Liveblogging fra Lift06 i Geneve # 3

Corporate bloggingRobert Scoble

Robert Scoble arbejder som evangelist i Microsoft – og er en af de mest kendte corporate bloggere.

“We have nothing to say!” – “Quick – let’s talk about blogs!”

Monster Cable ringede til Robert Scoble – og sagde – vi har et problem: Vi er eksperter i hometheater – og når vi går til Google og taster vores navn ind, så er der en masse links til bloggere, men ingen til os. Og værre endnu, der er slet ingen fra industrien – heller ikke konkurrenterne i de første 40 links i Google. Så hvordan bliver vi synlige i søgemaskinerne.

Robert Scoble svarede – I skal lægge en strategi for at få folk til at linke til jeres side. Jo flere der linker til en side, jo højere ligger den i søgemaskinerne.

Da han begyndte at blogge i 2000 var der mange der mente, det var forbigående.

Grund nr. 1 til at man skal blogge er: Google.

Hvis folk ikke linker til en, så findes man ikke på nettet. Folk bruger i stigende grad Google til at finde ting. De søger efter blikkenslager og navnet på deres by – og hvis man ikke er i Google, så når man ikke folks bevidsthed (i Danmark er det sikkert et dårligt eksempel – en blikkenslager er håbløs at få fat i ligemeget hvad!).

Mange links handler om opdatering – derfor er blogging-redskaber geniale – også til blikkenslagerens hjemmeside. Hvis du har en hjemmeside du ikke opdaterer og din konkurrent har en weblog, så får konkurrenten al trafikken.

Mange mennesker tror stadig, at hvis man blogger – og deler viden – så mister man indtægt, men det er omvendt. Den blikkenslager der på en blog fortæller mig, hvordan jeg skifter en pakning er den blikkenslager som viser mig faglighed og dygtighed. Han bliver den jeg stoler på.

Da han arbejdede i en butik der solgte videokameraer – og alle havde sådan nogle regneark med med modeller og priser – og Robert Scoble lærte sig priserne hos konkurrenterne og blev populær fordi han kendte sit marked. Folk synes det var underligt, men også at han udviste en forståelse for deres situation som var ganske unik.

Tag kontrol over din skræk

“Change is not death – Fear of change is dead.”

Han har talt med mange virksomheder, som er bange for at åbne op. Man kan lugte skrækken i rummet. At man skal tale udenfor boksen – man skal slippe kontrollen.

Blogs er “Word of mouth” – bare flyttet ud på nettet. Man er nødt til at følge med i samtalerne – også nu, hvor det ikke er nok at læse aviserne. Engadget er en blog, der har 300.000 læsere om dagen – men en blog som har 15 læsere kan hurtigt blive vigtig, for hvis de femten linker og har 30 læsere hver osv.

Lær at lytte

Robert Scoble bruger PubSub som “overvågningsredskab” på blogs – så han kan følge med i, hvem der skriver Microsoft, Apple, Web 2.0 og andre termer, som er relevante for ham.

Han mener, at virksomheder skal lære at bruge RSS-teknologier til at følge med i samtalerne.

Antimarketing marketing
Blogs er i følge Robert Scoble “antimarketing marketing”. Hvilket betyder, at blogs er marketing uden en masse mellemmænd. Marketing direkte fra en person til en anden person. Jeg fortæller dig om et produkt, som jeg selv har kendskab til – og du kan enten tro på min historie eller lade være.

Scoble forklarer, at blogging startede for alvor efter dotcom-bølgen. Mange var arbejdsløse og havde god tid til at sidde og eksperimentere med nye redskaber. Derudover var de trætte af alle erhvervsskandalerne – virksomhedernes løgnehistorier var afsløret og lag på lag af information var blevet fjernet. Derudover var de trætte af marketing. Reklamer som talte henover hovedet på folk.

Blogs var svaret. Robert Scoble oplevede, at han skrev om et videokamera og en uge efter var han synlig i Google. Han begyndte også at søge på et produktnavn og ordet “problem”, “sucks”, “hate” – for at checke, hvad folk føler om produkterne – og som han siger – det gør han stadig! Og der er masser af information at hente om stort set alle produkter på nettet.

Robert Scoble arbejder i dag på Channel 9, som er Microsofts interne video-kanal, hvor han taler med folk i Microsoft om de produkter de arbejder med. Man kan sige, at han kortslutter processen med at forfine og pynte på virkeligheden som i ordinære reklamefilm – i stedet viser han både de gode og de svære og de dårlige ting.

PR-folk lærer folk at man altid skal lægge et pænt billede af virkeligheden frem, men han mener ikke, det er rigtigt – det er vigtigere at få informationerne ud – at vise nogle rigtige mennesker og deres passion.

Søgning er tidsbaseret

Hvis folk søger på Lift06 i dag, kan de ikke finde det, jeg sidder og skriver her. Det tager tid før søgemaskinerne fanger alt det der bliver sagt – og tidsperspektivet handler også om, hvor mange links der er til din blog og hvor stor spredning der er udefra og ind.

Vær gennemsigtig
Hvis du vil skabe en bevægelse blandt kunderne – og have dem til at tale om dig – skal du selv være gennemsigtig. For når du er gennemsigtig, skaber du tillid. I dag er det intet i vejen for, at du tager kameraet med til møderne – tager diktafonen med til møderne – og skaber større åbenhed for de kunder, der gerne vil have de informationer.

Gennemsigtighed via blogs gør det muligt for kunderne, at finde de personer i virksomheder, som ved allermest om det, der interesserer dem. På den måde kan man bygge virkelige relationer mellem nørder (i betydningen passionerede mennesker) inde i virksomheden og udenfor.

Nye former for relationer

Blogs cure cancer!

Hvis man skal læse 100 weblogs via en browser, skal man bruge afsindig meget tid. Hvis man bruger en RSS-læser, bliver det meget lettere – man kan læse rigtigt mange sider – uden anstrengelse. Man skal ikke skifte fra en brugeroplevelse til en anden, men bliver i RSS-læserens miljø, som – i følge Robert Scoble – forstyrrer læsningen mindre.

Gode råd til virksomheder, som vil blogge: Gør det kun, hvis du har tid, hvis du kan tale frit, hvis du virkelig ønsker samtaler og kan være ærlig. Det er også vigtigt at linke ud af huset og at anerkende omverdenen. Husk de oprindelige ting, der fik blogs til at flyve: Vi vil ikke manipuleres mere! Vi vil have hele historien!

Citater i dette indlæg er fra Hugh Mcleods tegninger, som Robert Scoble brugte i sin præsentation.

Comments are closed.