hovedetpaabloggen.dk

Facebook har nu passeret 400 Mio. brugere – som hver måned deler 5 milliarder stykker indhold (steget fra 1 milliard stykker indhold i juli sidste år). Den eksplosionsagtige vækst i mængden af indhold vi deler, tilskrives især Facebooks succes med at få Facebook Connect ud på 80.000 websites (man kan for eksempel se det implementeret på pol.dk – som på den måde har gjort det nemt at dele artikler på Facebook!)

Der deles derudover hver måned 3 milliarder billeder på Facebook – et tal de regner med stiger fordi de lige har indført et nyt, nemmere system til upload af billeder!

Ud af de 400 Mio. brugere er der 35 Mio. som skriver statusopdateringer hver dag!

Og hver dag bliver 20 Mio. mennesker fan af en af de ca. 3 millioner sider (mange af dem oprettet af virksomheder – heraf 800.000 fra lokale mindre virksomheder). I gennemsnit bliver en Facebook bruger fan af 4 nye sider hver måned.

Facebooks egne tal er her

Flere informationer og links til kilder hos Digitalbeat

Og nu vi er ved Facebook, så er her også lige en stribe forslag til, hvordan man IKKE skal bruge Facebook (Via Birgit fra @minmave på Twitter!)

I forgårs besluttede Google at holde op med at censurere nettet i Kina og de skrev på deres officielle blog, at det skyldes, at der på det sidste har været en række hacker-angreb i Kina, som tyder på at “nogen” søger information om menneskerettighedsforkæmpere.

These attacks and the surveillance they have uncovered–combined with the attempts over the past year to further limit free speech on the web–have led us to conclude that we should review the feasibility of our business operations in China. We have decided we are no longer willing to continue censoring our results on Google.cn, and so over the next few weeks we will be discussing with the Chinese government the basis on which we could operate an unfiltered search engine within the law, if at all. We recognize that this may well mean having to shut down Google.cn, and potentially our offices in China.

På den ene side er jeg klar over, at Google formodentlig primært reagerer, fordi de er klar over at vores tillid til dem står og falder med, at de ikke lader stater udspionere og forfølge (og hvem ved måske dræbe) menneskerettighedsforkæmpere – eller systemkritikere – og på den anden side lader jeg mig besnære af det forhold, at Google af moralske årsager vinker farvel til et marked som – især lige for tiden – ser ud til at blive verdens førende.

Jeg finder det interessant, at private virksomheder har den slags magt; at Google kan blive forkæmper for etik/moral og menneskerettigheder- og sætte standarder for, hvad regimer/statsmagter kan gøre på nettet?

Kunne Facebook lægge tilsvarende pres på Danmark? Hvad nu, hvis de truede med at lukke for danske brugere? (for eksempel med den begrundelse, at Danmark ønsker at censurere nettet/læs: blokere terrorsider – som foreslået af SF i sidste uge?) Hvilke muligheder for at beskytte det sociale netværk, har vi så?

Jeg er godt klar over, at mit tankeeksperiment er spinkelt, men jeg synes, det er interessant at så væsentlige platforme for vores deltagelse på nettet som Facebook, Google, YouTube er organiseret og ejet af private virksomheder som så også sætter reglerne for, hvad vi må eller ikke må?

Jeg kan ikke få øje på de demokratiske redskaber som gør det muligt for os, at påvirke dem? Men det kan sagtens være mig, der er blind for reguleringsmekanismerne?

Et par links:

Googles officielle blogindlæg om sagen: A new approach to China

Jeff Jarvis om: The rise of the interest state.

Digital Democracy om: Google changing course in China

Update kl. 15:34: Virkelig gode tanker om Kina vs Google i dette indlæg fra Poul Henning Kamp på Version2: Hvem hepper kineserne på?. En pointe at det kan blive endnu vildere, hvis Google fjerner kinesiske sider fra indekseringen? Men tør Google virkelig det? Og giver det mening?

Godt Nytår – eller rettere Godt Nyt Årti.

Til de der ikke er klar over det, så fylder min konsulentforretning, som hedder Socialsquare 5 år, 1. marts 2010 – og selvom jeg ikke er fri for at være stolt af butikken, glad for de dygtige kunder og de entusiastiske kolleger, så synes jeg også, at de sidste 5 år har været præget af rigtig meget definitionsarbejde og lidt for lidt visionær praksis.

Jeg accepterer naturligvis, at vi har haft brug for en periode, hvor vi har defineret et nyt felt, hvor vi har kæmpet om ordene og tilladt os at grine, når journalister stavede Twitter forkert. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg synes mange af mine bedste oplevelser på nettet i de forgangne år, har handlet om at vi sammen (ja dig – tak!) har defineret og diskuteret og har udviklet os!

I Socialsquare har vi i den grad haft modstand mod betegnelsen “sociale medier”, fordi vi i praksis har kunnet se, at når vi gør bloggen, Facebook og YouTube og alle de sociale sammenhænge, hvor vi mødes på nettet, til “medier”, så drejer vi automatisk blikket i den forkerte retning – vi kigger bagud.

Men i de næste 10 år bliver det anderledes. Jeg synes allerede 2009 bar præg af en større modenhed hos mange af de kunder vi fik henvendelser fra – måske på grund af Facebook – måske på grund af den alvor, som krisen gav anledning til i mange organisationer?

Og min vision er derfor, at 10′erne bliver det årti, hvor organisationer lukker internettet ind i virksomhedens processer – og bliver mere menneskelige, mere netværksbaserede, mere samarbejdsorienterede – og dermed sjovere arbejdspladser, mere innovative og i sidste ende forhåbentligt rigere.

10′erne bliver dermed også det årti, hvor organisationer indretter sig på, at vi rent faktisk har fået en ny organisationsform forærende med nettet – at vi som individer kan mødes, forme og udføre projekter, dele viden, lære hinanden at kende undervejs, definere og redefinere vores fællesskaber tæt eller overfladisk – og at vi kan se hinanden, finde hinanden og bruge hinanden på nye måder, når bare vi får lov, når bare forudsætningerne er til stede.

Jeg synes, de første 5 år som social business rådgiver har lært mig meget om, hvordan organisationer kan flytte sig i praksis. Fokus på processer (at redskaberne giver mening i en arbejdsproces), personer (at deltagerne synes det beriger dem at være med) og platforme (at redskaberne rent faktisk overhovedet kan komme til at fungere socialt) har vist sig at være væsentlig for succes – og det er et praktisk fundament for vores arbejde i Socialsquare, som jeg glæder mig til at arbejde videre udfra.

Jeg håber I vil blive ved med at dele såvel visioner som praktiske erfaringer med mig – både her på bloggen og på Facebook og Twitter og LinkedIn – og så selvfølgelig på alle de nye platforme, som kommer til os i det nye årti :-)

Blev lige opmærksom på (via @jesperdahl på Twitter), at der nu er faldet dom i en sag, hvor en politibetjent har skrevet “fucking perkere” på sin blog efter inddragelse af en fri-weekend.

Betjenten er blevet fyret for at have overtrådt paragraf 266 om nedværdigende og forhånende ord om mindretal og hun hævder til sit forsvar:

at hun ikke vidste, at alle i princippet havde mulighed for at læse hendes udfald. Hun troede, at kun de fem-­seks venner, som normalt læste hendes blog, ville kunne se indlægget.

(ifølge Lorry)

Noget tyder på, at hun forventer at bloggen fungerer ligesom Facebook? Altså at de venner som læser med, er de eneste der kan se hendes “status”?

Og jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god undskyldning, men uanset hvad, så understreger sagen her, at politiet bør gøre en indsats for at opdatere medarbejdernes forståelse for, hvordan internettet fungerer og hvad man skal være opmærksom på, når man bruger diverse sociale tjenester på nettet – både privat og i arbejdsmæssige sammenhænge.

Jeg har ikke fået blogget i lang tid – og det må I undskylde. Jeg har også IGEN glemt bloggens fødselsdag, men det er altså i disse dage 5 år siden jeg lagde hovedet på bloggen for første gang :-) Tillykke til mig og bloggen og især til alle jer som har læst med og kommenteret undervejs!

Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.

Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.

Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.

I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.

Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?

I sidste uge blev jeg interviewet til P1 Apropos om “Mødet på nettet”. Udsendelsen kom til at handle om emner som spejling, seggregrering (se indlægget nedenfor om Facebook og MySpace – i udsendelsen nævner jeg også Malene Charlotte Larsens kommentar om Facebook/Arto herhjemme), identitet og forskellen på det fysiske møde og mødet på nettet.

Udsendelsen blev sendt i går, men fordi jeg selv holder efterårsferie, nåede jeg ikke lige at høre den før i dag – og faktisk er jeg for en gang skyld meget godt tilfreds – for jeg synes, det var rigtig rart at deltage i et program, hvor der faktisk var tid til at uddybe nogle af tingene en anelse.

De tre væsentligste pointer:

1) mødet på nettet erstatter ikke mødet i det fysiske rum, men supplerer det.
2) mødet på nettet gør det muligt for os at være mere sociale (fordi vi kan finde fællesskaber selv når vi er isolerede geografisk)
3) tilgivelse (både af os selv og andre) bliver en nødvendig egenskab, fordi mødet på nettet stadig er nyt for mange og “reglerne” bliver til efterhånden som vi får erfaring.

Mere om udsendelsen og mulighed for at høre den her.

Og link til rå mp3 her. (Og rå skal jo forstås meget bogstaveligt på DR – for de springer meget ofte bare direkte ind i udsendelsen og her sker det EFTER udsendelsen er startet? Meget underligt, har de mon ikke et ur i det nye hus?)

Har lige læst en tale som Danah Boyd har holdt om et forskningsprojekt, hun har lavet om forskellen på teenageres brug af Facebook og MySpace.

Meget tankevækkende og en smule foruroligende læsning – nok især for alle os der prædiker at internettet skaber sociale fællesskaber på tværs af skel – og mulighed for relationer, hvor de tidligere ikke eksisterede.

Danah Boyd viser – med citater fra interviews hun har gennemført – at unge ser meget forskelligt på Facebook og MySpace – og at Facebook er det sociale netværk for bedrestillede, for børn af overklassen, for de veluddannede og for de teenagere som ikke er tager afstand fra kontakt med voksne:

Kat (14, Massachusetts): I’m not really into racism, but I think that MySpace now is more like ghetto or whatever, and Facebook is all … not all the people that have Facebook are mature, but its supposed to be like, “oh, we’re more mature.” … MySpace is just old.

De teenagere som klarer sig dårligere i skolen, som er medlemmer af bander, som i en eller anden form er ghettoiserede er på MySpace og har ingen incitamenter for at flytte til Facebook, som de opfatter som et sted for gamle mennesker…

Craig (17, California): The higher castes of high school moved to Facebook. It was more cultured, and less cheesy. The lower class usually were content to stick to MySpace. Any high school student who has a Facebook will tell you that MySpace users are more likely to be barely educated and obnoxious. Like Peet’s is more cultured than Starbucks, and jazz is more cultured than bubblegum pop, and like Macs are more cultured than PCs, Facebook is of a cooler caliber than MySpace.

Kort fortalt er den ghettoisering, vi ser i det fysiske rum bare blevet overført til nettet. Vi omgås folk som os selv, vores venner er veluddannede, vi flytter til kvarterer, hvor de andre minder om os selv – og selvom vi taler om “social networking” så er det meste af det vi foretager os på nettet parrallelt med vores tilgang til det fysiske rum – vi ønsker ikke for mange udfordringer af vores egne værdier – vi foretrækker ikke at skulle anstrenge os for at se verden fra en andens perspektiv.

Og hvorfor er det et problem? Fordi med kendskab følger tolerance. Danah Boyd bruger det eksempel at den absolut væsentligste faktor, når man måler på folks indstilling til homoseksuelles rettigheder er om de selv kender en bøsse!

Derudover understreger hun, at når politikere og meningsdannere og de der har magten vælger redskaber, så vælger de også målgruppe – og når amerikanske politikere for eksempel vælger Facebook og Twitter som eneste demokratiske online-redskaber i valgkampen, så vælger de også kun at tale til folk som allerede er med i debatten?

Læs selv hele Danah Boyds tale her – den er lang, men interessant.

Og er det at Facebook er så kæmpestort i Danmark (2 mio profiler) udtryk for, at vi ikke har samme problemstilling herhjemme? Eller har vi bare online grøfter andre steder, som vores politikere og meningsdannere – og vi selv måske – skal være opmærksomme på?

Siden jeg læste at strategisk direktør for Grey, Peter Helstrup havde udtalt om Karen-videoen at “det er den mest effektive kampagne, der er skabt nogensinde for en dansk virksomhed” har jeg tænkt lidt over, hvorfor det ikke passer.

1. Bedraget skal være til at tilgive

Hvis man skal lyve eller narre sin målgruppe for at få deres opmærksomhed, så skal afkodningen efterfølgende føre til hurtig tilgivelse. For eksempel ved at introducere en joke – eller ved at introducere en større sag som gør løgnen spiselig.

(Kommunikationsekspert, Henrik Byager er inde på det samme her!)

2. Afsenderen skal kunne knyttes til kampagnen

Der kan godt være rigtig langt mellem afsender og kampagne, men i velfungerende kampagner fører det efterfølgende til en aha-oplevelse – som samtidig kan være med til at gøre løgnen/fortielsen af afsenderen mere acceptabel.

3. Budskabet skal give mening!

Det er jo ok, at man lige skal tænke lidt før ti-øren falder, men her er det jo nærmest umuligt at finde ud af, hvad budskabet er? Med mindre det er, at i Danmark findes der kvinder, som sætter lighedstegn mellem hygge og hurtig, ubeskyttet sex?

VisitDenmark forsøgte i interviews at forklare budskabet, men i gode kampagner er det ikke nødvendigt med lange forklaringer.

4. Målgruppen skal kunne lide kampagnen

Hvis man bruger en løgn som afsæt, kan det være nødvendigt at acceptere, at man provokerer målgruppen. Men når afsløringen af afsenderen og budskabet falder, så skal man gerne lande der hvor målgruppen har sympati for kampagnen/budskabet/afsenderen.

Kommentarerne viser, at mange i målgruppen er blevet stødt over løgnhistorien, men også over kvindesynet – og at der derfor er mange som finder kampagnen/afsenderen direkte usympatisk.

5. Kampagnen skal have en effekt

VisitDenmark har været ude og sige, at videoen er kommercielt rigtig – fordi den giver Danmark opmærksomhed. Men jeg mangler de overbevisende argumenter for, at den negative opmærksomhed faktisk kan omsættes til mere turisme?

Og hvis den eneste effekt de ønskede var omtale og opmærksomhed, så er det vel for tidligt de har pillet filmen af – for den her debat kunne jo sagtens have fortsat længe endnu?

Nu har VisitDenmark og Grey så trukket stikket på deres egen kampagne. De har fjernet videoen fra YouTube og de har slettet Karens website med alle de kommentarer, som lå der.

Problemet er, at det bare betyder, at samtalerne om kampagnen fortsætter andre steder – og at den effekt som i forvejen var ret svær at få hold på, nu kan løbe alle veje – uden at VisitDenmark eller Grey kan komme på banen med en undskyldning.

Jeg er foreløbig blevet præsenteret for reddit og for flere nye YouTube-kanaler – og derudover er der jo debat på DR og Politiken hvor mange mennesker giver deres mening til kende – og de fleste er ikke specielt imponerede.

Du har måske allerede set videoen om Karen, som i en YouTube-video søger en far til sønnen August?

Og du har måske også hørt, at videoen er set mere end 700.000 gange og at det viser sig, at Karen ikke hedder Karen, men Ditte og at hun er skuespiller og at hun slet ikke har en søn?

Hvis ikke – så er filmen her.

(UPDATE 14.09.09: Ny version her – VisitDenmark har taget deres af:)

Der er efter alt at dømme tale om en såkaldt viral video – for et eller andet produkt eller en service. Masser af spekulationer om bagmændene florerer – for eksempel her, her og her

Man kan se af kommentarerne på Karens hjemmeside at en masse mennesker, er “hoppet på” historien. De føler med Karen og støtter hendes forsøg på at finde en far til barnet – og de opmuntrer hende med positive tilkendegivelser af sympati.

Man kan imidlertid også ane vreden og skuffelsen hos dem, der nu har opdaget, at videoen er falsk. De fleste udtrykker, at de føler sig skuffede – de investerede jo ikke bare 5 minutter, men også en følelse, en spejling, en indlevelse – og til gengæld fik de et dybfølt HAHA?

Jeg aner ikke, hvem der står bag, men uanset hvad bureauet har bildt dem ind, så har de i forarbejdet glemt at spørge til relationen mellem opmærksomhed og oprigtighed. Det er muligt man kan få opmærksomhed ved at tale til folks hjerter og få dem til oprigtigt at føle sympati, men kan man også efterfølgende få en langsigtet god relation?

Og jeg forsøger altså ikke at være hellig. Jeg kan godt lide kampagner med quiz-element, kampagner, hvor afsenderen “lader som om”, hvor der er opfundet figurer, hvor jeg bliver provokerer til omtanke, hvor der sker noget anderledes, noget uventet, noget som tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Jeg sætter bare grænsen der hvor kampagnerne forsøger at udnytte min oprigtighed og sætte mine følelser i spil.

Hvor går din grænse? Hvilke råd har du til virale kampagner? Synes du det er ok bare at gå efter opmærksomheden for enhver pris – og at jeg bare er for nærtagende?

Jeg får tit henvendelser fra organisationer, som ønsker sig at deres leder vil starte og vedligeholde en intern weblog – og på den måde blive mere synlig, have mere åben dialog med medarbejderne – og måske fortælle lidt mere og lidt oftere om ledelsens overvejelser og arbejde.

Jens Bærentsen er administrerende direktør i Alka forsikring og indtil for 2 år siden benyttede han sig af de samme kommunikationskanaler som alle andre direktører. Han skrev en e-mail til alle 500 medarbejdere i ny og næ – og var selvfølgelig synlig på møder med medarbejderne og i personalebladet, når noget skulle kommunikeres fra ledelsen.

Men i september 2007 startede han en intern weblog, hvor beslutninger og overvejelser og strøtanker kan vendes med medarbejderne – og hvor medarbejderne i de åbne kommentarfelter giver feedback. Medarbejderne finder ud af, hvad Jens går og tænker – og Jens finder ud af, hvad der foregår ude i nogle hjørner af organisationen, som han måske ellers ikke møder så ofte.

I alt er det over de 2 år blevet 100.000 sidevisninger, 91 blogindlæg fra Jens Bærentsen og 492 kommentarer fra medarbejderne. Her af et par enkelte indlæg som har trukket mange kommentarer – men også en gennemsnitlige kommentar-rate på 5,4 kommentar pr. indlæg.

Jens Bærentsen ved idag, hvad der kommer kommentarer til. Han har lært at skrive åbent og at stille spørgsmål, som kan starte debatten. Det er lsær emner som “Socialt ansvar”, “Facebook”, “Omkostninger” “Hvad er bedst, gode tider eller dårlige tider?”, som indtil videre har fået medarbejderne op af stolene. Det har for eksempel været diskuteret om man både kan være omkostningsbevidst og så samtidig kan holde sommerfest for medarbejderne.

Medarbejderne kommenterer – lederne bruger andre kanaler
De ældre medarbejdere er lidt mere tilbageholdende end yngre i kommentarfelterne og han mener både det skyldes, at de unge er mere friske på mediet, men også at det kan hænge sammen med, at de yngre ikke er autoritetstro. Lederne i Alka kommenterer ikke så meget som medarbejderne – og måske skyldes det, at lederne har andre kanaler, hvor de møder direktøren og snakker med ham.

Skriver selv alle indlæg – og følger selv op på kommentarer
Jens understreger at bloggen er autentisk. Han skriver selv alle indlæg. Og når der kommer kommentarer som skal have et svar, så klarer han også det selv. Han har indimellem vendt nogle af sine blogindlæg med Nicolai Kampmann som er kommunikationschef i Alka – inden udgivelsen, men i det store hele er det hans egen dømmekraft der afgør, om et indlæg kommer ud på bloggen eller ej.

Og Jens er stadig begejstret – især fordi han mener, at han får noget ud af bloggen – en form for uformel kontakt til medarbejderne – et rum, hvor han kan lytte på vandrørene og hvor han og medarbejderne lærer hinanden bedre at kende og på den måde opbygger gensidig fortrolighed og tillid.

Selvfølgelig er der medarbejdere, som tror, at alt hvad Jens Bærentsen skriver på bloggen har et formål og er strategisk – og han understreger, at det ikke er tilfældet og at han ofte forsøger at have åbne indlæg, hvor han bestemt ikke har bagtanker – og at det af og til er kommet bag på ham at medarbejderne alligevel er helt sikre på, at der må være en morale de kan udlede af det skrevne.

Webloggen er et supplement
Jens Bærentsen kan godt anbefale andre ledere at bruge en intern weblog som redskab til ledelseskommunikation – men selvfølgelig som et supplement til de fysiske møder og de andre steder, hvor der praktiseres synlig ledelse.

Han understreger, at man skal være klar til at skrive selv og til at stille spørgsmål og være åben for de svar, der kommer – for hvis det bare er meddelelser fra bestyrelsen eller instrukser fra ledelsen, så kommer der ingen respons og uden respons bliver det lidt kedeligt med en weblog.

Bloggen kan sagtens starte med sund skepsis
I 2006 deltog Jens Bærentsen på et af Socialsquares fyraftensmøder om weblogs. Han kunne sagtens se, at der kunne være et potentiale, men som han siger idag, var han også skeptisk. Både overfor, hvorvidt han overhovedet kunne finde tid til sådan en kommunikationsform. Men også overfor om han kunne få medarbejderne med på sådan en dialog-form.

Idag er Jens glad for bloggen som ét kommunikationsværktøj i kassen – og især glad for det rum til ”offentlig samtale” som skaber og vedligeholder virksomhedens uformelle kultur. Jens vurderer at han bruger ca. halvanden time om ugen på bloggen…