valgt at lave et afsnit om Ophavsret som alle medier i dag har. Vi har dog valgt at gøre ophavsretten meget bred da vi jo gerne vil have folk til at linke til og fra vores blog – men ikke stjæle vores arbejde uden at vi bliver krediteret.

Der bør generelt arbejdes på at få kortlagt rettighederne for bloggere – som det er nu er nærmest lovløse tilstande – specielt her i DK, mens man i USA allerede har sidestillet bloggere og blogs med journalister og medier – med de dertilhørende rettigheder og pligter – herunder vidnebeskyttelser osv.

Noget er meget tiltrængt specielt nu hvor flere og flere som Trine-Maria har gjort blogs og sociale medier til en levevej og ikke bare har det som en hobby.

Når alt dette er sagt – så er jeg da enig i at man bør søge et kompromis først – men nogen gange skal man også slå i bordet!

Jeg tænke faktisk også på Pippi, da jeg læste indlægget første gang. Det er noget af det klogeste der er skrevet i en børnebog nogen siden:-)

Og jeg synes diskussionen om hvorvidt man som blogger har et ansvar i forhold til sin styrke er superrelevant. Langt de fleste konflikter og sager som denne bliver løst uden at nogen skal tabe ansigt – der er ingen grund til ikke at søge kompromisseet først, synes jeg.

Medmindre man synes det er en god historie man kan profilere sig selv på eller man kan få nogen ned med nakken, som man er irriterede på.

Men det er naturligvis et spørgsmål om etik og menneskesyn, som er en diskussion værd. Jeg har meldt mig i koret hos dem, der mener at diplomatiet hører til første forsøg, og at det er forkert at benytter bomber, når fjenden kaster med bordtennisbolde.

Jeg går ind for meget mere åbenhed end du kan forestille dig. Det betyder at vi skal være bedre til at tilgive, men også at vi skal tænke os bedre om i det nye store offentlige rum, der hedder internettet. Især hvis man vil leve af at vide noget om weblogs.

Jeg er ked af at du forhåner mig for at være med til at skabe et dårligere samfund. Min egen version er nok, at jeg primært er et forholdsvis generøst menneske der deler viden med folk der gider læse med – og ja så hidser jeg mig op af og til – men det er jo nok fordi jeg bare er et menneske?

“Når man er stærk skal man også være god.”

Jeg kan godt forstå vreden over at få sit arbejde stjålet. Men når man som du, Maria, har den styrke (jf. Pippi ovenfor) at mange læser, hvad du skriver, så har du også en særlig forpligtelse på at være “god”/ at handle etisk rigtigt.

Og jeg synes ovenstående sag giver anledning til nogle overvejelser om forbrydelse (brud på ophavsret) og straf (offentlig forhånelse i blogs).

Hvis alle forbrydelser, store som små, som generelt princip skulle udstilles offentligt fx på diverse blogs, så svarer det jo til en moderne gabestok, hvor forbipasserende kan spytte i foragt på den formastelige forbryder. Er det den form for samfund vi ønsker? Burde alle forbrydelser store som små offentliggøres med navns nævnelse til almen forargelse og fordømmelse? Nej, vel?

Et princip for dansk retspraksis er, at straffen skal stå mål med forbrydelsen. Og når man har så direkte adgang til medierne som I dygtige bloggere, så synes jeg man skal være MEGET varsom med at miskredittere folk med navns nævnelse, selvom de har handlet etisk ukorrekt og ulovligt. Ellers kan den reelle straf vokse sig ude af proportioner med forseelsen.

Synes klart man skal krediteres (og gerne betales), men det er nok et spørgsmål om temprament. Jeg har før haft hele sætninger fra mine artikler løftet i andres arbejde, hvor jeg synes det var mere pinligt for dem, end skadeligt for mig. Plus, når det sker i folks blogs er det tit så ligegyldigt (udover princippet), hvis ingen læser det.

Især når jeg har skrevet noget politisk, synes jeg bare det er rart at det kommer videre ud i verden. Min blog især, er jeg fuldkommen fri med. Jeg tror mit CC stempel er røget af, da jeg opgraderede til sidste version af WordPress, men jeg ser faktisk hjertlig gerne at folk stjæler ideer og ord derfra så meget som de vil. Også kommercielt.

Selvfølgelig betyder det ikke, at det skal gælde alle artikler eller alle journalister, men personlig så jeg gerne at flere delte mere information frit. Det er noget jeg har arbejdet for længe: http://creativecommons.org/text/opendemocracy-2 (jeg ønskede også friere copyright end vi endte med ved openDemocracy)