Så det er altså OK at være uenig om ting, da der jo kan være mange løsninger på problemstillinger. Er vi uenige internt og på blogs, jamen så må vi jo sætte os ned og meningsudveksle og få finde en løsning i form af en klar udmelding eller blive enige om at være uenige :-)

På den måde er der højt til loftet, men der er selvfølgelig grænser.

Tophemmelige ting blogges der derfor IKKE om, selvom det smutter indimellem, og man sviner selvfølgelig heller ikke sine kolleger til offentligt. Det er jo et udtryk for mangel på respekt, og aldrig en god tilgang til dialog…

Er man uenig med overordnede og langsigtede strategier, jamen så må man jo overveje om man overhovedet hører til i organisationen. Så officielle udmeldinger står fast, men det er ok at kommentere på dem og ellaborere på dem…

Har iøvrigt netop været på 3 dages Strategi Seminar i Schweiz hvor Tom Raftery gav et godt og udfordrende indlæg, og jeg vil derfor sige at Microsoft netop i øjeblikket påvirkes rigtig meget af bloggere – herunder Tom :-)

Men hvilke udfordringer giver det jer så internt? Altså for eksempel hvis du blogger noget, som ikke er i overensstemmelse med det en kollega lige har blogget? Eller med en officiel udmelding?

Min pointe er, at hvis man ikke efterspørger samtalen (hvad enten det er direkte i kommenntarfelterne – eller via permalinks og trackbacks til og fra andre blogs) så kan jeg ikke se at en blog er det rigtige værktøj? Så kan man vel ligeså godt bare skrive sit budskab på en hjemmeside – eller hvad?

Netop “bloggens sjæl”, som jeg mener er personlige betragtninger og åbning af dialog omkring emner, hvad enten de er faglige eller private, er efter min mening en af de væsentligste årsager for virksomheder til at støtte medarbejderes blogging.

Det er et blændende middel til at komme udover stereotyp typecasting samt øge dialogen med andre og få en større forståelse for hvordan andre tænker og hvorfor de tænker sådan. Og så er det jo altid lærerigt at formulere hvorfor man mener som man gør, og turde risikere at blive udfordret af dem som ikke nødvendigvis har samme mening – det være sig udenfor eller indenfor virksomheden.

Man er jo ikke nødvendigvis enig med, eller har samme interesser som ALLE ens kolleger, og derfor er jeg sikker på at Corporate blogging kan influere ligseå meget indad, som det kan udad – og godt for det!

Personligt bruger jeg det så også som en faglig “historik dagbog” på hvad jeg egentlig “har gang i”, og tilfører forhåbentlig på den måde dem som kan bruge “det jeg har gang i” til noget “et eller andet” samtidig med at jeg signalerer at man kan komme i dialog med mig hvis man ønsker det.

/Bo

“Blogs der bliver brugt til envejs-kommunikation er i bedste fald ligegyldige og de er i hvert tilfælde ikke sjælfulde …”

Mener du virkelig det?

At folk forstår paradigmerne så godt at de forstår at den ultimative situation er at alle individer har deres helt egne blogs og relationer derved (microsoft modellen) og at vejen derhen med at have produktblogs, projektblogs, corporateblogs, mv. ikke er “ægte”.
Hvortil man jo så må sige at i relation til de selvsamme virksomheders totalt lukkede, ikke-humane, statiske, reklame manipulerede nuværende hjemmesider er hvad som helst der trækker i en anden retning værdifuldt.

Det interessante er vel at det ikke er sort-hvidt. Der er stadigvæk behov for blogs der er har relationsmulighed der er lidt mere tilgængelig end én enkeltpersons blog (jeg har en blog, men 23/socialsquare har også blogs). Så vælger folk selv hvordan indgangen til relationen skal være.

Grundlæggende handler det vel bare om at virksomheder ønsker mulighed for at formidle deres opfattelse af virkeligheden, på nøjagtig samme vilkår som andre i blogosfæren.
Under alle omstændigheder har man som læser af blogs pligt til at tage stilling til troværdigheden i kommunikationen; – sært nok betragtes delvis anonyme private blogs af enkelte som værende mere troværdige end firmaernes, trods det at de som regel spiller åbent ud.

Og så lige en note om centralisering: det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Nogle vil måske kunne huske 80′ernes guruer udi ledelse – Peters and Waterman – og deres “Loose is tight”-filosofi. For at kunne lade medarbejderne tage ansvar for at tage hurtige beslutninger i en panik-situation er man nødt til at styre deres daglige handlinger.
En af de mest personlighedsfornægtende ledelsesformer er værdibaseret ledelse; – ikke nok med at man skal levere en indsats, man skal også synes at virksomhedens produkter er det bedste siden man opfandt sex.
Hvor fedt er det lige?

Raymond – ja definitioner er altid svære – og din pointe med Dave Winer er god. Samtalerne behøver ikke foregå i kommentarfelterne for at være begavede – de kan også foregå mellem blogs via permalinks… Og tak for de pæne ord om “Samtalerne” – jeg håber jo også, at jeg er med til at sprede rygtet om, at weblogs kan mange ting :-)

Henrik – Enig – de nemme sandheders tid er forbi, så vi kan ligeså godt lede efter så mange syn på sagen, som overhovedet mulig. (Se også Claus Buhls gode indlæg om tv-nyhedernes manglende kompleksitet her.

Og hvorfor skulle nogen der er ansat i en virksomhed på forhånd være diskvalificeret? Hvis de ved noget og er villig til at dele deres viden og debattere den med os andre?

Claus – Der skal 2 til tango siger man – jeg kan godt lide den der analogi med det lidt skæve par på dansegulvet :-)

Jeg vil derudover gerne lige holde fast i din pointe om Arlas weblogs: “Lige nu har Maja en mening om sales calls, har Arla også det?”

Faktisk har Maja lige nu et indlæg, hvor hun spørger om Arla kan centralisere processer – og lukke op for dialog på en og samme tid?

Hendes indlæg er en reaktion på direktørens indlæg om at øget centralisering er på vej i Arla.

Majas indlæg dokumenterer for mig at se flere ting. 1) “Omtanker” er IKKE Arlas weblog, men Majas 2) Maja kan tillade sig at tvivle og at pege på, at nogle af udmeldingerne fra virksomheden altså ikke altid ser ud til at hænge sammen. 3) Der er forandringer på vej i Arla og i den forbindelse er tvivl et grundvilkår – og vi kan ligeså godt vænne os til det!

Det interessante er, om alle de virksomheder, der åbner blogs kan holde til at lufte tvivl og at praktisere den åbenhed de selv besynger (Jeg skynder mig at sige, at jeg har hjulpet Arla med opstart af deres weblogs og jeg føler mig ret sikker på, at de mener deres åbenhed temmelig alvorligt)

Gunnar – Jeg så godt at du førte noget heftig direktør-dialog på Arlas blog i sidste uge og jeg anerkender fuldt ud pointen – hvis man kan tale med dem, er de knap så farlige.

Og nu er der altså en ny topdirektør klar til samtaler: Tim Ørting Jørgensen, som er øverste direktør i Danmark – og som altså netop har meldt ud, at fremtiden for Arla byder på øget centralisering :-)