hovedetpaabloggen.dk

Som allerede nævnt har jeg fået bijob i Dansk Drone Kompagni og i den forbindelse er jeg selvfølgelig nysgerrig på alt, hvad droner kan bruges til og på nogle af de debatter om privatliv og overvågning som vil følge med.

Derfor har jeg skrevet en lille artikel til Kforum om fænomenet “Dronerne kommer“, med en masse eksempler og gode videoer af droner, der viser os nye sider af verden.

Læs med og snyd under ingen omstændigheder dig selv for den her vilde video-performance med droner:

Lige om lidt er det sommerferie – og jeg vædder en is på, at du vil kunne læse historier i aviserne om droner på stranden – eller måske ind over sommerhushaverne. Det er ikke uproblematisk at naboen har fået adgang til overvågningsudstyr, men udover irritation er der virkelig et stort potentiale for at gøre en masse ting smartere, som jeg glæder mig til at være med til at udforske.

Ikke sådan generelt. Det ved jeg godt – jeg har for eksempel lige forsøgt at brokke mig over vejret – der skete ingenting, jeg blev stadig totalt gennemblødt :-)

Men på the interwebs, virker det nogen gange, så man bliver helt glad:

I denne uge har det nemlig virket sådan, at en hel masse mennesker skrev surt brok om IKEAs forsøg på at lukke IKEAHackers (efter 8 år – min version af historien er her) – og at en masse andre delte historien, retweetede den, kommenterede den – så nu har IKEA kontaktet Jules som driver siden og nu vil de prøve at finde en bedre løsning.

Læs Jules seneste opdatering i sagen her:

“In a statement they (IKEA) issued (published by Jennifer on Yahoo! Homes) they said “We want to clarify that we deeply regret the situation at hand with IKEAhackers. It has of course never been our ambition to stop their webpage. On the contrary, we very much appreciate the interest in our products and the fact that there are people around the world that love our products as much as we do. We are now evaluating the situation, with the intention to try to find a solution that is good for all involved.”

Jules er glad – og det er jeg også – for alle mulige mennesker har fortalt mig, at “IKEA er nødt til at beskytte deres brand” og “IKEA risikerer selv at miste retten til deres navn” og for mig er det snak. IKEA har helt sikkert vundet førsteretten til at kalde noget for IKEA, men derfra og så til at forbyde alle IKEA-fans nogensinde at lave websites, der hedder noget med IKEA er der vel et stykke vej?

Og at slå hårdt ned på et site, som bruger reklamer (kommerciel udnyttelse af brandet jvfr juristerne) med det hovedformål at have råd til at have en moderator/ community ejer siddende og passe og pleje et fansite på fuld tid – er simpelthen ikke smart i 2014 – uanset, hvor mange jurister der vil skrive under på at den holder i Landsretten.

“Juridisk rigtigt” kan simpelthen købes for dyrt og nu håber jeg bare IKEA og Jules finder en smart, god løsning for alle involverede – så jeg kan blive ved med at lade mig inspirere af IKEAHackers fra hele verden :-)

Nu er det 2014, 5 – og jeg fatter faktisk ikke, at jeg er nødt til at skrive det her indlæg. Nogle dage føler jeg bare, at alt hvad jeg har sagt, har været KOMPLET spild af tid. Jeg går i seng. Jeg siger op. Men inden skriver jeg lige dette indlæg – og jeg er ked af det, men jeg bruger STORE BOGSTAVER undervejs.

Det korte og det lange er at IKEAs advokater har sendt breve til Jules fra IKEAHackers.

Hun har drevet FANsitet siden 2006 (Og jeg skrev om det her på bloggen i august 2006 – Det er et fantastisk sted). I de første år var det ved siden af et job – men så voksede siden, det blev dyrere at hoste al den trafik og overvåge kommentarer og det tog tid at svare på henvendelser.

Så Jules satte reklamer på siden og sagde op for at passe EN VOKSENDE IKEA FANSKARE som HVER DAG får gode råd og inpiration til at bruge produkter fra IKEA.

Så nu har IKEA’s geniale advokater besluttet at Jules kun kan beholde domænenavnet, hvis hun ikke har reklamer på sitet (vi taler her om sitet, som er EN STOR REKLAME for IKEAS PRODUKTER, da det overtræder deres varemærkes whatever.

Jules hat aldrig fået penge af IKEA for det store arbejde, hun har gjort for dem.

5 grunde til at det er usmart af IKEA (og at jeg bliver træt)

1) IKEAHackers er IKKE en enmandsbutik

IKEA Hackers er et online fællesskab – der er kernebrugere, som elsker sitet (og de fleste troede sikkert, de var venner med IKEA) og de bliver jo sure nu. Allesammen. Og så siger de det til deres venner på Facebook, som så klikker på historien og synes, det er for tyndt. Det er ligemeget om Jules skriver under på et stykke papir – vi andre har ikke skrevet under på noget.

2) Advokater kan ikke vinde over bloggere, uden at virksomheden får ridser i PR-lakken

Hvis en advokat nogensinde foreslår dig at sende et C&D brev (Trusselsbrev), så beder du ham om at vise dig den forsikring, der dækker dine PR-tab, inden du sætter frimærke på kuverten – det kan simpelthen kun gå galt.

3) For Jules er David – IKEA er Goliath

Fra Jules blogindlæg om sagen:

“Needless to say, I am crushed. I don’t have an issue with them protecting their trademark but I think they could have handled it better. I am a person, not a corporation. A blogger who obviously is on their side. Could they not have talked to me like normal people do without issuing a C&D?
Read more at http://www.ikeahackers.net/2014/06/big-changes-coming-to-ikeahackers.html#zAR0BXcKRXHgZKWM.99″

Lige meget hvad, så er IKEA en stor virksomhed, der sendte lakajer med høje lønninger og dyre slips ud for at ramme en glad fan – og med mindre det viser sig, at Jules i virkeligheden har ødelagt IKEAS forretning / og eller er dybt kriminel, så kan IKEA ikke tildele hende en anden rolle, uden at komme til at fremstå endnu mere usympatiske.

4) Sagen handler ikke om jura

Advokater forstår ikke dynamikkerne på sociale medier. Og bør derfor holdes langt væk. Det her handler ikke om lov og ret og kommer aldrig til det. Det handler om fællesskab, om fornemmelsen af retfærdighed, om at vise ydmyghed overfor kunder som er så dedikerede fans, at de opretter websites og hacker produkter.

IKEA kan sikkert vinde en retssag og tvinge Jules til at aflevere domæenet (selv om 8 år vel næsten må give hende en slags brugsret?), men kan de vinde med integritet og uden at vi synes, de er slyngler? Hvad koster en shitstorm? Hvad er prisen på en dedikeret fan?

5) IKEA har allerede tabt

Jeg plejer at holde meget af IKEA. Nu har de så vist deres sande ansigt – som Jules skriver, har vi nok været naive (igen vil nogen sige). Vi troede, at de udover at sælge møbler og tjene penge også godt kunne lide os, kunne lide at vi hackede deres møbler og indrettede os smart med deres ting og tog billeder og delte dem. Nu ved vi at de bedre kan lide deres egne kataloger og at de helst ser, at de bestemmer fuldt ud, hvad det er for en fortælling, de skal indgå i i vores hjem – på mig virker det ret usympatisk.

Hvis jeg var IKEA, så gav jeg LEGO et ring i morgen for lige at få et tip eller fem :-)

Nå men jeg holder heldigvis snart sommerpause. Jeg orker ikke tale mere om potentialet med sociale medier for virksomheder, som jo i virkeligheden bare skal se at finde ud af, at alle os herude på nettet bare er mennesker. Men som tilsyneladende stadig foretrækker at forsøge at nedbryde sunde relationer ved hjælp af usympatiske systemer og strukturer – og breve fra advokater. Godnat. Dybt godnat.

Min mand fik for lidt over en måned siden den gode idé, at starte Dansk Drone Kompagni, som skal arbejde med drone-teknologi. Til en start er det primært luftfotografi, men også inspektion fra oven og senere kunne det også være termografi (man kan for eksempel se varmetabet fra et tag på en kold dag = hvor skal man isolere – eller man kan søge efter dyr/mennesker der er væk og som afgiver varme) og alt muligt andet, som bliver muligt med de små smarte flyvere

Dansk Drone Kompagni ApS

Se websitet (som altså er under udvikling – vi er som sagt lige startet) her

Og der er ikke langt fra ord til handling her. Først mødte Hans Rolf, som nu er fastansat drone-pilot på fuld tid. Så købte han en lille træningsdrone – og derefter to bedre droner med kamera og gyro – og nu er den fjerde drone (med superkamera og endnu bedre muligheder for at tage lækre billeder) på vej fra Sverige.

Virksomheden har med hjælp fra Lejre kommunes supersøde nye erhvervschef også fået fine lokaler i Osted og Hans og Rolf er i gang med at ansøge om tilladelser og forsikringer mm. (der er heldigvis ret skrappe regler for hvor og hvordan man må drone)

Jeg er allerede blevet helt pjattet med at se verden fra oven – og har derfor meldt mig til at lave PR og Markedsføring for virksomheden – og jeg tager derfor også i mod gode forslag til kontakter og tips om kunder eller omtale – bare fyr løs :-)

Jeg grinede og skyndte mig at RT (dele), da jeg så denne fine model på Twitter:

Se modellen i større udgave her

Den kan være svær at læse – men der står:

Har du brug for en social media politik?

1) Er dine medarbejdere / kolleger umodne, idiotiske og/ eller ondskabsfulde?

Hvis Nej = Du har ikke brug for en social media politik

Hvis Ja
- Alle mennesker er jo sådan
= Du trænger til ferie
= Du har ikke brug for en social media politik

- Vi har skabt dem
= Du skal nok kigge lidt på ledelsesformen
= Du har ikke brug for en social media politik

- De var sådan, da vi ansatte dem
= Du skal kigge på din rekrutteringspraksis
= Du har ikke brug for en social media politik

Og grunden til at det er sjovt, er selvfølgelig at det rummer meget sandhed. Hvis du har tillid til medarbejderne og de i øvrigt ikke forvandler sig til monstre hvert andet øjeblik og hvis medarbejderne har tillid til virksomheden og i øvrigt er omgængelige og sympatiske, så kan du jo spare dig selv for utrolig meget bekymring.

De fleste af rygterne om sociale medier er stærkt overdrevne. Langt det meste af det der foregår i sociale rum online, er præcis lige så positivt og konstruktivt (og kedeligt) som det der foregår i sociale rum off line. Mennesker er i udgangspunktet venlige og prøver at hjælpe hinanden. Nogle taler lige lovligt meget om sig selv og har svært ved at se de andres perspektiv, men de færreste går bersærkergang.

Så slap af – og lav hellere en politik for, hvordan I hjælper nogle flere kunder eller løser nogle rigtige problemer, mens I tjener penge.

Hvad laver Trine-Maria? #1

“Hvad laver du egentlig Trine-Maria?”

Hmmm – ja det er et godt spørgsmål. Jeg rådgiver om sociale medier, holder foredrag og kurser og er censor på Aarhus Universitet – alt sammen med sociale medier som omdrejningspunkt. Mit afsæt er som altid min baggrund i PR og sociologi – og at sociale medier er andet og mere end medier – det er rum for sociale interaktioner – og dem der får succes med at være i de rum, er dem der er til at holde ud at være sammen med. Ergo er mit fokus på at prøve at lære folk ikke at være så kedelige, ikke kun at tale om sig selv – at have fokus på noget, der er relevant for dem selv og for andre de møder online. Super enkelt – undrer mig stadig over, at det er så svært? :-)

TRUSTMINT – TILLID som KONKURRENCEPARAMETER

Derudover er jeg ved at starte en ny virksomhed, sammen med Hans Hansen (som jeg også er gift med). Virksomheden hedder Trustmint (og ja, jeg ER med på at sitet ikke er hverken halvt eller helt færdigt – det er sommerferie-projektet!):

Trust betyder selvfølgelig tillid, mens mint betyder “mønt”. Som i Gammel Mønt – det sted, hvor man slog mønter. Målet er at lave en virksomhed, der hjælper organisationer og virksomheder med at bygge tillid.

Vores udgangspunkt er, at med Big Data og Internet of Things (IoT) vil der i mange virksomheder (som beder om kundernes data) opstå behov for at arbejde systematisk og struktureret med at opbygge tillid. Kunderne vil ganske enkelt ikke aflevere data til organisationer eller virksomheder, de ikke har tillid til.

I sociale medier oplever jeg ofte rendyrket marketing-tilgang – for meget mediefokus, for meget salgsgas og for lidt fokus på de stærke relationer, der kan opbygges, hvis man er i stand til bygge tillid ind i interaktionen.

Når jeg for eksempel ser tal, der viser at kunder primært relaterer (bliver fans af) brands, fordi de så kan få rabatter eller særtilbud, så ved jeg at potentialet i de relationer ikke udnyttes optimalt. Så min plan er faktisk ikke at holde op med at snakke om sociale medier, men nok i stigende grad at gøre det fra en anden position – hvor tillid i relationer bliver det bærende. Jeg lærte for hundrede år siden at det at tiltrække kunder som handler én gang er for dyrt – man skal bygge relationer som holder – og limen i mange langsigtede relationer er tillid, der ikke bliver brudt.

I første omgang tilbyder Trustmint foredrag om data og tillid – og her giver vi vores bud på, hvorfor organisationer skal interessere sig mere for tillid her i data-alderen – og på, hvad organisationer kan gøre for at sikre tillid, i de relationer de bygger op online.

Til efteråret vil vi gerne i gang med projekter i organisationer, hvor vi kan forsøge at kortlægge, hvilke initiativer der øger tillid og hvilke der tværtimod høvler af tilliden. Og vi er meget modtagelige for forslag til, hvor vi kan starte.

Tillid som fænomen er derudover rasende interessant og jeg læser for tiden en stak bøger om emnet: Jeg er vældig inspireret af Don Peppers og Martha Rogers “Extreme Trust – Honesty as a Competitive Advantage“.

Derudover leder jeg efter et sted, hvor vi kan holde fyraftensmøde om “Tillid og data” efter sommerferien, så hvis du har et mødelokale med plads til 20 deltagere og mod på at lægge hus til, så sig frem.

Der er jo en smule ballade i partiet Venstre for tiden og her kigger jeg lidt på sagen set fra de sociale medier.

OPDATERING MANDAG D. 2. JUNI:
Det går ikke superstærkt for “Lars Løkke er min formand – kampagnen” på Facebook? Siden er her mandag morgen oppe på 2035 fans og der er 38 som har delt en historie om, hvorfor de bakker Lars Løkke op som formand.

Som nævnt i indlægget i går (se nedenfor) kan noget af det skyldes, at folk ikke i stormvejr vil støtte en kampagne, hvor de ikke præcis kan se, hvem afsenderen er. Men forklaringen kan også være at kernestøtterne i Venstre ikke er superaktive på Facebook? Eller måske synes mange vitterlig bare ikke, at Lars Løkke er den rigtige formand længere? Eller at de der synes, Lars Løkke er den bedste formand, ikke synes, det er passende at diskutere den slags åbent og offentligt?

Udfordringen med sådan nogle initiativer som denne kampagne er lige præcis, at de ikke siger ret meget i sig selv -og åbner for en masse sidehistorier og fortolkninger. Det vil slet ikke undre mig, hvis medierne (som jo skal fylde hele sendefladen indtil mødet i morgen, som afgør Lars Løkkes skæbne) samler historien op, selv om kampagnen efter min bedste overbevisning vitterlig ikke siger ret meget.

OG HOV – KAMPAGNEN FOR LARS LØKKE ER EN KOPI AF EN OBAMA-KAMPAGNE :-)

Og nej – det er overhovedet ikke noget problem, at man “låner” lidt fra de bedste, det gør mange jo online :-) Men det er og bliver dårlig stil, ikke at angive en inspirationskilde. Og igen, så giver man bare dem, der gerne vil drille et våben i hånd, for i dansk politik kan man være helt sikker på, at der sidder en nørd eller to derude, som også følger verdens bedste på sociale medier

—————-

I går (lørdag d. 31. maj) var der i medierne fokus på to statusopdateringer på Facebook som begge var ret usædvanlige – og temmeligt kryptiske. Lars Løkke delte digtet “If” af Kipling – hvilket gav anledning til at en litteraturforsker fik lov at tolke et digt (sic!) på tv. Søren Pind skrev næsten samtidig en meget lang statusopdatering, der blandt andet indeholdt anekdoter om Uffe Ellemans kat!

I dag er der så forsøg på lidt mere professionalisme og aktivisme på sociale medier. Nogle i Venstre har startet en kampagne på Facebook, som hedder “Lars Løkke er min formand” og som bruger hashtagget #larsløkkeerminformand

Siden kan man se her:

Lige nu er der 923 1041 venstrefolk, der bakker kampagnen op/ er fan af siden – og tallet er i løbende vækst – sikkert over 1100, inden jeg er færdig med at skrive dette blogindlæg.

MEN HVEM STÅR BAG?
En af de helt store udfordringer på sociale platforme er ofte at finde ud af, hvem der er afsender. Og siden her er sjovt nok også uden synlig afsender?

Jeg vil selvfølgelig tro, at det er nogle af de foreløbig 16 Venstrefolk, der har delt en historie om, hvorfor de bakker Lars op, som har taget initiativet, men det fremgår ikke af “Om” på siden, hvem der er initiativ-tager. Og i en politisk konflikt er det formodentlig ret væsentligt – for man vil jo nødig komme til at støtte de forkerte?

HVOR ER DE ANDRE VENSTREFOLK?
Der er (foreløbig) 16 venstrefolk, der har lavet sådan en fin historie, som man kan dele:

Og blandt de 16 er to, jeg selv kender – nemlig Søren Pind og Martin Geertsen. Jeg ledte efter Inger Støjberg og det undrede mig, at hun ikke er der fra startet – hun har jo ellers været den varmeste fortaler for Lars Løkke i medierne? Betyder hendes fravær mon, at hun IKKE bakker Lars Løkke helt så meget op længere? Sikkert ikke – hun kan jo holde en velfortjent weekend – eller måske er hun bare ikke på Facebook døgnet rundt? :-)

Men som kampagneansvarlig i en politisk storm skal man huske, at når man beder de personer, der støtter en sag, om at træde et skridt frem, betyder det også, at de der IKKE træder frem, let kommer i en spøjs position, for hvor er de så henne?

Og er der noget Venstre ikke har brug for, så er det vel yderligere tvivl om, hvem der har hvilken position, i den her konflikt?

ÅBEN KAMPAGNE MED BRUGERDELTAGELSE?
Jeg kan heller ikke umiddelbart selv skrive et støtteindlæg (i sådan en blå kasse?). Kampagneejerne har formodentlig fravalgt den funktion, af frygt for, at folk så vil drille og lave fjollerier/ironi?

Sideejeren skriver, at jeg kan skrive en begrundelse (for at Lars Løkke er min formand) på siden og så laver de den til “en flot grafik”, men hvis kampagnen tager fart, så bliver det vel hurtigt en flaskehals?

Det er på den ene side forståeligt, at man ikke ønsker en så åben kampagne, at alle modstandere kan lave modtræk inde midt i éns egen kampagne – man forsøger at holde fast på kontrollen. På den anden side skal man jo afveje, om det signal man sender bliver, at man ikke selv er sikker på, hvor stor og stærk, man kan komme til at fremstå?

Så hvad kunne de have gjort i stedet? De kunne have lavet grafikken åben (alle kan lave deres egen version), men meget Venstre-glad. For eksempel med et kæmpe V-logo og et stort, godt billede af en smilende, vindende Lars Løkke og så ville alle modstanderne (som stadig selv kunne skrive en ironisk tekst) være nødt til at dele et partilogo (de sikkert ikke er fans af) og et billede af en vinder … og det kunne måske have afholdt en del af dem fra at ironisere?

Selvfølgelig ville det betyde, at der ville blive lavet chikane/ ballade / sjov – men som ejer af en Facebook-side bestemmer man altså fortsat selv, hvilke opslag der skal sendes videre til fans af siden – de andre opslag kan man enten skjule (hvis det er decideret chikane) – eller bare lade være med at sende videre.

TWITTER
Det man under alle omstændigheder har glemt er, at information jo flyder frit mellem platforme og at en kampagne på Facebook med et #hashtag inviterer til drilleri på alle hashtags moderskib, Twitter:

Jeg kan ikke se, hvor stort fænomenet er på Twitter i skrivende stund – men det vokser (nok cirka i samme takt som Facebook-kampagnen) og både EB og BT har følt trang til at dele, at der på Twitter smøres ironi ud over kampagnen:

Mine pointer:
1) Det er rigtig svært at spille på de sociale medier i noget der bare minder om kontrollerede former, når man er ude i en storm, som den Venstre er midt i.
2) Det er en fordel med klare afsender-positioner
3) Det er bedre at lukke op for drilleri/ ironi – fordi kampagner på sociale medier, som ikke er lette nok, at være med i også er svære at sprede med lynets hast (og denne kampagne har kun relevans til på tirsdag?)

Jeg er spændt på at se, hvor mange støtter #larsløkkeerminformand kan samle på Facebook og hvor mange gode jokes, der kommer ud af det hashtag på Twitter :-)

(Ved afslutningen af mit indlæg var der 17 historier fra Venstrefolk/ tilhængere af Lars Løkke, der bakker op – og 1125 fans af siden)

Tidligere på året – ovre på Amino – har Soulaima Gourani skrevet om, hvorfor hun ikke vil drikke kaffe med dig, hvis du altså ikke får skrevet til hende, præcis hvorfor du gerne vil mødes. Hun skriver også, at hun får afsindig mange henvendelser – 3-5 om dagen og at hun samtidig har travlt og er nødt til at sortere meget hårdt og at hun gerne vil kunne se, hvad hun får ud af det.

Det inspirerede mig til at tænke modsat. Jeg har også travlt, men alligevel synes jeg ofte, der går for lang tid imellem at jeg bliver kontaktet af folk, der ikke ved, hvad de vil. Og jeg kunne godt trænge til lidt flere møder, hvor ingen aner, hvad der kommer ud af det. Og faktisk ved jeg jo på gode dage stadig ikke helt, hvad jeg selv vil, hvilket altid er skræmmende, men nok også er med til at holde mig i live! :-)

Samtidig har jeg gået og overvejet, hvordan jeg kunne blive frivillig og gøre en forskel – men jeg orker ikke rigtigt en forening eller at muge ud på et dyreinternat eller at rende rundt med en raslebøsse.

Hos de dejlige mennesker hos Borgerlyst læste jeg så om træffetid (at man hver uge sidder på en café og er klar til at snakke med dem, der møder op), men det kan jeg ikke rigtigt få sat i system før efter sommerferien.

Så jeg vil i stedet stille mig til rådighed for kaffemøder med iværksættere eller bare folk med gode ideer og blod på tanden. Jeg vil gerne mødes med dig, hvis:

1) du også lader mig spørge dig om noget og bede dig om feedback. Jeg er ved at starte en ny virksomhed sammen med min mand (Trustmint) og vi har masser af ideer, der sagtens kan tåle at blive vendt og drejet og udfordret.

2) jeg kan møde op uforberedt, udenfor normal arbejdstid og uden at skulle læse 14 siders forretningsplan eller forholde mig til dine statusopdateringer på Facebook i de sidste 3 måneder. Du får til gengæld lejlighed til at øve dig på at forklare kort og præcist, hvad din idé er og hvad der udfordrer dig – og jeg får fornøjelsen af at blive overrasket.

3) du måske orker at tage til Roskilde eller Lejre, så jeg ikke altid skal tage til København

4) din idé gerne må oversættes til nogle generelle betragtninger, som måske kan komme på bloggen (jeg underskriver ikke sådan nogle NDAs – hvis du er på tys-tys-niveau, så er det nok snarere en advokat, du skal sparre med)

Så er du iværksætter eller har du en idé – og vil du gerne mødes og spørge mig om sociale medier og om at starte virksomhed – eller om Big Data, tillid på nettet, Internet of Things eller noget andet spændende, så bare skriv til mig på trinemaria@gmail.com. Skriv “kaffemøde” i emnefeltet.

Jeg vil bestræbe mig på at holde to-tre kaffemøder om måneden, fortrinsvis med mennesker jeg ikke kender i forvejen og det er først til mølle/ mest interessante mail, der afgør med hvem – hvis der altså overhovedet er nogen, der vil drikke kaffe med mig? :-)

Jeg ved godt jeg også skrev om Facebook i går, men her kommer lige dagens tanke.

Jeg sidder og laver mit oplæg til Marketing Camp på tirsdag færdigt – og jeg har som sædvanlig alt for mange slides og pointer, så der skal barberes til. Mit afsæt er 10 fejl jeg synes for mange begår på sociale medier og fem tips til at fikse det.

Én af fejlene er, at brands/ organisationer / marketing-dutterinoer taler alt for meget om sig selv og hvor fede deres produkter er. De tror, de er verdens centrum.

Og så sad jeg lidt og tænkte over, hvordan det kan være, at det bliver ved med at være et problem og nu er jeg så nået frem til at en del af forklaringen er, at man på en Facebook-side har givet virksomheden det privilegium at starte alle samtaler. Det er komplet idiotisk.

(Det jeg hentyder til er, at på Facebook-sider er det kun virksomheden og sidens administratorer der kan skrive opslag, som faktisk kommer ud til fans af siden. Når en fan eller kunde skriver et opslag bliver det godt nok synligt på siden, men det sendes ikke ud i nogle af de andre fans newfeeds – og da langt størstedelen af vores aktivitet foregår i newsfeedet betyder det, at der sjældent er noget nævneværdigt publikum til kunders/ fans opslag)

Ved nærmere eftertanke, så er de relationer jeg har, hvor det hele tiden er ham den anden, der ringer mig op elendige. De pennevenner jeg havde, som altid skulle skrive først, når der havde været en pause, var dem, der gled ud i sandet. De fester jeg har været til, hvor jeg hele tiden har skullet forsøge at starte samtalen ved at stille et nyt spørgsmål til min bordherre, blev de dårligste.

Kort sagt, sociale netværk virker bedst, hvis alle har lige ret til at tage ordet og sætte en dagsorden. Det der med at være “i øjenhøjde” er bare lettere, når alle har adgang til megafonen.

Så det der luskefis på Facebook-sider med at kunderne kan få lov at slå noget op på siden, som så er synligt, hvis de andre kunder meget aktivt klikker sig ind på selve siden, for at læse det, gælder jo nærmest ikke som social interaktion?

Den rigtigt fede Facebook-side ville derimod være én, hvor jeg som virksomhed/ brand kunne beslutte, at mine kunderne gerne måtte slå noget op på min timeline og at det gerne måtte nå ud til alle de andre kunder, så de rent faktisk kunne udveksle erfaringer, diskutere min forretning (eller noget andet de gerne ville tale om) og lære af hinanden. Kunderne kunne jo så bare vælge om de både ville have mit marketingsludder og de andre kunders forsøg på at rette op på banaliteterne – eller om de måske kun ville høre fra andre kunder :-)

Ville det være smertefuldt for nogen? Ja ja – det er Trustpilot jo også – og weblogs og Pricerunner og Amazons anmeldelser. Ville det fungere superkommercielt alle steder? Nej det håber jeg da virkelig ikke. Men det ville i udgangspunktet være socialt – i stedet for det fodslæbende mikro-megafon-agtige pladder-mellemstadie som tilbydes på de nuværende Facebook-sider.

Det her forklarer faktisk også for mig, hvorfor Twitter er så meget mere socialt. I udgangspunktet er der nemlig ingen forskel på om jeg er et brand eller en person – profilen er ens. Og når jeg siger noget, så fylder det præcis lige så meget (140 tegn max), som når McDonalds siger noget – og det giver mig en fornemmelse af, at det er mit sted, mit netværk. Det at jeg kan retweete ukendte Linda Larsen lige efter Margrethe Vestager – og at der ikke er nogle af dem, der har fået tildelt ekstra taletid fordi deres profil er særlig, er virkelig rart (så kære Twitter – lad venligst være med at lave lige præcis det om).

Se så fik jeg blogget to dage i træk! :-)

Har besluttet mig for at blogge hver dag frem til min sommerferie. Det bliver ikke lange og kloge indlæg hver dag, men mine refleksioner om sociale medier og det digitale liv.

Jeg savner at skrive sammenhængende – og især at kunne finde mine overvejelser frem igen. Som jeg nu har sagt i 8 år, Facebook og Twitter er rigtigt gode platforme til “her og nu” kommunikation, men weblogs er meget bedre til ting, der skal kunne genfindes i arkivet.

Jeg indrømmer at jeg har det lidt svært med Facebook for tiden. Jeg har her til morgen siddet og kigget hårdt på sitet, for at prøve at finde ud af, hvad jeg savner:

1) Jeg savner en masse venner i mit feed

Det kan skyldes, at jeg selv har fravalgt dem (trykket på den lille pil i hjørnet og besluttet, at jeg ikke vil se opdateringer fra personen længere). Måske fordi de konstant har opdateret om sport eller delt 60 billeder fra deres solferie på en regnvejrdag – kort sagt, at de har irriteret mig og at mit eneste værn har været lige at afmelde dem lidt.

Det kan også skyldes, at de har forladt Facebook eller justeret deres brug ned til et mere sundt og fornuftigt niveau :-) for eksempel besøg en gang eller to om ugen. Flere end jeg regner med synes måske, at nyhedens interesse for længst er aftaget? Eller måske sidder mine venner bare og læser med uden selv at dele noget eller trykke like?

Måske er det Facebooks algoritmer der er synderen? Facebook (som jo ofte erklærer at deres hovedformål i tilværelsen er at kende mig bedre, end jeg selv gør) sorterer jo i opslag i mit feed, efter hvem jeg interagerer mest med. Så måske har de bare ikke en døjt forstand på, hvad jeg gerne vil se?

Jeg ved godt, at Facebook auto-optimerer for min skyld – men det er altså svært for mig, at finde de rigtige indstillinger og bryde med deres idé om hvad der er et godt feed? For eksempel kan jeg ikke lige finde det sted, hvor jeg kan se hvilke af mine venner, jeg har fravalgt opdateringer fra, i et øjebliks fodboldstræthed?

2) Jeg savner nogle af de små virksomheder, der er blevet helt usynlige

Jeg har været inde og trykke “follow” på mange af dem for at sikre en smule visning i mit feed og alligevel synes jeg, der sker meget lidt?

Mit bud er, at nogle af de små virksomheder uden de store budgetter simpelthen giver op, fordi Facebook nu kun viser opslag fra virksomheder til meget få af deres fans gratis? (Det er for at få virksomhederne til at betale for annoncering og – siger Facebook – for at sikre at indholdet i mit feed er relevant).

Jeg bestyrer selv en Facebook-side for Hvalsø Bio og synes, det er blevet mere anstrengende arbejde, efter at vi får så rasende få gratis visninger (og nej, vores fans hader os ikke – de undrer sig bare over, at de ikke får opdateringer om nye film længere)

3) Jeg savner nogle af de store brands

Mit bud er også, at nogle af de større virksomheder må blive frustrerede over, at selv om de betaler, så skal de betale igen og igen for at fastholde engagementet?

Check LEGO fx. De har over 8 millioner fans på Facebook – og selvfølgelig er der opslag, der har fået 20.000 likes, men der er også opslag med 800 likes – og 400 likes? Jeg synes selv, jeg er LEGO fan – og jeg ser yderst sjældent noget fra dem?

Eller Carlsberg, som er et andet stort dansk brand. De har 1,6 millioner fans – og masser af opslag med 40-50 likes – og igen – selvfølgelig – enkelte opslag med +700 likes.

Telmore, som jeg altid har været fan af, fordi de gør et virkelig godt stykke arbejde med kundeservice ser jeg heller aldrig opslag fra. De har +58.000 fans og de seneste af deres opslag har fået mellem 40 og 400 likes (igen – jeg aner intet om antal visninger). Jeg er med på at deres gode svar til kunder ikke sendes ud – dem skal jeg selv ind og kigge på – men det er som om Facebook ikke giver point for den del af aktiviteten overhovedet?

4) Jeg savner selv at kunne bestemme

Min pointe er at set fra et brugerperspektiv er det ikke let at gennemskue, hvad man skal gøre for at gennemtvinge visninger af ALT fra virksomheder, man faktisk holder af? Jeg kan godt se at jeg kan tilføje brands på interesselister, men så meget gider jeg ikke gøre ud af det – og hvor mange gider det?

Omvendt kan det altså sagtens være, at Facebook fungerer helt upåklageligt for de store virksomheder, som føler opbakningen og gennemslagskraften fra deres fans på alle mulige andre spændende måder end via likes (jeg kan jo ikke se, hvor mange visninger deres opslag har fået – eller om opslagene fører til salg i deres butikker).

Det er måske bare mig, der følger de forkerte eller bruger Facebook forkert, når jeg sidder tilbage med en fornemmelse af at jeg ikke selv har nogen indflydelse på, hvad der kommer til mig?

Facebooks værdi har kort sagt gennem den senere tid været i frit fald for mig – og jeg er da ret nysgerrig efter at høre om andre har samme oplevelse – eller om jeg bare har fået trykket på de forkerte knapper derinde?