Ny bærbar – hvad skal jeg vælge?

Jeg tror desværre, at min Dell Latitude er afgået ved døden. Den viser nogle alt for flotte, fastfrosne blå skærmbilleder midt i mine præsentationer, men den har tjent mig godt i 2 år, så jeg bør vel ikke klage :-)

Jeg skal altså finde en ny bærbar – og jeg skynder mig at sige, at det er et must, at den ikke vejer noget. Den jeg har nu vejer 1,2 kg. – og den nye skal ikke være mange gram tungere (altså 2 kg. er for eksempel ikke acceptabelt).

microlaptop.jpg

Billedet af en ultra micro-laptop er fra thehiddentokyo.com

Til hverdag bruger jeg ikke den bærbare. Jeg har en stationær med 19″ tommer skærm på arbejdet og vi har også en stationær derhjemme, så den bærbare er udelukkende til arbejde på farten.

Men, men, men – hvad skal jeg vælge? Der findes flere subnotebooks (ja det hedder de så, når de er meget små er jeg blevet belært om), men jeg synes, det er lidt svært at finde den bedste.

Er der nogen derude som har erfaringer med hhv. Dells nye Latitude? Eller IBMs lille Thinkpad X41?

Eller er det mon værd at smide en masse svenske penge efter sådan en Sony Vaio sag?

21 kommentar til “Ny bærbar – hvad skal jeg vælge?”

  1. Peter:

    Hej,

    Jeg kan kun anbefale D420 fra Dell. Den fungere bare efter hensigten, men er dog lidt svag i batteriet, men det kan sagtens lade sig gøre at arbejde fornuftigt i ca. 1.5 time før genopladning. Størrelsen er dog helt fantastisk.

    - Peter

  2. Joachim Sperling:

    Du skal selvfølgelig vælge en mac. Spring nu ud i det. Du har det så meget bedre med dig selv bagefter.

    Bare ordet “Dell” kan give mig synsforstyrrelser og kvalme – Vaio er sådan noget wannabe-mac.

  3. Bo Drejer:

    Hej Trine-Maria,

    Jeg har hørt godt om både Thinkpad’en og Vaio’en og Dell laver jo rigtig gode maskiner selvom de efter min mening er “mindre kønne” hvorfor jeg ikke selv køber Dell (har foreslået dem at gøre noget ved det på ideastorm: http://www.ideastorm.com/article/show/63690/Cool_Simplistic_Design_models_please
    )…

    Min næste private PC bliver næsten helt sikkert en Toshiba R400 (har ellers længe overvejet en Mac 15″ med Vista som OS). Men så blev R400 annonceret. Den er flot OG kraftig, er en Tablet og vejer under 2kg (1,72), men har desværre ikke ramt markedet i Danmark endnu…på arbejdet har jeg i øjeblikket en M400 som fungerer godt, men den ikke er ligeså flot som R400 eller for den sags skyld Vaioen eller en Mac…og vist også noget tungere…

    Du kan se R400 her: http://www.love-to-lead.com/

    Held & Lykke med valget :-)))

    /Bo

  4. Hartvig:

    @Joachim: Man kan ikke få en Apple der vejer under 2.5 kg…

    Jeg har haft en x31 (forgængeren for x41) og det er den mest stabile og bedst byggede computer jeg nogen sinde har haft (og ja – også langt bedre end min nuværende macbook pro). Den blev dog for langsom til mine behov, men de var nok også større end dine.

  5. Trine-Maria:

    Peter – tak for tippet – kører du mon Office 2003 eller 2007 på den? For en af de overvejelser jeg gør mig er, om jeg måske i samme hug skulle opgradere? Er godt klar over at det kommer an på, hvornår du købte den, om du overhovedet kunne vælge?

    Joachim – jeg vil jo gerne have en LET computer – og selv de Macs der ser humane ud vejer jo et ton – og som sagt – alt over 2 kg er helt udelukket :-)

    Bo – Tusind tak for tips og overvejelser. Jeg er meget enig i at Dells computere ligesom ikke ser ud som om de er bygget helt færdig :-) – hvorimod Toshibaen her jo ser superflot ud (men jeg kunne heller ikke finde nogen priser, så gad vide om ikke den er ultradyr?).

    Der var i øvrigt gang i en konkurrence derinde, hvor man kunne vinde en, så hvis jeg vinder, giver jeg en frokost :-)

    Hartvig – Min mand kunne godt huske, at du havde talt pænt om IBMs Thinkpads – men tak for genopfriskningen på model/version – og jeg tror du har helt ret i at dine behov er mere avancerede end mine. Jeg er jo glad, hvis den bare kan afvikle en Power Point præsentation og ikke er 15 minutter om at starte :-)

  6. Bo Drejer:

    Jo, R400 bliver vist ikke billig. Du skal nok regne med ihvertfald over 15.000,- er mit personlige bud, ud fra hvad M400 koster….

    …når nu din maskine ikke skal være kraftig og du ikke skal bruge den til meget andet end Powerpoint, så tror jeg også at jeg ligesom Harvig ville vælge en Thinkpad…det er uden tvivl kram…eneste problem er vist at de ikke har en touchpad…men kun den der lille “dut” midt i tastaturet – dem har jeg aldrig kunnet forlige mig med….

    /Bo

  7. Joachim Sperling:

    Jeg synes det er irriterende at have mere end en arbejdscomputer. Man kan ikke finde sine ting, og det er noget ged. Jeg rejser med min 17 tommer Mac, men det kræver selvfølgelig en større taske. Den er også svær at sidde med i flyveren – men igen – hvor tit gider man det? Så har jeg en 24 tommer Mac til familien – men den er kun til spøg og skæmt.

    Det der med at den skal veje under 2 kg, må da aldrig være vigtigere end at have en ordentlig computer. Jeg synes idealkombien er en blacberry/iPhone og så en tilpas stor computer, så man kan overskue sit arbejdsliv.

  8. Trine-Maria:

    Bo – Thinkpad er jeg næsten også selv landet på, for du har helt ret!

    Joachim – jeg kan slet ikke klare mig med kun en bærbar til hverdag – jeg er totalt afhængig af min 19″ skærm ved den stationære.

    Og da jeg har perioder med alvorlige rygproblemer er vægten så absolut noget af det vigtigste for mig, når jeg skal have en bærbar – men det betyder da ikke at jeg går på kompromis – jeg har været virkelig glad for min Dell Latitude – og lad os se det i øjnene når det man skal er skrive worddokumenter og afvikle Power Point præsentationer, så er der grænser for, hvor meget kraft man har brug for?

  9. Lisbeth:

    Som snart 2-årig Vaio bruger, kan jeg også klart anbefale dem. Min 13″ vejer under 2 kg, og kan klare lidt af hvert. Har altid været god til at finde trådløse net og har været “instant” kompatibel med stort set alle de projektorer rundt omkring i verden/DK jeg efterhånden har koblet den til; to ret væsentlige ting at tage med i betragtning når primær brug er en rejse og foredragscomputer, synes jeg.
    Eneste ulempe er at dens afkøler larmer lidt og at den (sidst jeg tjekkede) ikke kommer med dansk tastatur.

    Og så synes jeg jo faktisk den er pæn selvom den ikke er en Mac;)

  10. Thomas:

    To år er godt nok en sølle levetid. Det ville jeg ikke acceptere fra noget, der er så dyrt som en laptop.

    Jeg er utrolig glad for min IBM X31, den har holdt siden november 2004 og batteriet leverer stadig ydelse til ca. 3½ timer. Det er min primære computer, så den kører mellem 3 og 10 timer dagligt til arbejde, studie og fritid.

    Jeg er lidt træt af skærmstørrelsen, men ikke nok til at købe en ekstern skærm. Og harddisken er godt sløv, men det mærkes først, når der er en masse ting i gang på samme tid. Tastaturet er til gengæld det lækreste, jeg længe har prøvet, og trackpointen er genial!

  11. Pontoppidan:

    Jeg har brugt IBM’s subnotepads i snart 3 år, og kan ikke forestille mig at skrumle omkring med en ubærbar computer på størrelse med den R51 jeg f.eks. bruger på arbejdet. Der er absolut intet handy ved dem.

    Omvendt ser den mini-laptop på billedet så lille ud, at det grænser sig til det tåbelige. Kan man overhoved lave computer-arbejde såsom databeregninger og længere tekstbehandling på sådan maskine, og hvis ikke, hvorfor så ikke bare bruge sin Blackberry?

  12. Harry:

    Ud fra de fejl du skriver, tror jeg bare at dine maskine skal til et eftersyn..

    En genindstallering måske.

    Så kan den godt tage 1 år eller 2 endnu på farten.

  13. Gunnar:

    Jeg har lige købt en Thinkpad x60 med det store batteri. Så kommer den godt nok op på 1600 gram, men den har også 7 timers batteri i.
    med det lille batteri er den 1300 gram.
    Den får ret gode anmeldelser.
    Har du mange penge kan du købe den som tablet.

  14. Gunnar:

    Min x60 er i øvrigt hurtigere end min HP med 3ghz pentium4 og 17″ skærm, som jeg købte for et år siden.
    Men skærmen er lille – 12″. Det er faktisk den eneste egentlige ulempe. Vi har hp, dell og ibm i familien. Jeg har en svaghed for thinkpads. De er meget solide.

  15. Thomas:

    Nåja, apropos stabilitet. Engang i en december-snestorm styrtede jeg på min cykel med min x31 på ryggen. Den overlevede uden skræmmer. Det gjorde jeg i øvrigt også.

  16. Trine-Maria:

    Kære alle – tusind tak for alle kommentarerne – det er fantastisk at have en blog og jeg begriber ikke, hvorfor nogen tror det kan være en ulempe :-)

    Og jeres kommentarer om at det da er for kort levetid, måske skal den bare reinstalleres mm. kræver lige en opfølgning herfra

    1. den lavede blå døds-skærme
    2. den blev reinstalleret
    3. den døde igen – og jeg bloggede ovenstående om at købe en ny
    4. jeres kommentarer om den for korte levetid fik mig (det er løgn, det var faktisk Hans, min mand) til lige at ringe til Dell for at høre om man måske kunne skifte en ram-klods eller om fejlen var en de lige kendte eller noget…
    5. Dell kunne oplyse at vi da havde 3 års total-garanti (havde vi glemt at vi fedtede os til, da den blev købt)
    6. vi fik nogle nye drivere og den slags – OG reinstallerede igen
    7. min dejlige lille bærbare kører igen (hurra, hurra, hurra!)
    8. vi ved nu, at i de næste 10 måneder kan vi da bare ringe til Dell, hvis den strejker…

    Så jeg slap med skrækken, men synes klart at alt tyder på en IBM Thinkpad næste gang!

    Og endnu engang tusind tak for al jeres hjælp! Håber at andre kan få glæde af kommentarerne her – for pokker hvor ved vi bare meget om subnotebooks tilsammen!

  17. Therese:

    Åh jeg sukker også noget så utroligt meget efter en Vaio. De er altså lækre! (og alt for dyre!)

  18. elin kildegaard:

    skal bruge en gave til en skole elev. en bærbar der er billig

  19. Trine-Maria:

    Hej Elin – så er du nok havnet det forkerte sted for små bærbare er typisk ikke ret billige. Held og lykke med jagten.

  20. hovedetpaabloggen.dk » Blog Archive » Lækre lette laptops:

    [...] som vi tidligere har talt om ikke på [...]

  21. www.neeq.dk:

    Jeg ville klart gå efter en lille IBM

Skriv en kommentar