Nyhedsavisen er stadig ikke på gaden – men chefredaktøren har en weblog

Så blogger David Trads fra Nyhedsavisen:

avisen_blog.gif

Domænet for Nyhedsavisen er avisen.dk – og det er også her man kan finde David Trads første blogindlæg “Nyhedsavisen bliver en revolution“.

Og udover det sædvanlige reklame-gejl om, hvor ambitiøse de er og hvor store de bliver, så giver David Trads den gas:

Vi er i virkeligheden ret ligeglade med de par gratisaviser, som de gamle bladhuse netop har bakset sammen – og jeg må indrømme, at jeg morede mig, da jeg i Mennesker & Medier på P1 i fredags hørte de to nye redaktører tale om deres produkter. Det ene blads redaktør pralede med, at hans avis hverken skulle forstyrre eller genere … – mens den anden redaktør … satte trumf på ved at understrege, at hans blad kunne overståes på bare 24 sekunder!

Jeg har selvsagt langt større ambitioner: På vores redaktion vil vi så sandelig forstyrre og genere … Vi vil ikke nøjes med petit-journalistik, vejrudsigter, tv-programmer og evindelige forbrugertest. Tværtimod agter vi at afsløre de ting, som magthavere helst vil have forbliver i mørket – og har derfor blandt andet ansat ti journalister i en gravegruppe.

Jeg vil undlade at vurdere om bloggen er god eller dårlig – for foreløbig er den jo bare en programerklæring, blandt andet med løfte om, at samtlige journalister på avisen får en weblog.

Det interessante bliver igen, om nyhedsavisens bloggere kan komme ud og være bloggere – eller om de på helt traditionel vis forestiller sig, at alle samtaler og al debat skal foregå indenfor deres egne “rammer”. Det bliver også spændende at se om Nyhedsavisen kan skabe sammenhæng mellem indsatsen på nettet og det trykte medie. Kun tiden kan vise det.

Jeg håber imidlertid, at de andre chefredaktører rundt omkring ser David Trads blog – eller måske rettere Nyhedsavisens ambitioner om OGSÅ at kunne noget på nettet, som en ligeså stor trussel som selve gratisavisen. Især hvis det kan få dem på banen med egne satsninger på nettet, så vi kan komme lidt frem i bussen herhjemme.

Information blogger også – blandt andet fra redaktionsmøderne, som skægt nok handler om gratisaviserne.

Er der andre? (Niels Lunde fra Berlingske skrev dagbog fra Davos i en uges tid, men den blog er mig bekendt taget ned igen?)

16 kommentar til “Nyhedsavisen er stadig ikke på gaden – men chefredaktøren har en weblog”

  1. Stefan Bøgh-Andersen:

    Ja, der er også andre aviser / redaktioner, som blogger. Fyens Stiftstidende, som jo overtog Smartlog samtidig med at de opbyggede Xtrablog, blogger “redaktionsgangen” på:

    http://redaktionsgangen.xtrablog.dk/

  2. Kim Elmose:

    Det fedeste kunne jo være, hvis bloggerne / læserne kunne se, at deres kommentarer faktisk førte til at prioriteringerne ændrede sig.

    Det er nu, at medierne (dvs. også jeg selv) har muligheden for at åbne sig op for brugerne – og skabe en slags “åben varedeklaration” på tilblivelsen af artikler og andre produkter.

    Simpelthen så læserne kan se, hvordan det er blevet til – og på sigt; at de selv har været medskabere af produktet.

    Men hvordan – se, det er vi rundt omkring i medieverdenen endelig kommet i gang med at udforske. For sent, ja ja – men det kommer.

    Jeg synes stadigvæk, at den direkte dialog med læserne på diverse redaktionsblog ikke er helt oppe i gear endnu. Når det så er sagt, synes jeg, at det er al ære værd, at fx Information og Fyens Stifttidende gør det.

    Men kommentarerne flokkes ikke ligefrem på fx. de nævnte blogs. For det meste 0 kommentarer – ellers 1 – 3 kommentarer.

    Så måske der skal spørges mere direkte til læserne. Fx. en ting som min gode ven, Kurt Westh http://www.cw.dk/blogs/kurt , har forstået at gøre på sin blog. Og det har ofte afstedkommet gode debatter.

  3. Trine-Maria Kristensen:

    Stefan – Tak for opdatering!

    Kim – Nu er det ikke for at være fræk, men når der ikke er mere gang i de blogs vi taler om her, så handler det måske om, at avisernes bloggere sidder på redaktionerne og forventer, at læserne skal komme til dem?

    De har stadig sådan en opfattelse af, at de skal “skabe en ramme” for samtalerne og “invitere læserne indenfor” – men det er svært at få til at flyve. Læserne er allerede i gang med at deltage – men det er ikke “indenfor en ramme” – det er herude, hvor vi sådan set bare venter på at journalisterne skal vise sig :-)

    Det sociale net er jo ikke en ensrettet gade. Hvis de forventer at jeg skal kommetere og blande mig hos dem, så må de vise flaget andre steder, hvor jeg kommer og bliver nysgerrig og kan se, at de har spændende folk og spændende ting at debattere.

    Min blog havde vel heller ikke ret mange læsere, hvis jeg altid forventede, at alting skulle foregå her, hvis jeg aldrig linkede til andre og aldrig skrev om andet end mig selv?

  4. JensC:

    Med al respekt, Trine-Maria

    Nu skal du måske passe på ikke at blive at for korrekt (eller ligefrem frelst) i forhold til hvad en blog er for noget, hvordan den skal skrives, hvem der skal linkes til, og hvad man i det hele taget skal gøre. Ellers gør du dig nemt skyldig i nøjagtig den samme “vi alene vide” holdning, som de traditionelle medier ellers, ofte med rette, beskyldes for.

    Foreløbig ser vi med Trads, at blogs bruges aktivt i markedsføringen af avisen. Det er der ikke noget galt i, slet ikke, men jeg synes måske at kritikken er lidt uligevægtig. Det er ikke i orden at “skabe en ramme” for en samtale, men det er i orden at bruge mediet til marketing?

    Sig mig en gang: Hvad er en rigtig blogger?

  5. Trine-Maria:

    Med al respekt Jens C :-) så er jeg hverken korrekt eller frelst – jeg er absolut åben for, at hvad som helst kan ske på blogs…

    Jeg skriver også, at hensigterklæringen fra Nyhedsavisen ser fin ud og derudover skriver jeg, at jeg igen er spændt på, om deres primære mål er, at dialogen skal foregå på deres egne blogs og om de kan lette med den strategi?

    Jeg siger ikke, at man ikke MÅ være “en ramme”. Man MÅ hjertens gerne, jeg har bare meget svært ved at finde eksempler, hvor det fungerer godt? Men selfølgelig kan meget interessante eller kendte mennesker sagtens være “ramme”. Lars Kolind er et godt eksempel – og Hans Skov Christensen er et andet – ligesom Thøger Seidenfaden sikkert sagtens kunne få en virkelig god debat på sin egen blog – uden nogensinde at mene noget på andre weblogs :-)

    Men for de fleste bloggere er en del af det at blogge altså også at læse andres blogs og derigennem at finde nye gode blogs – og at checke de blogs ud, som læsernes kommentarer linker videre til. Det er ganske enkelt min erfaring, at de fleste gode bloggere er/bliver en del af et netværk af blogs og at det er med til at gøre det interessant for den enkelte at blogge og for mig at læse weblogs?

    Sig mig endelig imod, hvis du har en anderledes oplevelse – jeg kan jo se, at du selv har blogget i årevis?

  6. Thomas From:

    Når snakken går på at inddrage brugerne og lade dem få mulighed for ikke bare at sige deres mening, men også påvirke avisen, vil jeg henvise til ditcentrum.dk. Det bedste brugerskabte indhold på sitet bliver gengivet i gratisaviserne centrum Morgen og centrum AFTEN.
    Jeg kan ikke sige, hvordan det virker i praksis, men ideen tiltaler mig. Deltagelse på sitet bliver til mere end blot en gestus i cyberspace.

  7. Trine-Maria:

    Thomas – tak for det link – Det er åbenbart Nordjyske der står bag ditcentrum.dk – og det ser rigtigt spændende ud med sådan et forsøg på at lade de lokale indberette stort og småt og selv kommentere på nyheder.

  8. Thomas From:

    Kan nogen i øvrigt fortælle mig hvorfor Fyens Stiftstidende har købt smartlog? De ønsker at “lade sig inspirere af den synergieffekt, der er mellem nye og gamle medier” – men mon ikke der er en mere specifik grund til opkøbet? Eller er det bare et skud med spredehagl, fordi de føler sig pressede til at gøre et eller andet for ikke at tabe “avis-krigen”?

    (citat fra http://www.fyens.dl/article/617834)

  9. Trine-Maria:

    Hej igen Thomas – mit bud er at de har købt Smartlog, fordi de gerne ville tilbyde læserne weblogs OG fordi Morten Blinksbjerg, som har lavet Smartlog er ansat i deres web-afdeling :-)

  10. JensC:

    @Maria

    Jo, al den tid jeg har blogget (siden 2000 eller der omkring), har blogging været noget med at læse andres blogs, læse hvad andre blogs peger på, kommentere osv. Deltage i et større kredsløb hvor links, viden og anekdoter fløj om ørene på en. Og jeg er enig med Tom Coates’ betragtning om at permalinket, ikke kommentarfunktionen, er den basale sociale komponent.

    Hvad min lidt polemiske kommentar gik ud på, var egentlig blot at påpege at der ikke er en “rigtig” måde at blogge på, eller “at være weblog” på, hvilket jeg synes der lå mellem linierne hos dig. Det var nok en overfortolkning :-)

    Tiden vil vise om Nyhedsavisens journalister vil gå ud og deltage i de kommunikative netværk på nettet eller ej. Vil journalisterne gå ind i kommentarerne og være med, på egne og andres blogs? Nogle vil nok, andre vil formodentlig være presset på tid, fordi de har en daglig produktion der skal varetages først. Andre igen, sådan som Trads, vil formodentlig ikke (det er bare et kvalificeret gæt, men jeg kan jo tage gruelig fejl). Her vil der nok være tale om en coachet indsats, som tjener nogle ganske bestemte kommunikationsstrategiske formål.

  11. Trine-Maria:

    @Jens – jamen så kan vi vist ikke blive mere enige :-)

  12. David Trads:

    Kære Trine-Maria,

    Tak for din anmeldelse af min første blog – den var jeg glad for. Du rejser nogle spændende pointer – ikke mindst om, hvad Nyhedsavisen egentlig har tænkt sig at bruge blogs til.

    Lad mig sige det meget klart:

    Min og mine journalisters blogs skal bruges til at åbne os op over for den omverden, der omgiver os. Blir vi rigtigt gode til det her – og det agter vi at bruge tid og kræfter på – så vil vi være i stand til at skabe det mest revolutionende interaktive medie.

    Vi skal selv uden for vores egne ramme, Trine-Marie, vi skal helt ud i hjørnerne af nettets blogs for at diskutere – og så skal vi søge at bringe alle andre ind i vores blogs. På den måde kan vores medier blive et langt, langt bedre spejl af virkeligheden end andre medier.

    Se i øvrigt min blog http://www.avisen.dk/blogs/david_trads , hvor jeg i de kommende dage vil fortælle mere om formålet med vores blogs.

  13. kim elmose:

    Selvfølgelig skal journalisterne og redaktionsbloggerne også deltage på andre weblogs – og det formoder jeg vil ske i mange tilfælde.

    Men det at deltage på mange blogs er ikke i selv garant for at journalisten deltager med åbent sind for dialogen . Det giver ikke bedre journalistik, hvis det blot er indlæg a la “du er fed – syns du så ikke også at jeg er fed”, som vi da ser mange eksempler på i blogosfæren.

    Nogle journalister vil øge kvaliteten af deres arbejde ved at gå ind i samtalerne rundt om på diverse weblogs – andre vil kunne gøre det, selvom størstedelen af dialogen foregår på fora i tilknytning til mediet. Det vigtigste er indholdet, åbenheden, villigheden til at udstille sin tvivl og manglende viden samt gå ind i en stadig dialog.

  14. Trine-Maria:

    David – Tak for din kommentar. Jeg glæder mig meget til at følge jeres bestræbelser og jeg glæder mig også over, at se, at I har store ambitioner på nettet – da jeg jo selv har en stærk tro på, at det er her, det kommer til at rykke for alvor.

    En anden gang behøver du ikke skrive et link til din blog i din kommentar – for på weblogs bliver dit navn helt automatisk lavet om til et link til din blog, hvis du udfylder URL-feltet :-)

    Kim – du har ret igen. Og ikke alle journalister behøver vel for pokker at blogge? Man kan jo ikke tvinge folk til at være vilde med dialog og åbenhed – og selv om man er lukket for samtaler, kan man vel godt skrive smukke monologer?

  15. David Trads at Webmercial.dk:

    [...] Chefredakt

  16. aviso-aviso.blogspot.com:

    Hej med jer allesammen,

    Vi har netop i dag åbnet en ny blog, der for alvor vil forsøge at komme nyhedstrømmen lidt på forkant. Hvad sker der egenlig rundt om de ovale mmødeborde i avisbranchen. Hvem laver aftaler med hvem – og er det over de sidste fjordrejer på fancy frokostrestauranter, at de endelige og gensidige dødstød bliver uddelt. Vi har brug for alles hjælp – så kig forbi aviso-aviso.blogspot.com og kom med en afsløring (den bliver ikke dobbelttjekket inden tryk!). P.s. Vi har også skønne medarbejdere ligesom Nyhedsavisen.

Skriv en kommentar