Pensionsbloggen er svensk

Jeg har været marketingchef i et pensionsselskab engang. Det var – i modsætning til hvad mange tror – sjovt. Jeg arbejdede sammen med en flok ildsjæle, hvoraf mange stadig arbejder i pensions- og forsikringsbranchen.

Og nogle af dem spørger mig med mellemrum, om jeg mener, at pensionsselskaber kan bruge weblogs?

Nu er den første blog fra et svensk pensionsselskab på banen. Det er selskabet AMF Pension, som står bag. (set hos Fredrik Wackå)

pensionsbloggen_edge.jpg


Og hvad skal pensionsselskaber så med weblogs?

Pensionsprodukter er typisk ret komplekse. Pensionsselskaberne insisterer imidlertid på at forenkle budskaberne “så alle kan forstå det”. Resultatet bliver at man som kunde ofte oplever et stort spring fra de simple budskaber i markedsføringen til de komplekse beregninger i årsopgørelsen.

Weblogs og andre former for reel dialog-kommunikation kunne måske gøre plads til at forklare noget af kompleksiteten?

Og omvendt. Måske kunne pensionsselskaber ved at have løbende dialog med deres kunder om pension lære, hvorfor kunderne synes pension er så svært at forstå og uinteressant?

Måske dialogen sågar kunne inspirere selskaberne til nye arbejdsgange, nye regler og hvem ved måske nye produkter?

Skriv en kommentar