hovedetpaabloggen.dk

Der er masser af grineri og drilleri (og som Line P foreslog i en opdatering på Facebook – nok også en hel del Københavneri) på Facebook i dag. Fordi de sydfynske borgmestre danser “Gangnam-style” i denne YouTube video og forsøger at overtale iværksættere til at tro på, at Sydfyn er sagen, når man skal starte og drive en virksomhed:

Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Jeg kan bare sige, at det virker ikke tiltrækkende på mig. Jeg bor jo allerede ude på landet (jeg bor ude i Lejre) og jeg er ligeglad med om de er flinke på Fyn, om der er bindingsværk og om Joan Ørting bor i baghaven. Vi valgte Lejre, fordi der er 40 minutter med tog til København H (og 3 minutter til stationen fra vores hus) og fordi der er smuk natur, stille og mørkt om natten.

Det, jeg nogle gange savner (i forhold til at bo i Kbh) er at være sammen med andre selvstændige. Jeg har overvejet et kontorfællesskab i Roskilde eller måske at pendle til København dagligt i en periode.

Men det, der for alvor kunne få mig til at flytte ville være muligheden for at bo i et eksperimentarium, for eksempel et sted hvor jeg var med til at teste fremtidens teknologi. Hvad sker der, hvis alle har fiber? Hvad sker der, hvis man kan være online alle steder? Hvad kan man, når alle ting og alle mennesker er forbundne og hvis alle opsamler data, som er tilgængelige?

Min ven Ole Ørum fortalte mig engang om noget, der hedder Mikropolis. Ideen var noget i retning af, at man skulle lade en masse iværksættere/ mennesker med ideer / såkaldte “vidensarbejdere” med lyst til lidt mere jord under neglene og lidt færre biler flytte ind i en affolket landsby ude på bøh’eren og i løbet af nogle måneder finde ud af, hvad de ville “kræve” for at de kunne bo der og få en hverdag til at fungere (et fælleshus med kontorarbejdspladser, så man kan “arbejde hjemme, ude”, aktiviteter for børn, hundepasningsordning til de dage, hvor man ikke kan nå hjem, fordi transporttiden er så meget længere … etc.).

Et andet eksperiment med fremtidens teknologi er det, Google laver i USA. De er i gang med at rulle “Google Fiber” ud. Det er internet, som er 100 gange hurtigere, end det almindelige net. De er startet i Kansas City og til næste år kommer de til Austin, som er hjemby for en masse teknologi, mange mikroprocessorer designes her, Dells hovedkvarter ligger her og der afholdes hvert år SXSW som er en af de største konferencer for internetnørder i USA/verden.

Alle regner med, at der i de byer, hvor nettet bliver lynhurtigt og kommer til at dække overalt, opstår nye ideer og bliver udviklet løsninger og måder at bruge nettet på, som man kan lære af, når det hurtige net bliver normen. Google Fiber er helt klart kun muligt, fordi Google ser en mulighed for også at lære og for at tjene en masse penge på længere sigt – for Google tager en del af etableringsomkostningerne på sig – og giver altså de her byer “en gave” (det koster stadig penge at komme på, men det er langt billigere, end hvis man selv skulle betale etableringen).

Og i den forbindelse er der produceret en video, der faktisk fik vores lille familie til at overveje at flytte. Vi er i forvejen glade for Austin, hvor vi har været 2 gange – og vi har stor lyst til at prøve at bo i USA, så 2014 kunne sagtens blive året, hvor vi i en periode prøver det af og hvor vi samtidig får testet, hvordan livet er med internet på (high)speed:

Min pointe: Hvis Fyn eller nogle af småøerne vil have mig til at flytte længere væk fra København, så skal der være en eller anden særlig gulerod. Jeg hørte Business på P1, Skærtordag. Det var en udsendelse med Finn Helmer (Tidligere Giga og i dag desværre konkurs) og han fortalte om en idé, han havde arbejdet med, om at dække Danmark med hurtigt internet for år tilbage. Jeg tror stadig, vi kunne få en masse spændende virksomheder og idéudvikling ud af det, men jeg ved ikke, om vi har politikere, der arbejder med det? Måske det var sådan noget, de skulle overveje på Sydfyn? Når de altså har danset færdig. :-)

I denne uge er Snapchat på forsiden af Bloomberg Business Week med overskriften “Erasable You” og hele fidusen er at du med SnapChat genvinder kontrollen over, hvad internettet husker om dig.

Snapchat er en app til din telefon, som du kan bruge til at dele billeder med dine venner. Men billederne er ikke evige. Tværtimod forsvinder de efter ganske få sekunder (du indstiller selv tiden) og du kan være sikker på at billedet forsvinder, når det er set – for det er hele meningen.

Og Snapchat er i vækst. Der sendes over 50 mio Snapchats om dagen. Facebook har lavet en feature der hedder “Poke” med nogle af de samme muligheder for at “slukke” – og også tjenesten Wickr tilbyder dig mere kontrol med din data-historik.

Jeg er sikker på at debatten om, hvorvidt det er rimeligt at man ikke kan glemmes og at man ikke kan starte forfra på en frisk vil blusse op med jævne mellemrum – og mit synspunkt er at vi som forbrugere i nogle sammenhænge skal have lov til ubemærkethed – og jeg er sikker på at tjenester som tilbyder at du selv kan bestemme mere over, hvilke af dine meritter der ligger online til evig tid, går en lys fremtid i møde.

Det betyder ikke at Snapchat er det nye Facebook, det betyder bare at formatet, muligheden for at dele billeder der IKKE skal kunne holde til evig tid, efter min mening har en god chance.

Når nu vores data for evigt er spredt i skyerne, på gamle weblogs, i forældede debatfora og på forladte sociale tjenester med halvudfyldte profiler med grumsede billeder taget med vores første mobiltelefon, så har det jo hidtil været en stor trøst, at data kan ligge der i relativ ubemærkethed. Simpelthen fordi de er svære at grave frem.

Jeg kender ikke tallene, men gad vide, hvor mange af Artos gamle gæstebøger, der har trafik? Eller hvor mange af de efterladte weblogs på blogger.com, som stadig dukker frem i søgninger? Eller hvor mange der faktisk har slettet den MySpace profil, de oprettede i 2005 og brugte euforisk i 8 måneder? Eller bare hvor meget trafik, der er til gamle blogindlæg?

Mit bud er, at mange af de slagger, vi har efterladt aldrig bemærkes af nogen. Og jeg har ikke tidligere tænkt over, om det var godt eller skidt, men da jeg hørte om Facebook Graph tænkte jeg straks “så er freden forbi”, for her er meningen jo netop at alle de historiske data, der ligger stille, skal sættes i arbejde. I går læste jeg så en længere artikel hos The Atlantic om “obscurity” (på dansk “ubemærkethed”) og jeg synes debatten er interessant. Bør vi have ret til ubemærkethed?

Når vi altid taler om privatliv, så bliver det hele så bevidst. Du skal selv ind i indstillinger og sætte de rigtige flueben, du skal sikre dig, at du kun deler med venner, at det du mener, er helt gennemtænkt og noget du til enhver tid, kan stå inde for. (Senest at du virkelig ÆLSKER de Facebook sider du synes godt om, da du kan blive associeret med dem i al evighed). Du skal ikke åbne op for at potentielle arbejdsgivere kan se festbillederne på Facebook – eller din politiske overbevisning. Og så videre.

Alt sammen udmærket, hvis det bare var sådan, at mennesker var statiske, holdt fast i deres meninger og kun var på nettet, når de var ved deres fulde bevidsthed. Men det er vi ikke. Vi er på automatpilot i masser af sammenhænge – og vi ændrer os, vi skifter mening, vi ændrer omgangskreds, vi stemmer anderledes og vi synes måske, at bowling er dødsygt, mens vi er i 40erne, for så at blive seniormestre når vi er i 60erne. Og det dejlige har indtil nu været, at vi ikke skal stå til regnskab for at udvikle os eller for at flytte os – det sker i ubemærkethed, mens vi lever.

Noget andet er, at søgemaskinerne kan blive meget intelligente. I artiklen fra the Atlantic er der et godt eksempel. Lad os sige at du ikke vil associeres med et parti. Du har ikke “synes godt om” nogle af partiernes sider, du er ikke fan af din folketingskandidat, du har ikke delt kampagneflyers under valgkampen. For eksempel fordi du er embedsmand. Men du har jo trykket “like” på artikler fra Politiken om fattigdom. Du har også skrevet en kommentar når en ven har delt et politisk synspunkt – eller måske trykket synes godt om, når han har delt et link til en debat. Så nu kan søgemaskinen “regne dig ud”. Med en simpel algoritme gøre dig mere rød end blå – og når dine venner så laver søgninger på, hvem der er mest røde eller blå, så afslører dine handlinger dig – selv om du egentlig ikke var klar til at springe ud som politisk!

Så hvad gør vi mon, når søgningerne bliver bedre? Når Facebook og andre tjenester melder ud, at det at synliggøre al viden for alle, er målet? Mit bud er at der opstår forskellige strategier:

1) Fuld forståelse og alt er åbent
Her er der vægt på at udvikling er naturlig, at mennesker er modstridende, at man gerne både må være medlem af en gruppe der hader Madonna og have trykket synes godt om hendes Facebookside – fordi man sagtens kan have ment ét i 2008 og noget andet i slutningen af 2009 – og bevæggrundene for at man flytter sig rager ikke andre. Hvis du kender historien (at din ven mødte sin kæreste, og at hun var formand for Madonnas fanklub) så er du en meget nær ven – eller muligvis nærmeste familie. Og hvis man taler om at man ønsker ubemærkethed får man bare den besked at så skal man ikke være online.

2) Ryd op
Det er jo lidt som inden vand blev en ressource. Man brugte bare løs og tog karbade og børstede tænder med rindende vand. På samme måde har al den ubemærkethed gjort, at vi bare kunne lade vores data ligge og flyde i rå mængder. Jeg forudser at der kommer bøger om, hvordan du rydder op og hvordan du etablerer rutiner, så alt det du ikke er 100% sikker på, at du stadig mener bliver slettet løbende. Måske vil der endda komme automatiske tjenester der spørger dig hver 3. måned om du vil gemme dette, dette og dette – tager du ikke stilling sletter vi det!

3) Spær dine data inde
Jeg tror også, vi vil se tjenester der tilbyder at lukke dine data/ dit arkiv inde. På den måde kan du gemme ALT, så du selv har en logbog over hvad du mente, men det bliver bag en mur som kun du har adgang til og måske bliver det til en start noget besværligt noget med at du skal downloade data, overføre dem (eller igen – give en tjeneste adgang) og beslutte dig for graden af ubemærkethed.

Og sikkert alle mulige andre tilgange – bare smid en kommentar, hvis du har flere forslag?

Under alle omstændigheder er jeg sikker på at Facebook Graph nok skal blive både ret fantastisk – det ER jo smart, at du kan se de restauranter i London som dine venner har anbefalet, når de har været afsted og ret skræmmende, fordi de tilfældige “likes” som du har drysset omkring, uden at tænke langsigtet pludselig bliver noget, du bliver konfronteret med i samtaler “Jeg så i en søgning på Facebook Graph at du er fan af FCK? Jeg troede vi var blevet enige om at Brøndby var vores hold?”.

Spændende tider. Hvad mener du? Er retten til ubemærkethed en ret – eller handler det bare om, at vi skal vænne os til at synliggørelse af alt er det nye sort?

Læs hele artiklen i The Atlantic her: Obscurity: A Better Way to Think About Your Data Than ‘Privacy’

Jeg læste hos Forbes i dag at Facebook er begyndt at bruge vores “Synes godt om”/likes på sider til at lave reklamer for siderne overfor vores venner. Og det har de jo altid gjort, så det er vel helt ok?

Når jeg i oktober trykker “Synes godt om”/ Like på siden for Dyrenes Beskyttelse (DB), så fremgår det af min timeline og nogle af mine venner ser, at Trine-Maria synes godt om DB. No problem, god karma. Men nu er der sket den lille formatændring, at Facebook flere måneder efter at jeg var inde og like en side, kan bruge mit like, sammen med et nyt opslag.

Hvis DB i januar året efter laver et opslag om at alle katte skal være indekatte (det er et opdigtet eksempel, ok?) fordi det er synd for dem, at de fryser om poterne udendørs, så kan Facebook vise mine venner, at jeg synes godt om DB OG at DB har det Facebook kalder “et relateret opslag” om at “Alle katte skal være indekatte”.

Nu sker der så det at 85% af mine venner ikke ser ordet “relateret” = de tror at jeg mener, at katte skal være indendørs = de begynder at diskutere det med mig – eller forsøger at få mig udelukket fra det gode katteselskab. Kort sagt, fordi Facebook AUTOMATISK associerer mit navn med en eller anden vilkårlig opdatering, kan mine venner og min familie få et andet billede af, hvem jeg er.

Et par af de lokale Facebook-eksperter har på Facebook, forsvaret FB med at de jo skriver, at det er relateret og at man jo selv har liket siden. Mikael Lemberg understreger at man ikke skal Synes godt om/ Like en side, hvis man ikke vil stille sig op på strøget og råbe “Jeg kan godt lide Dyrenes Beskyttelse”

Jeg synes de glemmer, at der dels sker en udvikling med os. Det vi kan lide i foråret 2010 kan vi måske decideret ikke lide i 2012 (og så bør man rydde op, men hånden på hjertet, hvornår har du sidst ryddet op i sider du kan lide på Facebook?) og at der dels kan være mange grunde til, at man synes godt om en side – det kan være af nysgerrighed eller fordi det de siger lige nu på siden er relevant – eller fordi der var et billede af en sød hund.

Jeg synes den “lille” ændring er irriterende – og jeg vil personligt ikke associeres med alt muligt fra sider, jeg har liket for år tilbage eller som jeg egentlig har liket uden at tænke først. Tænk for eksempel på forlag der både udgiver bøger, jeg gerne vil prale af at have læst – men som samtidig udgiver det værste skrammel – og nu kan jeg altså blive brugt til indirekte at anbefale en erotisk lægeroman med en revisor i hovedrollen … nej tak!

Foreløbig er der 2 ting du kan gøre. Gå ind på Facebook, klik ind på din egen timeline (klik på dit eget navn) og rul ned til den kasse der hedder “Synes godt om”. Her kan du se hele listen over alle de sider, du har syntes godt om og du kan redigere/ slette dem du ikke vil relateres til. Derudover kan du fremadrettet vælge at lade være med at synes om sider, som du ikke er helt pjattede med.

Ole Kassow, som jeg er venner med på Facebook skrev noget jeg synes Facebook skule tage at få lært; “Uigenneskuelighed er og bliver aldrig sympatisk.”

Ingen ved det, men i fredags var jeg (sammen med Andreas Johannsen fra Klean) i Deadline på DR2 kl 22.30 for at forsøge at forklare, hvad det er der er sket:

Du kan se indslaget på DRs hjemmeside

Og du kan se hele videoen med “Gangnam style” her:

Tivoli – forlystelsesparken og nationalklenodiet – er kommet i problemer på sociale medier. Det er for tidligt at sige om det er alvorligt, men mit bud er at de sidder og klør sig lidt i nakken i Carstensens gamle have.

Hele miseren skyldes, at Tivoli har indgået en ny samarbejdsaftale med Kopenhagen Fur, som er Danmarks (og verdens) største pelsauktion og dermed også knyttet til den noget omdiskuterede danske fabrikation af mink. At ikke alle mink-avlere behandler deres dyr godt kom frem under en udsendelse med titlen “Pels på vrangen” hos Operation X som blev vist i oktober 2009.

Udsendelsen har været meget omdiskuteret og pels-industrien og mink-avlere har siden forsøgt at fortælle en anden version af historien blandt andet med øget åbenhed. Man kan komme og besøge en minkfarm og selv se, hvordan dyrene har det.

Det forhold at Danmark har verdens største pelsauktion, beskæftiger mange mennesker og derudover producerer de dyreste minkskind i verden af bedste kvalitet har også fået en del omtale. Sikkert med god hjælp fra Kopenhagen Fur som er gode til at udsende pressemeddelelser om deres successer og som står til rådighed for pressen, når der er debat. De har sågar en side på deres website om Fup, fakta og minkavl.

På den anden side af konflikten står Anima, som er en samling aktivistiske typer der af mange forskellige grunde er modstandere af pelsavl. Helt generelt er de vegetarer og mener ikke, at man skal hverken spise dyr eller bruge deres skind osv. fordi det alt sammen er forbundet med at dyrene lider. Sammenstødende mellem Anima og minkavlerne har været flere og beskyldningerne har føget gennem luften. Anima har en kampagne med fokus på at forbyde minkavl.

Så kort sagt må Tivoli jo have vidst, at pels ikke er lige ud af landevejen, at der findes modstand og konflikter og kedelige billeder på nethinden – og de må jo have vurderet risikoen inden de indgik aftalen. Eller hvad? Måske har Kopenhagen Fur eller andre med sans for mode (og mindre sans for folkestemning) fået overbevist Tivoli om at 2009 er længe siden. Eller måske har Tivoli overbevist sig selv om, at pels-aktivister da bare er en lille forkølet forsamling vegetarer på venstrefløjen og at penge ikke lugter?

Måske lugter der alligevel lidt på Facebook?

Uanset hvad, mener jeg ikke det kan undre Tivoli eller andre med en smule kommunikationsforstand, at kunderne ikke er glade.

Selv om vi alle godt ved at Tivoli er professionaliseret og leanet og skal tjene penge og selv om vi år efter år ser, at Tivoli kaster vrag på vores nostalgi og fjerner forlystelser som ikke giver indtjening, så er vi også kollektivt stolte af vores “nationalpark”. Vi brokker os selvfølgelig over, at billetterne er for dyre, at turpas koster en formue og at de har skiftet duge i Grøften, men vi ÆLSKER Tivoli – og vi har traditioner og familiefortællinger om parken, som betyder noget for os. Tivoli er vores – også selv om vi ikke har aktier.

En lille gruppe med modstand hedder meget sigende “Red Tivolis Uskyld”

Lige nu ser det ud som om Tivoli har brudt kontrakten med os. Vi forstår jo godt, at de ikke kan leve af, at vi synes, det var hyggeligt med alle de brune værtshuse og egentlig synes vi også selv, at “Det Gyldne Tårn” er ret meget sejere end “Baljerne”. Men når det pludselig handler om, at lade parkens juletema (julen er lige så hellig som Tivoli) sponsorere af en branche, som måske nok tjener penge til landet, men som vi bare ikke er spor sikre på, at vi kan være stolte af, så vil vi ikke have blandet de ting sammen.

Vi kan til nød tolerere at pels-auktionerne tjener penge hjem til landet og skaffer arbejdspladser, men det giver dem ikke en plads i vores nationale hjerte og det giver dem slet ikke en plads i vores Tivoli.

Det er et klassisk eksempel på at brandet ikke længere bare er virksomhedens. Tivoli er vores, julen i Tivoli er vores og vi insisterer derfor på at være med til at bestemme, hvad der skal være i det og hvordan det skal komme til udtryk. Virksomheder der ikke respekterer at vi ser sådan på dem, kan meget hurtigt ødelægge deres relationer til kunderne

Så på Facebook side oversvømmes Tivoli nu af opslag fra kunder, som er vrede og skuffede over at Tivoli ønsker at blåstemple pels og den dyremishandling, de mener finder sted i den forbindelse – og mange af bidragsyderne lover, at de aldrig sætter deres ben i Tivoli igen.

Tivoli har forsøgt med et gensvar som i skrivende stund har fået mere end 1450 kommentarer – og langt de fleste er ikke alt for glade:

Men udover de sure, er der faktisk også en del der synes, det er hyklerisk ikke at ville støtte pels-avl, når man spiser kød fra dyr der også er opdrættet industrielt – og der er mennesker, som siger det, mange tænker; at selv om man skriver på Facebook, at man ikke vil gå i Tivoli længere, så er det jo ikke sikkert, man kan huske det til næste sommer.

Så hvor længe varer den her storm? Får den konsekvenser for Tivoli? Jeg synes det er svært at sige endnu, men jeg har (som sædvanlig) et par gode råd til Tivoli:

1) Forklar hvorfor de der pelsfolk har en plads i Tivoli?
Det er ikke nok, at de har skrevet en stor check. Hvis det er jeres eneste argument, så kan I ikke vinde alle os der elsker Tivoli med hjerterne tilbage. Der MÅ være en bedre begrundelse?

2) Hold fast i at I ikke tolererer nogen form for dyremishandling
I skriver, at I stoler på at branchen overholder regler og krav – og det tror jeg kan blive meget vigtigt, for I kan efter min mening ikke tåle at vi tror, I synes det er ok med et par små mink der lider, fordi checken er stor. Jeg håber, der er en klausul i jeres kontrakt om, at hvis det viser sig at branchen ikke er etisk og dyr plages, så kan I trække jer. Det er strategisk uklogt, hvis det viser sig, at I skal trække en branche med et blakket ry op af dyndet.

3) Overvej om I kan fortælle noget der trækker i modsat retning
Lav et manifest for dyrevelfærd. Lav et samarbejde med Grønland om sælskind. Gør noget der viser, at I måske nok tjener penge på at dyr pelses, men at I med den anden hånd giver penge til at noget i verden bliver bedre. Det skal ikke være utroværdigt, for så gør I det bare værre.

4) Overvej om I kan involvere og inddrage brugerne
Som nævnt har I et brand som alle elsker og har en mening om. Brug de mange stærke følelser og relationer til at tale med kunderne i stedet for bare at tale til dem – involver fx. kunderne i, hvad I kan gøre for at flere dyr får det bedre.

5. Hold konstant øje med udviklingen
Det ser ikke for godt ud på Trustpilot og på Tripadvisor, er der nu også anmeldelser der handler om etikken i Tivoli. På Facebook og blandt social media nørder løber historien hurtigt og den har også ramt Politiken. Hvis I er heldige var det det. Hvis ikke kan I godt begynde at gøre klar til at forklare i TV-Avisen, hvorfor pels hører til i Tivoli – og så er vi tilbage ved pkt 1.

PS: Helt Normalt har den sjoveste udlægning af sagen

I efteråret holder jeg sammen med Huset Markedsføring 2 kurser der gerne skal gøre Facebook-administratorer endnu bedre til at bruge Facebook engagerende i kommunikationsarbejdet.

Kurset i København foregår tirdag d. 23. oktober
Kurset i Århus foregår torsdag d. 29. november

Nogle af punkterne i programmet er:

Organisatorisk set-up
- Hvor hører Facebook til i organisationen?
- Kommandolinjer mellem f.eks. marketing, kommunikation, kundeservice og ledelse
- Beføjelser – hvem må gøre hvad og hvad må der skrives?

Tidsforbrug
- Indhold på og drift af Facebook siden
- Hvordan genererer du flere fans og fastholder dem

Hvordan skriver du Facebook opdateringer – der bliver læst
- Dialog med kunderne – både tilfredse og utilfredse!

Facebook regler
- Hvad må du og hvad må du ikke?

Se mere information om kurserne og tilmelding på Huset Markedørings website.

Der har jo været demonstrationer i Mellemøsten pga en film på YouTube (og nej, jeg har ikke set den og nej vi skal ikke diskutere indholdet i filmen her – hvis du vil diskutere politik er det fint, men min blog handler jo stadig om sociale medier, så det holder jeg mig til her …)

Newsweek har på grund af de optøjer der har været, sat et billede af vrede muslimer på forsiden.:

Og i dag har Newsweek så suppleret forsiden med et ret klodset forsøg på at starte en debat på Twitter:

Udfordringen er selvfølgelig, at med 140 karakterer er der ikke plads til ret mange nuancer – og med valget af ordet #MuslimRage som nøgleord (når man sætter sådan en # foran et ord bliver det til et nøgleord – som så skal bruges i alle efterfølgende tweets, hvis man vil være med i debatten) fik Newsweek mildt sagt kastet sig ud i lidt af en generalisering.

Og hvis nu det passede, at muslimer var rasende, så burde der jo efterfølgende have været et utal af tweets, hvor muslimer BLEV rasende og skældte Newsweek ud for at være alt for endimensionelle i deres oplæg til debat. Og de tweets kan man stensikkert også godt finde, hvis man leder efter dem.

Men der skete bare også noget meget sjovere, som har fået mit til at sidde og smågrine det meste af aftenen. For en hel masse muslimer på Twitter besluttede kollektivt og uden yderligere koordinering, at lave sjov med det valgte nøgleord/ hashtag og her får I lige en stribe af de bedste tweets fra Twitter – som alle gør brug af #MuslimRage og som er fra mennesker altså gerne vil være med i Newsweeks “debat”:

Den første stribe handler om, hvordan muslimer “raser” over, at der er bacon i en masse mad i USA:

Derudover forskellige andre versioner af morsomheder:

Også nogle lidt grove som har cirkuleret i mange forskellige versioner:

Og endelig en enkelt kvinde med slør, som skrev følgende:

Og som er blevet retweetet (det vil sige folk har “gen-udsendt” hendes tweet) 4664 gange – hvilket formodentligt betyder at titusinder af mennesker har set hendes tweet og trukket på smilebåndet.

Nogle begyndte også at finde billeder frem af muslimer i fredelige situationer som modtræk til forsidebilledet – og at sætte nøgleordet #MuslimRage sammen med billederne. Igen for at illustrere humoristisk at Newsweek strammer den i deres oplæg til debat. Gawker har en god samling billeder med sjove tekster her.

Og hvad kan Newsweek (og vi andre) så lære af historien?

Newsweek har foreløbig valgt at ignorere, at deres nøgleord bliver brugt en smule anderledes end de forventede :-) og det kan jeg godt forstå, men jeg synes samtidig det er lidt ærgerligt, for det ville virke ret stærkt, hvis Newsweek i stedet anerkendte at deres udspil var for unuanceret og hvis de selv kunne grine lidt med. Det virker lidt gammeldags på mig, når man på Twitter starter en debat og så vælger ikke selv at deltage i den, fordi den tager en drejning, man ikke havde ventet.

Derudover illustrerer sagen ganske godt at i sociale medier mister man let kontrollen og hvis man ikke er med på den præmis, har man ikke forstået mekanismerne ret godt. Jeg skriver i toppen af dette indlæg at jeg gerne vil være fri for at debattere det poltiske i sagen, men jeg ved godt at hvis I beslutter, at det er det I vil debattere, så kan I jo bare skrive blogindlæg om det og linke til mit indlæg. Jeg bestemmer altså, hvad jeg selv mener og hvad jeg vil kommentere på og mene noget om, men jeg kan ikke styre verdens fortolkninger af mine synspunkter.

Omvendt synes jeg også historien viser, at det ER vanskeligt at kommunikere godt, når man kun har 140 tegn til rådighed. Og at det er let at blive til grin, hvis man er alt for kæk.

Her er en stribe artikler og blogindlæg om historien, hvis du vil have flere nuancer:

Newsweek’s Muslim rage invites Muslim humor
Woman unveiled – Muslim rage
Twitter Gives Muslims A Voice, A (Seriously) Funny Voice #MuslimRage
Newsweek’s ‘Muslim Rage’ cover sparks wave of scorn

Og her er Newsweeks forsidehistorie, som er skrevet af Ayaan Hirsi Ali (og som jeg skynder mig at indrømme at jeg ikke selv har fået læst. Jeg har været for optaget af at følge med i sagens udvikling på Twitter – og jeg har også lige udtalt mig til datolinjen på radio 24/7 om sagen her til aften).

Jeg skriver på et kapitel om online venskaber og jeg skriver om tillid som en grundsubstans i venskaber. Et af de afsnit jeg sidder og bokser med lyder som følger:

“Et andet vigtigt karaktertræk i venskaber er tillid. Tillid opbygges ved at vi deler privat information om os selv. Vi taler om kærlighed, om sex, om de tanker vi gør os om andre mennesker eller om vores fag eller felt – og hver gang blotter vi os for den anden og viser tillid til, at den anden ikke vil afsløre os eller bruge sin viden om os i mod os. Jo mere åbne vi er overfor venner, jo mere private, jo dybere har venskabet potentiale til at blive – og jo mere sårbare bliver vi også i venskabet. Vi investerer tillid i et venskab og dermed bliver venskabet mere dyrebart for os.

Så hvor efterlader det online venskaber? Kan vi bygge tillid til hinanden og blive rigtige venner online? Masser af venskaber starter online. Og de præcise tal er svære at finde, men det er ikke unormalt at se undersøgelser der viser at 20% af alle parforhold starter online – så selvfølgelig foregår der tillids-opbygning online.

Og hvad er det så der får os til at stole på hinanden online? Hvad er tillidsvækkende? Først og fremmest at vi starter. At vi går i gang med at vise hinanden tillid. Jeg kommer ganske enkelt til at stole mere på dig, hvis du viser mig noget af dig selv – og måske tør være en lille smule sårbar. Det kan være at du i stedet for at skrive dine blogindlæg helt færdige, så det virker som om du ved alt, vælger at blotte din tvivl eller din uvidenhed eller din (rodede) arbejdsproces – eller måske bare at du begynder at stille spørgsmål og undre dig? Det kan også være du deler overvejelser du gør dig om den måde du er på, om den måde du reagerer på eller den kamp du kæmper for at blive bedre til at være sund eller til at sige fra – eller alt muligt andet, hvor du kan blotte dig, vise en smule sårbarhed og være personlig uden at blive så privat, at jeg rødmer og tænker “Ups – det var nok ikke skrevet til mig”. Det er en balancegang og der er med garanti mange forskellige måder at starte online venskaber på.

Min erfaring er imidlertid at mange af de mennesker jeg kender som har gode, synlige online personligheder og mange venner er gode til at vise verden tillid i en eller anden form og dele det de ved. Mange af dem fortæller mig, når jeg taler med dem, at de er startet med ikke helt præcis at vide, hvad de skulle dele online? Alligevel tog de chancen og stolede på at nogen derude nok kunne bruge deres overvejelser til noget – og det er der kommet gode venskaber ud af…

Har du sådan en historie? Om at nogen du kender nu delte noget du genkendte eller som gjorde at du tog initiativ til et venskab – eller har du selv vist tillid og fået venskaber til gengæld? Eller synes du der er andre væsentlige elementer i tillid? (Etos, logos og pathos fx), så må du meget gerne enten kommentere eller sende mig en e-mail på trinemaria@gmail.com – jeg vil gerne have nogle gode historier om online venskaber med i bogen – eventuelt anonymiseret, hvis du foretrækker det :-)

PS: Jeg underviser fuld tid både mandag og tirsdag, så hvis jeg ikke lige svarer/ godkender kommentarer asap, så er det fordi jeg ikke lige er online …

Kære online ven eller veninde

Hvis du vil gøre mig en tjeneste, så smid lige dit eget navn ind i Google og tag et screen-shot af resultatet og send det til mig på trinemaria@gmail.com sammen med en enkelt linie eller 2 om, om det er præcis som du forventede eller om noget overrasker dig, når du googler dig selv?

Jeg er også interesseret i historier hvor I har googlet en ven eller en kollega eller andre og er blevet overraskede over noget I har fundet om personen?

Jeg skal bruge det til det afsnit i bogen der hedder “Find dig selv online” og jeg skal gerne anonymisere dig og alle implicerede, hvis du ikke vil have dit navn nævnt :-)

Af hjertet tak … (og sådan bliver det jo nok de næste 3-4 uger – jeg spørger og spørger….)