Podcasting: Kan man søge i lydfiler?
Et af problemerne med arkiver over gamle radio- og tv-programmer og den stadigt stigende mængde podcasts på nettet er, at de er helt umulige at søge i. Det har ikke tidligere været let at lede efter bestemte ord eller citater i et lyd- eller videoklip.
Takket være www.podscope.com er det nu blevet anderledes. Tjenesten gør det muligt at søge efter et bestemt ord eller et citat i lyd- eller videoklip – og er foreløbig tilgængelig i en beta-version. De ord man søger på, skal være engelske, da tjenesten ikke understøtter dansk.
Her er resultatet, når man søger på "LEGO". (Prøv for eksempel at høre: Dailysonic Episode 19 – Hey Macarrrr… AHHH! – 3/6/05. Her har de et interview med en modelbygger fra LEGO).
Og her har jeg søgt på "Copenhagen" (prøv for eksempel at se: ">Rick Laplante – Talking about Visual Studio Team System, Part I" og se en bid video fra Channel 9 hos Microsoft).
Fantastisk – og det vil klart også gøre det lettere for Dansk Folkepartis Ungdom at holde øje med, hvor ofte der bliver sagt "venstreorienteret sludder" i Danmarks Radio, når det måske engang bliver udviklet på dansk :-)