Krak blogger, men tør jeg linke til dem?
På det sidste har der været meget debat om Kraks link-politik, fordi Krak sender regninger ud, hvis man linker til deres kort.

Men nu er Krak så sprunget ud i debatten selv – de har startet weblogs – og på direktørens blog kan man læse, at det er fordi:
“…Vi har på egen krop oplevet, hvordan internettet åbner op for virkelig demokratisk dialog til forskel fra tidligere tiders ofte afsenderstyrede massekommunikation.
…Men blog-kritikken har også virkelig åbnet vores øjne for mediets muligheder. Foreløbig har en række nøglemedarbejdere åbnet deres egne blogs, og flere vil komme til. Vi vil hver for sig overvåge disse og behandle relevante kommentarer og inspiration fra brugere, kunder og andre interesserede.”
Det lyder som en god idé – velkommen på blogvognen.
Men må jeg mon linke til Kraks weblogs? Også direkte til et bestemt indlæg? Det fremgår ingen steder på bloggen – og hvordan vil Krak tydeliggøre for brugerne, hvornår man må linke til deres sider og hvornår man ikke må?
Heldigvis er der hjælp at hente hos Computerworld – for de slutter deres artikel om Kraks blogs med følgende morsomme citat:
Det er tilladt at linke dybt til alle blog-indlæg.
Det er første gang nogen sinde, at jeg ser den kommentar i forbindelse med lanceringen af en virksomhedsblog? Eller for den sags skyld en hvilken som helst blog? For selvfølgelig må man gerne linke – ikke bare til blogs, men til alting på nettet – links er anerkendelse, links giver trafik og links kan derudover undgås med teknologi, hvis man virkelig ikke vil have trafik.
Og jeg kan jo se, at min opfattelse er på linie med langt de fleste af de læsere der foreløbig kommenterer på Kraks direktørs blog. Det spændende bliver så om Krak lytter?
8. februar 2007 kl. 22:21
Ja, det er en lidt specielt situation, ikke mindst fordi de jo nok også bliver nødt til at tage hensyn til diverse aktuelle retssager, og dermed bliver diskussionen nok også hæmmet. Allerede nu ser man hvordan der ganske vist bliver svaret på kommentarer, men ikke på alle spørgsmålene…
9. februar 2007 kl. 14:57
[...] Fandt naturligvis nyheden ovre hos TrineMaria [...]
9. februar 2007 kl. 16:20
De går sørme til den på bloggen ovre hos krak. Poul Anton Møller starter ud med en fortælling fra privatlivet.
Han har prøvet at være spændt nøgen op i håndjern i SecondLife. Den verden siger ham ikke så meget, så nu er han på vej over i spillet World of Warcraft.
Men hvad har den fortælling lige med krak at gøre??
9. februar 2007 kl. 18:04
Det var i arbejdstiden!
Ingen fare for at når du skal herfra, så var det fordi du døde af grin hva Christian…….?
13. februar 2007 kl. 10:29
@Planton
Jeg undrer mig bare over, hvorfor det lige netop er på en af kraks blogs, at man skal læse om, hvordan livet opleves i virtuelle verdener som SecondLife og World of Warcraft.
Det efterfølgende blogindlæg på pam.blogs.krak.dk, De 10 største søgemaskiner i USA, bliver relateret til krak. På den måde giver det langt mere mening at læse det på den blog.