hovedetpaabloggen.dk

På det seneste er jeg flere gange stødt på det “gode” råd fra social media rådgivere, at virksomheden jo bare selv kan skrive den første kommentar på Facebook eller på en blog for at “starte samtalen” – eller at man lige kan få nogle man kender, til at klikke på like – og jeg synes virkelig, det er et dårligt råd.

Jeg er helt med på, at det sagtens kan være, at det virker. At du får folk til så at kommentere, fordi de synes, den første kommentar ikke kan stå alene. At du “lokker dem ud af busken”. Men hvad er formålet? At kunne tælle kommentarer og afrapportere, at man fik 14 kommentarer i stedet for 0? At man lykkedes med at få folk til at diskutere noget som de i virkeligheden hellere ville have været fri for at mene noget om?

For mig er sociale medier rum på nettet, hvor vi bygger sociale relationer til andre mennesker. Alle relationer bygger på tillid. Jo mere du bygger din relation til mig op med manipulerende elementer, som (hvis de afsløres) fremstiller dig som utroværdig, jo mere må du forberede dig på senere at skulle kæmpe for at genoprette din tillid – og jeg synes ærlig talt flere virksomheder skal overveje om det er værd at sætte troværdigheden over styr for et ekstra klik eller en kommentar mere?

Hvis du vil have mig til at kommentere, så skriv dog noget interessant? Eller som jeg har sagt nu i virkelig mange år; “Lad være med at starte samtaler, du ikke selv gider deltage i!” Det gælder til fester og det gælder på nettet.

Jeg blev ringet op af journalist Anette Sand fra Berlingske, til en snak om de første 10 år med Facebook og det satte tankerne i gang. Hvad diskuterede vi da vi startede? Og hvad diskuterer vi nu, hvor vi stort set allesammen er på? (2.3 mio danske profiler er det sidste tal jeg har). Vi bruger 18% af vores samlede online tid på Facebook (til sammenligning bruger vi ca. 1% af vores tid på dr.dk og ca. 4% på YouTube – tallene er fra FDIM).

Så i dette blogindlæg kigger jeg lidt tilbage på, hvordan vi egentlig så på Facebook, da det hele startede (for mit vedkommende i september 2007 – ikke særlig tidligt – men nok meget passende der, hvor alle mine venner kom buldrende ind på Facebook – og skriv endelig i kommentarfeltet, hvornår du kom på og hvordan – det er sjovt at se tilbage)

Her er mine allerførste opdateringer – og ja, jeg kan da godt selv se, at de er ret banale … det skønne er vel, at sådan var det bare. Facebook spurgte, hvad jeg lavede og jeg svarede … :-)

Jeg var meget mere sofistikeret her på bloggen :-) Her var jeg vant til at skrive lidt længere og næsten altid med det formål, at få nogle gode samtaler igang. På bloggen var der ikke nogen like knap – så hvis vi ville sige noget, måtte vi skrive kommentarer og jeg skrev mange – og fik også ofte mange herinde – det var faktisk rigtig sjovt. :-)

Her er nogle af de ting vi allerede talte om på bloggen i 2007:

1) Ny åbenhed om detaljer i vennernes liv
I Oktober 2007 havde vi debat om brugen af grupper. Især om den nye synlighed det gav. Det var i forbindelse med valget og de poltiske tilkendegivelser, som pludselig blev ret åbne på Facebook.

Hvis man ikke var vant til at vide, hvor alle éns venner befandt sig i det politiske spektrum, var det faktisk ret overraskende, pludselig at se det, når folk meldte sig ind i grupper.

Bemærk også, at jeg indleder indlægget med lige at forklare, hvad Facebook er! :-)

2) Virksomhederne behøver ikke gå i panik fordi medarbejderne er på Facebook
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg drøftede om ikke virksomheder nu skulle til at have nogle regler for, hvad medarbejderne så måtte på Facebook – og allerede i oktober 2007 tog jeg emnet op her på bloggen.

Mit synspunkt (som ikke har ændret sig) var, at medarbejderne jo altid har været ambassadører, at de nu blev mere synlige og at virksomhederne hellere skulle bruge kræfterne på at se de nye muligheder. Noget jeg heldigvis synes de er blevet markant bedre til og jeg har selv været med til at lave mange retningsliner med nedenstående formål (citatet er fra oktober 2007):

“Efter min mening kan virksomheder opnå følgende fordele ved at lave nogle positive retningslinier:

- Større synlighed, fordi medarbejderne spreder ordet
- Mere humant billede af virksomheden, fordi der bliver sat ansigt på
- En stemme i samtalen, som er troværdig”

3) Det er svært at være virksomhed i et socialt rum som Facebook
I 2009 begyndte vi i Socialsquare, hvor jeg arbejdede dengang, at holde fyraftensmøder om Facebook i organisationer. Og det er ret sjovt at læse reflektionerne:

“I forhold til at bruge Facebook til noget der har med arbejdet at gøre, så mente de fleste af vores gæster at Facebook egner sig bedst til dialog, til noget der opfattes som hyggeligt eller noget man er sammen om. De fleste af vores gæster ville nok vægre sig ved at Facebook pludselig blev sådan et sted med nyheder fra organisationen – eller links til tunge informationer. Facebook egner sig dårligt til envejskommunikation.”

Jeg kunne jo godt blive ved med at bladre rundt i arkivet, men det har jeg ikke tid til. Jeg brygger på en ny virksomhed (mere i det næste blogindlæg) og passer mit arbejde med at få kunder til at bruge sociale medier begavet, jeg planlægger foredrag og workshops – blandt andet om blogging og om twitter på Social Media Week – og kurser om Facebook :-)

Så skriv i stedet en kommentar – gerne med et link til dine første debatter, reflektioner over Facebook … og tænk at jeg er blevet så gammel, at Facebook kan gøre mig nostalgisk … åh ja, det var tider :-)

Godt Nytår!

Igen i år var der forhåbentlig gadgets under træet og opskrifterne til julemaden fandt du vel online og læste på din tablet? Hvis du er som de fleste, købte du også en hel del af gaverne på nettet og delte i den forbindelse alt fra tøjstørrelser, vægten på din and, din hunderace, dine farvepræferencer når det gælder borddækning, din yndlingsmusik samt ikke mindst samtlige kreditkortinformationer med alt og alle online! :-)

Men hvem får egentlig alle de data, vi deler online? Bliver de genbrugt og til hvad? Og er de virksomheder, som du stoler på online, klar til at forvalte den tillid, du viser dem? Det er nogle af de spørgsmål som jeg har tænkt mig at gumle videre på i 2014 – sammen med min mand Hans.

2013 har under alle omstændigheder vist os, at rigtigt mange online data allerede både indsamles og bruges helt uden vores samtykke. Vi har haft fornøjelsen af Edward Snowden, der har lækket informationer fra NSA og vi har samtidig kunnet følge eftervirkningerne af Wikileaks og de mange hemmeligheder, der slap ud der.

Derfor er årets tema for Nytårskuren i Hvalsø Bio TILLID. Jeg vil ikke påstå, at Hans og jeg har ret mange svar endnu, men vi glæder os til at tage hul på diskussionen sammen med dig torsdag d. 16. januar klokken 19:00 – 22:15 med følgende program:

19:00 – 21:15 Dokumentarfilmen “We steal Secrets” om Wikileaks og Julian Assange
21:15 – 21:45 Pause med indlagt Champagne
21:45 – 22:15 Oplæg om tillid og debat (Vi løfter sløret for Trine-Maria og Hans nye konsulentvirksomhed)

Som sædvanlig har vi (Trine-Maria og Hans) ca. 50 gratis billetter til kunder og samarbejdspartnere og venner. Og hvis du ikke synes, du kender os godt nok til at bede om en gratis billet, men bare rigtig gerne vil se filmen og deltage i debatten og smage champagnen bliver det muligt at købe billet på Hvalsø Bios hjemmeside efter nytår. Prisen bliver 85 kroner og du støtter et godt formål, da biografen er drevet 100% af frivillige.

For mange københavnere kan Hvalsø Bio godt virke uoverskuelig fjern :-), men hvis man kan finde hen til Kbh Hovedbanegård, så er der ca. 40 minutters togtur til Hvalsø – og toget standser lige over for biografen. Vi starter og slutter arrangementet så det passer med togtiderne.

Tilmelding på e-mail (trinemaria@gmail.com) og med emnet NYTÅRSKUR 2014 i emnefeltet, så er det nemlig lettere for mig at finde dig i indbakken. Du er tilmeldt gratis, når du modtager en mail fra mig om, at du er på listen og har fået billetter.

Overskrift.dk er formodentlig Danmarks førende online overvågnings-redskab med godt overblik over tweets og blogs på dansk. Her kan du se, hvad danskerne taler om på sociale medier og hvis du er en virksomhed, kan du købe dig til overvågning af dit virksomhedsnavn eller andre relevante søgeord.

Tjenesten har eksisteret i årevis og har altid været en af mine favoritter, men nu er den re-designet og blevet lettere at bruge, så jeg synes lige, jeg ville gøre lidt ekstra reklame. Check siden ud på overskrift.dk og læs mere om deres re-design hos Markedsføring

Følg også udviklingen af tjenesten og få adgang til statistikker og indsigter fra Jens Ulrik og Stefan der står bag tjenesten, ved at læse deres blog

I forgårs var der stor beundring for Jens Stoltenberg, Norges Statsminister, fordi han en fredag i juni kørte taxa og snakkede med almindelige nordmænd, der selvfølgelig blev behørigt overraskede over at chaufføren, var deres egen statsminister. Som en ældre kvinde sagde til ham; “Godt, for jeg ville skrive brev til dig!”.

Videoen kan du se her:

I dag er situationen så en lidt anden, for det viser sig, at taxa-turen var en veltilrettelagt kampagne, hvor 5 ud af de 14 passagerer var street castet (fundet på gaden, spurgt om de ville være med i en film om arbeiterpartiet – og betalt 500 kroner for at deltage).

Arbeiterpartiets kommunikationschef hævder at ingen af deltagerne har fået at vide, at det var Jens Stoltenberg, der skulle køre taxaen og at ingen er briefet om, hvad de skulle tale om. Formålet med at finde folk på gaden, var at sikre flere aldersgrupper og begge køn repræsenteret og at Jens Stoltenberg faktisk havde kunder i vognen.

Alligevel har skuffelsen spredt sig. Også i vores egen TV-avis her til aften. Og selv om man altid kan diskutere, hvor alvorlig “forbrydelsen” er, så fik jeg alligevel lyst til at skrive lidt om, hvorfor jeg bliver så skuffet, når jeg bliver udsat for den slags spin:

Videoen virker autentisk
Video og billeder eksploderer i antal på nettet, fordi begge dele viser mere af os, end det vi opfinder med bogstaver og ord foran maskinen.

Vi vil gerne tro på det, vi ser. Vi bliver glade af at se det rigtige liv. Vennernes børn, første skoledag, vores kolleger til en fest og altså Norges flinke statsminister køre taxa og møde rigtige mennesker ansigt til ansigt.

Og vi er med på, at der forekommer selv-iscenesættelse. At dem, der skal med på billederne friserer sig. Men vi regner ikke med, at der står en reklamemand bag og et castingbureau og en kampagnestrategi – og det, der skuffer mig hver gang, er, at jeg er hoppet på den igen, at jeg har været naiv, at jeg ikke kunne genkende manipulationens smiskende fjæs, men i stedet troede jeg så noget der var ægte.

Spin er for tøsedrenge
Det kræver mod at være ægte. Man skal kunne klare meget, hvis man ikke skal photoshoppe sine billeder (som den eneste kandidat) eller hvis man vil forsøge at sige det, man faktisk mener, uden at have sådan nogle hele sætninger parat, som man bare kan lire af. Autenticitet kræver selvtillid, fordi man ikke aner, hvad de andre i relationen gør, når der ikke er en drejebog. Det er SÅ sejt når nogen tør.

Opstillede billeder og kampagner kræver derimod stort ingenting, udover pænt hår og et godt bureau – og penge til at betale med. Spin er jo i virkeligheden for tøsedrenge, der ikke kan selv. Så skuffelsen går måske også på, at jeg troede Jens Stoltenberg faktisk var så modig, at han turde møde hvem som helst i den taxa?

Jeg nægter at være kyniker
Jamen, alle kneb gælder jo? Det ved vi da godt i politik? Det er naivt at tro andet! Vi ser det jo i TV-serier som House of Cards og Westwing og glæder os over ikke, at have amerikanske tilstande, hvor kynismen er løbet helt løbsk? Og jeg har allerede set de første kynikere på twitter, som ikke er overraskede og synes at det er for naivt at hidse sig op.

Det er meget muligt jeg burde vide det og at det er naivt, men jeg drømmer stadig om rigtige mennesker – også i politik. Og jeg vil altså fortsat blive skuffet, når vores politikere, som jeg desperat forsøger at stole på, snyder mig for at få mig til at føle et eller andet, der passer til deres nuværende partiprogram.

Stephen Colbert om kynisme:
“Cynicism masquerades as wisdom, but it is the farthest thing from it. Because cynics don’t learn anything. Because cynicism is a self-imposed blindness, a rejection of the world because we are afraid it will hurt us or disappoint us. “

Jeg vil hellere være naiv og skuffet, så.

Jeg ved, at relationer er guld værd
Når nogen siger til mig, at de søger rigtige relationer, at de vil det virkelige møde (med kunderne, borgerne, vælgerne), at de ønsker dialogen med andre, end dem der i forvejen er med i spillet, så ønsker jeg, at tro dem – og jeg forstår dem. Jeg ved godt at Jens Stoltenberg nok ikke har relationer til ret mange mennesker, der ikke indgår i hans strategiske planer. Men jeg håber, at han godt selv ved, at hans virkelighed ikke er hele verden og at han kan se værdien i at møde mennesker, der ikke er som ham selv.

Værdien jeg tillægger relationer kommer sig af, at jeg selv har oplevet betydningen for eksempel på LinkedIn, hvor en fjern kontakt hjalp mig med at få en opgave eller på Facebook, hvor jeg ved at deltage i debatter med vildt fremmede ofte er blevet udfordret og klogere. Jeg ved, at gode relationer er vigtige og at hvis man manipulerer groft med folk, så lægger de afstand til én. Jeg ved at relationer kommer af det, man siger og gør mod andre. Så jeg har svært ved at tro, at politikere kan være så dumme at sparke tæppet væk under deres relation til os, vælgerne for at opnå en eller anden midlertidig sejr?

Det er en del af det store spin
Jens Stoltenberg er midt i en valgkamp. Hans modstandere benytter denne lille fodfejl i hans kampagne til at ødelægge historien om den autentiske taxa-tur og bringe Stoltenberg i defensiven. I morgen kommer der en ny historie, der viser, at det i virkeligheden er modstanderne, der spinner mest. De har måske aflyttet hans telefon eller betalt en anden chauffør for at brokke sig over at Stoltenberg tog kunderne den fredag. Kort sagt skuffelsen kommer også af, at modstanderne er hurtige til at hjælpe os med at puste forargelsen op – og først om en uges tid ved vi, hvad der var mest skuffende undervejs … :-)

Hvad tænker du? Blev du skuffet – eller vidste du bare, at det ikke var ægte?

Et par links
Verdens gang om historien
“En skuffet kommentator – også fra Verdens gang”

Kære læsere. Først vil jeg gerne undskylde, at jeg jo slet ikke blogger nok. Jeg er til gengæld ret aktiv på Facebook og Twitter, så find mig endelig dér, hvis du vil snakke mere regelmæssigt. På facebook er jeg lige her og på Twitter er jeg lige her.

Derefter en slags forklaring på fraværet af blogindlæg i foråret og sommeren 2013. Sagen er den at jeg holdt orlov og var 3 mdr. i Italien. Jeg opholdt mig i en lille by 20 km nord for Verona og havde gæster og drak vin og gik ture med hunden og læste bøger og slappede af og spiste pasta og drak vin og tog til Garda-søen og fik italienske venner på besøg og dyrkede tomater og sov længe.

Kontoret

Huset

Baren

Gaden

San Giorgio

Den øverste terasse

Den nederste terrasse

Udsigt fra terrassen

Vinsmagning hos Rico

Vinmarken

Hunden

Derudover researchede jeg til min bog, som har været længe undervejs og som jeg sådan håber, jeg snart for alvor får hul på (krydser fingre for lidt flere regnvejrsdage i efteråret). Titlen på bogen er stadig Personlighed 2.0 og temaet er stadig, hvordan vi hver især bliver den bedst mulige version af os selv online. Efter hjemkomsten flyttede vi ud i vores sommerhus og nu er to uger med sand mellem tæerne ved at være slut. Kort sagt jeg kan ikke huske, hvornår jeg har haft så lang en periode med ro og fred og lange gåture. Det har været skønt.

Men jeg indrømmer også gerne, at jeg lige nu glæder mig rigtig meget til at komme tilbage på pinden på mandag og i gang med noget rådgivning og undervisning om sociale medier. Min kalender for efteråret ser allerede superspændende ud. Jeg kan se frem til foredrag for mange forskellige kunder – og til rådgivning af ejendomsmæglere og banker og til undervisning og uddannelse på RUC og for mine kunder i Grønland. Det bliver dejligt at holde nogle møder og snakke arbejdssnak.

Så det bedste ved min orlov er faktisk, at den har opfyldt sit formål – jeg er frisk og udhvilet og solbrændt – og den lange periode uden arbejde har illustreret på bedste vis, at jeg elsker min hverdag, så nu glæder jeg mig meget til den starter igen.

Hvis du vil vide mere om, hvad jeg laver arbejdsmæssigt eller hvis du skal i gang med sociale medier på arbejdet, så er der mere om, hvordan jeg arbejder og hvad jeg kan hjælpe med, på trinemaria.dk.

Fortsat god sommer, nyd solen og husk at holde pauser …

Der er så meget snak om overvågning og jeg er ret rystet over afsløringerne af, at NSA suger informationer fra services som Google, Facebook, Twitter og YouTube og fra telefonsamtaler med mere. For at fange forbrydere eller for at kontrollere befolkningen – lidt afhængig af, hvilke øjne der ser.

Jeg er også blevet meget træt af argumentet om, at hvis du ikke har noget at skjule, så er det vel ikke så slemt? Jeg har heller ikke noget at skjule, når jeg ligger i bikini i haven, men hvis jeg vidste, at der sad et kamera i et træ og at én eller anden personage i efterretningstjenesten kunne se mig, kan det godt være at jeg kun var brun fra halsen og op og fra knæene og ned. Udfordringen ved overvågning af alt, vi foretager os online, synes jeg er, om vi så pålægger os selv censur.

Har for eksempel lige hørt et debatprogram (Ordet er dit) på P1 om overvågning. Masser af gode spørgsmål og kommentarer. Blandt andet en forælder, der ringer ind og spørger, om hun mon skal være bekymret, hvis hendes børn/ teenagere søger på “hvordan laver man en bombe” og “terrorisme”, fordi de er nysgerrige og spiller Minecraft, hvor de bygger bomber? Og et svar fra en ansat i et center for datasikkerhed (?), som lød noget i retning af “jeg synes det er ærgerligt med selvcensur, men jeg tør ikke helt sige, hvor grænsen går”.

Har også hørt politikeren i studiet (Trine Bramsen fra soc.dem., men tror det kunne have været hvem som helst) blive ved med at gentage, at fordi der findes forbrydere, så skal vi allesammen finde os i at blive overvåget hele tiden. Jeg synes det er et dårligt argument, for mig bekendt er det stadig til debat, om og hvordan overvågning faktisk hjælper? Dels bruges der jo så ressourcer internt i politiet til overvågningen og dels er der vidst nok ikke ret mange sager endnu, hvor det kan påvises at overvågningen gjorde den afgørende forskel?

Samtidig med at jeg hørte udsendelsen, læste jeg hos The Guardian en artikel om, at overvågning kan blive en trussel mod demokratiet “Prism: secret surveillance could destroy democracy rather than defend it“.

Hovedpointen er ikke, at man ikke skal lave overvågning, men at overvågningen skal holdes indenfor lovens grænser, have et legitimt formål og være nødvendigt og i proportion med det behov, der er.

“In other words, States cannot do whatever they want to defend national security, but must operate within strict parameters. As a minimum, three main safeguards should be provided.

First, the law must be precise and clear as to the offences, activities and people subjected to surveillance, and must set out strict limits on its duration, as well as rules on disclosure and destruction of surveillance data. Second, rigorous procedures should be in place to order the examination, use and storage of the data obtained, and those subjected to surveillance should be given a chance to exercise their right to an effective remedy. Third, the bodies supervising the use of surveillance should be independent and appointed by, and accountable to, parliament rather than the executive.”

Jeg synes, det er valide pointer. Overvågning er udmærket, hvis man har konkret mistanke, men skal ske på en måde, så vi sikrer, at overvågningsdata bliver behandlet fornuftigt, både mens de indsamles, mens de fortolkes og bruges – og at de efterfølgende destrueres.

Det mest vigtige for mig er, at både ubetænksomme teenagere og alle os andre, stadig kan være nysgerrige og tør tillade os at søge svar på spørgsmål, vi måtte have om terror-netværk eller om hackere eller om politiske organisationer eller seksuelle orienteringer som vi finder interessante – eller underlige eller forkerte eller svære at forstå. Vi skal kunne have vores religiøse eller seksuelle eller andre private præferencer for os selv. Og min hovedanke mod “all-round-overvågning” er at det ganske enkelt ikke rager nogen, hvad jeg laver online medmindre jeg er under mistanke for et eller andet.

Det fremgår meget tydeligt af debatten på P1, at vi i Danmark stoler på “systemerne”. En af lytterne i programmet, som siger at han er ligeglad med overvågning, staten må vide alt, bliver spurgt, om han så vil søge på, hvordan man laver en bombe på nettet – og han siger at han da har fuld tillid til, at PET kan se udfra hans andre handlinger/ søgninger på nettet, at han ikke er terrorist og derudover, at han bestemt regner med, at hvis han bliver kaldt til samtale, så kan han lige forklare dem sagens rette sammenhæng og så er den ikke længere. Journalisten afslutter med at sige, at det sikkert passer, da manden ikke har et arabisk klingende navn …

Jeg er nok lidt mere forsigtig. Jeg er nemlig ret sikker på, at der sker fejl – også i det danske retssystem. Ikke med vilje og ikke fordi magthaverne er onde, men fordi det bare er mennesker og fordi der er pres på for at finde skyldige og komme videre.

Derudover synes jeg, det er værd at overveje om det vi indfører i dag er fremtidssikret. Arkiver og masser af oplysninger om borgerne ser jo fint ud i fredstid, hvor man stoler på magthaverne og selv har valgt dem. Men hvad nu, hvis et parti der ønsker mere sindelagskontrol for eksempel i form af sundhedsdiktatur, kommer til magten/ får flertal? Er det så en god idé at have et overvågningssystem på plads som frister fanatikerne til lige at finde alle de borgere, der ryger, har søgt efter opskrifter på kage og vejer for meget – eller som gør nar af grøntsager? (Okay – skørt billede, men indsæt selv et scenarie der er mere realistisk…)?

Jeg stoler da selv forholdsvis meget på de nuværende politikere og jeg er sikker på at tillid er det der har skabt velfærden i Danmark, men jeg forsøger ikke at være totalt naiv – og jeg nægter at tro, at en fremtid hvor flere og flere data opsamles og står til rådighed for flere og flere institutioner, ikke også kan blive et samfund, hvor nogle der har magt vil finde nye måder, at bruge de data på – til at fastholde magten og udvide territoriet over det de bestemmer over. Derfor synes jeg vi skal debattere hvad vi vil indsamle og derefter lovgive klart, så vi som borgere ved, hvad der indsamles, om hvem og hvordan det bruges og opbevares.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi diskuterer, om vi kan sikre, at de dataspor vi efterlader os, ikke forfølger os hele livet? Vi taler så meget om, at hvis man bliver fængslet og udstår sin straf, så skal man kunne “starte på en frisk”, men kan man overhovedet det, hvis alt hvad man nogensinde har sagt eller ment er registreret offentligt og er det rimeligt, at man ikke kan forandre sig? I nogle lande arbejder de med at indføre, at man ikke må kigge på data fra før en kandidat til et job, var fyldt 18 år i en rekrutteringsproces. Jeg aner ikke om det kan eksekveres, men hvorfor skulle man ikke kunne beslutte, at der er udløbsdato på flere oplysninger – for eksempel det man har søgt efter for 5 år siden?

Under alle omstændigheder fortsætter debatten forhåbentlig – og ikke kun med det argument, at hvis man har rent mel i posen har man intet at frygte. Jeg gider altså ikke at have alle mulige til at stå og rode i mit mel … :-)

Smid gerne links til gode debatter eller artikler eller bøger om emnet her nedenfor og fortæl mig, hvorfor du er helt tryg ved overvågning – eller hvad du synes vi kan gøre for at overvåge bedre, smartere, mere demokratisk.

Der er masser af grineri og drilleri (og som Line P foreslog i en opdatering på Facebook – nok også en hel del Københavneri) på Facebook i dag. Fordi de sydfynske borgmestre danser “Gangnam-style” i denne YouTube video og forsøger at overtale iværksættere til at tro på, at Sydfyn er sagen, når man skal starte og drive en virksomhed:

Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Jeg kan bare sige, at det virker ikke tiltrækkende på mig. Jeg bor jo allerede ude på landet (jeg bor ude i Lejre) og jeg er ligeglad med om de er flinke på Fyn, om der er bindingsværk og om Joan Ørting bor i baghaven. Vi valgte Lejre, fordi der er 40 minutter med tog til København H (og 3 minutter til stationen fra vores hus) og fordi der er smuk natur, stille og mørkt om natten.

Det, jeg nogle gange savner (i forhold til at bo i Kbh) er at være sammen med andre selvstændige. Jeg har overvejet et kontorfællesskab i Roskilde eller måske at pendle til København dagligt i en periode.

Men det, der for alvor kunne få mig til at flytte ville være muligheden for at bo i et eksperimentarium, for eksempel et sted hvor jeg var med til at teste fremtidens teknologi. Hvad sker der, hvis alle har fiber? Hvad sker der, hvis man kan være online alle steder? Hvad kan man, når alle ting og alle mennesker er forbundne og hvis alle opsamler data, som er tilgængelige?

Min ven Ole Ørum fortalte mig engang om noget, der hedder Mikropolis. Ideen var noget i retning af, at man skulle lade en masse iværksættere/ mennesker med ideer / såkaldte “vidensarbejdere” med lyst til lidt mere jord under neglene og lidt færre biler flytte ind i en affolket landsby ude på bøh’eren og i løbet af nogle måneder finde ud af, hvad de ville “kræve” for at de kunne bo der og få en hverdag til at fungere (et fælleshus med kontorarbejdspladser, så man kan “arbejde hjemme, ude”, aktiviteter for børn, hundepasningsordning til de dage, hvor man ikke kan nå hjem, fordi transporttiden er så meget længere … etc.).

Et andet eksperiment med fremtidens teknologi er det, Google laver i USA. De er i gang med at rulle “Google Fiber” ud. Det er internet, som er 100 gange hurtigere, end det almindelige net. De er startet i Kansas City og til næste år kommer de til Austin, som er hjemby for en masse teknologi, mange mikroprocessorer designes her, Dells hovedkvarter ligger her og der afholdes hvert år SXSW som er en af de største konferencer for internetnørder i USA/verden.

Alle regner med, at der i de byer, hvor nettet bliver lynhurtigt og kommer til at dække overalt, opstår nye ideer og bliver udviklet løsninger og måder at bruge nettet på, som man kan lære af, når det hurtige net bliver normen. Google Fiber er helt klart kun muligt, fordi Google ser en mulighed for også at lære og for at tjene en masse penge på længere sigt – for Google tager en del af etableringsomkostningerne på sig – og giver altså de her byer “en gave” (det koster stadig penge at komme på, men det er langt billigere, end hvis man selv skulle betale etableringen).

Og i den forbindelse er der produceret en video, der faktisk fik vores lille familie til at overveje at flytte. Vi er i forvejen glade for Austin, hvor vi har været 2 gange – og vi har stor lyst til at prøve at bo i USA, så 2014 kunne sagtens blive året, hvor vi i en periode prøver det af og hvor vi samtidig får testet, hvordan livet er med internet på (high)speed:

Min pointe: Hvis Fyn eller nogle af småøerne vil have mig til at flytte længere væk fra København, så skal der være en eller anden særlig gulerod. Jeg hørte Business på P1, Skærtordag. Det var en udsendelse med Finn Helmer (Tidligere Giga og i dag desværre konkurs) og han fortalte om en idé, han havde arbejdet med, om at dække Danmark med hurtigt internet for år tilbage. Jeg tror stadig, vi kunne få en masse spændende virksomheder og idéudvikling ud af det, men jeg ved ikke, om vi har politikere, der arbejder med det? Måske det var sådan noget, de skulle overveje på Sydfyn? Når de altså har danset færdig. :-)

I denne uge er Snapchat på forsiden af Bloomberg Business Week med overskriften “Erasable You” og hele fidusen er at du med SnapChat genvinder kontrollen over, hvad internettet husker om dig.

Snapchat er en app til din telefon, som du kan bruge til at dele billeder med dine venner. Men billederne er ikke evige. Tværtimod forsvinder de efter ganske få sekunder (du indstiller selv tiden) og du kan være sikker på at billedet forsvinder, når det er set – for det er hele meningen.

Og Snapchat er i vækst. Der sendes over 50 mio Snapchats om dagen. Facebook har lavet en feature der hedder “Poke” med nogle af de samme muligheder for at “slukke” – og også tjenesten Wickr tilbyder dig mere kontrol med din data-historik.

Jeg er sikker på at debatten om, hvorvidt det er rimeligt at man ikke kan glemmes og at man ikke kan starte forfra på en frisk vil blusse op med jævne mellemrum – og mit synspunkt er at vi som forbrugere i nogle sammenhænge skal have lov til ubemærkethed – og jeg er sikker på at tjenester som tilbyder at du selv kan bestemme mere over, hvilke af dine meritter der ligger online til evig tid, går en lys fremtid i møde.

Det betyder ikke at Snapchat er det nye Facebook, det betyder bare at formatet, muligheden for at dele billeder der IKKE skal kunne holde til evig tid, efter min mening har en god chance.

Når nu vores data for evigt er spredt i skyerne, på gamle weblogs, i forældede debatfora og på forladte sociale tjenester med halvudfyldte profiler med grumsede billeder taget med vores første mobiltelefon, så har det jo hidtil været en stor trøst, at data kan ligge der i relativ ubemærkethed. Simpelthen fordi de er svære at grave frem.

Jeg kender ikke tallene, men gad vide, hvor mange af Artos gamle gæstebøger, der har trafik? Eller hvor mange af de efterladte weblogs på blogger.com, som stadig dukker frem i søgninger? Eller hvor mange der faktisk har slettet den MySpace profil, de oprettede i 2005 og brugte euforisk i 8 måneder? Eller bare hvor meget trafik, der er til gamle blogindlæg?

Mit bud er, at mange af de slagger, vi har efterladt aldrig bemærkes af nogen. Og jeg har ikke tidligere tænkt over, om det var godt eller skidt, men da jeg hørte om Facebook Graph tænkte jeg straks “så er freden forbi”, for her er meningen jo netop at alle de historiske data, der ligger stille, skal sættes i arbejde. I går læste jeg så en længere artikel hos The Atlantic om “obscurity” (på dansk “ubemærkethed”) og jeg synes debatten er interessant. Bør vi have ret til ubemærkethed?

Når vi altid taler om privatliv, så bliver det hele så bevidst. Du skal selv ind i indstillinger og sætte de rigtige flueben, du skal sikre dig, at du kun deler med venner, at det du mener, er helt gennemtænkt og noget du til enhver tid, kan stå inde for. (Senest at du virkelig ÆLSKER de Facebook sider du synes godt om, da du kan blive associeret med dem i al evighed). Du skal ikke åbne op for at potentielle arbejdsgivere kan se festbillederne på Facebook – eller din politiske overbevisning. Og så videre.

Alt sammen udmærket, hvis det bare var sådan, at mennesker var statiske, holdt fast i deres meninger og kun var på nettet, når de var ved deres fulde bevidsthed. Men det er vi ikke. Vi er på automatpilot i masser af sammenhænge – og vi ændrer os, vi skifter mening, vi ændrer omgangskreds, vi stemmer anderledes og vi synes måske, at bowling er dødsygt, mens vi er i 40erne, for så at blive seniormestre når vi er i 60erne. Og det dejlige har indtil nu været, at vi ikke skal stå til regnskab for at udvikle os eller for at flytte os – det sker i ubemærkethed, mens vi lever.

Noget andet er, at søgemaskinerne kan blive meget intelligente. I artiklen fra the Atlantic er der et godt eksempel. Lad os sige at du ikke vil associeres med et parti. Du har ikke “synes godt om” nogle af partiernes sider, du er ikke fan af din folketingskandidat, du har ikke delt kampagneflyers under valgkampen. For eksempel fordi du er embedsmand. Men du har jo trykket “like” på artikler fra Politiken om fattigdom. Du har også skrevet en kommentar når en ven har delt et politisk synspunkt – eller måske trykket synes godt om, når han har delt et link til en debat. Så nu kan søgemaskinen “regne dig ud”. Med en simpel algoritme gøre dig mere rød end blå – og når dine venner så laver søgninger på, hvem der er mest røde eller blå, så afslører dine handlinger dig – selv om du egentlig ikke var klar til at springe ud som politisk!

Så hvad gør vi mon, når søgningerne bliver bedre? Når Facebook og andre tjenester melder ud, at det at synliggøre al viden for alle, er målet? Mit bud er at der opstår forskellige strategier:

1) Fuld forståelse og alt er åbent
Her er der vægt på at udvikling er naturlig, at mennesker er modstridende, at man gerne både må være medlem af en gruppe der hader Madonna og have trykket synes godt om hendes Facebookside – fordi man sagtens kan have ment ét i 2008 og noget andet i slutningen af 2009 – og bevæggrundene for at man flytter sig rager ikke andre. Hvis du kender historien (at din ven mødte sin kæreste, og at hun var formand for Madonnas fanklub) så er du en meget nær ven – eller muligvis nærmeste familie. Og hvis man taler om at man ønsker ubemærkethed får man bare den besked at så skal man ikke være online.

2) Ryd op
Det er jo lidt som inden vand blev en ressource. Man brugte bare løs og tog karbade og børstede tænder med rindende vand. På samme måde har al den ubemærkethed gjort, at vi bare kunne lade vores data ligge og flyde i rå mængder. Jeg forudser at der kommer bøger om, hvordan du rydder op og hvordan du etablerer rutiner, så alt det du ikke er 100% sikker på, at du stadig mener bliver slettet løbende. Måske vil der endda komme automatiske tjenester der spørger dig hver 3. måned om du vil gemme dette, dette og dette – tager du ikke stilling sletter vi det!

3) Spær dine data inde
Jeg tror også, vi vil se tjenester der tilbyder at lukke dine data/ dit arkiv inde. På den måde kan du gemme ALT, så du selv har en logbog over hvad du mente, men det bliver bag en mur som kun du har adgang til og måske bliver det til en start noget besværligt noget med at du skal downloade data, overføre dem (eller igen – give en tjeneste adgang) og beslutte dig for graden af ubemærkethed.

Og sikkert alle mulige andre tilgange – bare smid en kommentar, hvis du har flere forslag?

Under alle omstændigheder er jeg sikker på at Facebook Graph nok skal blive både ret fantastisk – det ER jo smart, at du kan se de restauranter i London som dine venner har anbefalet, når de har været afsted og ret skræmmende, fordi de tilfældige “likes” som du har drysset omkring, uden at tænke langsigtet pludselig bliver noget, du bliver konfronteret med i samtaler “Jeg så i en søgning på Facebook Graph at du er fan af FCK? Jeg troede vi var blevet enige om at Brøndby var vores hold?”.

Spændende tider. Hvad mener du? Er retten til ubemærkethed en ret – eller handler det bare om, at vi skal vænne os til at synliggørelse af alt er det nye sort?

Læs hele artiklen i The Atlantic her: Obscurity: A Better Way to Think About Your Data Than ‘Privacy’