Kan virksomheder overhovedet have weblogs – eller sælger vi bloggens sjæl?
Min kollega Thomas Madsen-Mygdal og jeg var ude i en virksomhed og holde en præsentation i går.
Vores opgave var at fortælle om weblogs – og vores tilgang var som sædvanlig, at der er masser af årsager til, at weblogs er interessante for virksomheder.
En af årsagerne er, at verden er et hyperkomplekst sted. Jo mere kompleksitet der er, jo mindre kan virksomhederne reducere virkeligheden til et budskab, uden at det kommer til at klinge hult. Vi har derfor brug for kommunikationsredskaber, der kan rumme kompleksiteten og give plads til dialog om alle detaljerne.
Deltagerne på mødet synes weblogs gav god mening for dem. Så god mening at nogle af dem begyndte at forsvare webloggen – og at stille spørgsmålstegn ved, om virksomheder så overhovedet kan blogge?
Kan virksomheder være autentiske og føre samtaler og tillade kompleksitet? Bliver kommunikation ikke ALTID manipulation, når det kommer fra en virksomhed? Og er det vi laver i Social Square ikke en slags “udvanding” af blogbegrebet?
Deraf overskriften: Sælger vi webloggens sjæl, når vi går ud og evangeliserer weblogs i store virksomheder?
Thomas og jeg synes, det var et godt spørgsmål. Og ikke overraskende mener vi godt, at virksomheder kan tage initiativet til weblogs. Men det er vigtigt at understrege at virksomheder ikke kan blogge. Weblogs kræver mennesker, som vil blogge, fordi det giver mening for dem, personligt.
Og diskussionen på mødet igår viste med al tydelighed, at virksomheder jo typisk netop er befolket af mennesker, der har passion for det de laver, som har viden og som konstant indgår i masser af samtaler, uden at manipulere deres omgivelser og uden at reducere kompleksiteten til et simpelt ja eller nej.
12. september 2006 kl. 23:58
Jeg tror ikke man sælger bloggens sjæl ved at bruge den i virksomheder – men den risikerer måske af og til ikke at komme til sin ret. Kompleksiteten der ligger i den personlige vinkel, skal jo netop være accepteret i virksomheden for at bloggen kan fungere; en virksomhed der først og fremmest skal kommunikere entydigt, centraliseret og homogent, kan jo ikke samtidig blogge komplekst med ti forskellige stemmer i medarbejderkoret. Hvis man derimod er med på at fremstå som en virksomhed der faktisk består af enkeltpersoner på godt og ondt, er en blog én måde (og vel en god en?) at vise det på.
13. september 2006 kl. 0:53
Cyclone skriver: “Hvis man derimod er med på at fremstå som en virksomhed der faktisk består af enkeltpersoner på godt og ondt, er en blog én måde (og vel en god en?) at vise det på.”
Ja, og hvis jeg må sammenligne med podcast, som jo er den mere højrøstede kusine til weblogs, så illustrerer det meget godt, at virksomheder ikke kan podcaste – kun personer – med deres egne stemmer, pauser, tonelejer, ideer osv. Jo mere personligt, jo bedre. Efter min mening.
13. september 2006 kl. 1:21
Definér “bloggens sjæl”?
13. september 2006 kl. 10:03
Pyh ha Anders – du er hård :-) Men jeg vil gerne forsøge, da det jo er min egen skyld, at du spørger.
For mig ligger “bloggens sjæl” i det komplekse, i det individuelle – og i at bloggen er en samtale.
Det komplekse består i det forhold, at man på en blog kan stille spørgsmålstegn ved alt og at man i princippet ikke er færdig med et emne, før der ikke er flere detaljer at hælde på.
Dit spørgsmål her er et glimrende eksempel. Jeg troede jo, at jeg skrev noget om, om virksomheder kan blogge – og du tager så fat i, at jeg lige har påstået at bloggen har en sjæl og at du gerne vil have den defineret. Fint – så taler vi om det!
Det individuelle. At jeg ikke kan blogge i flertal – at jeg er nødt til, at tage afsæt i mig selv og mine egne oplevelser for at kunne have en samtale? Jeg kan jo godt referere til andres definitioner af “webloggens sjæl”, men det er mig, der står til ansvar for mine udtalelser her.
Og endelig er det for mig at se en del af bloggens sjæl, at der kan foregå samtaler, hvor deltagerne både lytter og taler. Blogs der bliver brugt til envejs-kommunikation er i bedste fald ligegyldige og de er i hvert tilfælde ikke sjælfulde :-)
Men hvad synes I andre er bloggens sjæl? Eller skulle jeg lige starte et andet sted: Har bloggen overhovedet en “sjæl”?
13. september 2006 kl. 12:41
Jeg er noget usikker på, om man overhovedet kan tale om en “sjæl” i forbindelse med bloggingen. Indenfor videoblogging, som jeg selv driver mest med, har vi også den samme gamle diskussion: “Hvad er en videoblog?” Er det en teknisk måde at præsentere videoklip på, eller er der nogle genremæssige vurderinger også?. Richard BF skrev for noget tid siden et indlæg på sin blog, hvor han tager op dette spørgsmål. Godt nok handler indlægget om videoblogging, men mange af spørgsmålene kan lige så godt gælde blogging som sådan.
Dave Winer er et typisk eksempel på en blogger, der ikke umiddelbart giver deltagerne på hans blog muligheden for at tale – han har intet kommentarfelt. Er hans blog så ikke en blog i den rigtige forstand? Strider han mod “the blog spirit”?
Jeg kan rigtigt godt lide dit fokus på det komplekse i en blog, og at et emne ikke er rigtig “færdig”, før man har fået mange forskellige perspektiver med. Men i virkelighedens verden må jeg nok sige, at der i alt for lille grad gives opmærksomhed til for eksempel ældre blogposts, der stadig er aktuelle, og som man som blogger måske vil have lidt mere diskussion rundt.
Jeg synes bestemt ikke, at man “sælger bloggens sjæl”, dersom man taler om blogging til store selskaber. Det er en ubetinget god ting, at organisationer såsom Politiken og TV2 nu også begynder at interessere sig for denne formen for samtaler. Måske er blogindlæggene fra Bob Lutz i GM hamrende kedelige for mange bloggere, men Lutz prøver da i det mindste.
I sommer var du med til at arrangere ‘Samtalerne’, som var et rigtigt godt arrangement. Jeg tror at des flere aktører i det civile samfund, der får øjnene op for mulighederne for samtaler, der er der ude, des bedre. Dersom de så bruger disse muligheder til at genbruge sine A4-pressemeldinger, så er det jo deres eget tab. Bloggens “sjæl” – den lever da i bedste velgående :)
Altså: Alle organisationer kan blogge, i en eller anden forstand. Alle organisationer har nogle gode samtaler på lager. Så får vi se hvem, der tuner ind på de forskellige samtaler.
13. september 2006 kl. 13:41
Jeg mener sagtens, at ansatte i en virksomhed kan skrive en blog (for virksomheden) uden at give afkald på (selve) bloggens “sjæl”.
En blog sælger på en måde altid et eller andet. Om det er en privat holdning eller en virksomheds produkt … kan vel stort set være det samme!? Ingen læser forventer, at en blog bringer den fulde sandhed til torvs. For hvad er – i givet fald – mon den?
Det interessante spørgsmål, som bør stilles til alle blogs (private som virksomheders) er om produktet/holdningen kommunikeres med en tilstrækkelig synliggjort troværdighed. Altså om afsender sandsynliggør og beviser sin konklusion via citater, links mv.
13. september 2006 kl. 16:04
Jeg tror godt at blogs kan overleve at blive til virksomhedsblogs, men hvad sker der med virksomhederne, når medarbejdere blogger?
Virksomheder og blogs er ikke det mest indlysende par #1 på dansegulvet, synes jeg. Ikke at det er en dårlig ide. Men at der er et par forudsætninger for virksomheds-blogging, som er særlige.
Den første er, at bloggen skrives af et menneske (Maja), ikke af en virksomhed (Arla). Det betyder, at virksomhedens profilering ændres gennem bloggen. Arla får et menneskeligt ansigt via Maja, – men det er ikke et særligt kontrollerbart ansigt (som i de traditionelle medier, som fx reklamefilmene med landmændene). Lige nu har Maja en mening om sales calls, har Arla også det?
Den andet er, at virksomheden er nødt til at være i en forandringsproces, hvis blogs skal give mening og ikke bare være løsslupne missiler. Maja taber ansigt og troværdighed, hvis hendes åbenhed ikke ledsages af en øget åbenhed fra Arla andre steder. Ligesom at Arla er nødt til at forholde sig konstruktivt til de forslag, som kommentatorerne i Majas blog kommer med.
Det betyder for mig at se, at virksomhedsblogs har mere at gøre med at forandre virksomheder, deres branding og stakeholderrelationer, end det har at gøre med at virksomheder kan forandre blogging. Og at virksomheder, som ikke er indstillede på en forandring, skal holde sig væk fra at være aktive i blogs og sociale medier i det hele taget.
13. september 2006 kl. 16:04
Alene det at en blog – tekst, lyd eller video – problematiserer virksomheden som entydig kommunikations-monolit – beviser jo faktisk dens eksistensberettigelse.
Det der er spørgsmålet er: “ønsker virksomheden at deltage i forandringsarbejdet?”
Der er tale om en redefinition af virksomhedskommunikation. Hvis virksomheden ikke ønsker at redefinere sig, så skal den lade være med at blogge. Det bliver hult og kunstigt.
Det er lige lykkedes at lokke Peder Tuborgh fra Arla til blog-fadet. Det var en fornøjelse – omend den var kort i denne omgang.
Hvorfor? Fordi jeg kunne komme i kontakt med ham.
Det er selvisk og det er – i visse personers øjne – naivt.
Men jeg fastholder min naive og selviske idé om, at folk der er til at tale med – kan ikke være helt så store forbrydere.
Rigtige ledere TØR tale med deres kunder.
Det er sværere at være fuld af løgn, når man er til at tale med.
Giv mig en topleder – og jeg skal personligt tale med ham eller hende. ;-)
13. september 2006 kl. 16:49
Endnu engang tak for alle de begavede kommentarer – når jeg kommer tilbage fra et møde og ser alle de kloge ting I mener, så begriber jeg jo ikke, hvorfor der findes mennesker, der IKKE vil have en weblog :-)
Raymond – ja definitioner er altid svære – og din pointe med Dave Winer er god. Samtalerne behøver ikke foregå i kommentarfelterne for at være begavede – de kan også foregå mellem blogs via permalinks… Og tak for de pæne ord om “Samtalerne” – jeg håber jo også, at jeg er med til at sprede rygtet om, at weblogs kan mange ting :-)
Henrik – Enig – de nemme sandheders tid er forbi, så vi kan ligeså godt lede efter så mange syn på sagen, som overhovedet mulig. (Se også Claus Buhls gode indlæg om tv-nyhedernes manglende kompleksitet her.
Og hvorfor skulle nogen der er ansat i en virksomhed på forhånd være diskvalificeret? Hvis de ved noget og er villig til at dele deres viden og debattere den med os andre?
Claus – Der skal 2 til tango siger man – jeg kan godt lide den der analogi med det lidt skæve par på dansegulvet :-)
Jeg vil derudover gerne lige holde fast i din pointe om Arlas weblogs: “Lige nu har Maja en mening om sales calls, har Arla også det?”
Faktisk har Maja lige nu et indlæg, hvor hun spørger om Arla kan centralisere processer – og lukke op for dialog på en og samme tid?
Hendes indlæg er en reaktion på direktørens indlæg om at øget centralisering er på vej i Arla.
Majas indlæg dokumenterer for mig at se flere ting. 1) “Omtanker” er IKKE Arlas weblog, men Majas 2) Maja kan tillade sig at tvivle og at pege på, at nogle af udmeldingerne fra virksomheden altså ikke altid ser ud til at hænge sammen. 3) Der er forandringer på vej i Arla og i den forbindelse er tvivl et grundvilkår – og vi kan ligeså godt vænne os til det!
Det interessante er, om alle de virksomheder, der åbner blogs kan holde til at lufte tvivl og at praktisere den åbenhed de selv besynger (Jeg skynder mig at sige, at jeg har hjulpet Arla med opstart af deres weblogs og jeg føler mig ret sikker på, at de mener deres åbenhed temmelig alvorligt)
Gunnar – Jeg så godt at du førte noget heftig direktør-dialog på Arlas blog i sidste uge og jeg anerkender fuldt ud pointen – hvis man kan tale med dem, er de knap så farlige.
Og nu er der altså en ny topdirektør klar til samtaler: Tim Ørting Jørgensen, som er øverste direktør i Danmark – og som altså netop har meldt ud, at fremtiden for Arla byder på øget centralisering :-)
13. september 2006 kl. 18:11
Uha – det lyder som en provokation…. centralisering. Ham må vi ha’ i gyngen…
;-)
14. september 2006 kl. 11:16
Interessant som man hænger sig i gamle opfattelser af nettet…
Hvorfor skal blogs betragtes som anderledes end andre kommunikationsformer?
Grundlæggende handler det vel bare om at virksomheder ønsker mulighed for at formidle deres opfattelse af virkeligheden, på nøjagtig samme vilkår som andre i blogosfæren.
Under alle omstændigheder har man som læser af blogs pligt til at tage stilling til troværdigheden i kommunikationen; – sært nok betragtes delvis anonyme private blogs af enkelte som værende mere troværdige end firmaernes, trods det at de som regel spiller åbent ud.
Og så lige en note om centralisering: det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Nogle vil måske kunne huske 80′ernes guruer udi ledelse – Peters and Waterman – og deres “Loose is tight”-filosofi. For at kunne lade medarbejderne tage ansvar for at tage hurtige beslutninger i en panik-situation er man nødt til at styre deres daglige handlinger.
En af de mest personlighedsfornægtende ledelsesformer er værdibaseret ledelse; – ikke nok med at man skal levere en indsats, man skal også synes at virksomhedens produkter er det bedste siden man opfandt sex.
Hvor fedt er det lige?
15. september 2006 kl. 11:20
Bare for at præcisere så er det en respons vi nu har set et par gange ved foredrag.
At folk forstår paradigmerne så godt at de forstår at den ultimative situation er at alle individer har deres helt egne blogs og relationer derved (microsoft modellen) og at vejen derhen med at have produktblogs, projektblogs, corporateblogs, mv. ikke er “ægte”.
Hvortil man jo så må sige at i relation til de selvsamme virksomheders totalt lukkede, ikke-humane, statiske, reklame manipulerede nuværende hjemmesider er hvad som helst der trækker i en anden retning værdifuldt.
Det interessante er vel at det ikke er sort-hvidt. Der er stadigvæk behov for blogs der er har relationsmulighed der er lidt mere tilgængelig end én enkeltpersons blog (jeg har en blog, men 23/socialsquare har også blogs). Så vælger folk selv hvordan indgangen til relationen skal være.
18. september 2006 kl. 10:09
@ Trine-Maria:
“Blogs der bliver brugt til envejs-kommunikation er i bedste fald ligegyldige og de er i hvert tilfælde ikke sjælfulde …”
Mener du virkelig det?
18. september 2006 kl. 19:21
For mig giver Corporate blogging masser af og mening, og jeg ser det ikke som ødelæggende på nogen måde. Hvis ikke det skulle være iorden at blogging er med til at nuancere og menneskeliggøre virksomheders budskaber samt øger dialogen med kunder/brugere/målgrupper så ville “bloggens sjæl” da først være død.
Netop “bloggens sjæl”, som jeg mener er personlige betragtninger og åbning af dialog omkring emner, hvad enten de er faglige eller private, er efter min mening en af de væsentligste årsager for virksomheder til at støtte medarbejderes blogging.
Det er et blændende middel til at komme udover stereotyp typecasting samt øge dialogen med andre og få en større forståelse for hvordan andre tænker og hvorfor de tænker sådan. Og så er det jo altid lærerigt at formulere hvorfor man mener som man gør, og turde risikere at blive udfordret af dem som ikke nødvendigvis har samme mening – det være sig udenfor eller indenfor virksomheden.
Man er jo ikke nødvendigvis enig med, eller har samme interesser som ALLE ens kolleger, og derfor er jeg sikker på at Corporate blogging kan influere ligseå meget indad, som det kan udad – og godt for det!
Personligt bruger jeg det så også som en faglig “historik dagbog” på hvad jeg egentlig “har gang i”, og tilfører forhåbentlig på den måde dem som kan bruge “det jeg har gang i” til noget “et eller andet” samtidig med at jeg signalerer at man kan komme i dialog med mig hvis man ønsker det.
/Bo
21. september 2006 kl. 23:13
Uffe – ja, men jeg kan da godt se at det ser firkantet ud – og selvfølgelig kan envejskommunikation have sjæl – tænk bare på en god roman – så jeg forstår sådan set godt, at du spørger.
Min pointe er, at hvis man ikke efterspørger samtalen (hvad enten det er direkte i kommenntarfelterne – eller via permalinks og trackbacks til og fra andre blogs) så kan jeg ikke se at en blog er det rigtige værktøj? Så kan man vel ligeså godt bare skrive sit budskab på en hjemmeside – eller hvad?
21. september 2006 kl. 23:16
Bo – god pointe at bloggen har effekt indadtil også – og du må jo vide det, for i Microsoft har I jo masser af blogs :-)
Men hvilke udfordringer giver det jer så internt? Altså for eksempel hvis du blogger noget, som ikke er i overensstemmelse med det en kollega lige har blogget? Eller med en officiel udmelding?
22. september 2006 kl. 17:22
I Microsoft er modellen at vi blogger personligt, men fornuftigt og udviser respekt for hinanden.
Så det er altså OK at være uenig om ting, da der jo kan være mange løsninger på problemstillinger. Er vi uenige internt og på blogs, jamen så må vi jo sætte os ned og meningsudveksle og få finde en løsning i form af en klar udmelding eller blive enige om at være uenige :-)
På den måde er der højt til loftet, men der er selvfølgelig grænser.
Tophemmelige ting blogges der derfor IKKE om, selvom det smutter indimellem, og man sviner selvfølgelig heller ikke sine kolleger til offentligt. Det er jo et udtryk for mangel på respekt, og aldrig en god tilgang til dialog…
Er man uenig med overordnede og langsigtede strategier, jamen så må man jo overveje om man overhovedet hører til i organisationen. Så officielle udmeldinger står fast, men det er ok at kommentere på dem og ellaborere på dem…
Har iøvrigt netop været på 3 dages Strategi Seminar i Schweiz hvor Tom Raftery gav et godt og udfordrende indlæg, og jeg vil derfor sige at Microsoft netop i øjeblikket påvirkes rigtig meget af bloggere – herunder Tom :-)
9. oktober 2006 kl. 21:26
[...] Apropos en tidligere debat, hvor jeg også fik klemt fingrene i definitions-døren. Jeg har stadig fantomsmerter, men det nytter jo ikke – bogen er nødt til at starte med en forklaring: Hvad er en weblog? :-) [...]