hovedetpaabloggen.dk

Hvis du er en virksomhed eller en organisation med en Facebookside, synes du ret sikkert, at svaret er nej. Eller i hvert tilfælde ville det være rart med lidt flere likes.

I grafen herunder kan du se, hvordan Facebooks tal for gratis visninger (organic reach) stille og roligt bevæger sig mod nul – og så falder antallet af likes jo typisk også.

Bemærk – jeg veksler mellem at bruge “Synes godt om” og likes i dette opslag simpelthen fordi likes er meget kortere at skrive.

Facebook er blevet børsnoteret og hvis du har en Facebookside, er du en kommerciel spiller – og så vil Facebook have penge for at vise dit indhold til dine fans. Frem med kreditkortet og tryk på “boost” for at komme længere ud og få de forkætrede “likes” som interesserer chefen. Eller for at få de begavede kommentarer, som du SÅ gerne vil have for at blive klogere.

Den gratis frokost er kort sagt forbi – nu skal du have madpenge med på arbejde hver dag.

Er dine fans faktisk vilde med dig?
Men vent lige lidt. Hvad nu, dine fans faktisk blev fans af dit brand eller din virksomhed eller din personlige fanside, fordi de synes, du er skøn? Fordi de rent faktisk gerne vil have dit indhold?

Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis du har købt dine fans – eller hvis du har købt dem indirekte ved at lave konkurrencer om iPads hver uge. Det gælder heller ikke, hvis du for eksempel har truet dine medarbejdere til at blive fans – eller på anden måde har snydt for at pumpe antallet af fans kunstigt op. Det gælder kun, hvis de er kommet frivilligt og du ved, at mange af dem er glade for dig eller dit brand.

Er dine fans superbrugere af Facebook?
Hvad nu hvis dine fans bare ikke VED, at Facebook kun viser dem det, som Facebook tror, de kan lide? Hvad hvis de ikke aner, at Facebook kigger på alt det, de klikkede “Synes godt om” til i sidste uge (og en masse andre ting som jeg skøjter let henover her) og giver dem mere af det samme? Hvad hvis dine fans bare ikke forstår, hvordan Facebook faktisk virker?

Hvor meget er dine fans på Facebook? Har de nogensinde været på kursus eller læst en af de lange artikler på Kforum om Facebook? Eller er de bare helt almindelige mennesker som mudrer sig igennem ny teknologi og ikke læser noget af det med småt undervejs – særligt ikke hvis det er på udenlandsk?

Er din målgruppe eftertænksom?
Eller hvad hvis din målgruppe består af lidt ældre mennesker? Så kan du roligt regne med, at de ikke uden videre klikker “Synes godt om” på alt muligt, de ser i deres feed.

Mange fortæller mig, at de har en “lureprofil”. De checker måske nok Facebook jævnligt, men de skriver ikke selv opslag og de klikker sjældent “like” med mindre det virkelig er noget, de synes godt om. Mange overvejer nøje, hvor meget de nu synes godt om? Altså hvis der nu senere kom nogen og spurgte dem, så vil de gerne kunne forklare betydningen af det lille like – og derfor lader de være. For en sikkerheds skyld.

Hvis dine fans er sådan – eller hvis mange af dem bare er lidt generte eller ikke på den måde synes, at “synes godt om” er dækkende, så kommer her et lille trick.

Fortæl dine fans, hvordan Facebook virker!

Jeg har her nedenfor et eksempel, hvor jeg venligt fortæller vores fans af Hvalsø Bio, at Facebook ikke aner, at de kan lide os, hvis de ikke klikker på synes godt om jævnligt. Jeg har boostet opslaget for 50 kr for at komme ud til flere fans og jeg har KUN bedt om at få opslaget vist til sidens fans.

For de 50 kroner har Hvalsø Bio fået 522 visninger til fans (den mørkeorange bjælke). Vi har også fået 222 likes og 32 delinger. Hvilket har ført til, at opslaget om, hvordan Facebook fungerer, nu er set af 4242 personer. (Og vi har altså kun 1670 fans – heraf cirka 20 nye, som også er kommet til på grund af nedenstående opslag) :-)

Jeg er med på at dette lille trick, ikke virker for alle brands og alle Facebooksider, men hvis du har en god sag, godt indhold, kender dine fans og VED at der er mange af dem, som faktisk holder mere af dig end tallene i Indblik tyder på, så synes jeg, det er værd at forsøge.

Jeg har skrevet noget tilsvarende før på Hvalsø Bios side (nok ca. en gang om året) og jeg har hver gang fået fin respons, selv om jeg da også har mødt sund skepsis fra fans, som synes det virker fjollet: “Ahh – så dumme kan Facebook da ikke være? Det er nok bare et trick for at få os til at klikke på like!” :-)

I skrivende stund oplever magasinet COVER en shitstorm på Facebook, som har spredt sig til resten af mediebilledet. Jeg har lige besøgt deres Facebook-side og der er +90 personer som har slået variationer af følgende kritik op på deres væg:

Mette Gjerskov (S) om den meget tynde model – Mette Gerskov nævner IKKE at billedet er fra COVER, men det ved de fleste nok nu, da billedet er delt infinit på Facebook og Twitter, samt i diverse medier

På Twitter kører historien også – på Overskrift.dk kan man se at COVER og hashtagget #covergate er nævnt 400 gange indenfor det sidste døgn:

Undskyldning fra COVER
COVER selv er lige kommet ud med deres undskyldning – og Malene Malling som er chefredaktør siger blandt andet til TV2: “På Cover har vi igennem årene trykt tusindvis af billeder, men denne modeserie, skulle vi ikke have trykt. Det er ikke noget, jeg er glad for eller stolt af. Jeg har selv døtre, og ønsker på ingen måde at bidrage til et sygt kvindeideal”

Udfordringen i historien er den klassiske – modellerne i modeverdenen bliver tyndere og tyndere – og voksne mennesker (især kvinder) forstår ikke, hvad det skal gøre godt for. Hovedkritikken i denne shitstorm går derfor på, at fotomodeller i magasiner er rollemodeller for teenagere og at unge kvinder i forvejen er alt for optaget af at være tynde.

Og samtidig går snakken så om, hvilken effekt sådan en shitstorm egentlig får?

1) Ingen efffekt overhovedet
Eksemplet er Jensens Bøfhus som var i en shitstorm på sociale medier, fordi de lagde sag an – og vandt over – en mand der havde lavet Jensens Fiskehus. Her mener de fleste at effekten i restauranterne var yderst begrænset, fordi kunderne ikke var de samme som dem der brokkede sig på Facebook.

Så spørgsmålet er om COVERS shitstorm kan ende med at få ingen effekt? Jeg kiggede lidt på kommentarer og opslag – og den overvejende tendens er, at det er voksne kvinder, der brokker sig. Så hvis COVER primært har sin målgruppe blandt de helt unge, som flere mener i debattråde jeg har læst (COVER skriver selv at deres målgruppe er 18 – 40 år), så får kritikken nok ikke den store effekt på salget af blade. COVER er derudover afhængig af annoncørerne, men de kommer fra modeindustrien, som er storforbrugere af tynde fotomodeller, så de “straffer” nok ikke COVER.

2) Midlertidig effekt?
Når jeg alligevel synes, det er for tidligt at sige “ingen effekt” er det fordi modemagasiner er dyre og nogle af de ganske unge piger, som læser bladet, får det betalt af deres mødre, som måske har en større bekymring for anoreksi og dårlige idealer og som jo kan vælge andre magasiner (forudsat de kan bilde sig selv ind at modellerne i de magasiner er mindre tynde og fremavler et sundere ideal).

3) Langvarig ødelæggende effekt på brandet COVER?
Nej. Alt for mange kvinder kan bedst lide at se nyt smart tøj på tynde modeller, ligesom tøjet også laves af industrien, så det passer til tynde mennesker.

Tynd er et ideal som ikke bare dyrkes af modebladene, selvom de så absolut er frontløbere og har et medansvar for, at det ikke bliver sygeligt. Men kig dig omkring, der er jo stort set ingen kvinder i mediebilledet, som ikke er pæne i dag. Og hvis vi som forbrugere efterspurgte kvinder, der så mere almindelige, naturlige og forskellige ud, så ville bladene selvfølgelig være fyldt med den slags modeller.

Så hvis du ønsker at lave en mere effektiv demonstration af, at du synes modellerne er blevet for tynde og for urealistiske som rollemodeller for moderne kvinder, så er jeg ret sikker på, at det virker bedre at holde op med at købe dameblade, end at trykke “like” på et billede på Facebook.

Traditionen tro har Hans (min mand) og jeg taget initiativ til at skåle nytåret ind i Hvalsø Bio og som sædvanlig bliver det med lidt champagne, mulighed for at snakke sammen i pausen og opleve provinsen live, mens vi ser en god film.

Det foregår i år torsdag d. 29. januar, kl. 19.00 – 22.00-ish i Hvalsø Bio, Jernbanevej 1, 4330 Hvalsø. Der er tog fra Kbh lige til døren – og vi sørger for det passer i begge ender :-)

Filmen er i år den meget anmelderroste “CITIZENFOUR” om Edward Snowden og NSA-afsløringerne. Se mere om filmen her: https://citizenfourfilm.com/

Og efter filmen holder Peter Kofod (foreløbig den eneste dansker, der har interviewet Edward Snowden) et kort oplæg og vi har lidt debat om filmen.

Du må som sædvanlig gerne tage en kollega, ven eller veninde med. Vi har 50 billetter og det er først til mølle. Send mig en mail med emnefeltet “Nytårskur Hvalsø 2015″ og navn.

Hvis du ser invitationen på Bloggen, på Facebook eller på Twitter skal du stadig sende en e-mail (trinemaria@gmail.com)

Jeg glæder mig til at se en masse glade mennesker og en god anmelderrost film :-)

Der er sket meget med sociale medier siden jeg skrev mit første blogindlæg på denne blog for præcis 10 år siden. Og sad og ventede på en kommentar – som selvfølgelig aldrig kom. Min første kommentar faldt 18 dage senere – og jeg husker det ikke, som om det var lang responstid :-)

Screendump af bloggen fra Wayback Machine – det er fra 2005 :-)

At blogge var afsindigt besværligt – dels skulle man installere software og have installeret et eller andet så man overhovedet kunne “uploade” nye indlæg – det tekniske hjalp Hans (min mand) mig med – ligesom det var ham der fik mig i gang – fordi han var ret sikker på, at jeg ville få “en masse ud af det”. Hans blander sig stadig umanerligt meget i, hvad jeg skriver (også på Twitter og Facebook) og han har stadig ret, det meste af tiden.

Blogging var også besværligt, fordi jeg skulle finde på noget at skrive og fordi jeg først skulle lære at tage rollen på mig – at være blogger – at sige “jeg” og “mig” og “mine” i stedet for man og vi. Bloggen har i perioder lidt under, at jeg ikke har haft tid – især ikke til at gøre det kort og skarpt nok – hvert år ved nytårstid håber jeg, at næste år bliver det år, hvor jeg igen bruger bloggen mere fordi:

Min weblog er et livsarkiv – søgefunktionen er glimrende – jeg kan finde det jeg skrev for 8 år siden, hvis jeg bare har et enkelt begreb eller ord jeg har brugt – jeg HADER at alle debatter og reflektioner på både Twitter og Facebook er så absolut flygtige – der findes faktisk erkendelser som det kan svare sig at finde frem og nærstudere næste gang man støder på samme fænomen – eller den næste bølge rammer.

Min weblog er reflektioner – jeg tænker godt når jeg skriver blogindlæg – jeg bliver selv klogere af at forsøge at koge noget ned til det jeg mener er vigtigt – og kommentarerne gør mig altid endnu smartere

Min weblog har etableret en stærk del af mit netværk – jeg synes stadig at nogle af dem jeg lærte at kende online ved at læse deres blogs, er nogle af dem jeg kender bedst – fordi man med de længere indlæg giver mere af sig selv og er langt mere sårbar – man er nødt til at stå på mål for sine synspunkter – at være i dem og at tage dem på sig

Min weblog gav mig afsættet til mit arbejdsliv – næste år er det 10 år siden, jeg startede med at underholde om sociale medier – og det gør jeg stadig – selv om alt for meget af det handler om Facebook og Twitter og dynamiker og trafik og engagement. Alligevel føler jeg, at mit arbejde er dybt og inderligt tilfredsstillende – jeg står stadig på platformen af bloggen – at man skal være relevant, ikke tage sig selv for alvorligt, være åben for verden og for ny viden – og at langt de fleste mennesker er venlige og hjælpsomme

Det bedste ved at blogge og ved mit arbejde er jo ikke teknologien eller platformene – det er at der er masser af skønne mennesker involveret – tak til alle jer, der har læst med, kommenteret, arbejdet sammen med mig, provokeret mig, delt links til mine ting, retweetet mig og tak til alle jer, der har blogget og delt jeres viden og tanker og meninger med mig og verden.

Hjerteligt tillykke til Hovedet På Bloggen – og fremad mod de næste 10 år :-)

Der er et nyt socialt medie på gaden – navnet er Ello og lige om lidt har vi nok glemt det igen.

Jeg udtaler mig om det til Berlingske Tidende – lige her:
Er et “hello” til Ello et farvel til Facebook?

Interessen for Ello viser efter min mening, at vi er ved at være kørt en lille smule trætte af Facebook – klar til at springe, hvis der kommer noget, der for alvor kan noget nyt.

Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver Ello, der lukker Facebook. men de kan stadig nå at overraske mig og alle de andre ironiske brugere – hvis de begynder at udvikle fantastisk funktionalitet. Jeg ville så håbe for dem, at det blev meget snart – inden interessen forsvinder igen :-)

Så er der igen en shitstorm på vej henover over Danmark – og denne gang er det Jensens Bøfhus, der er hårdt ramt.

De har vundet en sag i Højesteret – Jensens Fiskerestaurant skal fremover hedde noget andet – og prisen for restaurantejeren bliver 200.000 i erstatning til Jensens Bøfhus og 300.000 i sagsomkostninger.

Det har foreløbig fået +96.000 mennesker til at melde sig som fans af en side, der vil boykotte Jensens Bøfhus:

Derudover er der også kritik på Jensens Bøfhus egen Facebookside, som er lukket for at fans kan slå noget op (så vidt jeg ved har siden hele tiden været lukket – for at undgå anmeldelser og klageskriverier)

På Facebooksiden er der blandt andet kunder/fans, som spørger, hvorfor Jensens Bøfhus ikke har taget aktion i en lignende navnesag i Norge – og her er eksempler på de “ikke-svar” kunderne får:

Og selvfølgelig er der også et hav af artikler i aviser og indslag i nyhedsmedier (jeg udtaler mig lidt her) og selvfølgelig en masse private statusopdateringer fra folk, der synes, det er uanstændigt af én eller flere grunde, som kan sammenfattes sådan cirka til dette:

- stor virksomhed tromler lille virksomhed
- stor virksomhed tager patent på godt dansk efternavn
- stor virksomhed går ud og siger, at kunderne skal læse dommen og forstå sagen = kunderne er smådumme

Jensens Bøfhus virker ret overraskede over, at folk er blevet så sure – og det finder jeg til gengæld overraskende.

For det skorter jo ikke med eksempler på, at når en stor virksomhed forsøger at trumfe sin vilje igennem (via jura) overfor en mindre spiller, så har man en klassisk David/ Goliath situation. Og den skal man som virksomhed altid overveje meget nøje, om man har råd til at være i – og om man kan håndtere godt.

Lige som man formodentlig sidder og kigger på om man har råd til advokatsalærerne, hvis man taber, så skal man altså også overveje om, man har råd til regningerne til PR-bureauet og en eventuel nedgang i salget, hvis man vinder.

Så hvad kan Jensens Bøfhus gøre nu?

Række hånden ud?
jeg er ikke klar over om Jensens Bøfhus har forsøgt sig med mindelige løsninger og udstrakte hænder INDEN de gik rettens vej. Og det er faktisk et problem, at jeg ikke ved det – for hvis Jensens Bøfhus selv mener at de faktisk har prøvet at løse det i mindelighed, så har de stadig en bedre sag.

Hvis de ikke har forsøgt med mindelighed, så kan de give det et forsøg nu. De kan for eksempel tilbyde at lade Jensens Fiskerestaurant beholde de 200.000, så han kun skal betale sagsomkostninger – eller de kan tilbyde at hjælpe ham med udgifter til nye skilte/materiale osv. (Se et godt eksempel på denne strategi, fra Jack Daniel’s lige her)

På Facebook tror jeg en lidt mere offensiv og kommunikerende tilgang – vise lidt forståelse for at kunderne ikke ser nuancerne, forklare juraen tålmodigt, men fremfor alt være lidt mere tilstede med den version af historien, som man synes alle bør kende.

Sidde stille?
Hvis de selv vurderer, at det driver over og at det alligevel ikke er deres trofaste kernekunder, som brokker sig, så kan de vælge at tie helt stille om sagen i et par uger og se om ikke det hele var en storm, der drev over.

Hvis jeg var deres rådgiver, ville jeg nok have svært ved at anbefale denne løsning uden en egentlig kundeundersøgelse. Jeg ville nærstudere besøgstallene og bookningerne nøje i de kommende dage – og det er jeg da også sikker på, at de gør.

Fortsætte med at kæmpe for “retfærdighed”?
En del af mine venner – blandt andet på Twitter – har advokeret for at det da “ikke kan være rigtigt” at “folkedomstolen” skal bestemme, når nu Jensens Bøfhus HAR vundet sagen?

Jeg er sådan set enig i, at man bør læse dommen og prøve at forstå nuancerne, men det er samtidig helt tydeligt for mig, at det ikke er virkeligheden – og at folk enten ikke læser dommen / eller læser den, uden at finde svar på, hvorfor det der er dømt, er retfærdigt.

Og så længe Jensens Bøfhus ikke har en bedre historie, end at “vi fik ret i retten”, så tror jeg sandsynligheden for, at de trænger igennem den massive opfattelse af uretfærdighed som hersker, er minimal.

Jeg følger sagen med spænding og synes, at alle virksomheder bør notere sig, at når de sidder sammen med advokaten for at lægge sag an mod en konkurrent, så er det en god idé at overveje, hvor lille konkurrenten er (eller kan gøre sig) og hvad det kan koste at vinde, hvis ikke den gode fortælling om, hvorfor man var nødt til at trumfe, er meget let at fortælle.

Andre shitstorms:

Telenor (min artikel på Kforum)

Tivoli og Kopenhagen Fur som sponsor

IKEA vs, Ikeahackers.net:
IKEAs advokater kræver fansitet IKEAHackers lukket
Ikea trækker deres krav

En mand har kaldt Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for Skodsæk på Facebook og har modtaget en bøde for det.

Der er stor debat om, om han er anklaget for at have fornærmet ministeren (det er den paragraf han er tiltalt for i følge bødeforlægget) eller om han er anklaget for at have truet hende, da Beskæftigelsesministeriet insisterer på, at det de har anklaget ham for, er trusler. Benjamin Rud Elberth har meget venligt udredt trådene her.

For mig er det ret vigtigt, at vi får afklaret om det er trusler eller fornærmelser. Jeg synes, trusler skal anmeldes – og hvis de er grove, mener jeg at man bør fratage dem, der truer, retten til at føre computer. Evt. til en start tildele dem klip i pc-kørekortet og give dem en internetforbindelser der kun virker en time meget tidligt på dagen – inden de har drukket alt for meget af natpotten. Mennesker der truer, gør internettet til et trist sted, de gør andre mennesker utrygge og de bruger trusler om anvendelse af vold og magt til at stoppe fornuftig saglig debat og dialog.

Er der derimod tale om fornærmelser, så mener jeg at Facebooks funktion for blokering af idioti, bør tages flittigt i brug. Egentlig kan jeg sagtens se at man som offentlig person ikke skal finde sig i at blive fornærmet af alle mulige og kaldt øgenavne osv. Men hver gang man anmelder en forbrydelse til politiet bør man jo (også som minister) huske, at de ressourcer politiet bruger på sagen, ikke kan bruges på noget andet – og godt nok har man i regeringen besluttet, at der skal udskrives for 600 mio kroner ekstra bøder, men jeg regner ikke med, det er for at sige bandeord på Facebook?

Blokeringsfunktionen er glimrende fordi den fungerer som at sætte uvorne unger udenfor døren for evigt. Folk du blokerer på Facebook, får ikke en mail om at du har blokeret dem. Det eneste de får er en lang næse, hvis de forsøger at søge dig frem på Facebook (når de efter nogle uger ikke forstår at de ikke får dine opdateringer i deres nyhedsfeed). Nogle af dem vil måske bare tro, at du har droppet Facebook (hurra – det hjalp at de fornærmede dig!) eller de kender mekanismen og ved godt, at du har droppet at føre fornuftig samtale med dem. Det morsomme er, at nogle af dem bliver ret fornæmede over at blive blokeret – og så har vi problemet, for hvis du allerede har blokeret dem, kan de jo ikke blokere dig!

Ligesom jeg ikke vinker og smiler og styrter hen for at invitere folk, der har fornærmet mig, med til min fødselsdag, så kan jeg ikke se formålet med, at jeg skal være venner med folk online – eller give dem adgang til min Facebook-fest – hvis de fornærmer mig? Jeg har en ret lav tolerance-tærskel overfor folk, der råber ad mig ude i den virkelige verden, så hvorfor i alverden skulle jeg være mere tolerant online?

Jeg tror, at hvis vi allesammen blev lidt mindre tolerante overfor idioter – og ikke bare blokerede dem, der sagde noget grimt til os selv, men også gjorde os den ulejlighed at blokere dem, der siger noget grimt til vores venner, så ville den sociale isolation (som altid har været en fin sanktion i sociale sammenhænge) kunne virke opdragende – også langt mere end en bøde.

Og jeg understreger så lige, at jeg ikke mener, man skal blokere folk, der er uenige med én eller som kritiserer det, man siger – det er kun, hvis de kalder én for skodsæk eller fnatmide i processen, at jeg synes, man roligt kan køre blokaderne frem.

Som allerede nævnt har jeg fået bijob i Dansk Drone Kompagni og i den forbindelse er jeg selvfølgelig nysgerrig på alt, hvad droner kan bruges til og på nogle af de debatter om privatliv og overvågning som vil følge med.

Derfor har jeg skrevet en lille artikel til Kforum om fænomenet “Dronerne kommer“, med en masse eksempler og gode videoer af droner, der viser os nye sider af verden.

Læs med og snyd under ingen omstændigheder dig selv for den her vilde video-performance med droner:

Lige om lidt er det sommerferie – og jeg vædder en is på, at du vil kunne læse historier i aviserne om droner på stranden – eller måske ind over sommerhushaverne. Det er ikke uproblematisk at naboen har fået adgang til overvågningsudstyr, men udover irritation er der virkelig et stort potentiale for at gøre en masse ting smartere, som jeg glæder mig til at være med til at udforske.

Ikke sådan generelt. Det ved jeg godt – jeg har for eksempel lige forsøgt at brokke mig over vejret – der skete ingenting, jeg blev stadig totalt gennemblødt :-)

Men på the interwebs, virker det nogen gange, så man bliver helt glad:

I denne uge har det nemlig virket sådan, at en hel masse mennesker skrev surt brok om IKEAs forsøg på at lukke IKEAHackers (efter 8 år – min version af historien er her) – og at en masse andre delte historien, retweetede den, kommenterede den – så nu har IKEA kontaktet Jules som driver siden og nu vil de prøve at finde en bedre løsning.

Læs Jules seneste opdatering i sagen her:

“In a statement they (IKEA) issued (published by Jennifer on Yahoo! Homes) they said “We want to clarify that we deeply regret the situation at hand with IKEAhackers. It has of course never been our ambition to stop their webpage. On the contrary, we very much appreciate the interest in our products and the fact that there are people around the world that love our products as much as we do. We are now evaluating the situation, with the intention to try to find a solution that is good for all involved.”

Jules er glad – og det er jeg også – for alle mulige mennesker har fortalt mig, at “IKEA er nødt til at beskytte deres brand” og “IKEA risikerer selv at miste retten til deres navn” og for mig er det snak. IKEA har helt sikkert vundet førsteretten til at kalde noget for IKEA, men derfra og så til at forbyde alle IKEA-fans nogensinde at lave websites, der hedder noget med IKEA er der vel et stykke vej?

Og at slå hårdt ned på et site, som bruger reklamer (kommerciel udnyttelse af brandet jvfr juristerne) med det hovedformål at have råd til at have en moderator/ community ejer siddende og passe og pleje et fansite på fuld tid – er simpelthen ikke smart i 2014 – uanset, hvor mange jurister der vil skrive under på at den holder i Landsretten.

“Juridisk rigtigt” kan simpelthen købes for dyrt og nu håber jeg bare IKEA og Jules finder en smart, god løsning for alle involverede – så jeg kan blive ved med at lade mig inspirere af IKEAHackers fra hele verden :-)

Nu er det 2014, 5 – og jeg fatter faktisk ikke, at jeg er nødt til at skrive det her indlæg. Nogle dage føler jeg bare, at alt hvad jeg har sagt, har været KOMPLET spild af tid. Jeg går i seng. Jeg siger op. Men inden skriver jeg lige dette indlæg – og jeg er ked af det, men jeg bruger STORE BOGSTAVER undervejs.

Det korte og det lange er at IKEAs advokater har sendt breve til Jules fra IKEAHackers.

Hun har drevet FANsitet siden 2006 (Og jeg skrev om det her på bloggen i august 2006 – Det er et fantastisk sted). I de første år var det ved siden af et job – men så voksede siden, det blev dyrere at hoste al den trafik og overvåge kommentarer og det tog tid at svare på henvendelser.

Så Jules satte reklamer på siden og sagde op for at passe EN VOKSENDE IKEA FANSKARE som HVER DAG får gode råd og inpiration til at bruge produkter fra IKEA.

Så nu har IKEA’s geniale advokater besluttet at Jules kun kan beholde domænenavnet, hvis hun ikke har reklamer på sitet (vi taler her om sitet, som er EN STOR REKLAME for IKEAS PRODUKTER, da det overtræder deres varemærkes whatever.

Jules hat aldrig fået penge af IKEA for det store arbejde, hun har gjort for dem.

5 grunde til at det er usmart af IKEA (og at jeg bliver træt)

1) IKEAHackers er IKKE en enmandsbutik

IKEA Hackers er et online fællesskab – der er kernebrugere, som elsker sitet (og de fleste troede sikkert, de var venner med IKEA) og de bliver jo sure nu. Allesammen. Og så siger de det til deres venner på Facebook, som så klikker på historien og synes, det er for tyndt. Det er ligemeget om Jules skriver under på et stykke papir – vi andre har ikke skrevet under på noget.

2) Advokater kan ikke vinde over bloggere, uden at virksomheden får ridser i PR-lakken

Hvis en advokat nogensinde foreslår dig at sende et C&D brev (Trusselsbrev), så beder du ham om at vise dig den forsikring, der dækker dine PR-tab, inden du sætter frimærke på kuverten – det kan simpelthen kun gå galt.

3) For Jules er David – IKEA er Goliath

Fra Jules blogindlæg om sagen:

“Needless to say, I am crushed. I don’t have an issue with them protecting their trademark but I think they could have handled it better. I am a person, not a corporation. A blogger who obviously is on their side. Could they not have talked to me like normal people do without issuing a C&D?
Read more at http://www.ikeahackers.net/2014/06/big-changes-coming-to-ikeahackers.html#zAR0BXcKRXHgZKWM.99″

Lige meget hvad, så er IKEA en stor virksomhed, der sendte lakajer med høje lønninger og dyre slips ud for at ramme en glad fan – og med mindre det viser sig, at Jules i virkeligheden har ødelagt IKEAS forretning / og eller er dybt kriminel, så kan IKEA ikke tildele hende en anden rolle, uden at komme til at fremstå endnu mere usympatiske.

4) Sagen handler ikke om jura

Advokater forstår ikke dynamikkerne på sociale medier. Og bør derfor holdes langt væk. Det her handler ikke om lov og ret og kommer aldrig til det. Det handler om fællesskab, om fornemmelsen af retfærdighed, om at vise ydmyghed overfor kunder som er så dedikerede fans, at de opretter websites og hacker produkter.

IKEA kan sikkert vinde en retssag og tvinge Jules til at aflevere domæenet (selv om 8 år vel næsten må give hende en slags brugsret?), men kan de vinde med integritet og uden at vi synes, de er slyngler? Hvad koster en shitstorm? Hvad er prisen på en dedikeret fan?

5) IKEA har allerede tabt

Jeg plejer at holde meget af IKEA. Nu har de så vist deres sande ansigt – som Jules skriver, har vi nok været naive (igen vil nogen sige). Vi troede, at de udover at sælge møbler og tjene penge også godt kunne lide os, kunne lide at vi hackede deres møbler og indrettede os smart med deres ting og tog billeder og delte dem. Nu ved vi at de bedre kan lide deres egne kataloger og at de helst ser, at de bestemmer fuldt ud, hvad det er for en fortælling, de skal indgå i i vores hjem – på mig virker det ret usympatisk.

Hvis jeg var IKEA, så gav jeg LEGO et ring i morgen for lige at få et tip eller fem :-)

Nå men jeg holder heldigvis snart sommerpause. Jeg orker ikke tale mere om potentialet med sociale medier for virksomheder, som jo i virkeligheden bare skal se at finde ud af, at alle os herude på nettet bare er mennesker. Men som tilsyneladende stadig foretrækker at forsøge at nedbryde sunde relationer ved hjælp af usympatiske systemer og strukturer – og breve fra advokater. Godnat. Dybt godnat.