Steve Outing 2: Hvad webloggere kan lære af journalister!
I den 2. artikel forklarer Steve Outing (SO) fra Poynter Institute så, hvad webloggere kan lære af rigtige journalister:
En blogger har sagt, at blogging er "ren chokolade-kage – og ingen kartofler", men det betyder også, at seriøsiteten i mange blogs er fraværende – eller sparsom. SO mener, at bloggere skal indse, at rugbrød er sundt:
Redaktørens rolle
Mange webloggere har ikke en redaktør – og for en utrænet kan det i følge SO være direkte farligt – især i USA, hvor risikoen for injurie-sager, der er ruinerende, er omfattende. Få dig en redaktør – og få fjernet passager i dine indlæg, der er injurerende, men få også hjælp til form og indhold og stave/grammatikfejl på bloggen.
Nu hænger redaktører jo ikke på gadehjørnerne – eller hjemme i stuen, men hvis man skriver noget kontroversielt og er i tvivl om, om det skal ud, kan man jo sende det til et par venner?
Kildekritik tak
Se kritisk på dine kilder. Dobbeltcheck information der ikke ser rigtig ud. Lad være med at stole blindt på information der er anonym. Kort sagt; Opfør dig som en rigtig journalist – og lær noget om god journalistik (for eksempel på center for journalistisk efteruddannelses hjemmeside, der bugner med information).
Men lad være med at skifte hele lagkagen ud med rugbrød – forfald ikke til "siger han/hun siger endvidere" journalistik – og skip også telegram-stilen – Hvis jeg vil læse et Ritzau-telegram kan jeg jo læse Metroxpress.
Og etik tak
Når du kritiserer kilderne, så lad dem komme til orde. Ring og fortæl, hvad du vil skrive om dem i din weblog – og bed om en kommentar. Det er journalistisk etik – og det gør din weblog mere troværdig og spændende.
Et af problemerne i blogging er, at man ikke ved, om bloggeren har en skjult dagsorden. Der findes bloggere, der bliver betalt af et firma for at blogge om bestemte produkter – og der er debat om en etisk kode for bloggere – og endda snak om en form for certificering af webloggere.
Det er i mine øjne for langt ude, at forestille sig at bloggere skal blåstemples af en organisation for at være etiske… Det er også uoverskueligt med 10 mio. weblogs i verden. Problemet løser jo sig selv – hvis en blogger bliver afsløret som uetisk, fjerner han/hun grundlaget for sin egen eksistens. Når en etisk grænse overskrides, forsvinder læserne jo også fra de traditionelle medier. Jeg forlod for eksempel Politiken, da de bragte et foto af en død mand i forbindelse med en busulykke.
Dyrk detaljen og den sexede overskrift
Lær nyhedstrekanten. Skriv det vigtigste først og detaljerne bagefter. Dyrk derefter detaljen – sørg for at være præcis og korrekt i dine henvisninger. Sjusket journalistik findes naturligvis også, men for de fleste journalister er det naturligt at finkæmme for forkerte informationer – det forpligter at være den fjerde statsmagt – og det skulle det også gerne for webloggere.
Tænk over om dine overskrifter fænger og om de er forståelige for dine læsere. Igen er det et spørgsmål om at udnytte den viden som journalister har samlet sammen om "den gode historie", siden den første avis udkom.
Men aldrig på bekostning af den personlige tone, som gør det involverende at læse din weblog.